Prinsessen Stål

Det er juleaften. Vi er spredt i forskellige konstellationer og tænker glimtvis på hinanden og de store, små og underfundige ting, der sker i livet.

Vi bringer i aften 'Prinsessen stål' af W.E.B. Du Bois - et eventyr til en pause i dagene.

Novellen er skrevet mellem 1908 og 1910. Teksten blev aldrig udgivet i Du Bois levetid, og det var sandsynligvis tilsigtet – han forsøgte i hvert fald ikke at få den trykt.

"Det er jo helt åbenlyst,” sagde min kone og pegede på skiltet på døren. "Det er jo helt absurd," svarede jeg, og dog stod der skrevet: "Prof. Johnson, Laboratorium for sociologi. Åbningstider 9 til 15." Vi befandt os på øverste etage i den nye Whistler-bygning, eller rettere - tårn, på Broadway i New York, og vi var kommet på grund af en temmelig mærkelig annonce, som vi aftenen før havde set i Evening Post. Der stod: "Professor Hannibal Johnson vil fremvise resultaterne af sine store sociologiske eksperimenter ved hjælp af megaskopet kl. 14 i morgen. Adgang åben for nogle få selskaber ved interesse.” Min kone og jeg var interesserede i sociologi; vi havde studeret sammen i Chicago, endda så flittigt at vi netop var blevet gift og nu tilbragte vores bryllupsrejse i New York. Vi dyrkede også visse yndlingsteorier med hensyn til sociologisk arbejde og eksperimentering, og det virkede da også endog meget belejligt, næsten straks efter vores ankomst, at få nys om en stor foredragsholder i sociologi, omend hans navn til vores ærgrelse var os ukendt. Jeg var tilbøjelig til at betragte det som en spøg, men min kone tog det alvorligt. Vi begav os derfor ud tidligt næste morgen, steg op til 43. etage, eller rettere "sejlede op", som hun sagde, skændtes lidt med hinanden og lo, indtil vi rigtignok nåede frem til døren.

Vi bankede på og trådte ind, og næsten uden at bemærke manden i døren, brød vi ud i forundringsråb. Væggen var mørk med et fløjlsagtigt stof, der indhyllede rummet i et stort, blødt halvmørke, bortset fra det sted lige foran os, hvor hele væggen var blevet fjernet og gjorde plads til et vindue så stort som fyrre gange tyve fod, og gennem det åbnede pludselig hele New Yorks panorama sig for os. Vi skyndte os frem og så ned på den brusende Broadway. ”Manhattans klipper og flodløb!” sagde min hustru. Men i samme øjeblik betænkte vi os begge og vendte os om for at undskylde over for den tavse professor, og til min overraskelse så jeg, at han var sort. Det faldt på intet tidspunkt min lille sydstatshustru ind, at han kunne være andet end en tjener. Hun sagde blot: "Nå, onkel, hvor er professor så henne?" "Selvsamme," sagde han, og så var det vores tur ikke blot til at blive overraskede, men også ganske ubehageligt chokeret. Han var en lille mand i et velbørstet, sort klædebon med et ansigt som ældet, poleret mahogni og busket hår; hans skridt var forsigtige, og et gammelaristokratisk præg hang ved ham. Hans stemme var som fløjlet på væggene, og hans bevægelser nøjagtige og formelle. Man ville ikke et øjeblik have tøvet med at kalde ham en gentleman, hvis det ikke havde været for hans farve. Hans stemme, hans gebærder, alt udtrykte dannelse og raffinement. Min kone stivnede, naturligvis, og tog et skridt bagud, men hun mærkede alligevel, at jeg smilede, og ville hade at måtte erkende at vores ekspedition var mislykket. Jeg [var] ved at foreslå at gå igen, da jeg bemærkede at det jeg havde taget for en fløjlsbeklædt væg, i virkeligheden var fløjlsindbundne rygge på et utal høje smalle bøger, alle af omtrent samme størrelse. Jeg blev ramt af nysgerrighed. ”De har et fornemt bibliotek," sagde jeg forsigtigt. "Det er den Store Krønike," sagde han og gestikulerede os blidt over imod siddepladser; forsigtigt satte vi os ned.

