Patriarkatets oprindelse

Det antikke Grækenlands ord for ”ære” var tīmḗ. På Homers tid synes termen at have været anvendt på nogenlunde samme måde som den irske term ”ærespris”: Begge termer henviste både til krigerens ære og den kompensation, der måtte betales ved fysiske skader eller krænkelser. Men med markedernes opkomst begyndte betydningen af ordet tīmḗ i løbet af de næste par århundreder at ændre sig. På den ene side blev det ordet for ”pris” – som i prisen på noget, man køber på markedet. På den anden side henviste det til en holdning af total foragt for markeder.

Faktisk er det stadig tilfældet i dag:

I Grækenland betyder ordet »timi« ære, hvilket typisk har været set som den vigtigste værdi i de græske landsbysamfund. Ære kendetegnes ofte i Grækenland som en rundhåndet generøsitet og fuldkommen ligegyldighed overfor pengeomkostninger og beregning. Og alligevel betyder det samme ord også ”pris”, som i prisen på et kilo tomater.

Ordet ”krise” henviser bogstaveligt talt til en korsvej: Det er det punkt, hvor ting kan gå en af to forskellige veje. Det mærkelige med æresbegrebets krise er, at den aldrig synes at have blevet løst. Handler ære om pligtskyldigt at betale sin økonomiske gæld? Eller handler det om ikke at se pengegæld som særlig vigtig? Det lader til at være begge ting samtidig.

Og så er det spørgsmålet om, hvad mænd af ære faktisk synes er vigtigt. Når de fleste af os tænker på en landsbyboer i Middelhavsområdet og deres æresfølelse, så tænker vi ikke så meget på en afslappet holdning til penge, så meget som på en sand besættelse ved jomfruelighed inden ægteskab. Maskulin ære er fanget ikke engang så meget i en mands evne til at beskytte sine kvinder som i hans evne til at beskytte deres seksuelle rygte, at reagere på enhver antydning om uanstændighed rettet mod hans mor, kone, søster eller datter, som var den et direkte fysisk angreb på hans egen person. Dette er en stereotyp udlægning, men den er ikke helt ubegrundet. En historiker der gennemgik halvtreds års politirapporter om knivstikkeri i 1800-tallets Jonien opdagede, at så godt som samtlige af dem begyndte med, at en af parterne offentligt havde antydet, at den andens kone eller søster var en luder.

Så hvorfor denne pludselige besættelse af seksuel dydighed? Den lader ikke til at være der i det walisiske eller irske materiale. Dér lå den største ydmygelse i at se sin søster eller datter reduceret til at skrubbe en andens vasketøj. Så hvad er det med pengenes og markedernes opkomst, der får så mange mænd til at blive så ængstelige over sex?

Det er et kompliceret spørgsmål, men man kan i det mindste forestille sig, hvordan overgangen fra en menneskeøkonomi til en kommerciel økonomi kunne give ophav til visse moralske dilemmaer. Hvad sker der for eksempel, når de samme penge, der tidligere blev anvendt for at arrangere ægteskaber og løse æreskonflikter, også kan bruges til at betale for prostitueredes tjenester?

Som vi skal se, er der grund til at tro, at det er i en sådan moralsk krise, at man kan finde oprindelsen ikke bare til vores nutidige forestillinger om ære, men patriarkatet selv. Det gælder i det mindste, hvis vi definerer ”patriarkat” i ordets strenge betydning, der er velkendt fra første Mosebog: som fædrenes herredømme, med alle de velkendte billeder af barske, skæggede mænd i kåber, der holder skarpt opsyn med sine bortgemte koner og døtre, selv mens deres børn holdt skarpt øje med deres flokke og hjorder. Bibellæsere havde altid gået ud fra, at der lå en oprindelig orden i alt dette; at det simpelthen var sådan ørkenens folk, og dermed det nære østens tidligste indbyggere, altid havde levet. Det var derfor, at oversættelsen af sumerisk i første halvdel af det tyvende århundrede kom som lidt af et chok.

