Politisk Forsamling

Kære venner,

Lad os mødes. Det er på tide.

På næste fredag er det kampdag, og vi mærker en akuthed.

I syv uger har vi nu holdt karantænen. Vi har undværet de større fællesskaber. Men vi må ikke glemme at vi har ret til at mødes, så mange vi selv kan forsvare, især når vi gør det for at finde hinanden og organisere vores liv efter hvad vi mener er nødvendigt, nydelsesfuldt og retfærdigt. Det ændrer en karantæne ikke på, tværtimod. Det er det vi kalder politik, og det er det kampdagen altid har handlet om. Og det føles afgørende i en tid, hvor vi må navigere mellem statens og økonomiens interesser, og vores egne, og hvor myndighederne sætter lighedstegn mellem sundhed og lov hen over hovederne på os.

Vi foreslår at vi forsamles offentligt for at mærke hinandens kræfter. Vi vil ikke gå nogen steder, men være samlet i nogle timer for at tale sammen. Vi holder afstand med omhu og hensyn, men vi vil insistere på at tage vores egne forholdsregler. Vi har nemlig meget at tale om.

Vi vil gerne invitere alle der læser med her til en Politisk Forsamling, en åben samtale om de allermest presserende emner. Vi vil bruge 3 timer, fra klokken 15 til 18, på spørgsmål som disse:

1) Hvordan har karantænen påvirket vores hverdag, økonomi og boligsituation?

2) Hvordan har politiets rolle ændret sig? Hvilke oplevelser har vi haft med politiet? Hvordan rammer det os forskelligt?

3) Hvilke nye forbindelser ser vi vokse som svar?

4) Hvad forbereder vi os på?

Samtalen er åben, og den Politiske Forsamling kan sætte sine egne spørgsmål og sin egen prioritering af tid.

Den Politiske Forsamling finder sted i på Amager Fælled (på bålpladsen her), 1. maj fra 15-18.

Der vil være mikrofon og højttalere til at forstærke vores stemmer, hvis der bliver brug for det. Vi foreslår at alle tager et stort tæppe med som de kun deler med deres egen smittecirkel. Vi opfordrer også alle til at tage håndsprit og egne affaldsposer med. Vi sælger heller ikke noget, så tag mad og drikke med til jer selv eller til at dele forsvarligt.

Vi håber at vi bliver lige præcist så mange at vi stadig kan se hinanden i øjnene. Man kan komme og gå i løbet af dagen, men vi holder sammen hvis nogen beder os om at gå.