Om kommunen og kommunisering

Vi er stødt på en kortere tekst, en erklæring af en art, skrevet for et år siden af kammerater i Los Angeles som en slags svanesang for deres nu hedengangne og hele tiden beundringsværdige udgivelsesprojekt.

Deres sidste erklæring her taler ind i en pågående diskussion om hvilken rolle kommunen har eller må have i en revolutionær bevægelse. (Af andre bidrag til denne diskussion må man også nævne den lille orange Inhabit: Håndbog i autonomi som udkom på dansk sidste efterår på forlaget Sjette Position; Den Usynlige Komités seneste arbejder; og det rødglødende tidsskrift Commune, som er lige er kommet med deres fjerde nummer.)

Det varmer i december at høre deres insisteren på at kommunen må være anti-politisk. Det indebærer selvfølgelig ikke at kommunen må frasige sig strategisk tænkning og konkret vurdering af magtbalancer, men blot at den dirigerer sin revolutionære virksomhed uden om fælder som "politisk indflydelse", "magtovertagelse" eller "institutionel position" – hinsides al statskunst.

Når kammeraterne her bedyrer at kommunen bygger på en umiddelbarhed, forstår vi det ikke som en personlig eller æstetisk umiddelbarhed eller en mangel på omtanke, men snarere tale om en kollektiv overvældelse. Det er noget der kommer fra det negative, et sted mellem vrede, afsky og skændsel. Det er voldsomt men bliver dynamisk.

Når noget er spontant, er det jo fordi det har noget med sandhed at gøre. Det ligger imidlertid en vis teoretisk vanskelighed i forsvaret for umiddelbarheden, netop fordi den er uden årsag. Opstandens begrundelse er den samme som begrundelsen for at være i live: måske umulig at eksplicitere, men også umulig at fornægte. Som når linedanseren, vi ser svæve langt over os, et øjeblik giver indtryk af at være ved falde og et gisp går gennem et helt publikum: De kan ikke lade være. Du kan ikke lade være med at reagere. Du reagerer.

Kristin Ross' Communal Luxury udfolder meget godt denne dobbelthed; det spontane udbrud og det møjsommelige arbejde der gik forud . Tag f.eks. de tilsyneladende uorganiserede og afgjort uplanlagte optøjer i Watts i 1968, Los Angeles i 1992, England i 2011 – for ud for alle begivenheder som disse gik der en enorm organisering med knytning af venskabsbånd, forsyningslinjer, kommunikationskæder, osv.

Tænkning er drøvtyggende, men indsigt er pludselig. Situationer, når de spidser til, afføder ofte – øjeblikkeligt – en uventet klarhed, hvor det utvetydigt og åbenbart for alle viser sig hvad der må gøres.

En eksperimentel tråd om kommunen og kommunisme

Vi afviser ikke fuldstændigt nødvendigheden af organisering, men vi forkaster ideen om, at en nødvendig forudsætning for klassekampen er at Masseorganiseringen™ prioriteres over alt andet. De organisatoriske former, der er nødvendige for klassekamp (proletarisk selv-afskaffelse) opstår ud af kampen selv. Som vi ser det er kommunen ikke nødvendigvis noget der skal bygges i fraværet af en almen kamp, men er snarere en kommunistisk levemåde, der opstår af kampen selv. Den vil ikke fremkomme, bare på grund af en 'organisatorisk' præference hos proletarer. Den er helt enkelt begyndelsen på en måde at opretholde antagonismen i kampen, at hjælpe med at forlænge et brud i kapitalistisk rum/tids-logik, så oprøret kan gøres mere alment & og mindre specialiseret.

Kommunen er bevægelig fordi den ikke bare er en ting i tid/rum, men en måde hvorpå folk relaterer sig til hinanden og til jorden. En genintegrering ind i verdens stofskifte, ikke et herredømme over det (som Marx engang bemærkede). Kommunen er ikke endemålet, men den er en form (fyldt med kommunistisk indhold), der sandsynligvis vil opstå som del af den proletariske kommunistiske bevægelse, der er sat til at tilintetgøre den verden vi lever i. Nogle forsøg på at bygge kommunen ender som enklaver eller som arbejde udført af selvvalgte specialister, der har kapaciteten til uafhængigt at suspendere deres proletariske vilkår. Eller måske var de overhovedet ikke proletarer, eller har bevidst deklasseret sig. At leve kollektivt er ikke i sig selv revolutionært. I medierne har der været eksempler på meget rige hvide unge karrieremennesker, som nu leder efter "kollektive boformer," som en måde at netværke eller for at lette byrden af den sociale reproduktion: nogle andre vasker dit tøj, tager opvasken eller man skiftes til at lave mad. Det lader til at selv de borgerlige længes efter kontakt i vores hyper-atomiserede samfund.

Nu er kommunen imidlertid ikke ment som et sted for de selvvalgte eller specialisterne. Kommunen er ikke tænkt som et centrum for det fælles liv, og det er egentlig ikke noget sted. Selvom den ville være et genkendeligt knudepunkt i et stort set decentraliseret mesh netværk. Den ville være porøs & tillade bevægelse ind og ud af sig. Den ville ikke være en ny nationalstat med grænser.

Dem der specialiserer sig i kampen vil gerne have os til at tro at radikalt demokrati ville være en feature ved kommunen. Vi fastholder, at demokrati er noget vi gør, med dem vi ikke stoler på (eller i situationer der handler om liv og død). Ville vi behøves at samles og stemme, for at beslutte hvem der skulle være DJ til høstfesten? Der skal nok blive taget beslutninger, men beslutningstagning vil ikke længere være en specialiseret og fremmedgjort sfære afskåret fra hverdagslivet. Det er bare det vi gør fordi livet kræver beslutninger. Denne umiddelbarhed betyder at kommunen i sit væsen er anti-politisk.

Kommunen er bevægelig fordi den ikke bare er en ting i tid/rum, men en måde hvorpå folk relaterer til hinanden og til jorden. En gen-integrering ind i verdens stofskifte, ikke en dominans over det (som Marx engang bemærkede). Dette er grunden til at kommunisme må være anti-kolonial. Dem af os der har opretholdt en dyb forbindelse til en menneskelig kultur båret af en dyb interaktion med den jord vi befinder os på, har en viden som er mere nødvendig for vores liv end noget som helst den vestlige videnskab har konstateret i de sidste 500 år.

Kommunens styrke ville ikke bare ligge i dens evne til at forsvare sig, men i den intensitet hvormed proletarer-i-færd-med-selvafskaffelse har brug for den. Det er grunden til at den er nødt til at afskaffe race & køn som steder for undertrykkelse, selvom dette ikke indbefatter afskaffelsen af forskel. Om noget ville det fælles kommunistiske liv fordybes & beriges fordi livsnødvendighederne ikke længere ville blive udmålt af markedet, baseret på hvem du er, hvordan du vælger at leve og udtrykke dig. Kulturen, som da ville have fået ophævet sin varekarakter, vender tilbage til dens før-kapitalistiske rigdom & formbarhed.

Kommunister der kun anskuer livet økonomisk, har historisk set skabt et socialt liv som er udjævnet og forarmet. De forveksler midler med mål. De anskuer det at få dækket "behov" som målet med det sociale liv; snarere end det sociale liv som en måde at få dækket vores primære behov: hinanden. Og videre, adskillelsen af menneskelivet i behov & ikke-behov er en økonomistisk måde at se på tingene. Vi er andet og mere end maskiner der har brug for brændstof. Kommunisme vil nødvendigvis overkomme denne økonomistiske måde at se på os selv & vore liv.