I de allertidligste sumeriske tekster, især dem fra tiden omkring 3000 til 2500 f.Kr., støder vi på kvinder allevegne. Tidlige historier noterer ikke bare navnene på adskillige kvindelige herskere, men viser også, at kvinder var velrepræsenterede blandt læger, købmænd, skrivere og på offentlige poster, og generelt frie til at deltage i alle aspekter af det offentlige liv. Man kan ikke tale om fuld lighed mellem kønnene: Mænd var stadig i overtal indenfor alle disse områder. Men alligevel får man indtrykket af et samfund, der ikke er så forskelligt fra det, der råder i store dele af den udviklede verden i dag. I løbet af de næste tusind år eller deromkring ændrede alt dette sig. Kvinders stilling i samfundslivet udhules; det mere velkendte patriarkalske mønster begynder at tage form, med sin betoning af kyskhed og førægteskabelig jomfruelighed, en svækkelse og efterhånden et totalt bortfald af kvinders tilstedeværelse i embedsfagene og det selvstændige erhvervsliv, samt afskaffelsen af kvinders retslige uafhængighed, hvilket sætter dem under sine mænds formynderskab. I slutningen af bronzealderen, omkring 1200 f.Kr., begynder vi at se, hvordan store mængder kvinder isoleres i harem og (i det mindste visse steder) underkastes tvungen tilsløring.

Dette lader faktisk til at afspejle et meget bredere globalt mønster. For dem der er overbevist om, at videnskabelig og teknologisk fremgang, forøgelsen af boglig dannelse og økonomisk vækst – ”menneskelige fremskridt”, som vi plejer at kalde det – af nødvendighed fører til større menneskelig frihed, har det altid været lidt af en skandale, at det stik modsatte ofte lader til at være tilfældet for kvinder. Eller i det mindste har været tilfældet indtil for ganske nylig. En lignende gradvis indskrænkning af kvinders frihed kan observeres i Indien og Kina. Spørgsmålet der trænger sig på er selvfølgelig: Hvorfor? I det sumeriske tilfælde har standardforklaringen været den gradvise infiltration af hyrdefolk fra de omgivende ørkener, som tilsyneladende altid skulle have haft mere patriarkalske traditioner. Der var trods alt kun et smalt jordstykke langs floderne Eufrat og Tigris, der var tilgængelig for den intensive overrisling, som det urbane liv krævede. Civilisationen var derfor fra begyndelsen af omgivet af forskellige ørkenfolk, der stort set levede som dem, der beskrives i første Mosebog, og som talte de samme semitiske sprog. Det er uden tvivl rigtigt, at det sumeriske sprog med tiden erstattedes – først af akkadisk, så af amoritisk, derefter af aramæiske sprog og endelig af arabisk, som også indførtes i Mesopotamien og Levanten af ørkenens hyrdefolk. Selv om alt dette naturligvis også må have medført dybdegående kulturelle forandringer, så er det alligevel ikke en særligt tilfredsstillende forklaring. Tidligere nomader var tilsyneladende beredte på at tilpasse sig det urbane liv på alle mulige måder. Hvorfor ikke også disse? Det er desuden en meget lokal forklaring, som faktisk ikke på nogen måde forklarer det overgribende mønster. Feministiske forskere har derfor i stedet fremhævet krigenes stigende omfatning og sociale betydning, og den tiltagende centralisering af staten, som dette medførte. Det er mere overbevisende. At stater, jo mere militariserede de var, havde tendens til at have strengere love mod kvinder, er i hvert fald sandt. Men jeg ville tilføje et andet, supplerende argument. Som jeg har fremhævet, har krige, stater og markeder historisk set haft tendens til at leve af hinanden. Erobringer førte til skatter, skatter blev ofte en måde at skabe markeder på, som igen fyldte en praktisk funktion for soldater og forvaltere. I det specifikke tilfælde med Mesopotamien opstod der et kompliceret forhold mellem alle disse ting og en eksplosion af gæld, der truede med at forvandle alle menneskelige relationer – og i forlængelse heraf kvinders kroppe – til potentielle handelsvarer. Samtidig skabte det en rædselsslagen reaktion hos de (mandlige) vindere af det økonomiske spil, der med tiden følte sig nødt til at anstrenge sig mere og mere for at slå fast, at deres kvinder på ingen måde kunne købes eller sælges.

