Over al forstand

Mange mennesker var til stede hin sommernat, da præsten fortalte sin historie; det er muligt, somme af dem har berettet den videre – han tog ikke tavshedsløfte, men alligevel tør jeg tro, historien ikke er almenkendt.

Når jeg nu nedskriver den – så vidt min føjelige hukommelse støtter mig, med præstens egne ord er det, fordi jeg mener, den er god at få forstand af både for kvinder og for mænd.

Behøver jeg at tilføje, jeg erhvervede præstens tilladelse til at gengive den?…

For nogle somre siden var jeg gæst på en jysk herregård. Det var en af de ældgamle gårde med voldgrave og skydeskår og vægtergang, en af de gårde, hvor man føler sig sat hundreder af år tilbage i tiden og dårligt kan værge sig mod tro på spøgeri, en af de gårde, hvor sagnet lister ad de lange gange, og træværket klager sig, og uglerne fylder natten med deres tuden.

Familiens gæstfrihed var gammeldags gavmild og overdådig, den strakte sig vidt både op og ned. Man kunne – til tider – tro sig hensat til et moderne badested, så broget var selskabets sammensætning.

Foruden greveparrets adelige venner og slægtninge opholdt sig på godset både kunstnere, officerer, hvoriblandt en general med fire ugifte døtre, en præst, samt et par ludfattige gamle som søstre, der i sin tid havde flakket rundt som herregårdslærerinder og nu sad på en kvist i københavn.

Som sagt, der var mange gester, så mange, at alle gæstekamre var belagt, og sidefløjenes uhyre, spøgelsebefolkede lofter var taget i brug, det ene til ugifte herrer, det andet til unge damer.

Disse lofter blev til gæsterne skildret af i små celler ved hjælp af høje firfløjede japanske skærme, hvorpå vandrede blegrøde flamingoer og voksede kæmpechrysanthemer. Ved nattetide var der en pludren og en mudren på disse lofter, når de små brogede papirslanterner blev slukt, og gæsterne, lysvågne, underholdt hverandre med oplevelser, spøgelsehistorier eller muntre historier.

Velsignet fredeligt havde man det ellers på den gård. Husets engelskfødte frue erklærede tappert, at hun ikke skulle græmme sig, i fald der kom så mange gæster, at fadeburshylderne måtte tages i brug som senge.

Havde man levet sig ind i husets skik blot en eneste dag, var man ganske "som hjemme". Hvad der på gården fandtes af heste, vogne og kuske blev stillet til gæsternes disposition, og man foretog udflugter eller drev om i have, park og skov efter forgodtbefindende. To af spisetiderne overholdtes på klokkeslæt, men enhver gæst kunne udeblive, blot det i forvejen blev sagt til hushovmesteren – det eneste stive menneske på hele godset.

Dagene gled ens og dog så forskellige. Man mødtes til første frokost – eller man sprang den over. Fra tidlig morgenstund stod en drabelig skinke, et vildsvinehoved eller lignende solid føde parat sammen med en horde af æg, boller, brød og marmelade i den lange "morgenstue", hvis vinduer vendte ud mod voldgraven, hvor svanerne sejlede nat og dag. På selvkogere holdtes morgendrikkene varme, og enhver betjente sig selv, kun sørgede de unge velopdragne komtesser for at hjælpe de gamle lærerinder og en invalid toldforvalter, der havde sat sit helbred til under et fængselsophold på grund af kassesvig.

Anden frokost såvel som middagen indtoges i den dystre spisesal ved et rundt uoverkommeligt bord. Ved frokosten var husets lydløse tjenere til stede og bød om med hænder så hvide, som var de pudrede.

Man sad en time til bords.

Atter fuld frihed til den sene middag, hvor gæsterne af fælles taktfølelse mødte op i stort toilet – om det så var de gamle søstre, viste de sig i bristende taftskjoler og med pompon'er i håret.

Middagens længde, der ellers ville have virket irriterende, forsonedes ved den stemning, hvori de gode vine hensatte selskabet.

Det pompøst hvælvede rum, der ved dag var skummelt, tog sig feagtigt ud i aftenens lysbad. Det besad en egen akustik, der bragte alle lyde til at brydes som stråler i et prisme oppe under loftet. Lydene ligefrem hvirvlede om både oppe og nede som en art brudte eller stammende ekkoer. På nyankommende gæster virkede denne akustik ganske fortumlende, men man vænnede sig hurtigt til at høre sine egne ord springe om i luften uden at finde hvile. Rummets ekkoer, der var mystisk talrige som selvportrætterne i et spejlkabinet, tvang gæsterne til kun at tale sammen to og to. Fælles samtale var plat umulig.

Disse enge, af vin og lys stimulerede samtaler, blev, trods middagens ulovlige længde, almindeligvis ikke drøftet til ende ved bordet, hvorfor man straks efter slog sig ned i små klynger om kaffe- og thebordene i kabinetterne eller, hvis aftenen var blid, ude i haven.

Ofte, på et vink af den ældste komtesse, i hvis hånd ledelsen af gæsternes velvære syntes lagt, bragte tjenerne orientalske tæpper ud og bredte dem i grønsværet og på den nitrinede marmortrappe, borgens eneste forsyndelse mod svundne tiders stil.

På disse tæpper og disse trappetrin lejrede en del af gæsterne sig, flere og flere kom til efter en lille middagspromenade, og gerne endte det med, at vi, på de gamle søstre nær – de gik tidligt til ro, muligvis fordi de lå under silkebaldakiner i husets fornemste gæste værelse – alle, op under midnat, havde slået os ned på og om marmortrappen, som en stor fugleflok, der holder nattehvil i samme træ,

Og natten gik frem med sine myriader af hvidfunklende stjerner, der blidt nedspejledes i voldgravens dunkelhed, hvor enkelte svaner endnu, sovende, flød om som tabte fnug af daghimlens hvide skyvinger.

Sådanne timer var det, som om usynlige hænder spillede på vore hjerters strenge og stemte dem i samme tonart. Dagens hensigtsløse leg med ord og smil var langt fra os, alvorligt talte vi om alvorlige ting.

Den stemning, hine nætter magisk påtvang os, kunne være sørgmodig eller vild eller højtidelig, kun ikke let.

Oftest var det så, at en eller to førte ordet, medens vi andre kun nu og da indførte en bemærkning, som i folkevisen, hvor jomfruen synger for, medens ternerne synger omkvæd.

En aften – efter en dag så lummer hed, at vi alle først åndede op efter sol nedgang – blev samtalen både almindelig og ilter.

Vi var kommen ind på emnet mystik, hvorunder indbefattet både religion, spiritisme, tankeoverføring osv. Dette rige emne hidsede os op. Selskabet spaltede sig mod sædvane i flere iltre lejre. Man talte i munden på hver andre. Man brugte skarpe våben.

De, der på et eller andet af de nævnte områder var ”troende”, stred tappert for at overbevise de "vantro". Der blev talt om drømme og varsler. Man kom ind på de blinde, uforklarlige ”tilfælde”, som de fleste af os kender og har undret os over, hvad navn vi så end giver dem.

Tilstede var blandt andet en kammerjunker v. B., en godt halvhundredårig slank og spændstig herre, der havde et af disse blege markerede ansigter, ganske unge piger ufravigelig beskriver som ”dæmoniske”. Hans langagtige magtfulde øjne forrådte skiftevis kynisme, brutalitet og erotik, munden var i evig uro, oftest omgivet af et fint men skærende og æggende smil. Han var i lige grad højt anset som heste- og kvindebetvinger, ejede et forarmet gods og havde efter alt at dømme besluttet sig til at ægte den næstyngste komtesse, halvvejs et barn kun, et barn, der beundrede ham blindt og åbenlyst.

Han stod forrest i de helt vantros rækker og hånede ubarmhjertigt og uden undtagelse alt, hvad der blot tangerede begrebet mystik. Blankt erklærede han, at den dag, der mødte ham noget, han ikke ad forstandens vej kunne forklare, ville han anse sig selv for moden til galehuset og da han ikke ønskede at ende sit liv der – skyde sig en kugle for panden.

Den lille komtesse sagde højt til en veninde, en ung sortklædt pige, der året før havde mistet sin moder: – Du, Ebba, fortæl kammerjunkeren, hvad du oplevede i fjor. Det må da overbevise ham!

Veninden fortalte, bevæget ved mindet, hvorledes hun, der dengang var i Paris for at studere musik, en dag på gaden pludselig hørte moderens røst nævne sit navn så kaldende og så klagende, at hun kom til at ryste af angst. Hun gik med nogle bekendte, hvem hun betroede sig til. De lo ad hendes uro, men hun vedblev med mellemrum at høre moderens kalden. Til sidst udholdt hun ikke spændingen mere men telegraferede hjem til Danmark. Et par timer senere mod tog hun svaret, dødsbudskabet. Moderen havde kun været syg en halv dag og under dødskampen kaldt og kaldt på den fraværende datter.

Den lille komtesse gik helt hen til kammerjunkeren og rørte ved hans arm: – Hvad siger De om det?

– Jeg siger, kære komtesse: Unge damer har ikke fem men femogtyve sanser. De ser, hører, føler, lugter og smager så uhyre meget mere end vi andre mennesker, jeg mener mandfolk, og alle disse fine ”fornemmelser” er måske just hemmeligheden ved den fortryllelse, de udøver… Men, ærlig talt, overbevisende… Nej! Naturligvis har frøken Ebbas moder været syg, frøken Ebba har blot glemt, at hun samme morgen fik brev og derover blev urolig, og så videre — pardon, nådige komtesse, nu stamper de i jorden og sværger på, frøken Ebbas moder kun var syg en halv dag, men jeg kan da ikke gøre for, jeg er den nøgterne tvivler, jeg engang er. Jeg har aldrig set spøgelser, og jeg tror ikke på varsler…

Der blev en temmelig uhyggelig pause, hvor jeg hørte den unge pige hulke af krænkelse over, at hendes udsagn blev draget i tvivl.

Præsten, der denne aften ikke havde blandet sig i samtalen, tog nu ordet. Jeg, der stod ham nærmest, havde i nogen tid fulgt det skiftende minespil i dette udtryksfine ædeltformede ansigt, hvis unge præg kontrasterede så stærkt mod hans kridhvide hår. Håret havde just den hvidhed, man forestiller sig, når man hører om mennesker, hvis hår af rædsel bliver hvidt på en eneste nat. I disse uger, vi havde været under tag sammen, havde ingen af gæsterne tilnærmelsesvis behaget mig som denne mand, hvis stille sørgmodige væsen i forbindelse med hans smukke ydre var af helt fortryllende virkning. Man fortalte om ham, at han, der var søn af en af vore mest fremragende biskopper, havde haft en stor fremtid for sig, men at han havde foretrukket at blive i sit kald ude på landet, hvor han i fred med alle mennesker dyrkede blomster og kultiverede sjæle på samme blide, nænsomme vis.

Han var enkemand, og jeg havde længst fattet, at hans uafladelige sørgmodighed havde sin grund i tunge minder. Man havde fortalt mig modstridende historier om hustruens død, ja havde endog kastet skygge på ham. Jeg var klar over, at hvorledes alt det øvrige end hang sammen, præstens samvittighed var ren.

