Om den offensive mumlen

For et par uger siden talte vi om vores fjendskaber. Når der aldrig erklæres fjendskab, men bare mumles i stedet, bliver det så meget desto mere besværligt at stikke ud. Det bliver op til os at kalde nogle ud som fjender af det liv, vi vil – selv om vi vil insistere på, at det ikke er dem som personer, det handler om.

Hvis man er på en måde, som stikker ud fra normen, bliver man nødt til at samle ressourcer; alting bliver sværere, og det er faktisk alting, på alle niveauer, fra familiemiddagen til livsgrundlaget og fra hverdagsfrustrationer til retten til at være her. Det er en udmattelsestaktik. I håb om at man skal blive så udmattet, at man overgiver sig til normen. Forrige uge snakkede vi om, hvor trættende det er bare at tale om det. At mødet med vores fjendskaber suger alle kræfterne ud af os, kræfter der kan være svære at samle og lede videre.

Den ekstra pris man betaler for at være til, er enormt ulige fordelt. Et tydeligt eksempel er ventetiden; hvem der får lov at sidde timevis på hårde stole i Udlændingeservice eller whatever, og hvem der kommer direkte op til glasdisken og får et stempel. Er det personen bag glasset, vi skal blive vrede på? Er det automaten, der spytter billetter ud? Er det os selv, når vi kommer foran i køen?

Det er svært at samle kræfter, til dels fordi så mange samfundsmæssige instanser – institutioner – der er til for at opretholde uholdbar politik, helst gemmer sig bag politikkens egen uklarhed; selve systemet er two-faced, det siger én ting – og det siger det meget højt, skingert i sin selvpromovering – mens det gør noget andet; de spiller dumme, de spiller uforstående og skal have alting forklaret, og man kan blive helt forpustet over at forklare dem, hvad problemet er.

Velfærdssamfundet forestilles at være et inklusivt fællesskab, der tager sig godt af sine egne; men for dem der vikles allertættest ind i det, virker det mere som en stor maskine, der er sat i verden for at tygge og knuse udsatte kroppe og spytte skæbner ud. ”Det skal jo ikke være rart” sagde en politiker, der skulle legitimere et politisk apparat, der er finindstillet til at holde visse folk en hårsbredde fra døden. Dét er den ene ekstrem; den anden er vattet i munden, den offensive mumlen. Er det selve talemåden, der er vores fjende?

Og så kommunalvalget, der drejede sig om børnefamilier, boliger til studerende, og abstrakte løfter til klimaet. Ikke om retten til asyl, fx. Man kan stemme om flere legepladser i København, mens den polske hær skyder med vandkanoner mod migranter ved grænsen. Vi tænker også på Gayle Rubins skema over accepterede og udskammede, ignorerede eller angrebne seksuelle praksisser: Det er klart at kommunevalget henvendte sig til vores fjendskaber – statsgodkendt sex, kernefamilien, ”den etniske dansker”, arbejdsmarkedet, listen fortsætter.

”De er misundelige på tænkningen” sagde én af os for noget tid siden. Det var godt sagt. Både fordi det taler os selv op – og det kan vi godt bruge – men også fordi det forstår vores fjender som reagenter på noget, vi har gang i. De er misundelige på noget vi har, er eller kan; og det er en misundelse de ikke kan rumme; de savner noget i deres eget liv, men kan ikke stå ved det savn, og vender det til ressentiment: At de er gode på grund af det, de mangler.

Måske har de en vis skuelyst på en offerposition, de selv fremkalder. Det ville forklare deres anklager om offermentalitet: At de ville ønske at se sig selv som frihedskæmpere oppe imod et dystert regime. Til enhver tid opretholdelsen af sin egen sandfærdighed, at nægte udvidelsen og porøsitet. Og at blive truet på sin skrøbelige og ikke særligt fintunede strategi til at beholde sig selv som sig selv, det kan føles som at blive truet på livet, selvom det faktisk er livet selv, der truer.

Man kan nemt blive befippet, når man mødes med en opfordring til at bruge et andet pronomen, end man er vant til at forvente; men denne befippelse, snarere end en følelse, man skal beskyttes mod, er jo netop følelsen af at blive inviteret til at udvide sig, at rumme og give plads til en anden og mærke sig selv blive større af det. At nægte at bruge andre pronominer end pot og pande er på den måde også at nægte sig selv den erfaring.

Der er mange, der nørkler med spørgsmål om intersektionalitet og solidaritet, kort sagt hvordan væsensforskellige kampe kan tænkes sammen og styrke hinanden, og dem der gør, får hurtigt en hård lektie, om at der ikke er nogen enhed på horisonten, ikke nogen samlet bevægelse mod ”kapitalismen”, osv. – men så kommer vores fjender ind fra højre og fabler om et komplot, en samfundsomstyrtende postkolonialistisk feministisk kampagne orkestreret af en sammentømret flok af privilegerede snefnug med for meget tid på hænderne. Gid det var så vel.

Vi vil ikke være det ’dem’ ,’de’ er imod. Vi er dem ikke. Og alligevel så fornemmer vi, at det komplot ’de’ er oppe imod – wokeness, venstrefløjen, whatever – i hvert fald til dels har noget med os at gøre, og at vi formentlig, forhåbentlig bedre forstår end de gør, hvem det egentlig er de er imod. Det vil vi gerne tale mere om.