Et blik på det eksisterende materiale om mesopotamiske ægteskaber giver os et fingerpeg om, hvordan dette kunne have udspillet sig.

Det er almindelig antropologisk lærdom, at brudepris typisk findes i situationer, hvor befolkningen er forholdsvis lille, jorden ikke er en særlig knap ressource, og politik derfor drejer sig om at styre arbejdskraften. Hvis befolkningen er tæt og jorden i høj kurs, finder man i stedet medgift: En ekstra kvinde i husholdningen indebær en ekstra mund at mætte, og i stedet for at lade sig købes ud, forventes brudens far at bidrage med noget (jord, ejendom, penge …) for at understøtte hans datter i hendes nye hjem. I fx sumerisk tid var den vigtigste betaling ved giftermål en kæmpe gave i form af mad fra brudgommens far til brudens, for at bidrage med et ypperligt gilde til bryllupet. Men inden længe lader dette til at have delt sig i to betalinger: en til brylluppet, en anden til kvindens far, udregnet - og ofte betalt - i sølv. Velhavende kvinder lader undertiden til at have endt med pengene: i hvert fald lader mange til at have båret arm- og benringe i sølv af samme pålydende værdier.

Men som tiden gik, begyndte denne betaling, kaldet terhatum, ofte at antage form af et simpelt køb. Det blev omtalt som "prisen for en jomfru" – ikke bare en metafor, da den ulovlige deflorering af en jomfru blev betragtet som en ejendomsforbrydelse mod hendes far. Ægteskab blev omtalt som "at tage i besiddelse" af en kvinde, det samme ord, man ville bruge til beslaglæggelsen af ejendele. Når en kone, først var i nogen besiddelse, skyldte hun i princippet sin mand streng lydighed, og kunne ofte ikke søge skilsmisse selv i tilfælde af fysisk mishandling.

For kvinder med rige eller magtfulde forældre var dette stort set en formalitet, der ikke betød så meget i praksis. Købmandsdøtre plejede for eksempel ofte at få store medgifter i kontanter, som de så kunne bruge til at starte forretninger på egen hånd, eller blive kompagnoner til sine mænd. Men for de fattige – det vil sige, for de fleste mennesker – kom giftermålet alt mere til at minde om en ren pengetransaktion.

En del af dette må have været en effekt af slaveriet: Selv om egentlige slaver sjældent var talrige, gjorde selve tilstedeværelsen af en klasse af mennesker uden slægtninge, som bare var handelsvarer, alligevel en forskel. I Nuzi for eksempel blev ”brudeprisen betalt i husdyr og sølv til en total værdi af 40 shekel sølv” – hvortil forfatteren tørt tilføjer: ”Der er et vist belæg for, at dette svarede til prisen på en slavepige.” Dette må have gjort det hele ubehageligt åbenlyst. Det er også hos Nuzi, hvorfra vi tilfældigvis har ualmindeligt detaljerede kilder, at vi finder eksempler på, at rige mænd betaler en nedsat ”brudepris” til fattige familier, for at skaffe en datter, som de så formelt ville adoptere, men som faktisk ville blive holdt som konkubine eller barnepige, eller bortgift med en af deres slaver.

Men den virkelig kritiske faktor her var gæld. Som jeg påpegede i forrige kapitel, har antropologer længe understreget, at betalingen af brudetegn ikke er det samme som at købe en kone. For hvis det nu virkelig var sådan, at en mand købte en kvinde – og husk, dette var en af de afgørende argumenter i den oprindelige diskussion i 1930'erne i Folkeforbundet – så burde han vel i så fald også kunne sælge hende? De afrikanske og melanesiske mænd kunne tydeligvis ikke sælge deres koner videre til nogen tredje part. De kunne højst sende dem hjem og kræve deres brudetegn tilbage.

