Opportunisme og possibilisme

'Forrædere' får vi ikke os selv til at kalde dem; alt hvad de forråder, har de forrådt i over hundrede år, og den anklage må have en udløbsdato. De har altså vundet hævd på retten til forræderi. Den giver vi dem. Det vi føler over for socialdemokratiet er ikke skuffelse eller nag. Det er længe siden at socialdemokraterne kunne kaldes forrædere. I dag må vi kalde dem forfølgere.

Ugens tekst er skrevet af socialdemokraternes første fjende. Rosa Luxemburg brød med det socialdemokratiske parti, hun selv, blandt andet i nedenstående tekst, havde kæmpet for at styrke, kort fortalt, fordi hun modsatte sig de kreditter som den tyske regering tryglede venstrefløjen om for at drage i krig. Det blev hun smidt i fængsel for, hvorfra hun sendte sine Briefe aus dem Gefängnis. Da hun kom ud var den politiske situation i skælvende opbrud. Til sit gamle partis store ærgrelse og ængstelse støttede hun novemberrevolutionen. Så da partiet overtog regeringsmagten, indsatte de krigens traumatiserede, højreradikaliserede frikrops for at indfange og henrette de uregerlige desertører. Revolutionen blev nedkæmpet og i 1919 bliver Luxemburg og Karl Liebknecht henrettet. I løbet af de næste tre år var løbet kørt. Den russiske revolution gik i stå ved rigets grænser, og gik endeligt i stykker ved oprøret i Kronstadt, april 1921.

I nedenstående tekst angriber Luxemburg forudseende den politiske sleskhed, opportunismen og possibilismen, som skulle kendetegne partiet det næste århundrede og mere. Teksten bærer dog præg af at der i skrivende stund, 1898, stadig var håb for et socialdemokratisk nybrud, at partiet kunne være spydspids for en social krig mod kapitalen. I dag, over hundrede år efter hun blev myrdet af socialdemokratisk støttede militser, vil vi gerne tale lidt om vores gamle fjender.

Vi føler derfor et vist behov for at behandle tirsdagens åbningstale, ikke mindst for bedre at kunne koncentrere os om så mange andre ting der er væsentligt vigtigere end statsministerens hvide fantasier – og som vi burde forstå disse fantasier som reaktionært angreb på. Men først må vi stille os selv nogle spørgsmål. Hvad er det for en foruroligelse statsministerens tale vækker i os? Hvordan kan vi dyrke forargelse så at den bliver til afsky i stedet for frygt? Frygten springer fra en påtvunget fælles historie, mens afskyen afvises tvangen til nationalstatens formodede samhørighed.

Socialdemokratiets strategi er på alle måder en parlamentarisk succes i disse tider, og de forstår ved hver ny krise – virkelig eller forestillet – at styrke deres position. Nedenunder det politiske lag, findes dog nogle mere grundlæggende problemer. Ikke mindst i økonomien, som gør at deres racistiske socialnationalisme, eller hvad vi skal kalde den, aldrig vil kunne indfri deres egne ambitioner. EU er jo på mange måder allerede faldet sammen, men socialdemokratiet er lykkes med at forbinde bl.a. Covid-pandemien, Fort Europa og automatisering til styrke deres position i en slags hvid dansk arbejderisme.

Nationalismen, som siden Rosa Luxemburgs tid har været socialdemokratiets arvesynd, er gået fra at være 'et beklageligt kompromis' med en stat afhængig af en krigsøkonomi, og er nu blevet det eneste politiske værktøj Socialdemokratiet har tilbage; det eneste sted hvorfra de kan dyrke deres højtskattede illusion om "det politiskes autonomi", altså at kunne styre økonomien med politikkens ubesmittede midler. Jo mere de mister kontrollen over den kollapsende kapitalisme, jo mere forsøger de at præsentere sig selv som de fremmeste styrmænd til at holde kursen på "den bevæbnede redningsbåd", der med nationalisme, undtagelsestilstand og venstrefløjskybernetik hævder at kunne redde resterne af en forlist drøm om et samfund.

Vi brugte meget af foråret på at tænke over hvorvidt landets lockdown var en præventiv offensiv, en tilkæmpelse af kontrol over det offentlige rum med henblik på noget fremtidigt. I tirsdags fremlagde Mette Frederiksen så et varigt opholdsforbud. Tydeligvis var jorden allerede gødet for den slags offentlig kontrol. Racismen har ligget under corona-angsten som en tiltagende understrøm, hvor formaninger mod etniske minoriteter i begyndelsen blev fremført som simple hygiejniske bekymringer, men nu springer nu i fuld flor som uforfalsket hetz mod befolkningsgrupper.

