Vi sidder her og taler, vi er sammen i det samme rum, og det er dejligt. Igen har vi hinanden på hold, har mulighed for at tale i munden på hinanden; vi kan afbryde hinanden uden at blive forvirret om der er noget galt med vores forbindelse; og vi kan være stille uden at tro at de andre er ved at forsvinde. Vi kan dele os op, sprede ud og blande sammen, rejse os og gå og komme tilbage til det runde bord som holder samtalen for os, mens vi har været ude at ryge. Til lejligheden, til dette uvisse forår der kommer os i møde, bringer vi en tekst som har bragt os megen glæde. En gammel tekst fra forfatterens skuffe, via oversætterens skuffe, til os, 215 år senere.
Den handler om at tale før man tænker, og om tankens forudsætninger i de forhindringer og forførelser som talen møder i samtale. Om afbrydelse, det fælles fumlende omkring et emne, at én fremfører en halv tanke som en anden halvt forstår, og misforståelsen bliver en grund til præcisering eller til forskel. Der kan være en eller flere røde tråd i samtalen, men det er aldrig en lineær funktion; der er et før hvad der siges og et efter hvad der er blevet sagt, men der er ingen regler om hvilken rækkefølge de to aspekter skal komme. Det er anderledes i skrift, i hvert fald i håndskrift, hvor papiret griber og tvinger tanken frem. På tastaturet kan vi altid gå tilbage, klippe ud og flytte rundt, og vores tale med hinanden er formentlig formet af den teknologi, at alt vi siger er udkast, på sin vis aldrig talt ud, alting til forandring.
Kleist taler om "at have sproget let for hånden", og det forstår vi også som en teknik. Det er ikke nogen personlig beherskelse af ét eller flere sprog, ingen ekvilibrisme, men at have andres sprog tilgængeligt, at have hinandens bidrag med sig. Og så handler det også helt konkret om hænderne, om hændernes og kroppenes sprog. Det er synd at reducere Kleist forståelse til et dialogisk princip om samtale mellem to veldefinerede, modstillede "samtalepartnere". Her er det tydeligt at tanker ikke findes inden i hovedet på folk, men at tanker vokser frem i et rum udenfor; og at tale ikke primært er nogen kommunikation, men et felt af spændinger og kræfter som opstår et sted derimellem. Det hjælper hænderne til – det er dem der begriber. Det er det forhåndenværende sprogs princip.
Et godt eksempel på den forvekslingskunst der er forudsætningen for produktiv tale, er den måske hedengangne filmgenre screwball. Vi tænker især på Howard Hawks' komedier fra slut-30'erne, f.eks. Bringing Up Baby og His Girl Friday, hvor de forfinede en ny slags dialog, hvor replikkerne er skrevet med opvarmende indledninger og ufuldendte afslutninger, mens det væsentlige, det ekspositionelle i dialogen, bliver sagt midt i en strøm af tale. Det gør det muligt at skabe scener hvor alle karakterer afbryder og overdøver hinanden, så enhver eftertænksom pause mellem ordene og udsagnene er afløst af sludder og vrøvl, et virvar som kræver en høj grad af nærværende lytning, fordi man aldrig kan vide hvor i talen, pointen falder, eller hvem det egentlig er der taler. Det er enormt genkendeligt, meget frygteligt og meget morsomt. Vi taler jo ikke med en pointe i slutningen og så punktum. Faktisk taler vi slet ikke mod et punkt overhovedet, vi taler næsten ikke i det lingvistikken (efter trykkekunsten) kalder sætninger. Vi taler, som Kleist skriver i den originale tyske, i perioder, som, hvis de skulle transskriberes (det bliver de!), ville være et væld af kommaer, semikoloner, ellipser, udråbstegn og frem for alt tankestreger –ligesom Betty Borchsenius i januar.
Der er for os en velkendt følelse i kroppen der hører med til tankeproduktionen. Hos Kleist er den tilsyneladende antaget at være individuel, at høre én krop til, eksklusivt, transcendentalt – men han siger også selv at det aldrig er "os" der ved, men en "tilstand vi kan være i". Kleists tanker om tænkning er meget præget af ophidselse, afbrydelse, opponens, stridighed med en modstander. Der er ikke meget komplimentaritet, ikke megen samtale, også selv om det fælles viser sig i flere bisætningsglimt. Vi har selv et anliggende med den tale som ligger et sted mellem det individuelle og det kollektive, en fælleshed der ligger før et 'vi', eller undervejs i konstruktionen af det. I behovet for at være sammen for at skrive og tænke er der noget der rejser spørgsmålet for os om hvilket slags behov dette fællesskab er; om det er en nødvendighed, en mangel, en lyst, eller en forudsætning.