Jeg var ikke ene om min lille ”faible” for ham. Han virkede stærkt på de fleste kvinder, skønt han sikkert ikke selv havde anelse derom.

Han stod i dette øjeblik lænet op mod en rank birkestamme, der hvidnede mod hans sorte skikkelse, og han sagde, uden at røre sig – og stemmen, der ejede en egen dulmende vellyd, klang forunderlig fredlysende efter de hidsige og skærende stemmer:

– Jeg tror, vi mennesker alle, før eller senere, står overfor det uforklarlige, men jeg tror, det båder os bedst ikke at granske efter årsagen, vi finder den dog aldrig…

Denne udtalelse af en præst tog sig påfaldende ud. Kammerjunkeren greb også straks lejligheden til et udfald:

– Det forbavser mig! sagde han. Jeg mente, det hørte med til en præsts mange fuldkommenheder, at han kunne forklare alt fra spøgelser og varsler til verdens skabelse ved at pege opad og tale om forsynets almagt!

Præsten så roligt på ham og svarede: Lykkelig den, som kan det… Der var også en tid i mit liv, da jeg gav alt ind under det ene. Men har man først selv stået overfor det, der trodser al tænkning og al tro, bliver man stille og vogter sig for at lodde de bundløse dybder.

– Nu taler de i gåder, præst. Har de oplevet en rigtig spøgelsehistorie, hvorfor så ikke heller kilde vore nerver med den? Damerne gnistrer jo af spænding. Hør uglerne i parken! Se månen! Kan de ønske dem et bedre auditorium? Kom med historien. Vi skal lytte med andagt, stol på det!

Præsten blev stående i samme stilling op mod den hvide birkestamme. Han svarede, som om han ikke havde fattet eller ikke ville fatte kammerjunkerens railleren: – Ja, jeg har oplevet noget, jeg hverken som præst eller menneske kan forklare. Jeg har set et sammentræf af tilfældigheder, der passede ind i hver andre så nøje som hjulene i et urværk… Tilfældigheder, der kostede mennesker livet… I aften, så mange år efter, får jeg lyst at fortælle det… Hvorfor?… Jeg har båret det alene så længe, jeg kunne vel også bære det alene min tid ud, men noget i mig skynder på. Og hvem ved, måske kan min historie komme nogen af de tilstedeværende til gode… Hvem ved… Menneskene dømmer ofte ubesindigt… Men vil man tålmodigt høre på mig, jeg kan næppe fatte mig i korthed!

Et fint smil gled over hans ansigt, idet han tilføjede: – Husk, en præst er vant til at brede sig!

Vi rykkede nu sammen, overbeviste om at få noget forbavsende at høre.

Præsten og kammerjunkeren var de eneste, der stod op, de stod hver på sin side af den brede trappe, præsten lænet mod birketræet, kammerjunkeren mod en sølvpoppel. Det ville være vanskeligt at sige, hvem af de to mænd der var smukkest og hvem der havde mest intelligens.

Præsten begyndte: – Det er et løfte, jeg bryder. Et menneskes hemmelighed jeg røber. Men det menneske er borte, og hendes hemmelighed kan ikke nu mere volde andre fortræd eller smerte. Det har været min agt engang fra prædikestolen at fortælle denne begivenhed eller rettere det, der gik forud, dels fordi jeg mente, jeg skyldte mine sognefolk en forklaring, dels også for ligesom at fordele byrdens vægt på flere skuldre. Men en indre følelse af, at tidspunktet ikke var kommen endnu, holdt mig tilbage. Når jeg nu taler, når jeg her, på et fremmed sted og blandt delvis fremmede mennesker, blotter mit liv, er det, fordi samme indre følelse byder mig at gøre det. Min beretning er af intim natur, og jeg kommer til at tale meget om mig selv og den, der betød mere end livet, den, der var lykken for mig. Vil jeg være ærlig, må jeg fortælle alt og ikke af skyhed udelade noget…

Præsten foldede hænderne et kort nu og så op i det svagt sitrende birkeløv, hvorigennem stjernerne syntes at dryppe som en stille lydløs regn:

– Jeg havde haft embede i fem år, da det skete, som nu skal fortælles. I de to sidste år havde jeg været gift. Min hustru og jeg var så godt som uadskillelige. Hun, der kom fra et stort, rigt hjem, passede sig fra den første dag ind i mine beskedne kår og gik ganske op i min gerning. Hun elskede sol og blomster og opfattede – såvidt det stod i hendes magt – kun lyssiden af livet.

Menneskers fejl ville hun ikke se, hun gjorde sig blind derfor…

– Idas lille eneste fejl var hendes kærligheds skinsyge. Hun kunne ikke afse mig en time af dagen. Fra vort første møde klyngede hun sig til mig med en ømhed og hengivenhed uden lige. Alt andet slap hun, kastede overbord. Stundom bebrejdede jeg hende, at hun således glemte både venner og nær slægt, hun svarede: – Jeg har jo dig, og jeg har ikke plads til flere. Dette var sandhed uden overdrivelse. Således var hun indrettet, at der ikke i hendes liv var plads til flere end den ene, på hvem hendes kærlighed var faldet.

– Alt om hendes liv skulle jeg vide. Hver tanke. Hver drøm. Hun var lyksalig, når jeg fortalte hende småtræk fra min barndom. Det forekom hende, hun derigennem erobrede nye dele af mig… Hun ejede mig så helt og fuldkomment, som det ene menneske kan eje det andet, men hun vidste det ikke, eller hun turde ikke tro det. Hun var en frygtsom natur, trods al sin ydre stormende livsglæde.

– Ida fulgte mig på mine vandringer i sognet. Hun overværede konfirmandernes forberedelse, sad selv som en skolepige på bænk med dem og på hørte undervisningen, som gjaldt den hende selv. Hun var med ved hver barnedåb, ved hvert bryllup, ved hver begravelse. Hun vænnede sig til at tale med sogneboerne om alt deres, og hun søgte at glæde dem, men alle hendes tanker drejede sig bag dette kun om mig. Blev jeg hentet ved nattetide og i snestorm for at berette en døende, stod Ida af sin seng og fulgte mig.

– Vi var så godt som altid sammen, kun var der en dag i ugen, hvor jeg forbeholdt mig ensomhed. Lørdag eftermiddag lukkede jeg mig inde for at udarbejde min prædiken. Det var en vane, jeg måtte have fuldkommen ro til denne gerning. Visheden om, at min hustru sad et par stuer borte og var bedrøvet, nagede mig nok, men på dette punkt kunne og ville jeg ikke give efter.

– Mangen gang bad hun: Lad mig være hos dig, jeg skal sidde i en krog uden at røre mig, uden at sige et ord! Men jeg gav ikke efter.

– Siden… Siden, da det var for silde, har jeg angret denne min hårdhed. For mig gjaldt det dog kun en vane, hende voldte det en smerte, jeg ikke kunne undgå at se.

– Så kom der en tid, da hun ikke mere bad om at måtte være hos mig, jeg roste hende derfor, og kaldte hende klog og god, men jeg følte, at hendes væsen gennemgik en formelig krise, når lørdagen nærmede sig, en krise, der først overstodes, når natten var til ende og søndag morgen oprandt. Mangen lørdag nat, når jeg overtræt kom ud fra mit studereværelse, fandt jeg Ida siddende inde i stuen, i mørke, henne ved vinduet. Hendes hænder var kolde. Hendes læber var kolde. Jeg havde prøvet at tale alvorligt med hende om dette, jeg havde gang på gang forklaret hende, at når hun var tilstede, optog hun mig i den grad, at jeg ikke kunne holde tankerne ved arbejdet. Hun svarede bedrøvet: Du har vistnok ret, men jeg forstår dig ikke. Jeg kan kun tænke, når du er hos mig. Når du går, er det, som alle mine tanker farer vild og fryser ihjel. Når du er hos mig, er de som en flok sommerfugle. Men naturligvis, når du må være alene, så må du jo!

– Jeg kom aldrig nogen vegne overfor dette. Søndag morgen var hun atter lykkelig og overstadig som et barn.

– Vi havde den skik at gå med hinanden i hånden. Det var et af Idas påfund, men så kær blev denne lille vane mig, at heller ikke jeg befandt mig vel i købstaden, hvor vi ikke så godt kunne tillade os slig barnagtighed… Der er endnu tider, når jeg lider bittert under min ensomhed, hvor det pludselig synes mig, en lille varm, levende hånd kryber ind i min – og timevis kan jeg vedligeholde denne illusion.

– Vi boede midt inde i Jylland, til alle sider strakte sig de vide hedeegne, men vort sogn lå som en lille skinnende oase i den store goldhed. En milsvej borte løb banelinjen, men enten vi skulle op eller ned, ind eller ud i landet var det timelang kørsel. Egnen var selskabelig og gæstfri. Vi fik indbydelse fra de omliggende præstegårde og fra herregårde, der lå både tre og fire mile borte. Ofte tog vi imod disse indbydelser, jeg følte det som en pligt mod min unge hustru, der for min skyld havde forladt en storbys liv og selskabelighed. Først sent erfarede jeg, at det altid havde været hende en pine at komme bort fra den stille præstegård. Ikke fordi hun var menneskesky, men fordi hun var skinsyg. Hun, hvis væsen var blidhed, var jo skinsyg over al måde. Det var ikke mig, skinsygen faldt på men de andre, kvinderne, alle kvinder. Uden nogen undtagelse alle de kvinder der kom indenfor min synsvidde. Men tro nu ikke, denne skinsyge ytrede sig i vrede, heftighed, i onde ord og hadefulde udfald. Den var stum. Ingensinde har Ida talt et nedsættende ord om de kvinder, der ængstede hende. Dertil var hendes sind for purt og hendes tanker for fine. Snarest gik hun til den modsatte yderlighed af frygt for at blive uretfærdig.

– Måneder efter Idas død fandt jeg en lille dagbog, ført nøjagtigt i vort ægteskabs første uger, siden kun benyttet i ny og næ, når noget pinte hende over al måde. Hun var bange for at miste mig, og kunne ikke tænke sig at tage nogen kamp op. Derfra hendes syge skræk for fremmede mennesker. Den, der ikke kendte hende nøje, havde næppe anet uroen bag hendes lyse, tindrende væsen… Taler jeg for meget om Ida?… Jeg ville prøve at skildre, hvorledes hun var, men det fremgår sagtens af det, jeg står i begreb med at fortælle… Dette forfærdelige spil af omstændigheder, der har kastet dødskygger over mit liv og bragt min sjæl til at vride og vånde sig for at begribe, det skete med Herrens vidende og vilje…

– En forårsdag skulle vi for første gang i besøg hos en godsejer, der boede halvanden mil fra os. Da vi skulle til vogns, standsede Ida pludselig og blev bleg og tog sig til hjertet. Jeg spurgte, om hun var syg, hun fremtvang et smil og svarede:

– Nej, det er blot mine dumme tanker… Vi kørte, og der var intet i vejen med hende mere… En time efter skete det, der var begyndelsen til enden. Over for mig ved bordet sad en ung blond, bleg pige. Selv når hun talte med sin bordherre, holdt hun blikket sænket, nu som før, da hun blev forestillet som gouvernante for småbørnene. Rent tilfældigt så jeg ofte over på hende. Hun havde den mest rørende, bevægelige mund, jeg har set hos noget menneske. For mig selv tænkte jeg straks: Det er en lille forældreløs sjæl, der arbejder for det daglige brød. Hun har det vist ikke alt for godt… Jeg vil få Ida til at bede hende over hos os!