En mesopotamisk mand kunne heller ikke sælge sin kone. Eller det kunne han normalt ikke. Men alt forandredes i samme øjeblik, han optog et lån. For hvis han gjorde det, var det fuldt lovligt – som vi har set – at bruge sin kone og sine børn som sikkerhed, og hvis han ikke kunne betale tilbage, så kunne de føres bort som gældspanter på præcis samme måde, som han kunne miste sine slaver, får og geder. Hvad dette også indebar var, at ære og kredit i praksis blev en og samme ting: i det mindste for en fattig mand svarede ens kreditværdighed præcis til beherskelsen af ens husholdning, og således (den anden side af mønten, så at sige) blev relationer baseret på huslig autoritet, relationer der i princippet indebar omsorg og beskyttelse, forvandlet til ejendomsrettigheder, der ganske rigtigt kunne købes og sælges.

Dette indebar, igen for de fattige, at familiemedlemmer blev til varer, der kunne udlejes eller sælges. Ikke bare kunne man sælge sine døtre som ”brude” til at tjene i rige mænds husholdninger, for stentavler i Nuzi viser, at man nu også kunne leje familiemedlemmer ud ved simpelthen at optage et lån: Der findes dokumenterede tilfælde, hvor mænd sendte deres sønner, eller endda koner, som ”pant” for lån, der tydeligvis bare var en forskudsbetaling for det arbejde, de skulle udføre på udlånerens gård eller tekstilværksted.

Den mest dramatiske og varige krise kredsede om prostitution. Fra de tidligste kilder er det faktisk ikke helt tydeligt, om man her overhovedet kan tale om ”prostitution”. De sumeriske templer lader ofte til at have afholdt en række seksuelle aktiviteter. Visse præstinder blev for eksempel betragtet som gift med, eller på anden måde viet til guderne. Hvad dette indebærer i praksis synes at have varieret betragteligt. Præcis som det var tilfældet med de senere devadasis, eller ”tempeldansere”, i det hinduistiske Indien, levede visse af dem i cølibat; andre havde lov at gifte sig men måtte ikke få børn; andre forventedes tydeligvis at finde formuende beskyttere for i realiteten at blive kurtisaner for eliten. Atter andre levede i templerne, hvor de måtte være seksuelt tilgængelige for de troende ved særlige ritualer. En ting som de tidlige tekster alligevel gør klart er, at den slags kvinder alle blev set som overordentligt vigtige. På en meget håndgribelig måde var de den ultimative legemliggørelse af civilisationen. Når alt kommer til alt fandtes hele den sumeriske økonomis maskineri angiveligt for at tjene templerne, som blev betragtet som gudernes hus. Som sådan repræsenterede de den højest tænkelige forfinelse i alt fra musik og dans til kunst, madlavning og livets ynde. Tempelpræstinderne og gudernes gemalinder var de højeste, menneskelige inkarnationer af dette perfekte liv.

Det er også vigtigt at understege, at de sumeriske mænd, i det mindste i denne tidlige periode, ikke lader til at have bekymret sig over tanken om, at deres søstre havde sex for penge. I den udstrækning prostitution faktisk eksisterede (og husk, at i en kreditøkonomi kunne relationen ikke have været nær så upersonlig som i en relation med kolde kontanter), blev den i religiøse, sumeriske tekster tværtimod identificeret som et af de centrale træk ved menneskecivilisationen, en gave fra guderne i tidernes begyndelse. Den slags sex man kunne få børn af blev betragtet som naturlig (dyr gjorde det jo trods alt også). Rekreativ sex, sex for nydelsens skyld, var guddommelig.

Det mest berømte udtryk for denne identifikation af prostitueret og civilisation findes i fortællingen om Enkidu i digtet om Gilgamesh. I begyndelsen af fortællingen er Enkidu et monster – en nøgen og rovlysten ”vildmand”, der græsser med gazellerne, drikker ved vandhullet sammen med vildt kvæg og terroriserer byens befolkning. Da de ikke formår at bekæmpe ham, sender borgerne til sidst en kurtisane ud, som også er præstinde for gudinden Ishtar. Hun afklæder sig over for ham, og de elsker i seks dage og syv nætter. Efter dette løber Enkidus tidligere selskab af dyr væk fra ham. Efter at hun forklarer ham, at han nu har fået visdom og blevet som en Gud (hun er, trods alt, en guddommelig gemalinde), indvilliger han i at tage tøj på og leve i byen som et anstændigt, civiliseret menneske.