"Jeg opdagede den", sagde han, "for 27 år siden. Det er en krønike over hverdagens fakta, fødsler, dødsfald, ægteskaber, sygehuse, skoler, kirker, organisationer, sygdom, galskab, blindhed, forbrydelser, rejser og vandringer, erhverv, afgrøder, ting der fremstilles og forbruges – bare hverdagens fakta i livet, men nedfældet med overraskende nøjagtighed af et Stumt Broderskab igennem 200 år. Denne skat er faldet mig i hænde og udgør," sagde han, "grundlaget for min store opdagelse. Se.” Vi så os omkring i rummet – der var skriveborde og papirer, maskiner, der tilsyneladende skulle bruges til at lave tabeller, en skrivemaskine med en slæde, der var hele fem meter lang, og papirruller med figurer; men alt dette pegede han forbi, over på en stor ramme, der var overspændt en tynd gennemsigtig film, dækket af små rektangulære linjer og gennemboret af små huller. Han trak sin stol nærmere og talte nervøst og intenst optaget:

"En prik med en vis højde og bredde på en plan overflade som denne kan betegne en enkelt menneskelig handling i to dimensioner. Læg nu plan på plan, punkt over punkt, og der fremkommer en beretning om disse handlinger i dage, måneder og år; så langt er mennesket allerede nået, selv om den Store Krønike gør mit arbejde uendeligt meget mere præcist og omfattende; men jeg går videre endnu: Hvis disse planer nu bøjes om et centrum og reflekteres frem og tilbage, får vi en kurve med uendelige krumninger, som er –” han holdt en betydningsfuld pause – "som er Livets Lov." Jeg måtte smile, men min kone så interesseret ud; hun havde tilsyneladende glemt hans farve.

Den gamle mand rejste sig og rakte hånden op mod det dunkle loft – vi kiggede op og så et netværk af håndtag og ledninger og et stort og strålende, lydløst hjul, der snurrede så støt at det næsten så ud til at stå stille, hvis ikke det var for dets tandhjul som gang efter gang puffede til en sort kugle og sendte den snurrende afsted indtil den faldt til ro med en svag klingen af en sølvklokke. Den gamle mand greb fat i et håndtag og svingede sin vægt mod det – klik-klik-klik-klik – sagde det. Vi hørte lyden af en stor vægt forskydes, langsomt og dundrende. "Se," sagde han. Vi kiggede ud ad det store vindue, og så en enorm, massiv krystalkugle hængende foran det. Jeg tror aldrig før jeg har set en sfære så fuldendt og smuk. Den var næsten halvtreds fod i diameter og virkede først som en stor kugle af lys, en funklende indfanget stjerne der glimtede i morgensolens lys. "Dette", sagde han, "er den globus hvorpå jeg tegner mine livskurver. I kender til at de i middelalderen brugte kugler som denne – selvfølgelig mindre og langt mindre perfekte – men det var kun en leg med videnskaben, ligesom deres alkymi blot var pjat og leg med kemien. Nu har den første række af mine eksperimenter over de sidste 20 år været at indtegne de kurver som vil give mig den Store Kurve, men –”, og her kom han nærmere og nærmest hviskede, "men når jeg ville tegne denne Kurves store linjer, blev jeg hele tiden forhindret af mærkelige modkurver og skygger og krydsninger som alle mine beregninger ikke formåede at fjerne. Menneskelivet er ikke alene på jorden – der findes et Overliv – nej – nej, jeg mener ikke noget metafysisk eller teologisk – jeg mener et socialt Overliv – et liv af Overmennesker, Supermænd, ikke blot industriens skibsfører, men tidsåndens feltmarskaller, som i dag styrer verdens begivenheder og hersker over menneskers liv. Det er et liv, der er så tæt på os at vi tror, det er os selv, og alligevel så vidtstrakt at vi vagt identificerer det med universet. Jeg søger nu efter disse skyggende kurver af Overlivet. Men jeg går videre endnu: Jeg vil ikke nøjes med at vide at dette Overliv findes. Jeg vil se det med min Sjæl. Og jeg har set det," skreg han triumferende med flammende øjne. Og, febrilsk: "Jeg vil i dag vise jer et af Overmenneskene – hans gerninger, hans verden, hans liv, eller rettere mange livs Liv – det er jeg i stand til," sagde han og trak nervøst sin stol hen mod os og så intenst på os med sine mørke, svage øjne. ”Og jeg kan gøre mere end det," sagde han.