– Lidt efter mærkede jeg, at den unge pige så på mig, når jeg vendte ansigtet til siden. Jeg gjorde nu et forsøg på at fange hendes blik. Det lykkedes over al forventning. Vore blikke faldt til hvile i hinanden, som kunne de ikke løsnes igen. Der var en art sjælelig omfavnelse i dette øjemøde. Fra min side var det forklarligt, var det den umiddelbare virkning af et overraskende skønhedsindtryk. Aldrig før og aldrig siden har jeg set øjne som disse. Deres udtryksfylde overgik endog mundens. Men de var ligeså urolige. De skiftede udtryk i det uendelige. Snart var blikket dødtræt og sløvet, snart lidenskabelig ømt, snart tungt og dybt. De virkede på mig som en lys nattehimmel fuld af jagende stormskyer. Jeg har aldrig helt fået forklaring på, hvorfor hun hin dag stirrede således på mig, men jeg ved, at hun allerede dengang tænkte på at betro sig til et menneske, og at hun i dette nu lod valget træffe mig. Pludselig gav det et jag i mig. Jeg havde glemt Ida, der altid, hvor ved bordet hun end blev anbragt, holdt udkig med mig. Jeg løftede mit glas for at hilse på hende. Hun tog også sit, men hendes hånd rystede, og smilet var skræmt. Af hensyn til Ida så jeg ikke mere over til den unge pige. Kun da vi stod fra bordet, mødtes vore blikke atter tilfældigt. Hun smilede, et lille fattigt, vissent smil, der mindede noget om Idas, når hun var bedrøvet. Ida kom hen og tog mig under armen. Hun hviskede: – Kan du ikke se, hun ligner Agnete, der har været nede hos havmanden? Det var mig så indlysende, hvem hun mente, at jeg blot nikkede til svar. Ida sagde igen: Du skulle tale med hende, jeg tror, hun vil gerne! Jeg lovede at gøre det i aftenens løb. Lidt efter kom Ida påny og betroede mig, at den unge pige var forlovet med en af vore nabopræster, der på grund af sygdom ikke var tilstede. Så forstod jeg bedre hendes bekymrede udtryk. Præsten kendte jeg som en i alle måder prægtig natur.

– Kort før opbruddet gik jeg over til hende, velvidende, at min lille Ida straks ville komme tilstede. Det blev også kun få ord, vi vekslede på tomandshånd, men hendes blik var som et råb om hjælp. Idet Ida nærmede sig, sagde hun hurtigt: Må jeg ikke nok tale med Dem engang? Jeg bøjede hovedet til svar. Jeg havde forstået, hun ville tale med mig alene, og at hun havde noget at betro mig. Idas sørgeligt fine sansning svigtede ikke. Hun så fra den ene af os til den anden og fik sit skælvende træk ved mundvigen. Hun indbød den unge pige til at besøge os snart og ofte, men da det var sagt, blev hun tavs, og den unge lærerinde fandt påskud til at forlade os.

– I sin dagbog skrev Ida følgende ord om dette møde: De ser på hinanden! De ser på hinanden! Det gør ondt i mit hjerte. Jeg er bange –

– – –

Præsten tav og tog sig til panden. Hans hvide hår funklede under de hvide stjerner. Et pust af nattevinden drog som et gys gennem parken og ramte os alle.

– – –

– Forstå mig vel, sagde han, hvert ord, Ida skrev i sin lille dagbog, står prentet i mit hjerte. Men det er første gang, første gang i femten år, jeg taler om dette…

– – –

Vi sad stille, forventningsfulde, som vokset fast til marmortrappen. Den lille komtesse havdt vendt sit ansigt opad og stirrede på kammerjunkeren, som anede hun ikke selv, at hun gav ham sin sjæl i det blik. Han stod endnu med sit sarkastiske smil, lyttende til præstens fortælling, medens han samtidig indsugede komtessens tavse kærlighedserklæring.

– – –

Præsten fortsatte:

– Den unge pige – jeg vil kalde hende Maria, hun hed noget andet – kom ikke over til os. Men vi ventede hende begge. Ida pyntede op med blomster og sagde ofte: – Mon hun ikke kommer idag? Hvem hun mente, var jeg ikke i tvivl om. Et par gange søgte hun min kirke. Kirken var ikke større, end at jeg med lethed overså hele menigheden. Jeg kan ikke sige, at Marias nærværelse forstyrrede mig, hun sad med sænket blik, så længe jeg talte, men hendes nærhed påvirkede ida, der sad på et sted, hvor hun absolut ikke kunne se hende komme. I samme nu Maria trådte ind i kirken, skiftede Ida farve, hendes ansigt visnede helt ud til læberne, og salmebogen skjalv i hendes hånd. Maria gik, når jeg hørte op at tale. Et øjeblik overkom der mig den tanke, at hun hørte til hine præstesyge stakler, der med mellemrum overfalder en eller anden præst med vild og meningsløs tilbedelse, men tanken var i dette tilfælde så absurd, at jeg straks og for bestandig slog den ned. Naturligvis ville hun simpelthen lære mig at kende, inden hun gav mig sin tillid.

– Så kom hun. Dengang ingen ventede hende, kom hun. Det var en lørdag aften, hvor jeg blot havde trukket mig tilbage for at arbejde, men hvor jeg var alene hjemme. Ved et tilfælde havde jeg selv foreslået Ida at tage til byen med en af vore nære naboer, en møller, og følges hjem med ham om aftenen.

Jeg vidste, det ville blive sent, inden de kom. Der var marked, og Ida havde meget at besørge. Jeg gik op og ned ad gulvet i min stue, som jeg plejer, når jeg skal tænke klart, men denne aften var jeg mærkelig adspredt. Ideligt flakkede tankerne bort fra de veje, hvor jeg ønskede dem. Det kunne nu simpelthen komme deraf, at Ida var borte – hun, der ellers sad musestille to stuer fra mig. Men jeg ligesom var mig bevidst, det ikke var tanken om ida, der voldte denne uro. Jeg lider sandelig ikke af frygt eller anelser, men jeg grebes af en helt panisk skræk for noget… Noget, der lå i luften, noget, der nærmede sig, noget uafvendeligt. Følelsen var stærk, som når man drømmer, man er falden over skinnerne og hører toget komme brusende. Jeg rullede ned og tændte lys. Pludselig anede jeg – nej vidste jeg – der var en fremmed ude i haven. Nu var det hændet, at vejløse og forkomne mennesker havde listet sig om huset, inden de bankede på og kom frem med deres bøn om føde og ly – dem frygtede jeg ikke.

– Jeg satte mig ved skrivebordet fast besluttet på at ville arbejde, men jeg fik ikke ro. Den følelse voksede sig stærkere og stærkere i mig, at jeg burde gå ud og se efter i haven, og samtidig, at hvis jeg gik derud, ville noget uendelig sørgeligt hænde mig. Jeg åbnede havedøren og så ud. Der var stille. Men jeg vidste så usvigelig sikkert, at der var nogen derude i mørket. Så spurgte jeg da: – Er her nogen? Ingen svarede. Derimod hørte jeg en svag raslen og lyden af flygtende skridt. Jeg nævnede Idas navn. Det kunne ligne hende at komme sådan snigende og overraske mig med, at nu var hun her. Jeg gik rundt i gangene og ledte. Jeg fandt ikke Ida men den anden, Maria. Jeg tog hendes hånd og fik hende med ind, og nu så jeg, der var noget på færde. Hendes dejlige øjne havde det stive søvngængeragtige blik, mennesker får, når de martres af en tanke eller en ide, de ikke orker at klare. Jeg spurgte hende ud i øst og vest, men kun så meget forstod jeg, at hun var kommen for at tale med mig. Med mig alene.

– Dèr, på dette tidspunkt begynder min skyld. Jeg burde straks have forklaret hende, at Ida og jeg ikke havde hemmeligheder for hinanden. Men jeg blev svag overfor hendes nøgne elendighed, og jeg ville ikke svigte hendes tillid. Det anede mig, hun kom for at tale om noget angående hendes forhold til min nabopræst, og at det sagtens var et religiøst spørgsmål, der stod dem imellem. Men foreløbig var hun som en lukket bog. Udover det, at hun ville og måtte tale med mig, fik jeg intet at vide.

– Det var pinlige øjeblikke. Så opgav jeg at trænge ind på hende, behandlede hende som en syg og underholdt hende, som man underholder en tilfældig gæst, men jeg så på hende, at hun slet ikke hørte, hvad jeg sagde, hun knugede hænderne i hinanden og forsøgte at smile, men smilets armod gjorde mig kun end mere forstemt og usikker.

– Jeg hørte vognrullen i alléen. Det var Ida. Jeg sagde til min gæst: Nu kommer min hustru, det vil glæde hende at se dem her! Men idet ordene var talt, indså jeg, at Ida måtte blive højst forbavset og sikkert pinligt berørt over at træffe den unge pige i min stue på en tid, hvor min dør var stænget endog for hende. Som om hun gættede, hvad jeg tænkte, rejste hun sig og gik over mod havedøren for at komme bort. Jeg holdt hende tilbage. Hun bad: Lad mig hellere gå… Ingen må se mig, jeg vil ikke tale med nogen.

– I virkeligheden var hun så oprevet, at Ida umuligt havde slået sig til tåls med den forklaring, at hun kom for at besøge os. Hun så på mig. Vognen kørte ind i gården. Det drejede sig om sekunder. Halvt fraværende sagde jeg: – Bliv! Hun gik helt hen til mig: – Men ingen, ingen uden de må vide det… Ingen. Denne gang svarede jeg: jeg har ingen hemmeligheder for min hustru. Det gav et gys i hende, så hviskede hun: Nej, naturligvis… nej… vær ikke vred… Farvel!

– En tanke strøg gennem mit hoved: Gården, hvor hun var lærerinde, lå over halvanden mil fra mit hjem. Hun var åbenbart kommen gående. Skulle hun nu i mulm og mørke tilbagelægge vejen igen uden at få sagt, hvad hun havde på hjerte? Dette ombestemte mig. Jeg, der aldrig havde tænkt at kunne handle bag Idas ryg, sagde hastigt: – Gå så ud i haven og vent. Jeg lover dem, ingen skal få at vide, de har været her.