I det fælles væves samtalens udsagn ind og ud af hinanden, eller lægges over hinanden, afbryder og afstedkommer hinanden, men når aldrig til ende. Det vækker også gamle spørgsmål her i ugebrevet, om hvad kroppene kun kan (eller kun kan sige) når de er sammen, hvilken... lad os kalde det korpsånd der bevæges til at tale. På Fredag Aften er det vores oplevelse at adgang til den tilstand kommer gennem den fælles brug af sproget, hvor også og især vilkårene for vores brug af sproget kommer frem under tale.
Erfaring af disse vilkår er ikke bare til stede i en samtale som det der gør forud for talen og kommunikeres i den: der er også en erfaring som består i talen selv, som talen selv er; at hver gang vi taler, taler vi med udgangspunkt i den situation, vi befinder os i med hinanden, at vi undervejs i udtalen får en erfaring af at have talt. Kroppen der taler, er også kroppen der lytter, kroppen der præges af den tale, som på en måde aldrig er dens egen.
Kun igennem tale kan man få sagt noget som man umuligt ville kunne have forestillet sig, noget som overgår forestillingsevnen. Den frembringelse der finder sted i tale, er ikke en forestilling vi allerede havde, som skulle repræsentere noget andet derovre, men en erfaring som konstrueres. Hvad ville ellers forklare at alle ved hvad det er at tale over sig, at pludselig lytte til sig selv mens man taler? Det kræver den anden at høre sig selv; og det kræver de andres misforståelse for at forstå hvad man selv siger.
Der er ingen grund til at tale hvis det ikke er fordi man har lyst til at sige noget man ikke selv vidste. Der er ingen grund til at tale hvis man ikke vil afbrydes.
Om den gradvise frembringelse af tanker under tale
til R.v.L.1
Hvis der er noget som du gerne vil vide, og som du ikke finder frem til gennem eftertanke, så vil jeg råde dig, min kære sindrige ven, til at tale om det med den næste bekendte du støder på. Det behøver ikke engang være en skarpt tænkende – jeg mener det jo heller ikke som om du skulle udspørge ham om emnet. Nej! Snarere skal du begynde med selv at fortælle ham om det.
Jeg kan se dig gøre store øjne og svare mig at man i dine unge år gav dig det råd kun at tale om ting du allerede forstår dig på. Men dengang talte du sandsynligvis med den hensigt at belære andre, mens jeg altså foreslår at du, langt forstandigere, bør tale for at belære dig selv, og på den måde kan de to gyldne regler fint stå side om side, forskellige i anliggende. De franske siger at l'appétit vient en mangeant, og dette erfarne ord er stadig sandt når det omformuleres til at sige l'idée vient en parlant.2
Ofte sidder jeg ved mit arbejdsbord og gennemsøger sagsakter for at finde det synspunkt hvorfra en kringlet tvist nemmere lader sig bedømme. Undervejs i denne bestræbelse som optager mit inderste væsen, har jeg for vane at se ind i lyset, som for at søge det lyseste punkt. Eller også forsøger jeg, når jeg er stillet over for en opgave i algebra, som en første ansats at finde den ligning der udtrykker de givne forhold, og hvorfra løsningen da let lader sig udregne. Og se!, når jeg taler om problemet med min søster der sidder bag mig og arbejder,3 da erfarer jeg hvad måske timelange hovedbrud ikke ville have gjort klart. Ikke fordi hun i ordets egentlige forstand fortæller mig det; for hun hverken kender lovgivningen eller har studeret Euler eller Kästner.4 Ej heller sådan at hun med listige spørgsmål skulle have ledt mig til sagens kerne, hvor ofte dette ellers er tilfældet. Men fordi jeg trods alt besidder en eller anden dunkel forestilling der står i en vis, omend fjern, forbindelse med det jeg søger, så formår gemyttet, undervejs som talen skrider frem, at ompræge denne forvirrede forestilling (hvis blot jeg dristigt får begyndt), ifølge den nødvendighed at hvad der er begyndt også må få en slutning, til en fuldkommen tydelighed, således at erkendelsen (til min egen forundring) er fuldbragt, når min sætning har nået sit punktum. Jeg indblander uartikulerede lyde, trækker bindeord i langdrag, bruger vel en apposition hvor der ikke var brug for den, og betjener mig af andre kunstgreb for at strække talen ud og vinde den tid der skal til for at fremstille mine ideer i fornuftens værksted.
