Der er meget jazz i denne uges tekst; både fordi det den handler om, er det improviserende, det stadigt afsøgende, men også fordi den er skrevet som rent musik. Det er Saidiya Hartman der har skrevet den, som et kort intermezzo i hendes meget længere værk Wayward Lives, Beautiful Experiments: Intimate Histories of Social Upheaval, hvori hun undersøger hvordan unge sorte kvinder i New York og Philadelphia i begyndelsen af sidste århundrede afviste den plads i verden de var givet, fandt andre måder at leve på og revolutionerede hverdagslivet. Bogen udkom sidste år, og uddraget er oversat til lejligheden.
Teksten går ud på at bevæge sig på stedet, hverken væk herfra eller henimod noget tredje, men noget internt overskridende, en skabende flugt. For hvad er flugt når ingen flugt er mulig, hvad er skabelse når der ikke er plads til noget nyt? Så er bevægelse ikke længere at flytte sig fra ét rum til et andet, men at sætte omgivelserne i bevægelse omkring sig. Det minder os om det man på tysk kalder Entsetzung, den lille forskydning der får det der udstrålede stålsathed til at glide, det ryger af sine hængsler, entgesetzt, det rokereres med sit smuldrende fundament. Og også dét er en afsættelse, nært forbundet med det destitutive, men i en vis markeret afstand til det destruktive: hvad vi må gøre når vi ikke kan smadre os ud af situationen.
Denne bevægelse er i sin flakken og svajen vel også en slags svinkeærinde, men i Hartmans tekster er der ikke plads til noget udenom. Det er næsten pragmatisk hvordan hun har det. Næsten: teksten taler jo om at drømme men ikke om et andet sted, nej, at drømme om det sted man allerede er. Det er en slags nødvendighedens politik i en anden betydning af det ord, i dens nøgterne omgang med det givne. Men sådan må det jo være når man er i fængsel. Man kan blive syg af at drømme sig væk. Hvis man sidder i fængsel kan man ikke deltage i en forsamling -- det er netop meningen med fængslet at udelukke én fra ethvert fællesskab. Men hvad sker der så når forsamlingen og fængslet falder sammen? Det handler teksten her om.
(Der er jo faktisk sket noget siden massefængslerne i 60'erne; de blev dengang nærmest regnet for revolutionsskoler. Derfor tyndede det også ud med politiske fanger som Soledad-brødrene, f.eks. – de blev simpelthen skudt af fængselsvagterne. Det er ikke blot fordi de var mange oprørsk sindede på meget lidt plads, det var også en konsekvens af fængselslivet som sådan.)
Vi må også stille os selv nogle spørgsmål om forbindelserne mellem dette og så det de i 00'erne kaldte migrationens autonomi, hvor man tilkender bevægelsen primat frem for beboelsen. Det sømmede sig for en tid hvor det blev klart at grænsetilstanden ikke var forbigående eller til at lægge bag sig, men overalt hele tiden; at grænsen ikke er en linie men et rum; en tilstand man trækker med sig i bevægelsen. Man er så at sige selv en bevægelig skydeskive, endda at ens selv er målet. På den måde kan man sige – og må, under et sådant regime, sande – at selvet og det flygtige hænger sammen. Så hvilke former for fugitivitet kan vi finde?
Henri Laborit, en biolog, bemærkede i sin meget tørre bog med den meget smukke titel Éloge de la fuite (1976) at der ikke er nogen arter andet end mennesket som synes det er et problem at være på flugt. Vi citerer zoologerne Baumgarten og Zenker fra Grzimeks Tierleben, bind XII: Saügetiere 3, p. 427-428: "Harerne klarede sig ... idet de altid benyttede sig af retningsskiftet. Den raffinerede måde, harerne reagerede på, udløste forundring så meget desto mere som lang flertallet af dem med sikkerhed aldrig havde set en ørn før. De kunne således ikke have erhvervet disse færdigheder ved egne erfaringer, men må have arvet dem. – I reglen forsøgte de at forlade de åbne områder og forsvinde ud af ørnens synsfelt ved at skjule sig bag et dække. Om vinteren på de udstrakte sneflader syntes deres situation imidlertid håbløs og man troede, at man blot skulle vente på at ørnen indhentede og greb dem. Dog fandt de også her på en udvej, idet de snart indstillede deres flugt og i siddende stilling, vendt mod ørnen ventede på dens angreb. De viste sig altså ingenlunde at være hovedløse flugtsvæsner, men derimod "kolde taktikere". Først i sidste øjeblik sprang de så med et kæmpesæt (der ved en lejlighed blev målt til syv meter i bredden og to i højden) til siden eller endog op mod ørnen og siden væk. På grund af voldsomheden i stødet faldt ørnen for det meste til jorden og inden den kunne genoptage forfølgelsen, havde haren vundet op til 100 meter. – Først efter flere år, da ørnens flyvedygtighed var blevet meget større, lykkedes det den at slå ned på nogle harer, der sprang på denne måde, idet den lynhurtigt vendte sig på ryggen og greb dem, mens de endnu var i luften." Det kunne vi kalde en dynamisk overgivelse. I Judith Butlers Excitable Speech taler hun bl.a. om det hun kalder speak back: Den handling at tale hadtalen imod: Når et performativt udtryk gør vold på dig, kan det ske at du svarer fra en anden position end den hvori du tiltales, og dermed ugyldiggør den andens udsagn.