– Jeg lukkede efter hende og gik ud for at hjælpe Ida af vognen. Idet jeg løftede hende ned, begyndte hun at græde. Utilpas var jeg i forvejen over det tvungne hemmelighedskræmmeri, Idas adfærd gjorde mig yderlig mismodig. Jeg spurgte, hvad der var hændet, og hun svarede gang på gang: – Åh, jeg var så bange for at komme for sent. Det var, som om jeg løb for livet, medens vi kørte. – For sent, til hvad? spurgte jeg. – Det er jo det, jeg ikke ved… Men det var noget herhjemme, noget med dig. Føl mit hjerte! Jeg holdt hånden hen, slagene jog imod mig. Jeg fik hende ind i spisestuen, pigen bragte the, og jeg satte mig hos hende. Spise kunne hun ikke. Foran hver bid standsede hun og så ud for sig, som om hun så et gyseligt syn, og hver gang strejfede hendes blik mig på en egen øm, anklagende og forskende måde. Jeg bad hende gå til ro snarest, da jeg skulle ind til min prædiken. Hun nikkede lydigt som en, der ikke har nogen vilje selv, men idet jeg bøjede mig for at kysse hende til godnat, hviskede hun: – Det er, ligesom jeg alligevel kom for sent… Dybt bevægede denne udtalelse mig, og jeg følte den heftigste trang til at være sanddru imod hende og fortælle hende det lidet, der var sket. Og så i Guds navn lade hende tro eller tvivle. Men jeg våndede mig ved at skaffe hendes arme skælvende sind mere bekymring. Tilmed vidste jeg jo, at mine hensigter var redelige. På den anden side havde Ida engang sagt til mig: Hvis du nogensinde løj for mig, ville jeg kunne føle det med hvert hår på mit hoved… Senere skulle jeg blive mindet om disse ord. I dagbogen stod: Erhardt har løjet. Hun er hos ham. Jeg pines. Jeg pines…

– Jeg forlod Ida uden at tale. Hendes blik trængte ind i min ryg som en fiskekrog, men jeg gik. Da døren mellem os var lukket, tøvede jeg, tøvede jeg længe. Det var næsten med væmmelse, jeg atter betrådte min egen stue og åbnede havedøren. Den svage lyd af Marias skridt forekom mig som larm, der måtte vække Idas opmærksomhed. Jeg gik ud for at se. Alt i huset var stille. Lampen i spisestuen var slukket. Med bøjet hoved som en forbryder gik Maria ind i min stue. Vi satte os. I min forvirrede stemning sørgede jeg for, at afstanden mellem os blev størst mulig. Selv nu havde hun vanskeligt ved at tale. Dette opirrede mig. I en ret hård tone, sagde jeg, at min tid ikke tillod denne trækken i langdrag. Nu måtte hun tale. Hun rejste sig, stemte hænderne mod bordfladen og spurgte – og det var, som om hun flængede spørgsmålet ud af sit eget indre: Er det nødvendigt, en kvinde betror sin fortid til den mand, hun skal giftes med?

– Jeg svarede herpå et ja uden betingelse og forklarede hende, at efter mit synspunkt, kunne et ægteskab, der ikke var grundet på sandhed og fuld tillid fra første færd, aldrig blive lykkeligt.

– Hun havde sat sig igen og ludede nu helt sammen, som havde hun ikke ventet dette svar. Jeg søgte at mildne slaget og sagde, hun sikkert uden frygt kunne betro sin forlovede det, der nu pinte hende, og at hun bagefter ville føle sig velsignet lettet. Hun rystede på hovedet og så på mig. Hendes blik formelig krympede sig i smerte. Jeg spurgte: – Vil de da betro mig, hvad det er? Hun strakte sine hænder ud – ikke mod mig – men som mod et usynligt halmstrå, hun kunne klynge sig til: – Ja!

– Jeg havde på læben at spørge, hvorfor hun af alle just valgte mig til fortrolig, men jeg holdt inde. Mit instinkt sagde mig, jeg sad med et spind så skørt, at den mindste fremmede bevægelse ville sprænge det. Jeg fik nu den tanke, at det hele måske var indbildning, nervøsitet, over anstrengelse. Denne unge pige, der midt i sin sønderrivende smerte virkede så pur og uberørt som en uudfoldet blomst, hun kunne jo ikke have nogen ”fortid” – ikke i den forstand, hvori ordet almindeligvis opfattes. Tilmed var hun meget ung, næppe over tyve år. Men… de halvanden mil, vandret alene ved aften tide i en øde egn, og det trætte forpinte udtryk, det tydede ikke på blot og bar nervøsitet.

– Jeg lagde min hånd på hendes hoved og talte til hende, som man taler til et barn. Aldersforskellen mellem os var ikke stor, men i dette øjeblik følte jeg mig som gammel mand i forhold til hende. Da hun vendte sit åsyn op imod mig, tog jeg hende om hovedet og kyssede hendes pande…

– – –

Kammerjunkeren rømmede sig udfordrende. Men præsten så roligt over på ham: – Hvor mange mennesker besidder vel den forstandens snarhed bagefter at kunne gøre rede for det virvar af tanker og følelser, der fører til hver nok så lille handling? Men, Gud er mit vidne, dette kys gav jeg hende udelukkende for at bevise hende, hun trygt kunne tale. Deres tvivlende smil, kammerjunker, gør mig hverken fra eller til, men jeg håber, de, inden min historie er til ende, glemmer at tvivle!…

– Maria løftede sine arme og tog om mine hænder, hun løftede blikket og så mig ind i øjnene. Ja, hendes blik rummede en fare, og under andre forhold end disse… hvem véd… men blikket var ledsaget af det syge, fattige, hærgede smil… Jeg kunne have løftet hende op og båret hende på mine arme, som man bærer et sygt barn, der ikke finder hvile mer i sengen. Uendelig yndig forekom hun mig og usigelig elendig. Fjern fra min tanke var al bevidsthed om at stå som mand overfor en ung kvinde.

– Alle I, der hører dette skriftemål fra forbigangen tid, I vil også forstå, at havde det været anderledes, havde jeg taget dette med mig i graven. Nej, min brøde har aldrig voldet mig skam eller anger, det, der skete, har kun fyldt mig med sorg og undren. Undren uden ophør.

– Hvorledes det føjede sig, mindes jeg ikke, der er momenter, der som med en skarp kniv er snittet ud af min hu kommelse. Men vistnok har jeg talt længe med hende og vistnok anvendt de mildeste og mest husvalende ord, jeg kunne finde. Til sidst fortalte Maria mig sin arme historie. Vi gik op og ned ad gulvet sammen. Min hånd lå om hendes skulder, hun rystede som et espeløv, medens ordene dryppede som dråber fra et gabende sår. Maries historie kan jeg ikke og vil jeg ikke gengive her, ikke i al dens rædsel. Udadtil var der kun det, at en mand havde forført hende – barn som hun var… Ikke andet end det! Da hun havde talt ud, var hendes ansigt gustent og tænderne klaprede i hendes mund. Jeg er ikke dømmesyg, jeg vil ikke sige, en ung pige tager skade på sin sjæl, fordi hun indlader sig i et flygtigt forhold. Hendes natur kan være stærk og sund, fri og frels kan hun gå ud af det igen. Men mod Marie var der handlet uforsvarligt – og hun havde lidt skade på sin sjæl. Tænk eder, alle I, der har søstre eller døtre, tænk eder den unge syttenårs pige, der var angst for hver lyd, der var mørkerød efter en ond barndom, der var blid og hengivende… tænk eder hende gående til stævnemøder ved nattetide på den åbne landevej, ventende time efter time på et menneske, der, når han endelig kom, behandlede hende med den råhed, end ikke skøgen behøver at tåle!…

– Hun åbnede sit stakkels blodige hjerte for mig, og jeg forstod, det gjaldt hendes sjælefred, at hun engang fik talt sig tom. Denne lille sky pige, der om dagen men selv barn – var sat til at vogte børn, hun vandrede om natten på den nøgne landevej… hvert træ forekom hende som er levende væsen, der lå på lur efter hende… indsvøbt i sin angst som i en kåbe af is, gik hun der og ventede ham, der ikke vedkom hendes hjerte… Sad hun i skolestuen, modtagende et af de breve, uden over- eller underskrift, der bestemte dag og time for et nyt møde. Krammede hun brevet mellem de rystende fingre – ingen måtte vide noget om hendes færd. Rygtet var hendes kapital… Så blev han ked af hende, det hele stod kun på et par måneder – nok til at forgifte hendes tanker, hendes drømme, hendes livssyn … Hun higer bort fra den egn, hvor hun føler sig som forbandet, og flakker om fra sted til sted, hun møder en mand, der elsker hende, der vil gøre hende til sin hustru… Præsten tav og strøg sig atter gennem det høje hvide hår. Det gamle tårnur faldt til slag, og med en ærbødighed for tiden, der ellers var os fjern, oppebiede vi alle, uden at gøre en bevægelse, de tolv langsomt drønende slag, der efterfulgtes af den spæde klingren fra urene indenfor de åbne vinduer. Den lille komtesse havde, som i tanker, rakt sin hånd op mod kammerjunkeren, der holdt den fast omsluttet.

– – –

Præsten trak vejret dybt, så fortsatte han:

– Og nu kom hun til mig for at få et råd. Kunne hun gifte sig uden at tilstå sin fortid? Mig tilkom det nu at råde hende til en handling, hvis konsekvenser jeg til syvende og sidst umuligt kunne ane. Min samvittighed bød mig råde hende til at tale. Hun var fuldt, aldeles overbevist om, at den unge præst ikke ville tilgive hende. Og jeg indså, at hun aldrig ville få tilståelsen over sine læber ansigt til ansigt med ham. Jeg ønskede det ikke heller. Det var nok, hun en gang havde flænget den ud af sin sjæl.

– Jeg tilbød at tale hendes sag, at tage over til hendes tilkommende og i enrum forklare ham alt. Samtalens udfald ville jeg meddele hende i et brev. Hun takkede mig, men jeg forstod, hun ikke nærede håb. Hun ville gå… Jeg havde just hørt om al den rædsel, hun havde udstået på sine ensomme landevejsfarter ved nattetide, og nu skulle jeg slippe hende ud alene, nu, klokken var over to, og månen for længst gået ned! Jeg kunne ikke gøre det. Følge hende selv vovede jeg ikke af hensyn til Ida. Der var så kun det at lade hende blive, til dagen –– ret snart – begyndte at gry. Hun ønskede selv at gå, hun erklærede med sit syge smil, at hun aldrig mere var bange for mørke og ensomhed, det hjalp mig ikke. Jeg kunne ikke gå til ro og vide hende alene derude i natten.

– Omsider lovede hun at blive i min stue, til det dæmrede… Jeg havde altid hos mig nogle chocolader, jeg tog for at stille anfald af nervøst-pludselig sult. Dem satte jeg for hende og skænkede hende et glas vin. Jeg slukkede lampen og ville gå. Da sagde hun: – Hvad skal jeg gøre, når han støder mig bort… Jeg kan ikke leve uden ham. Han er det eneste menneske, der har været god imod mig! Jeg svarede: – det lover jeg, han skal ikke støde dem bort. Jeg vil lodde hans natur, og er han sådan, at han ikke kan tåle sandheden, så, i den barmhjertige Guds navn, skal han heller ikke erfare den. Og i så fald, Maria, påtager jeg mig samvittighedens ansvar for os begge.