Her er intet mig mere gavnligt end en bevægelse fra min søster som om hun skulle til at afbryde mig; for mit nu allerede godt anstrengte gemyt bliver ved dette ydre forsøg på at berøve det talen hvortil det har givet sig hen, blot endnu mere ophidset, og dets dygtighed forøges, som hos en stor general når omstændighederne kræver det, endnu en grad.
I den forstand kan jeg begribe hvad nytte Molière havde af sin stuepige; for at han, som han foregiver, skulle have tilskrevet hende en dømmekraft der kunne gå i rette med hans egen, det er dog en beskedenhed, hvis tilstedeværelse i hans bryst, jeg ikke kan tro på.5
Der findes for hver enkelt der taler, en kilde til begejstring i det menneskelige ansigt de står overfor; og et blik der gør os det klart at en halvt udtrykt tanke allerede er forstået, forærer os ofte det rette udtryk for hele den anden halvdel. Jeg tror at mange store talere endnu ikke vidste hvad de ville sige, før de åbnede munden. Men deres overbevisning om snart at kunne skabe den tiltrængte tankefylde ud af omstændighederne og den heraf resulterende sindsophidselse, gør dem dristige nok til en start at forlade sig på held alene.
Jeg kommer til at tænke på Mirabeaus 'tordenkile'6 hvormed han affærdigede den ceremonimester der – efter den sidste kongelige forsamling, den 23. juni, hvor kongen havde befalet stænderne at opløse sig – vendte tilbage til mødesalen hvor stænderne stadig opholdt sig, for at spørge om de dog ikke havde forstået kongens befaling? ”Jo,” svarede Mirabeau, "vi har forstået kongens befaling" – jeg er sikker på at han med denne humane begyndelse end ikke havde tænkt på bajonetten som han afsluttede med; "jo, min herre," gentog han, "vi har forstået den.” Man ser hvordan han endnu ikke rigtig ved hvad han vil. ”Men hvad berettiger Dem" – fortsatte han, og nu pludselig åbner der sig for ham et væld af uhyrlige idéer – ”til at give os befalinger? Vi er nationens repræsentanter." – Det var det, han skulle bruge: ”Nationen giver befalinger og modtager ingen" – for nu at svinge sig op til topmålet af formastelse. "Og for at gøre mig klart forståelig" – og først nu finder han et udtryk for hele den modstand som hans sjæl har rustet sig til – ”sig da til Deres majestæt, at vi først forlader vore positioner når vi drives bort af bajonetter.” – Hvorefter han, selvtilfreds, satte sig ned på en stol.
Når man tænker på ceremonimesteren, kan man ikke forestille sig andet end at han efter denne optræden er hensat i et fuldkomment åndsbankerot; det følger af omtrent samme lov som den der bestemmer at et legeme der selv befinder sig i en elektrisk nultilstand og kommer inden for atmosfæren af et andet, elektrificeret legeme, pludselig afgiver en modsatrettet elektricitet. Og ligesom den iboende elektricitetsgrad i det elektrificerede legeme derved, efter en vis vekselvirkning, forstærkes, således slår den talendes mod, efter at have tilintetgjort modet hos sin modstander, over i den mest forvovne begejstring.
Måske var det således en trækning af overlæben eller en tvetydig fumlen med en manchet der bevirkede omstyrtelsen af tingenes orden i Frankrig.
Det står skrevet at Mirabeau, så snart ceremonimesteren var væk, igen stillede sig op og foreslog at man med det samme konstituerede sig 1) som nationalforsamling og 2) som ukrænkelig. For eftersom han som en kleistisk flaske7 var blevet afladet, var han nu igen neutral, og, tilbagevendt fra sin dumdristighed, gav han pludselig plads til påpasselighed og frygten for Châtelet.8
Der er tale om en mærkværdig overensstemmelse mellem fremtrædelser i den fysiske og i den moralske verden som, hvis man forfulgte den, ville kunne genfindes ned i selv de mindste detaljer. Men jeg forlader min sammenligning og vender tilbage til hovedsagen. Også Lafontaine giver i sin fabel, Les animaux malades de la peste,9 hvor ræven er tvunget til at holde en forsvarstale for løven uden at vide hvorfra han skal finde sit materiale, et mærkværdigt eksempel på tankens gradvise frembringelse ud af en nødsaget begyndelse.