Allerede i den tidligste version af fortællingen om Enkidu kan man dog ane en vis ambivalens. Langt senere dømmes Enkidu til døden af guderne, og hans umiddelbare reaktion er at fordømme kurtisanen for overhovedet at have ført ham væk fra vildnisset: Han forbander hende til at blive en simpel gadepige eller værtshusmutter, at leve blandt opkast og drukkenbolte, misbrugt og banket af sine klienter. Og så senere fortryder han sin adfærd og velsigner hende i stedet. Men dette spor af ambivalens var der allerede fra begyndelsen og blev med tiden stærkere. Fra tidlige tider var de sumeriske og babylonske tempelbebyggelser omgivet af langt mindre glamourøse leverandører af seksuelle tjenester – ved den tid vi overhovedet ved nok om dem, var de ganske rigtigt blevet omdrejningspunktet for veritable bordelkvarterer fulde af værtshuse med dansepiger, mænd i drag (nogle af dem slaver, andre flygtninge), og et nærmest uendeligt udvalg af prostituerede. Der er en grænseløst minutiøs terminologi over typer af sexarbejdere, vis finere nuancer for længst er gået tabt. De fleste lader til at have dobbeltarbejdet som underholdere: Værtshusholdere fungerede også som musikere; mandlige transvestitter var ikke bare sangere og dansere, men udførte ofte knivkastningskunster. Mange var slaver, sendt ud i arbejde af sine ejere, eller kvinder, der arbejdede religiøse løfter eller gæld af, eller gældsatte trælkvinder, eller for den skyld kvinder, der havde flygtet fra gældsslaveri og ikke havde noget andet sted at tage hen. Efterhånden blev mange af tempelkvinderne af lavere rang også enten købt som slaver eller panter, og grænserne var måske ikke altid helt tydelige mellem præstinder, der udførte erotiske ritualer, og prostituerede, ejet af templet (og i princippet dermed af dens gud), og nogle gange indlogeret i selve templet og vis fortjenester havnede i templets skatkammer. Eftersom de fleste dagligdags transaktioner i Mesopotamien ikke var pengebaserede, må man antage, at det samme også gjaldt for de prostituerede – præcis som værtshusholderne, der ofte lader til at have været tidligere prostituerede, oprettede de fortløbende kreditforhold med sine kunder – og dette må have indebåret, at de fleste af dem i mindre grad var det vi tænker på som gadepiger og mere var kurtisaner. Ikke desto mindre lader den kommercielle prostitutions oprindelse til at have været viklet ind i en besynderlig mikstur af hellige (eller førhen-hellige) ritualer, handel, slaveri og gæld.

–––

”Patriarkatet” opstod først og fremmest som en afvisning af de store urbane civilisationer i en slags renhedens navn, en genoprettelse af faderlig myndighed over for de store byer som Uruk, Lagash og Babylon, der blev betragtet som steder for bureaukrater, købmænd og ludere. Hyrdefolkenes udkantsområder, ørknerne og stepperne hinsides floddalene, var de steder, hvor fordrevne og gældsatte bønder flygtede til. Modstanden i oldtidens Mellemøsten var sjældent en oprørets politik så meget som en udvandringens politik, at fordufte med sine hjorde og familier – som regel før begge blev bortført. Der var altid stammefolk, der levede i udkantsområderne. I gode tider begyndte de at søge mod byerne; i svære tider voksede deres antal med flygtningene – bønder der reelt blev Enkidu endnu engang. Siden indgik de periodevis deres egne alliancer og farede ind i byerne på ny som erobrere. Det er svært at vide præcis, hvordan de så på deres situation, eftersom det kun er i Det Gamle Testamente, nedskrevet i den anden ende af Den frugtbare halvmåne, at man finder nogen som helst kildeskrift fra hyrdeoprørernes synspunkt. Men intet dér modsiger antydningen om, at den ekstraordinære betoning, som vi finder der, af fædrenes absolutte autoritet, og deres nidkærhed for sine lunefulde kvindfolk, muliggjordes af, men samtidigt var en protest imod, netop denne varegørelse af mennesker i de byer, de havde flygtet fra.