– Jeg trak døren til efter mig og gik ind i sovekamret. Ida var gået til ro, og det lod til, hun sov. Selv lå jeg vågen. Det, der var sket i disse timer, var for mig noget så usædvanligt, at det overvældede mig. Min samvittighed krympede sig, omend jeg ikke var mig nogen virkelig skyld bevidst. Men omstødes kunne det ikke, at inde i min stue sad en fremmed kvinde, med hvem jeg fra nu af havde en ubrydelig hemmelighed – og at jeg havde handlet bag Idas ryg. Tankerne flakkede henover enkelthederne i den hæslige historie, Maria i sin vånde havde åbenbaret mig, jeg kunne ikke blive den kvit.

– Pludselig fo'r Ida op med et skrig og blev siddende oprejst. Da jeg spurgte, hvad det var, svarede hun stille: Jeg drømte! Men hun tav med drømmens indhold. Ikke heller klyngede hun sig til mig, som hun plejede, og hun søgte ikke min hånd. Idas vane at holde mig ved hånden, gjaldt både nat og dag. Sjælden vågnede jeg nogen morgen med to frie hænder. Gerne havde Ida i nattens løb grebet den ene, som hun i søvne omsluttede med begge sine. Undertiden havde hun bredt min hånd ud og lagt den under sit hoved som en pude…

– Det begyndte at dæmre. Ida sad endnu ret op i sengen, som om hun lyttede efter noget. Jeg vovede ikke at tale til hende. Blodet kogte for mine øren. Var det muligt, hun havde hørt nogen gå ovre i min stue? Havde hun mistanke? Dybt angrede jeg min store uforsigtighed, men sket stod ikke til at ændre – at tale nu var ugørligt. Jeg havde kun at bede til, Maria var vel ude af huset, og love mig selv, sligt aldrig senere skulle ske. Ida vedblev at lytte. Også jeg lyttede nu, men ikke den ringeste uvante lyd nåede mit øre. Jeg hørte den ilfærdige ligesom forpustede tikken fra Idas ur og den høje klare klingen fra mit eget større ur. Det og så de lette susninger, der nu og da gik hen over haven og bevægede træer og buske. Men Ida var såre lydhør. Hun skelnede poppel fra pil, bøg fra eg og lind fra elm blot ved at høre efter løvklangen. Nu tog hun sig med begge hænder til hjertet og med et dybt suk faldt hun tilbage i puderne. Hendes legeme var iskoldt, jeg troede hende død. I min fortvivlelses sanseløshed bar jeg mig ad som ellers, når Ida klagede over nattekulden. Jeg satte mig på sengekanten og prøvede at varme hendes fødder i mine hænder. Hun kom til sig selv igen og faldt næsten øjeblikkelig i tryg søvn.

– Vort sovekammer vendte mod øst, og da det første solskær flimrede ind, vidste jeg, at Maria var borte. Jeg følte mig nu lettere til mode og tvang mig selv til at tro, det var min egen nervøse ophidselse, der havde taget magten fra mig, at Ida virkelig havde drømt, og at hendes besynderlige væsen var uden al forbindelse med det, der var foregået. Til sidst troede jeg det. Troede det i år og dag – indtil jeg fandt dagbogen. Der stod: – Hun er hos ham i nat. Det er, som om mit hjerte ligger mellem to møllesten. Gid jeg kunne stikke mine indvendige øjne ud. De ser det, de ikke må se…

Præsten gik nogle skridt frem. Hele hans skikkelse var indfanget af månelys. Han så opad i den strålende stjernehimmel, som søgte han dèr svaret på de gåder, han ikke ”ad forstandens eller troens” vej kunne løse. Så lukkede han øjnene og holdt hænderne for. Da han atter tog dem bort, så jeg, han havde grædt. Også den lille komtesse kæmpede mod gråden.

– – –

– Forklar mig nu dette? Ida har vidst, tænkt, anet, følt, ligemeget hvilket ord jeg bruger, hun har vidst, at Maria var hos mig. Hun har set det med sine , indvendige øjne – men disse stakkels øjne har ikke set klart, ellers havde hun vidst sandheden og ikke sørget sig til døde… Det er den sammenhæng, jeg ikke fatter… I de første år efter Idas død sad jeg aften efter aften med dagbogen i mine hænder. Jeg mente, jeg måtte vel engang finde løsningen på den gåde. Men jeg har lært, det nytter ikke at granske efter sligt… Der er dybder, hvor ingen loddeline fanger bund.

Da jeg vågnede, var Ida oppe, hun var meget bleg, men intet i hendes væsen tydede på, at hun var oprevet og ulykkelig. Hun kom hen og kyssede mig og bad mig glemme hendes underlige adfærd om natten. Hun var, sagde hun, bleven overtræt af markedsgøglet og de mange mennesker og af længsel efter mig. Så hviskede hun til mig: – Du skal se, Erhardt, jeg går lige så stille hen og dør af at elske dig…

– – –

Igen holdt præsten inde. Månen svævede lige over hans hoved. Himlen lyste som en sø af flydende sølv. Poplerne langs voldgraven klirrede som millioner af sprukne glasklokker. Der var så stille, trods det, at vi hørte den hede syden af de store tændte gaskroner inde i vestibulen. Vore åndedrag lød som sukken.

– – –

Præsten sagde: – I fremmede mennesker! I synes vel, det er forunderligt, jeg sådan taler om det, der er det dyrebareste og det sørgeligste i mit liv. Jeg synes det selv. Men ligesom Maria talte sig ud for mig, må jeg i denne sommer nat tale mit hjerte ud for eder. Mod Maria begår jeg ingen synd, og Ida er forlængst dèr, hvor alt er klarhed og sandhed…

– – –

Tavse sad vi på den nitrinnede trappe, indspundet i månens levende, underfulde lys. Vi var som et samhørende legeme, som en årvågen lyttende sjæl. Præsten strøg sig gennem sit højt bølgende hvide hår, der skinnede som ædelt metal i det skarpe måneskær. Han fortsatte sin fortælling, men stemmen lød svagere, nu og da vibrerede den som en sølvstreng:

– Dagen efter var det søndag. For første gang i mit liv stod jeg uforberedt overfor min menighed. Ida sad på sin vante plads i den udskårne stol lige under mig. Hendes blik var rettet mod mig, som så hun gennem mine øjne ind i min sjæl. Jeg følte blodet gå fra hjernen, jeg mærkede tankernes voldsomme flygten. Jeg var tom som et bristet kar, hvoraf vandet er rundet ud. Redningsløst ledte jeg i øst og vest, jeg stod just i begreb med at foregive ildebefindende, da tankerne atter kom flyvende. Jeg ved ikke, hvorom jeg talte, men da jeg bagefter gik ind i sakristiet, kom Ida ind til mig – hvad hun ellers aldrig gjorde af respekt for sognefolkenes store former. Hun lagde armene om min hals og sagde: – Erhardt, sådan skal du tale over mig, når jeg er død, hører du! Der forløb et par dage inden jeg bekvemmede mig til at tage over til min nabopræst og udrette det ærinde, jeg havde påtaget mig. For at komme afsted, måtte jeg lyve for ida, og hun lod, som om hun troede sandheden af det påskud, hvorunder jeg tog bort.

– På vejen over til ham begyndte jeg at indse det tåbelige og uoverlagte i mit løfte. Jeg burde have indset det før. Han og jeg var i vore livsanskuelser forskellige som dag og nat. For mig var det altid let at dømme mildt, jeg, der var vokset op på livets solside. Han hørte til de strenge naturer, der stiller ubønhørlige krav til sig selv og andre. Flere gange var det hændet, at jeg – i overensstemmelse med mit syn – viede folk, han havde nægtet at vie; eller konfirmerede børn, han havde vist fra. At han ikke tog mig sligt ilde op, var bevis på hans fuldt ud redelige sindelag. Han bød mig hjertelig velkommen. Inden jeg var nået videre end til det første ligegyldige ordskifte om vejr og vind, nævnede han Maria, og en stund var han ikke til at standse. Hans ord var en eneste hymne til hende. Han bad mig forrette vielsen, ikke blot, fordi han satte pris på mig, men fordi Maria havde udtalt ønsket om at blive viet af mig. Jeg blev noget forvirret over at høre dette, jeg vidste ikke af, jeg havde været på tale dem imellem. Han var så opfyldt af sin unge, stærke kærlighed, at ordene strømmede fra hans mund. Livet havde forvandlet sig for ham fra mørkt til lyst, siden han havde lært hende at kende. Hun var kvinden i al sin renhed og fuldkommenhed. I hendes mund fandtes ikke svig. Hun var klippen, hvorpå han kunne bygge sin fremtid. Han spurgte, om jeg fattede, hvad det betød for ham at få en hustru som Maria, en kvinde, der i sin kyske ubevidsthed måtte blive et lysende eksempel for hele menigheden. Og han erklærede, at han til den dag, han mødte hende, havde haft til hensigt at forblive ugift for at kunne hellige menigheden alle evner og tanker. Atter talte han om hendes ubesmittede tankegang, hendes sjæleadel. For mig var det mere end pinligt at høre dette. Jeg, der endnu havde i friskt minde det frygtelige billede, hun havde oprullet for mig, jeg, der vidste, at hendes tanker var besudlet, som hendes legeme var besmittet.

– Varligt prøvede jeg at dreje samtalen. Jeg gav mig til at drøfte forskellen mellem vore menigheder, kom derfra ind på forholdet i hjemmene og mellem mand og hustru og nåede omsider der hen, hvor jeg ville. Jeg talte om de faldne kvinder og udtalte som min overbevisning, at den mand både kristeligt og menneskeligt set udrettede en større gerning, der tilgav en sådan kvinde og rejste hende gennem kærlighed, end den, der udså sig en ren og uprøvet kvinde til hustru. Han indrømmede dette i visse tilfælde. Jeg erklærede, det måtte gælde alle tilfælde. Hertil svarede han: – Kun ikke for en præst. Hvem ved, måske kunne jeg falde i elskov til en sådan kvinde, så længe jeg intet anede, men den dag, jeg fik visheden, måtte jeg slippe hende. Det modsatte ville være synd mod den Hellig–ånd. At tage en vanæret kvinde til hustru, ville være at bringe vanære og forargelse over hele menigheden. Jeg ville derved have forbrudt den magt over sjælene, jeg har fået i nådegave af den højeste… Derfor er det, jeg i mine tanker atter og atter knæler for Maria. Hende har jeg lov at tilbede, hende tør jeg gøre til min hustru. Hun skal gå foran og vise mig og alle andre vej… Har de set Marias øjne? Har de set afglansen af Gud?…

– Jeg blev hos ham endnu en tid og lovede at vie ham og Maria. Jeg var klar over min handlemåde og mit ansvar… Ja, uden bæven ville jeg på den yderste dag stå frem og bekende, hvad jeg havde gjort. Det var ingen synd. Det véd jeg.

– Jeg bad ham om pen og papir og skrev i hans egen stue til Maria. Brevet Indeholdt ikke synderligt mere end ordene: Efter nærmere overvejelse råder jeg Dem til at tie. Lad fortiden være død og begynd et nyt liv. Tving Dem selv til at glemme, og det vil lykkes med tiden. Riv frygten ud af Deres hjerte og læg roligt ansvaret på mig. Jeg tager det som præst og som menneske. De har mit venskab og min ubrydelige tavshed… På hjemvejen lagde jeg brevet i postkassen nede i landsbyen.