De pestramte dyr af Robert Wilson, 2004
Fablen er velkendt. Pesten hersker i dyreriget, løven forsamler rigets mægtigste, forkynder dem at himlen, hvis den skal formildes, kræver et offer. Der er mange syndere blandt folket, og de størstes død må redde de andre fra undergang. De bedes derfor alle oprigtigt at bekende ham deres misgerninger. Han, for sin del, vedstår at han, i sultens nød, har gjort det af med mangt et får; også hunde, hvis de er kommet ham for nær; ja, det er endda hændt at han i visse lækkersultne øjeblikke åd fårehyrden. Hvis ingen anden skulle have gjort sig skyldig i større svagheder, så ville han være beredt på at dø.
"Sire," siger ræven der ønsker at lede uvejret væk fra sig selv, "De er for storsindet. Deres ædle iver fører Dem for vidt. Hvad skulle det være, at kværke et får? Eller en hund, et så nederdrægtigt bæst? Og, ”quant au berger," fortsætter han, for dette er hovedpunktet, "on peut dire" – selvom han endnu ikke selv ved hvad? – ”qu'il méritoit tout mal” – til al held; og hermed kan han ikke længere trække sig: ”étant”, en dårlig formulering, der dog skaffer ham tid, "de ces gens là”, først nu finder han den tanke der skal redde ham fra nøden, ”qui sur les animaux se font un chimérique empire."10
Og nu beviser han at æslet, det blodtørstige! (der æder alle urteplanterne), er det mest hensigtsmæssige offer, hvorefter alle kaster sig over det og flår det fra hinanden. – At tale således er i virkeligheden at tænke højt. Rækken af forestillinger og deres betegnelser løbes hurtigt igennem, én efter én, og de tilsvarende sindsbevægelser kongruerer. Sproget er altså ingen lænke, ingen hæmsko på åndens hjul, men et andet med det første parallelt fortløbende hjul på samme akse.
Noget helt andet er det, når ånden, forud for al tale, allerede er færdig med tankerne. For i så fald har ånden blot tilbage at udtrykke sig, og denne beskæftigelse, langt fra at ophidse den, har egentlig ikke anden virkning end at ånden afspændes fra sin ophidselse.
Hvis en forestilling udtrykkes forvirret, følger det altså overhovedet ikke at denne også skulle være forvirret tænkt; snarere kunne det nemt forholde sig således at de forestillinger der blev udtrykt mest forvirret, netop var de som var klarest tænkt. I et selskab ser man ofte hvorledes gemytterne, under en lidenskabelig samtale, kontinuerligt befrugtes med ideer; hvorledes mennesker der ellers som regel holder sig tilbage fordi de ikke føler sig herre over sproget, pludselig, med et sæt blusser op, griber ordet og sætter noget ellers uforståeligt i verden. Ja, de lader til, nu hvor de har tiltrukket sig alles opmærksomhed, med et spil af forlegne gebærder at antyde at de ikke rigtig længere selv ved hvad det var de ville sige. Sandsynligvis har disse folk tænkt sig noget ganske træffende og tydeligt. Men den pludselig ændring i aktivitet, åndens overgang fra tænkning til udtryk, slog hele den ophidselse som var påkrævet til at fastholde tanken såvel som til at fremstille den, ned igen.
I sådanne tilfælde er det blot endnu mere uundværligt at have sproget let for hånden, sådan at det som vi har udtænkt samtidigt, men som vi ikke formår at give fra os samtidigt, i det mindste må følge så hurtigt som muligt efter hinanden. Og i det hele taget vil enhver der uden tab af tydelighed taler hastigere end sin modstander, have en fordel over ham, fordi han så at sige har flere tropper at føre frem i felten.
Hvor nødvendigt det er med en vis ophidselse af gemytterne, selv endda for blot at genkalde os forestillinger vi allerede har gjort os, ser man ofte når åbensindede og uddannede hjerner skal eksamineres, og man uden forudgående indledning forelægger dem spørgsmål som disse: Hvad er en stat? Eller: Hvad er ejendom? Eller lignende. Hvis disse unge mennesker havde befundet sig i et selskab hvor staten eller ejendom allerede længe havde været under diskussion, havde de måske ved at jævnføre, skelne og sammenfatte begreber med lethed fundet en definition. Men her, hvor gemyttet er aldeles uforberedt, ser man dem snuble, og kun en uforstandig eksaminator ville slutte deraf at de intet vidste. For det er ikke os der ved, det er først og fremmest en vis tilstand vi kan være i, som ved. Kun helt jævne ånder, folk der i går lærte sig udenad hvad en stat er, og i morgen allerede vil have glemt det igen, vil her have rede svar på hånden.