Verdens hellige bøger – Det Gamle og Nye Testamente, Koranen, den religiøse litteratur fra middelalderen til den dag i dag – runger af denne oprørske stemme, der forbinder foragt for det korrupte urbane liv, mistænksomhed overfor købmænd og ofte kraftig misogyni. Tænk bare på billedet af netop Babylon, som er blevet permanent indprentet i den kollektive bevidsthed ikke bare som civilisationens vugge, men også som Det Store Horehus. Herodot gentog de populære græske fantasier, da han påstod, at enhver ugift, babylonsk kvinde var nødt til at prostituere sig ved templet for at samle penge til sin medgift. I Det Nye Testamente refererer apostlen Peter ofte til Rom som ”Babylon”, og Johannes' Åbenbaring giver måske det mest levende billede af, hvad han mente med dette, når han taler om Babylon som ”den store skøge”, der sidder ”på et skarlagensrødt uhyre … fuldt af blasfemiske ord”:

17:4 Kvinden var klædt i purpur og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og perler; i hånden holdt hun et guldbæger fyldt med afskyeligheder og hendes utugts urenheder.

17:5 På panden var der skrevet et navn, en hemmelighed: ”Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens afskyeligheder.”

Sådan lyder patriarkatets had imod byen, og oldtidens fattige fædres vrede, tusindårige stemmer.

Patriarkatet, som vi kender det, lader til at have taget form i en kamp, der svinger frem og tilbage mellem de nye eliter og de nyligt fordrevne. Meget af min egen analyse her er inspireret af den feministiske historiker Gerda Lerners fremragende arbejde, der i et essay om prostitutionens oprindelse bemærker:

En anden kilde til kommerciel prostitution var forarmelsen af bønder og deres stigende afhængighed af lån for at overleve perioder med hungersnød, hvilket førte til gældsslaveri. Børn af begge køn blev overgivet som gældspanter eller blev solgt til ”adoption”. Ud af den slags praksisser kunne prostitutionen af kvindelige familiemedlemmer til gavn for familiens overhoved hurtigt opstå. Kvinder kunne havne i prostitution, fordi deres forældre var nødt til at sælge dem til slaveri, eller fordi deres forarmede mænd ville kunne drage nytte af dem på den måde. Eller også kunne de blive selvstændige, som et sidste alternativ til slaveri. Med lidt held kunne de avancere i denne profession ved at blive konkubiner.

Ved midten af det andet årtusinde f.Kr. var prostitutionen solidt funderet som en passende beskæftigelse for de fattiges døtre. I takt med at de seksuelle restriktioner for kvinder i de besiddende klasser blev alt mere indgroede, blev respektable døtres jomfruelighed et finansielt aktiv for familien. På den måde kom den kommercielle prostitution til at blive set som en social nødvendighed for at imødekomme mænds seksuelle behov. Det der blev ved med at være problematisk var, hvordan man tydeligt og vedvarende kunne skelne mellem respektable og ikke-respektable kvinder.

Den sidste pointe er afgørende. Det mest dramatiske, kendte forsøg på at løse problemet, bemærker Lerner, kan findes i en assyrisk lovbog fra en gang mellem 1400 og 1100 f.Kr., som også er den første kendte reference til tilsløring i Mellemøstens historie – ligesom, understreger Lerner, den også er den første der gør opsynet med de sociale grænser til statens ansvar. Det er næppe overraskende, at dette finder sted i den måske mest velkendte militaristiske stat i hele oldtidens Mellemøsten.

Loven er omhyggelig med at skelne mellem fire klasser af kvinder. Respektable kvinder (enten gifte kvinder eller konkubiner), enker og døtre af frie assyriske mænd ”skal bære slør”, når de går ud på gaden. Prostituerede og slaver (og til de prostituerede regnes nu både ugifte tempeltjenerinder og simple skøger) har ikke ret til at bære slør. Det bemærkelsesværdige med lovene er, at de straffe, som de foreskriver, ikke er rettede mod respektable kvinder, der ikke bærer slør, men mod prostituerede og slaver, der gør det. Den prostituerede skulle bankes offentligt med halvtreds slag med stave og få tjære hældt over sit hoved; slavepigen ville få ørene skåret af. Frie mænd, som blev grebet i forsætligt at bistå en bedrager, blev også pryglet og dømt til en måneds tvangsarbejde.