– Ida spurgte flygtigt, om jeg havde haft en rar tur, men straks efter bad hun mig hjælpe sig at skære blomster af og talte ikke mere om min fraværelse. Det havde lignet hende mere at fritte mig ud, sætning for sætning, indtil hvert ord var bleven plukket ud af mig… I dagbogen står: Erhardt er borte. Hvor er han? Kommer han igen? Han lyver for mig. Hos hende er han ikke, det føler jeg på mig… Men det er for hendes skyld, han gik. Jeg forstår det ikke. Jeg kan ikke leve uden ham, og jeg vil så nødig dø.

Præsten knugede sine hænder og ventede en lang stund, inden han kunne fortsætte:

– Der gik nogle uger. Få kun. Jeg havde ventet på en eller anden måde at høre fra Maria, men hun viste sig ikke, og hun skrev ikke. Heller ikke kom hun i kirken mere. Mellem Ida og mig var hun aldrig på tale. Jeg har svært for at lyve, og det er jo engang løgnens grusomme konsekvens, at den ene drager de tusind efter sig. Jeg kunne ikke nævne hende uden at gentage en løgn eller lave en ny. Derfor undgik jeg dette emne. Og Ida… Det faldt mig jo ikke ind, at Ida tænkte på hende, ustandseligt, dag og nat.

– En søndag, lige efter middag, kom pastor U. over til os. Han udbad sig en samtale i enrum med mig. Jeg så Ida gribe om ryggen på en stol og blive hvid i ansigtet, og jeg troede – dåre, som jeg var – jeg troede, det var, fordi hun skulle undvære mig så længe. Vi gik over i mit studereværelse. Han var meget bevæget. Der var sket en forvandling med Maria, sagde han, en ubegribelig forvandling. Fra det øje blik, han havde ønsket at få bryllups dagen berammet, var hun blevet som en anden. Hun, der før havde jublet ved tanken om fremtiden, blev tavs og indesluttet og gav lutter undvigende svar. Det var kommen så vidt, at hun rystede, blot han hentydede til brylluppet. Nogle gange var han trængt ind på hende, og hun havde da kun svaret: – Jeg er ikke god nok til dig! Han vidste ikke sine levende råd. Han forstod hende ikke, men var dog vis på, at hun elskede ham nu som før. Han havde nu fattet den idé at bede mig prøve at tale hende til rette, eller i det mindste erfare den sande grund til hendes forandrede vesen. Han sagde: Kan De ikke, kan ingen!

– Naturligvis lovede jeg ham at tale med hende, skønt jeg var meget mistrøstig angående udfaldet. Åbenbart havde det, at jeg påtog mig ansvaret, ikke lettet byrden fra hendes sind.

– Et sekund fo'r det mig gennem hjernen, at jeg burde benytte lejligheden, – hans angst for at miste hende – til at komme med sandheden. Almen menneskelig fejhed hindrede mig deri. Han fortalte mig, at tanken om Marias: Jeg er ikke god nok til dig! pinte ham mere end noget andet. Han kunne ikke arbejde mere, han havde måttet aflyse sin prædiken. Det svimlede for ham, når han så ud over de mange mennesker. Maria var det eneste, han overkom at tænke på. Og nu, når han lå om natten og ikke kunne sove, bankede fristeren på hos ham og hviskede, at det jo var muligt, Maria havde et eller andet, der måtte skille dem fra hinanden.

– Om så var? henkastede jeg med bankende hjerte. Pastor U. spærrede øjnene op og svarede: – Om så var – vil jeg bede Herren bevare min forstand. Jeg tror ikke, jeg kom over det.

– Disse ord gengav mig min handlekraft. Jeg havde følelsen af, at jeg holdt to menneskeliv i min hånd, og at ansvaret i dette øjeblik med en møllestens tyngde blev lagt på mine skuldre. Jeg foreslog ham at lade hende hente over til os samme dag, og han syntes helt trøstet ved tanken. Jeg havde ganske glemt, at vor karl just havde fri den dag. Pastor U. var selv kørende i en lille gig, og rimeligst havde det altså været, i fald han var kørt over efter sin forlovede.

– Nu gik vi imidlertid over i dagligstuen til Ida. Jeg så, hun var meget urolig, hvorfor jeg straks nænsomt satte hende ind i årsagen til pastor U.'s besøg.

– I, som hører mig fortælle dette, I, som længst har erfaret Idas sygelige, halve medviden, vil mene, jeg bar mig forkert ad. Men husk, jeg anede jo dengang intet. Pastor U. talte åbent til Ida som til mig, han talte om vor lykke og om den lykke, der havde været ham forjættet. Og han spurgte nu Ida, som han havde spurgt mig, om hun kunne forestille sig, hvilke motiver, Maria kunne have til sin udskyden af brylluppet. Ida undveg svaret, men så så forpint ud, at jeg spurgte, om hun var syg. Hun svarede med et tvungent smil, at solen var faldet i hendes nakke, og hun havde stærke hovedsmerter.

– Maria skulle hentes. Pastor U. sagde nu – atter et af leddene i de tilfældigheder, der kædede sig sammen til den forfærdelige ulykke: – Gør mig en vennetjeneste, tag De over efter hende. Tal med hende på vejen. Jeg har den forudfølelse, at de og de alene kan overvinde hendes skrupler!

– Jeg så spørgende over til Ida. Hun havde blå ringe under øjnene og så ud, som var hun ved at segne. Det var mig umuligt af hensyn til min gæst at bede Ida følge mig, desuden kunne jeg i så fald ikke tale med Maria på vejen. Men jeg kendte Ida nok til at vide, at hendes altid årvågne skinsyge ville krympe sig, når jeg alene kørte bort efter en ung dame, selv om denne unge dame var aldrig så forlovet.

– Ida rådede mig til at gøre som pastor U. bad, men samtidig sendte hun mig et af disse smertefuldt anklagende blik, som kun kvindeøjne ejer – og jeg fatter ikke, jeg fatter ikke, jeg tog bort. Men jeg gjorde det. Jeg lod mig berolige af hendes matte: Erhardt, jeg synes, du skulle gøre det, så underholder jeg imedens pastor U.

– Jeg gik ud og spændte for og kørte.

– Maria var straks parat til at følge mig, og jeg forstod, hun længtes efter at tale med mig. Hendes udtryk vidnede om, at hun havde gennemgået frygtelige sjæle kvaler, siden jeg så hende sidst, men hun syntes nu at være faldet til ro i en eller anden beslutning.

– Da vi var kommen lidt bort fra går den, takkede hun mig for mit brev og tilføjede, det for en tid havde styrket hende. Men jo mere, hun tænkte over det, jo frygteligere forekom det hende ikke blot at skulle begynde ægteskabet med et bedrag, men også at gennemføre det og derved mindes om det hver dag og time. Og så – at det endelig engang kunne blive afsløret.

– Hun havde nu besluttet sig til for at undgå al anden forklaring at rejse bort og sende pastor U. sin ring med et brev, hvori hun ville lade ham forstå, at hendes kærlighed gradvis var taget af, og at dette var grunden til, hun vægrede sig så heftigt ved at bestemme bryllupsdagen.

– Jeg holdt hestene an, og vi kørte nu fod for fod, medens jeg som om det gjaldt min egen lykke – søgte at gendrive og imødegå hendes standpunkt.

– Vore roller var byttet om siden hin aften, jeg indtrængende besvor hende at tilstå alt. Jeg sagde, jeg havde rådet hende til at tie, fordi hendes kæreste simpelthen ikke kunne bære sandheden, og fordi jeg afgjort mente, de to mennesker kunne gøre livet rigt og lykkeligt for hinanden. Men selvfølgelig måtte hun ikke indlade sig på ”bedraget”, medmindre hun ejede sjælsstyrke nok til at gennemføre det uden moralsk at gå til grunde. Jeg prøvede at overbevise hende om, at hun roligt kunne fralægge sig enhver skyld i dette forhold. Hun var barn dengang, et misbrugt, mishandlet barn, der i al fald havde sonet uretten ved at tie gennem sine samvittighedslidelser og gennem al den angst, hun i tidens løb havde udstået. Og jeg sagde, efter min mening måtte det just være hende en lise at slippe alle minder om for tiden. Hun vendte ansigtet om imod mig og sagde: – Jeg er bange for opdagelsen. Jeg tror på, at alt kommer for en dag.

– Hvor mange kender deres hemmelighed? spurgte jeg.

– De er den eneste fremmede!

– Jamen menneske, så afhænger det jo af dem, af dem alene!

Maria svarede: – De forstår mig slet ikke. Han lever. Det er ikke mig, der har sluppet ham. Jeg elsker ham ikke, jeg har aldrig elsket ham. Jeg har frygtet ham. Jeg har adlydt ham. Han har pint mig, nedværdiget mig. Men han har vakt kvinden i mig, det er jo umuligt – umuligt at glemme det. Om der gik tyve år, om der gik fyrretyve år, og han kom og kaldte på mig, jeg måtte jo adlyde.

– Så elsker de ham, Maria! Hun sad på mig med sine dejlige øjne: – hvis han og jeg mødtes igen, så kunne der kun ske et af to, jeg måtte dræbe ham eller… selv gå ud af livet. Men det nytter ikke, vi taler om det, de er mand og jeg er kvinde, vi kommer aldrig til at forstå hinanden helt.

– Men jeg gav ikke fortabt. Jeg talte hende til og skammede hende ud for sådanne meningsløse, syge fantasterier. Jeg forklarede hende, at den synd, hun begik ved at tie, var ringe mod den, hun kunne begå ved at tilintetgøre både sin egen og en andens lykke, og sluttelig gengav jeg pastor U.'s ord: – Om så er, vil jeg bede Gud bevare min forstand.

– Maria sad stille ved min side. Pludselig sagde hun: – Ja, De har ret. Nu ser jeg, De har ret, og jeg vil prøve at handle efter Deres ønske.

– Nej, syarede jeg, ikke prøve, De må være sikker på Dem selv og gå frem og aldrig se Dem tilbage!

– Der kom et forklaret udtryk i hendes ansigt: – Ja, nu tør jeg blive hans hustru.

Vi kørte videre, hver i sine tanker. Jeg skulle vel vogte mig for at berøre emnet, nu hun havde ladet det falde. Lidt før vi kom til præstegården, tog hun mig om den hånd, der holdt tømmerne: – Vil de så lyse for os på næste søndag? Jeg nikkede.

– Da vi kørte op for døren, stod pastor U. der alene for at tage imod os. Det anede mig, der var noget galt på færde med Ida, men jeg ventede med at spørge, indtil vi var kommen af vognen. Med et par ord forklarede jeg den lykkelige mand, at alt var ordnet, og så spurgte jeg efter Ida. Hun havde lagt sig, hendes hovedpine var taget til…

– Hendes betroelse til dagbogen på dette tidspunkt er klageskriget fra en formørket sjæl…

– Da jeg kom ind til hende, spurgte hun: Lykkedes det dig at overtale hende? Hun lagde vægt på ordet ”overtale", hvad der undrede mig, men jeg svarede naturligt: – Ja, og jeg takker min Gud, at det lykkedes mig. Lidt efter stod Ida op, men hun så så lidende ud, at jeg bebrejdede mig, jeg havde tvunget hende dertil ved at tale om vore gæster.