Måske findes der slet ikke nogen værre lejlighed til at vise sig fra en fordelagtig side end netop ved en offentlig eksamen.
Ud over at det allerede er modbydeligt og må smerte enhver finere fornemmelse, og byde enhver imod modstridigt at skulle vise sig frem når ens kundskaber bliver gået efter af sådan en belæst hestehandler, for at se om vi eller de fem-seks andre der står efter os i rækken, er værd at købe eller skal forkastes, – er det så svært at spille på menneskesindet og aflokke det dets særegne klang, det forstummer så let under ukyndige hænder at selv den meste erfarne menneskekender, mesterligt bevandret i tankens livmoderkunst, som Kant kalder det,11 i mangel på kendskab med den barslende kan få grebet galt an.
Hvad der dog i mange tilfælde alligevel kan sikre disse unge mennesker, endda de mest uvidende, et godt udsagn, er den omstændighed at også censorernes sind, hvis eksamenen finder offentlig sted, er for forbeholdne til at fælde en fri dom. For ikke blot mærker de ofte uanstændigheden ved hele dette foretagende – man ville vel skamme sig over at bede nogen om at tømme deres pengepung ud foran os, og ikke i mindre grad deres sjæl –, men også deres egen forstand har her en farlig session at bestå, og ofte må de takke deres Gud hvis de selv kan gå fra eksamenen uden at have blottet sig, måske mere forsmædeligt end de ynglinge de eksaminerede, netop som de forlader universitetet.
Rühle von Lilienstern. Han og Kleist havde sammen været fændrikker i det preussiske infanteri. Senere blev RvL militærakademiker og kunstsamler. Kleist viede også en anden kort tekst til ham med titlen Aufsatz, den sichern Weg des Glücks zu finden und ungestört, auch unter den größten Drangsalen des Lebens, ihn zu genießen! (Essay om at finde den sikre vej til lykken og uforstyrret, selv under livets største trængsler, nyde den!)
Hhv. "appetiten kommer ved at spise" (oprindeligt et citat fra første bog af François Rabelais’ Gargantua & Pantagruel, ca. 1532) og "tanken kommer ved at tale".
Hun hed Ulrike, de levede og arbejdede sammen i Königsberg i 1806, og i brevene kan man læse at de stod hinanden meget nær. Om deres tid sammen, dog forlagt fra Preussen til Schweiz, har Robert Walser forestillet sig en hel lille novelle, 'Kleist in Thun'.
Euler og Kästner var begge store tysksprogede matematikere i det 18. århundrede, og fik begge to senere et krater på månen opkaldt efter sig.
Molière, den franske dramatiker, fortalte at han gerne, når han lagde sidste hånd på sine komedier, læste dem højt for sin stuepige, og hvis hun ikke grinte på de rette steder, måtte de skrives om. Sådan skriver i hvert fald poeten Boileau i den første af hans Kritiske Overvejelser over Longinus, et supplement til hans egen oversættelse af afhandlingen Om det ophøjede.
Altså greven af Mirabeau som var ordfører for jacobinerne op til den Franske Revolution og trodsede kongens bud på vegne af den uprivilegerede tredjestand som kaldte sig borgere. Døde ikke længe efter af naturlige årsager og blev som den første begravet i det nys etablerede Panthéon i Paris. Senere, under revolutionen, blev offentliggjort en bagstræberisk korrespondance mellem ham og kongen, og følgelig blev hans lig gravet op for at gøre plads til Jean-Louis Marat, som selv kun nåede at ligge fire måneders tid før hans kadaver blev smidt ud igen og hans buste smidt i den åbne kloak.
Den første kondensator fra 1746, hvor det lykkedes at tappe elektricitet på flaske; måske opfundet først af Kleists fjerne slægtning Ewald Georg von Kleist, men langt bedre kendt under navnet leydnerflaske, opkaldt efter byen i Holland.
Châtelet var regimets retsbygning og politiarrest i Paris før det blev destitueret og genanvendt af de revolutionære.
De pestramte dyr, fra La Fontaines fabler, første gang udkommet i 1647.
"Hvad angår hyrden, så… kunne man vel sige… at han fortjente alt ondt… for han er jo… én af dem… som bilder sig ind at de hersker over dyrene.”
Immanuel Kant, Sædernes metafysik, 1797, AA VI: 478.
'Über die allmähliche Verfertigung der Gedanken beim Reden' blev først udgivet posthumt i 1878 i tidsskriftet Nord und Süd. Kleist døde i 1811, 34 år gammel. Noter og oversættelser af F.A.
De pestramte dyr af Grandville, 1838