Det er selvfølgelig vigtigt at skelne: hvor nedlukningen skete med henblik på en abstrakt trussel fra en virus, er denne nedlukning baseret på racismens endnu mere abstrakte trusselsbillede. Begge foretages i tryghedens navn, men de er ikke motiveret samme sted fra. (I racismens tilfælde kan vi måske – ifølge Orlando Patterson og hans begreb om gratuitious violence – ikke engang forstå dem som egentligt motiveret). Statsministeren forklarede det selv meget pædagogisk: "Det er ikke et spørgsmål om hvide eller brune; det er et spørgsmål om dem der er for demokratiet og dem der er imod." Konklusionen er serveret: Demokratiet er hvidt. "I skal ikke have lov at tage andres frihed", sagde hun også – i samme åndedræt som hun inddrog grundlæggende frihedsrettigheder for et ubestemt antal tilhørere. "Disse tiltag skal give politiet flere muskler", sagde hun og afslørede sit ønske om at gøre det hun anser for en konflikt, til et rent spørgsmål om vold. Det taler for sig selv: Det afslørende er ikke at socialdemokratiet ikke er i stand til at forstå, ærligt imødekomme og ophæve samfundsmæssige konflikter – vi er ikke skuffede – men at hun overhovedet udpeger befolkningsgrupper som om deres blotte tilstedeværelse inden for nationen repræsenterer en konflikt eller et spørgsmål der kræver en endelig løsning. "Det skal være trygt at være dansker": Trygheden er udtalt racistisk; den kerer sig om tabet af etnisk integritet.

Kammerat Heine har som bekendt, forfattet en pjece til partikongressen med titlen At stemme eller ikke stemme?[1] Her argumenterer han for at vi skal deltage i valgene til den prøjsiske landdag (delstatsparlament). Det er ikke hovedtemaet i pjecen som får os til at komme med nogle nødvendige bemærkninger, men snarere de to begreber, han bruger i sin argumentation, og som vi reagerer på med særlig følsomhed som følge af de velkendte begivenheder, som har fundet sted i partiet den seneste tid. Begreberne er: possibilisme og opportunisme. Heine mener, at partiets modvilje mod disse tendenser beror på en misforståelse af disse fremmedords sande sproglige betydning. Ak! Kammerat Heine har, i lighed med Faust, studeret jura med iver og glød, men desværre, til forskel fra Faust, ikke ret meget andet. Og i juraens sande ånd siger han til sig selv: I begyndelsen var ordet. Hvis vi vil vide, om possibilisme og opportunisme er til skade eller til gavn for Socialdemokratiet, er det nok at slå op i fremmedordbogen, så får vi svaret i løbet af fem minutter. For fremmedordbogen fortæller os at possibilisme er “en politik som søger at opnå det som er muligt under givne omstændigheder”. Og Heine proklamerer så: “Jeg spørger ethvert fornuftigt menneske, skal politikken måske tage udgangspunkt i det som er umuligt under de givne omstændigheder?”[2] Ja, svarer vi som fornuftige mennesker, hvis politiske og taktiske spørgsmål kunne løses så enkelt, så havde leksikograferne været de klogeste statsmænd, og vi ville have været nødt til at holde populære foredrag om lingvistik i stedet for at holde socialdemokratiske taler.

Selvsagt bør og kan vores politik kun forsøge at opnå det som er muligt under de givne omstændigheder. Men dermed har vi ikke sagt noget om hvordan, på hvilken måde, vi skal forsøge at opnå det som er muligt. Dette er imidlertid det afgørende punkt.

Det har altid været det afgørende spørgsmål for den socialistiske bevægelse, hvordan dens umiddelbare praktiske aktivitet bringes i overensstemmelse med dens endelige mål. De forskellige “skoler” og tendenser inden for socialismen adskiller sig fra hverandre gennem de forskellige svar, de giver på dette spørgsmål. Og Socialdemokratiet er det første socialistiske parti, som har forstået at bringe dets endelige revolutionære mål i overensstemmelse med dets praktiske daglige virksomhed, og på denne måde formået at trække brede folkemasser med i kampen. Hvori består da denne vellykkede løsning? Enkelt og generelt fortalt i, at den praktiske kamp er blevet formet i overensstemmelse med de generelle principper i partiprogrammet. Det ved vi jo alle sammen, får vi at vide, og er derved ikke blevet klogere end før. Men nej, vi mener at denne grundsætning, i al sin almenhed, udgør en meget anvendelig rettesnor for vores aktivitet. Lad os kort illustrere det med to aktuelle spørgsmål fra partilivet, nemlig militarismen og toldpolitikken.