– Maria og hendes tilkommende mand blev hos os til sent om aftenen, og vi var alle meget stille. Den sidste times tid tilbragte vi inde i min stue med døren åben ud til haven. Vi talte om det forestående bryllup og bestemte, det skulle fejres hos os, i al stilhed. Ida, der havde kvindens evne til at forstille sig overfor alle andre, talte om det med største naturlighed og begyndte endog spøgende at udspørge Maria om hendes duelighed på huslige områder.

– Jeg bad Ida tage et eller andet i det gamle chatol, som hun sad nærmest. Pastor U. sprang til, han vred nøglen rundt, men døren gik ikke op. Ida gav sig til at le, og jeg skulle just gøre ham opmærksom på mekanismen, da Maria tankeløst sagde: Der er en fjeder under klappen.

– Det gav et sæt i mig. Ida sf hastigt hen til mig, men lukkede så sine øjne, som om hun ikke udholdt synet. Maria tog sig sammen og sagde endelig, men bleg og med rystende stemme: Vi havde netop sådan et chatol i mit barndomshjem.

– Pastor U. bemærkede intet, men i mit indre vedblev det at genlyde: Så let, så uforvarende kommer man altså til at røbe det, man for alt i verden vil dølge! Og jeg erindrede Marias egne ord: – Alt kommer for en dag, før eller senere… Det var mig selv, der havde vist Maria mekanismen, for at hun, inden hun gik, kunne sætte vinen tilbage i skabet.

– Næste søndag og søndagen efter lyste jeg for Maria og pastor U., og i mellemtiden sås vi ret ofte. Min hustru tog endog med Maria til staden for at gøre indkøb af husgeråd og hjælpe hende med valget af tæpper og gardiner. Jeg var ikke uvidende om, at Idas nervesystem var forunderlig nedbrudt. Hun skjalv ved den mindste uventede lyd og fór sammen, blot hun sad mig. Hun undveg mine kærtegn. Jeg mente, søbade ville være det bedste middel til at styrke hende, og besluttede kort efter at tage ferie og rejse med hende, da jeg jo vidste, hun aldrig gik ind på at rejse alene.

– Maria havde endelig taget sit parti, og jeg var nu overbevist om, hun havde kræfter til at gennemføre, hvad hun havde påtaget sig. Men engang i forbigående skræmte hun mig ved pludselig med den gamle fortvivlelse i blikket at hviske: – Jeg tør ikke, tør ikke tro på, det går godt…

– Maria bad mig tage sig til alters en dag alene. Jeg fandt ingen grund til at nægte det, men jeg spurgte ida, om hun ville med over i kirken. Hun afslog det med en hovedrysten, men indbød Maria til at overnatte hos os efter altergangen for ikke at gå den lange vej tilbage til herregården. Maria havde selv ønsket at varetage sin lærergerning til den sidste dag.

– Denne altergangstime står for mig som det højtideligste i mit liv.

– Da vi fulgtes tilbage til præstegården, fandt vi Ida besvimet foran tærskelen til min stue. Nu begyndte jeg for alvor at blive urolig. Jeg sendte bud efter lægen, han erklærede efter undersøgelsen, at hjertet var sygt, og der måtte fares uhyre varsomt med hende. Om nogen baderejse var der ikke tale. Ida skulle foreløbig holde sengen og måtte for enhver pris skånes for sindsbevægelse.

– Jeg veg ikke fra hende. Pastor U. foreslog nu selv at udsætte brylluppet, men da jeg nævnede det for Ida, bad hun mig – og det var eneste gang, jeg hørte hende sige noget i en bitter tone – om dog at passe mine pligter uden hensyn til hende. Hun tilføjede: – Den ceremoni gør dog hverken fra eller til.

– Men Idas tilstand gjorde mig det umuligt at holde bryllupstale, og det blev nu ordnet således, at den præst, der havde konfirmeret pastor U., en gammel mand, der sad i kald oppe i Nordjylland, lovede at komme og forrette vielsen i mit sted.

– Pastor U. ønskede, at Maria skulle have en samtale med ham forud, og ugen før brylluppet rejste hun bort for at komme igen to dage senere. Pastor U. fulgte hende til toget og kom derfra over til os, hvor han blev resten af aftenen. Han sad ved Idas seng og talte om Maria og om deres fremtids hjem, der nu stod rede. Ida lå og lyttede dertil, og det forekom mig, hun var mere fornøjet end ellers under sin sygdom. Hun lo højt, da han beskrev, hvorledes Maria nær var kommen for sent til toget, så han ikke engang fik sagt farvel til hende, før det var kørt, og at han i farten greb en fremmed hånd, der raktes ud gennem kupévinduet, og kyssede den, inden han opdagede fejltagelsen.

– Dette skete om fredagen, om lørdagen var Ida atter kvik og lå og nynnede, medens hun nu og da hårdnakket erklærede at ville op næste dag.

– Ud på eftermiddagen spurgte hun, om jeg ikke skulle ind til min prædiken. Jeg var bange for at ængste hende ved at sige, at jeg under disse forhold aldeles ikke kunne tænke på at prædike, jeg undveg derfor spørgsmålet og sagde, at der var tid nok.

– Hun slog sig til tåls et par timer, men da skumringen faldt på, begyndte hun igen, om jeg da helt glemte min prædiken. Hun sagde ydermere, at hun var træt og ville sove, medens jeg arbejdede, og at jeg slet ikke skulle tænke på hende – desuden kunne dørene mellem os stå åbne.

– Der var fem døre mellem sovekamret og mit studereværelse. Jeg føjede hende og lod dem stå, den ene efter den anden, medens jeg satte mig over i min stue og prøvede at læse. Med halve timers mellemrum gik jeg ind for at se til Ida. Hun sov, og jeg listede tilbage.

– Pludselig hørte jeg et hvinende skrig, jeg styrtede ind og så Ida sidde oprejst i sengen og ligesom afværgende strække armene ud. Da jeg ude af mig selv af angst spurgte, hvad det betød, svarede hun mig klangløst: Jeg drømte!

– Og uvilkårlig dreves mine tanker i samme nu til hin lørdagnat, hvor hun havde sagt de samme ord, også uden at forklare sig. Hun blev siddende oprejst og så frem for sig med stive blikke, som om hun lyttede efter noget.

– Jeg lyttede også, men hørte intet. Sovekamret vendte ud mod gården, og der var nattestille. Jeg satte mig på sengekanten og lagde armene om hende for at beskytte hende mod hendes syge frygt, men hun løsnede dem og bad mig gå.

– Lægen havde sagt, hun fremfor alt måtte skærmes mod sindsbevægelse, alt så måtte jeg føje hende og gå, hvor vel det faldt mig tungt at gå fra hende, medens hun sad dèr og åbenbart ikke var herre over sig selv.

– Hun råbte efter mig, og hendes kære lyse stemme var helt hæs af ophidselse: Luk dørene efter dig, hører du, luk alle dørene. Ikke én må stå åben!

– Med fortvivlelse i hjertet gjorde jeg hende til vilje, men jeg bestemte i dette nu, at fra næste dag ville jeg have en sygeplejerske i huset. En fremmed ville bedre rolig og selvfølgelig kunne vejlede min arme lille hustru, når tankerne trådte de vildsomme stier.

– Jeg tog biblen for mig og slog op sted efter sted for at finde trøst, forgæves, også jeg blev mere og mere urolig.

– Den dødlignende stilhed udenfor – ikke et blad rørte sig virkede heftigere på mig end den voldsomste orkan. Mine nerver ligesom krævede lyd, og jeg hørte ikke en lyd hele huset over. Jeg håbede, Ida var falden til ro, men jeg vovede ikke at se efter, huset var gammelt og dørene skreg på hængslerne, når jeg åbnede dem.

– Så sad jeg da alene og biede på natten, medens jeg grublede, som om panden skulle sprænges for at finde grunden til Idas sygdom. Hvorover var hendes hjerte blevet sygt? Havde jeg skyld? Havde jeg blot den ringeste skyld?

– Uden at vide af det var jeg begyndt at lytte, sagtens påvirket gennem synet af Idas lyttende blik. Jeg holdt hænderne for mine øren, vis på, det var noget, jeg burde bekæmpe; men jo mere jeg stampede imod, jo mere anspændte jeg alle hørenerver

– Til sidst flød blodet som brusende strømme inde i mit hoved.

– Pludselig faldt stilheden på, og i samme nu hørte jeg skridt udenfor huset, i haven. Og i samme nu vidste jeg – vidste jeg uden at begribe hvorfor –, at det var Maria.

– Men jeg rejste mig ikke for at lukke hende ind. En tung sløvhed overfaldt mig. Tanken, der var rådende, gik ud på det: Hvad vedkommer hun mig?

– Der blev banket på døren, ganske svagt. Lidt stærkere. Den var ikke låset. Jeg sagde ikke: kom ind!

– men døren gik op, og Maria gik ind i stuen og kom hen til mig…

– Der blev hun stående og så på mig, medens hun bevægede læberne for at tale, men der kom ingen lyd over dem. Og nu så jeg, hun var grå i ansigtet, håret var faldet ned, hun var barhovedet. Kjolen var flået forneden og forrevet, som om hun havde gået gennem tykt og tyndt uden selv at sanse det.

– Det er vel altid så her i livet, at det ene voldsomme indtryk momentvis forjager det andet. Ida var – for nogle øjeblikke –– ude af min tanke. Jeg ikke så meget som ængstedes ved muligheden af, at hun skulle kunne høre os tale.

– Jeg så på hende, hun så på mig. Tænderne hakkede i hendes mund som af kulde, hun blev ved at bevæge læberne, blev ved, uden at kunne få lyden frem. Jeg tog hende om skuldrene og ruskede hende for at få hende vakt af den forvildelse, der havde berøvet hende taleevnen:

– Hvad er der sket, Maria, hvad er der sket? Er han død? Og jeg tænkte på pastor U. Maria stod tavs overfor mig, de tunge forvågede øjne stirrede på mig med et næsten blindt udtryk. Det var, som om sjælen var dræbt i dette levende vrag. Så gav hun sig til at le – det var dødsklokkernes kimen over hendes lykke.

– Hun sagde stadig ikke noget, men lo og lo, medens trækkene mere og mere forvredes og øjnene ligesom sank dybere og dybere ind i deres huler.

– Maria, sagde jeg, hvor har De været? Hvem er skyld i dette?

– Og nu svarede hun: – Hvor jeg har været? Spørger de om det? Jeg har kørt i kupé med ham… Alene, fire timer i træk. Den mand, jeg elsker, lukkede mig selv ind i kupéen til den mand, jeg…

– Maria standsede pludselig og sank på knæ, hvor hun stod. Hun løftede de sammenknugede hænder op over hovedet og gentog: Den mand, jeg… Og kom ikke videre.