Mennesker er i øvrigt også tydeligvis de dyr der har sværest ved at gå fra flugt tilbage til tryghed. Det er derfor mennesker får traumer hvor kaniner hellere ville været døde af skræk. Det er under alle omstændigheder meget tæt på døden.
Omstrejfende: En kort optegnelse over det mulige1
Omstrejfende, relateret til ordfamilien: vildfaren, flygtende, genstridig, anarkistisk, egenrådig, hæmningsløs, utilpasset, oprørsk, kaotisk, rebelsk og vild. At bebo verden på måder, der er fjendtlige mod dem, der anses passende og respektable. At være dybt bevidst om afgrunden mellem hvor du befinder dig, og hvordan du kunne leve. Det omstrejfende: Den ivrige længsel efter en verden, der ikke er regeret af herren, mennesket eller politiet. Den vildfarne sti taget af den lederløse sværm i søgen efter et bedre sted end her. Den sociale poesis, der opretholder de fordrevne. Det omstrejfende: Den uregulerede bevægelse af flakken og vandring; midlertidigt ophold uden en fast slutdestination, ambulant mulighed, uendelige migrationer, hastværk og flugt, sort bevægelse; den daglige kamp for at leve frit. Forsøget på at undvige tilfangetagelse ved aldrig at slå sig ned. Ikke herrens værktøj, men eks-slavens flygtige bevægelser, hendes rejsesko. Det omstrejfende artikulerer paradokset ved den trange skabelse, sammenviklingen mellem at bryde ud og være spærret inde, at være på flugt og være taget til fange. Det omstrejfende: at vandre, at være ufortøjret, drivende rundt, vidtløftig, omvandrende, cruisende, slendrende og søgende. At kræve retten til gennemsigtighed. At strejke, at lave optøjer, at nægte. At elske det, der ikke er elsket. At være tabt for verden. Det er den sociale anderledesheds praksis, den oprørske jord, der åbner for nye muligheder og nye ordforråd; det er den levede erfaring af indhegning og adskillelse, samling og at krybe sammen. Det er den retningsløse søgen efter et frit territorium; det er en praksis af skabelse og forbindelse, der udfolder sig inden for den sorte ghettos overvågede grænser; det er den gensidige hjælp tilbudt i et fængsel under åben himmel. Det er sort overlevelses queer ressource.2 Det er et smukt eksperiment i hvordan-man-lever.
Det omstrejfende er mulighedens praksis i en tid hvor alle veje, med undtagelse af dem skabt ved at smadre sig vej ud, er afskåret. Det adlyder ingen regler og udstår ingen autoriteter. Det er uden anger. Det bevæger sig i okkulte visioner om andre verdener og drømmer om en anden form for liv. Det omstrejfende er en vedvarende undersøgelse af hvad der kunne være; det er en improvisation med vilkårene for social eksistens, når vilkårene allerede er dikteret, når pladsen til at trække vejret er lille, når du er blevet dømt til et liv i trældom, når trældomshuset lurer i hvilken som helt retning du bevæger dig. Det er den utrættelige praksis i at forsøge at leve, når det aldrig var meningen du skulle overleve.
Denne optegnelse over det omstrejfende er i dialog med begreber om det respektable, det queer og det forsætlige. Se Evelyn Brooks Higginbotham, Righteous Discontent: The Women’s Movement in the Black Baptist Church (Cambridge, MA, Harvard University Press, 1994); E. Patrick Johnson, No Tea, No Shade: New Writings in Black Queer Theory (Durham, NC: Duke University Press, 2016); Eve Sedgwick, Tendencies (Durham, NC: Duke University Press, 1993); Jack Halberstam, The Queer Art of Failure (Durham, NC: Duke University Press, 2011); og Sara Ahmed, Willfull Subjects (Durham, NC: Duke University Press, 2014).
Se C. Riley Snorton, Nobody Is Supposed to Know: Black Sexuality on the Down Low (Minneapolis, University of Minnesota Press, 2014)