I princippet er vi – som enhver der har læst vores program ved – imod enhver form for militarisme og enhver form for told. Betyder det, at vore repræsentanter i rigsdagen må modsætte sig alle forhandlinger om sådanne lovforslag med et kort og kontant Nej? Absolut ikke, for dette ville være en holdning, som passer sig bedre for en lille sekt end et stort masseparti. Vore repræsentanter må undersøge hvert enkelt forslag; de må vurdere argumenterne, og de må tage stilling og argumentere ud fra de givne konkrete forhold, ud fra den øjeblikkelige økonomiske og politiske situation, og ikke ud fra et livløst og abstrakt princip. Resultatet må og vil imidlertid – hvis vi har vurderet de eksisterende forhold og folkets interesser rigtigt – blive et Nej. Vores løsning er: ikke én mand og ikke én øre til dette system! Men dette system er og bliver dette system. Til enhver ny toldforhøjelse siger vi: Vi ser ingen grund til at støtte dette forslag under de givne forhold, men for os gives der ingen forhold, hvor vi ville være kommet til en anden konklusion. Kun på den måde kan vor praktiske kamp blive til det den skal blive: til virkeliggørelsen af vore grundprincipper i den samfundsmæssige livsproces, til at vore generelle principper inkorporeres i praktisk dag-til-dag handling.

Og kun under disse forudsætninger kæmper vi på den eneste tilladelige måde for det som til enhver tid er “muligt”. Siger man derimod: Vi vil bytte vores tilslutning til militaristiske eller toldpolitiske tiltag mod at få socialpolitiske indrømmelser – så opgiver man øjeblikkeligt klassekampens grundprincipper, og så står man straks på opportunismens grund. Opportunismen er i øvrigt et politisk spil, hvor man taber dobbelt: ikke bare grundprincipper, men også de praktiske resultater. Forestillingen beror nemlig på den fuldstændige fejltagelse, at man ved at give indrømmelser opnår de største resultater. De mest udspekulerede er her, som i alle vigtige sager, ikke de klogeste. Bismarck sagde engang til et borgerligt oppositionsparti: “I fraskriver jer enhver mulighed for praktisk indflydelse, hvis I altid og på forhånd kommer med et Nej.” Den gamle var i dette tilfælde, som så ofte ellers, mere intelligent end sine pappenhejmere.[3] Et borgerligt parti, dvs. et parti som siger Ja til den bestående orden som helhed, men som vil sige Nej til de praktiske konsekvenser af denne orden, er en hybrid, et kunstprodukt, som hverken er fugl eller fisk. Ganske omvendt gælder det for os, der står i grundlæggende modsætning til den eksisterende orden. I vort Nej, i vores uforsonlige holdning ligger hele vor styrke. Det er denne holdning, som indgyder frygt og respekt hos fjenden og skaber tillid og støtte hos folket.

Netop fordi vi ikke viger ét skridt fra vort standpunkt, tvinger vi regeringen og de borgerlige partier til at indrømme os de få umiddelbare resultater, som kan opnås. Men hvis vi på opportunistisk vis begynder at jage efter “det mulige”, uden at bekymre os om principper, og går efter statsmandsagtige studehandler, så befinder vi os snart i samme situation som jægeren, som ikke har nedlagt vildtet og desuden har mistet sin bøsse.

Det er ikke fremmedordene, opportunisme og possibilisme, vi frygter, som Heine tror, men derimod hvis de bliver fortysket ind i vores partipraksis. Lad dem forblive fremmedord for os. Og lad, hvis anledningen byder sig, vore kammerater betakke sig for rollen som oversætter.

1.

Wolfgang Heine: Wählen oder Nichtwählen? Ein Wort zur Frage der Beteiligung der Sozialdemokratie an den preußischen Landtagswahlen, Berlin, 1898.

2.

Ibid., p. 22.

3.

pappenhejmer, egl. soldat i den tyske feltherre Pappenheims regiment under 30-årskrigen, dvs. pålidelig soldat, trofast tilhænger. [O.a.]

Oprindeligt trykt som Possibilismus und Opportunismus i Sächsische Arbeiterzeitung, nr. 227, 30. september 1898, genoptrykt i Rosa Luxemburgs Gesammelte Werke, bind 1.1, pp. 228-230. Oversat af Jørn Andersen til marxisme.dk, her kun rettet en smule til.