– Maria blev hos mig en times tid. Hun var, som pastor U. havde fortalt, nær ved at komme for sent til toget. Han havde da åbnet den første, den bedste kupé for hende og derved – dette tilfælde, som den gode Gud ikke kan have forudset – lukket hende inde med det menneske, der, fordi han en gang havde ejet hende, for bestandig havde herredømme over hendes sjæl og legeme.

– Og disse to havde været alene i kupé i fire timer. Gensynet havde hos ham vakt forbigangne længsler og drifter, og hun var modstandsløs…

– Modstandsløs og tavs.

– Efter fire timers kørsel var han steget ud for at skifte tog. Hun gik ud ved næste station og var uden standsning – og uden at styrte – gået den lige vej tilbage, følgende banelinjen.

– Seksogtyve timer i træk havde hun slæbt sig afsted, til hun nu stod i min stue…

Præsten tog sig til tindingerne, som om erindringen endnu smertede hans pande.

Månen var gået ned, men indefra slottet lyste skæret af de tændte kroner ud over vor dødtavse forsamling.

Nede fra landsbyen lød, fjernt og klagende, en harmonika, hvorpå sagtens en eller anden bondekart tolkede sin elskovskvide.

Jeg så hen til den lille komtesse. Hun havde sluppet kammerjunkerens hånd og sad helt sammenknuget med hænderne om de optrukne knæ. De spæde skuldres stigen og synken forrådte hendes voldsomme lydløse bevægelse.

Kammerjunkerens ansigt lå i skygge, men han stod i samme skødesløst elegante stilling som før, af hans holdning kunne man ane smilets ubønhørlige sarkasme.

Præsten gik videre i sin fortælling:

– Da Maria spurgte mig: Hvad nu? blev jeg hende svar skyldig. Det var mig umuligt… umuligt… skønt jeg jo hverken dømte eller fordømte – det var mig umuligt at sige: Glem også dette og gift dem med den mand, De elsker!

– Hun spurgte ikke oftere, men engang sagde hun: Jeg tænkte på at dræbe ham… Véd de, hvorfor jeg ikke gjorde det?

– Jeg svarede: Fordi man ikke gengælder synd med større synd, og måske, Maria, fordi De, når alt kommer til alt, også elsker ham.

– Maria løftede hovedet og så mig ind i øjnene: – Nej, jeg dræbte ham ikke, fordi jeg kun havde mine to tomme hænder… Men det nytter ikke, vi taler om det. Det er over al forstand…

– Jeg ville have hende til sæde. Hun nægtede at sidde ned: – Så falder jeg i søvn, og det vil jeg ikke. Men jeg synes, De skulle vide det. Og giv mig nu Deres ord på, at De bevarer min hemmelighed!

– Maria gik ud af min dør, og jeg holdt hende ikke tilbage, skønt jeg vidste… hvad andet skulle hun gøre?… skønt jeg vidste, hun fra mig gik lige i døden.

– Da Maria var borte, vågnede jeg op som af en årelang døs og huskede på Ida, hvem jeg ikke havde haft i tanke, siden Maria kom ind.

– Ida lå i sengen med åbne øjne. Men da jeg kom hen og bøjede mig over hende, lukkede hun dem og sagde: – Du må ikke se på mig, Erhardt, hører du, det gør ondt, når du ser på mig.

– Jeg gik i seng, som om jeg dèr bedre kunne finde ro. Jeg følte mig halvvejs som morder. Uden at hindre det, havde jeg ladet Maria gå ind i det store mørke, handlet mod min pligt som præst og som sjælesørger.

– Ida rakte mig sin lille hede hånd: Stakkels Erhardt! sagde hun. Og med mellemrum vedblev hun at sige: Stakkels, stakkels Erhardt!

– Jeg udholdt ikke længere samvittighedens anklage, jeg stod op uden at tænke på Ida. Hun sagde, og det forekom mig dengang, hun sagde det i søvne: Skynd dig, Erhardt, skynd dig, skynd dig!

– Så gik jeg ud i natten for at lede efter Maria. Jeg gik fra mergelgrav til mergelgrav. Jeg fandt hende ikke.

– Da jeg ud på morgenstunden kom hjem, var Ida stået op og sad henne ved vinduet.

– I min forpinte sindsstemning ænsede jeg ikke det unaturlige heri, før Ida vaklende kom hen imod mig, tog mig om hovedet og hviskede: Du kom for sent, Erhardt, du kom for sent! Og hendes små tynde hænder kærtegnede mig, som var det hende, det tilkom at trøste…

– Først måneder efter hendes død fandt jeg den lille dagbog i hendes sybordsskuffe. Med blyant havde hun denne nat skrevet:

…Jeg vidste det, jeg vidste det. Hun er hos ham igen…

Og på næste blad med rystende skrift:

…Han er stået op, han er gået ud for at lede efter hende. Stakkels Erhardt…

Præsten tav. Han vendte sig bort fra os ind mod den lyse birkestamme. Vi forstod, han havde behov at bede. Så vendte han sig atter mod os og næsten råbte:

– Ja, ja, det er over al forstand! Det er over al forstand!

– – –

Den lille komtesse havde rejst sig, hun gik hen til præsten, lagde armene om hans hals og kyssede ham: – De må ikke sige mere, jeg kan ikke tåle det! bad hun. Jeg troede ikke, livet var sådan. Jeg troede, livet var godt…

Præsten svarede: – Jo, jeg må tale ud. For min egen skyld må jeg tale ud. Tilgiv mig, om jeg volder dem fortræd! Den lille komtesse klyngede sig ind til ham, som et mørkeræd barn til sin fader: – Jeg skal nok være fornuftig, men sig ikke ret meget mere… ikke nu…

Præsten sad ned i det unge tårevædede ansigt og sagde mildt:

– For dette lille menneskes skyld burde jeg vel have tiet, nu er det for silde at vende om, nu har jeg talt… Men jeg er snart færdig, jeg har kun det sidste, det sværeste tilbage:

— Maria havde ladet sig køre over af toget…

– Hele dagen sad jeg derhjemme og ventede på budskabet. Ida var ikke at formå til at lægge sig. Hun gik omkring, støttende sig til stole og borde, gik omkring som den, der siger sit sidste farvel. Nu og da kom hun hen til mig og kærtegnede mig og gentog sit: Stakkels, stakkels Erhardt!

– Jeg forstod, hun vidste, hun snart skulle dø – og jeg troede… jeg dåre, at hun ynkede mig, fordi jeg skulle lades tilbage, når hun gik bort. Og medens sorgen voksede og voksede om mig som et altopslugende mørke, sad jeg og ventede på budskabet om Marias død.

– Henunder aften kom pastor U.

– Det blev Ida, der tog imod ham, jeg kunne ikke rejse mig fra stolen, hvor jeg sad.

– Véd I, véd I, der står omkring mig, véd I, hvad Ida sagde til ham, inden han kom ind til mig?… Hun sagde: – Vær stille, min mand er så bedrøvet, fordi han ved, jeg snart skal dø…

– Det sagde hun, for at skåne ham og for at skåne mig…

– Og pastor U. var stærk i sin tro. Rolig, fattet, fortalte han mig det for ham ubegribelige, at Maria selv havde søgt døden. Og da det var sagt, førte han mig med over i mit studereværelse… og han trøstede mig, og han talte til mig om ida, der blev hos mig til det sidste… Ida, der…

– Og så bad han mig tale over Maria. Selv kunne han ikke.

– Ida kom ind til os… Det blev hendes sidste gang. Hun satte sig stille imellem os og så frem for sig. Så smilede hun til os begge og sagde: – Nu går vi ud og plukker de dejligste blomster til hendes kiste…

– Men Ida nåede ikke så vidt…

– Ida og Maria blev begravet samme dag…

– De sidste ord, hun skrev i dagbogen, står med klar og tydelig skrift: – Det er godt, jeg dør, så kan Erhardt få fred til at sørge over hende. Nu behøver han ikke at skjule sin sorg. Stakkels, stakkels Erhardt…

– Sådan tænkte Ida i sin dødsstund.

– – –

Kan I nu forstå, at der var år, hvor jeg stod overfor min Gud som overfor en fjende… til jeg lærte at bøje knæ og ophøre med at granske de gåder, der er over al forstand…

– – –

– – –

Præsten gik hurtigt forbi os, og vi så ham forsvinde i de store ældgamle lindealléer, der gennemskar parken på kryds og tværs, men endnu en stund blev vi siddende i mørket på den store trappe.

Ikke én iblandt os tog samtalen op.

Den lille komtesse græd højlydt og jamrende. Kammerjunkeren tyssede kærtegnende på hende:

– Barn, barn! sagde han.

Så gik hver til sit.

Men mig var det ikke muligt at tænke på hvile. Jeg gik ud i parken, i mørket.

Rundt om i de mægtige alléer var hvide bænke. Jeg satte mig på en. Da hørte jeg to mænd komme gående, jeg skelnede stemmerne, det var præsten og kammerjunkeren.

Der var lydt i nattestilheden, og på afstand hørte jeg hvert ord. Kammerjunkeren sagde: – Når jeg ønsker at vide, hvad år det skete, er det selvfølgelig fordi jeg har mine grunde.

Præsten svarede:

– Der er kun ét menneske, der har ret til at vide dette.

Kammerjunkeren sagde henkastet: – Nå ja, en af mine ungdomsvenner betroede mig engang et eventyr, der havde en vis lighed med deres fortælling. Ganske vist var hans eventyr mindre højstemt og mindre sentimentalt, men enfin… Det er altså i hans navn jeg gør spørgsmålet.

Præsten blev stående: – Jeg vil ønske, den ven aldrig erfarer, hvad han har gjort.

Kammerjunkeren svarede: – Ja, det er jo altid lidt penibelt at skulle forsvare noget, der udadtil synes uforsvarligt. Men ser De, for det første vidste denne mand ikke, at Eline var forlovet med en anden. Og at hun tog sig sin død over den smule ubesindighed, kunne han ikke vide, eftersom han, da han mødte hende, var på vej ud af landet for en flerårig rejse. Endelig synes det mig tåbeligt at gøre ophævelser over noget, som to mennesker er lige gode om. Tror de, at Maria…

– Eline! rettede præsten: Eline Berg!

Kammerjunkeren studsede, men tog sig i det: – Nå, sådan hed hun altså. Ja, ja da, tror De, at frøken Berg havde givet sig hen til et menneske, hun afskyede, uden så meget som at bede for sig? Tror De ikke snarere, hun bar på en – vi kan godt sige ubevidst længsel efter ham? At hun bagefter fik skrupler… Ja, sådan er jo kvinderne, især de hysteriske, hvortil hun vel nok må regnes.

Præsten svarede: – Hvis jeg havde mødt dem for femten år siden, havde jeg ikke talt, som jeg taler nu. Jeg dømmer dem ikke, kammerjunker, men deres egen samvittighed dømmer dem… Og nu tror jeg, det er bedst, vi to ikke ser hinanden oftere.

– – –

– – –

– – –

Næste morgen rejste præsten uden at tage afsked med nogen. Om aftenen blev den lille komtesses forlovelse med kammerjunkeren deklareret…

––––