Når det gjaldt de respektable kvinder gik man formentlig ud fra, at loven ville være selvregulerende: for hvilken respektabel kvinde ville ønske at gå ud på gaden forklædt som en prostitueret?

Når vi taler om ”respektable” kvinder, taler vi altså om dem, hvis kroppe ikke under nogen omstændigheder kunne købes eller sælges. Deres fysiske personer var gemt væk og permanent henvist til en eller anden mands huslige sfære; når de viste sig tilsløret i offentligheden, gik de på demonstrativt vis reelt stadig rundt i en sådan sfære. Kvinder der kunne veksles for penge måtte, på den anden side, være umiddelbart genkendelige som sådan.

Den assyriske lovtekst er et enkelt, isoleret eksempel; slør blev bestemt ikke obligatoriske overalt efter år 1300 f.Kr. Men det giver alligevel et indblik i en udvikling, der fandt sted, omend ujævnt, krampagtigt ligefrem, i hele regionen, drevet gennem af krydsfeltet mellem handel, klasser, trodsige forsvar af mandlig ære og den konstante trussel om de fattiges flugt. Staterne lader til at have spillet en kompleks dobbeltrolle, hvor de på den ene side fremmede varegørelsen og på den anden side greb ind for at formilde dens effekter: dels håndhæve gældslovene og fædrenes rettigheder, dels tilbyde regelmæssige amnestier. Men i løbet af årtusinderne førte dynamikken også til en systematisk degradering af selve seksualiteten fra en guddommelig gave og legemliggørelse af civiliseret forfinelse til en af dens mere velkendte associationer: til nedværdigelse, fordærv og skyld.

Her tror jeg, at vi har forklaringen på den generelle tilbagegang for kvinders friheder, som kan observeres i alle de store urbane civilisationer i så stor en del af deres historie. I dem alle fandt lignende ting sted, selv om brikkerne i hvert tilfælde blev sat sammen på forskellige måder.

Kinas historie så for eksempel gentagne og stort set mislykkede regeringskampagner for at udrydde både brudepris og gældsslaveri, og regelmæssige skandaler omkring ”dattermarkeder”, hvor piger sælges som døtre, koner, konkubiner eller prostituerede (efter købers behag), forekommer den dag i dag. I Indien indebar kastesystemet, at det som ellers var forskelle mellem fattige og rige kunne formaliseres og ekspliciteres. Brahmaner og andre medlemmer af de højere kaster vogtede skinsygt over sine døtre og giftede dem bort med overdådige medgifter, mens de lavere kaster praktiserede brudepris og lod medlemmer af højere (”to gange fødte”) kaster håne dem, fordi de solgte sine døtre. De to gange fødte var desuden i høj grad beskyttede fra at havne i gældsslaveri, mens gældsafhængighed for mange i den fattige landsbybefolkning var institutionaliseret, så fattige gældneres døtre, som man kunne forvente det, ofte blev sendt afsted til bordeller eller til at arbejde i de riges køkkener og vaskerier. Klemte mellem varegørelsen, som i uforholdsvis grad ramte døtrene, og presset fra dem, der forsøgte at befæste den patriarkalske ret til at ”beskytte” kvinder fra enhver antydning om, at de skulle være gjort til varer, lader kvindernes formelle og praktiske friheder gradvist men ubønhørligt til at have blevet indskrænket og udvisket. Som følge deraf ændrede forestillingen om ære sig også og blev en slags protest mod markedets konsekvenser, selvom den samtidig (lige som verdensreligionerne) gav genlyd af den samme markedslogik på utallige, subtile måder.

Men intet andet sted er vores kilder så rige og detaljerede som når det kommer til det antikke Grækenland. Det er dels fordi den kommercielle økonomi ankom så sent dér, dvs. næsten tre tusinde år senere end i Sumer. Derfor giver den klassiske, græske litteratur os en enestående mulighed for at observere forvandlingen mens den faktisk fandt sted.