"I ved at vi ved hjælp af teleskopet kan se det store, der er langt væk, og ved hjælp af mikroskopet det lille, der er tæt på. Vi kan se det Store Fjerne og det Lille Nære, men ikke det Store Nære.” ”Ej heller", tilføjede jeg, og fandt min stemme for første gang i et forgæves forsøg på at hæve fortryllelsen, "det Lille Fjerne”. Han strålede – "Ja, ja, netop," sagde han, "og det kommer vi til – Men nu det Store Nære! Og det problem har jeg løst med megaskopet,” og med endnu et sving på håndtaget dalede et stort rør ned foran vinduet, som en stor gylden trompet med klangstykket mod os og mundstykket pegende mod den glitrende sfære; rundt om det løb silkesnore som snoet elektrisk ledning, der endte i håndtag, kugler og muffelignende ender. "Se," sagde han, og under hans hurtige greb i maskinen tegnede der sig i samme nu en slangeagtig skygge på den brændende kugle, "det er Stålkurven, summen af alle kendsgerninger og kvantiteter og tider og liv, der indgår i fremstillingen af Stål, den Moderne Verdens skelet. Kigger vi igennem dette stykke, vil vi, hvis alt går vel, se stålets Oververden og dens Overmennesker. ”

Jeg rystede vagt på hovedet i samtykke og kiggede ud af øjenkrogen på min kone, for jeg indså at vi havde at gøre med en fupmager, ikke en videnskabsmand, og jeg spekulerede på, hvor længe vi skulle lade det løbe. Han arbejdede imidlertid febrilsk. Han havde trukket tre luksuriøse stole frem foran den skinnende trompet og arrangeret både håndtag og silkesnore.

"Nu," hviskede han nærmest bidsk, "vil mit første eksperiment begynde. Vi skal se Ånden i det vidunderlige metal som er centrum for vores moderne liv, og det indre liv i det Overliv som dominerer denne storstilede industri – menneskenes vældige, grumme kræfter – ja, faktisk”, og han sænkede stemmen, "skal vi få Overmenneskene at se.”

Jeg smilede. Den smalle mørke kurve brændte på den flammende klode. Med et fejende buk førte han os hen til det store rør som nu var rettet mod dette lys. Han justerede forsigtigt på det, og med de silkeagtige snore løftede han det, jeg nu så, var hoved-, øjen-, øre- og håndstykker, og lagde dem ved min kone. Hun tøvede ikke, men stirrede ivrigt ind i røret. Jeg tøvede, men sluttede mig til sidst til hende. Alle de ting jeg kom i berøring med, syntes at skælve, levende, pulserende. "Nu", sagde hans hule stemme, "begynder eksperimentet – Kig – Føl – Se! ”

Et lille gys kom over mig, halvvejs af frygt. Jeg strakte min fod ud for at røre min kones tå, men hun virkede besindet. Vi var så at sige skjult fra omverdenen bag disse rør og ørestykker, når vi så ud på den kugle ,der hang over Broadway. I begyndelsen kunne jeg ikke se noget – alt var mørke. Men så, langt, langt væk og dog alligevel pinligt klart, fik jeg øje på Broadway – "Manhattans klipper og flodløb", som min kone havde kaldt den. Jeg betragtede det distræt, drømmende, mens det blev mørkere og alligevel på sælsom vis mere intenst, og så pludselig mundede det ud i et mumlende mørke – og derefter kun sort stilhed. Stilheden blev dybere. Så begyndte det at tage fart som når vandrende vindstød banker og pisker over stenfyldte heder. Jeg kunne høre en fårekyllings ensomme kvidren. Vinden tog til, fårekyllingerne kvidrede højere og mere ensomt; så hørte jeg vandløb bruse, tættere og tættere på, svulme og brøle. Lysglimt brød frem, og jeg så store klippeskrænter, der skød op over de brusende vandmasser. Det lod til at være en smal strøm, der stred og skummede på vej ad dens brede, rette leje. Skrænterne der hævede sig ovenover, var kronet med store slotte, og op gennem slottene og under og over skrænterne løb der til stadighed tråde – små sølvtråd der rakte ud gennem det brede, tomme landskab, ud langt, langt væk, indtil de alle syntes at mødes mod vest på en høj og tåget bakke. ”Det er Pittsburgs bakker," råbte den gamle mands hule stemme. Jeg lo. Bare tanken om at se Pittsburg fra Broadway, og alligevel kneb jeg øjnene sammen. I det blege, men glødende lys, der voksede mere og mere strålende, kunne jeg tydeligt, over bakkerne, se en bred blålig stråleglans af sølvhår, et ansigt i lyseblåt, kronet med sølvlys, strålende som månens opgang. Det bølgende vand blev ved, jorden omkring det syntes at skælve, selv de tårnende skrænter. Og slottene var ikke slotte, de var møller – Gudernes Møller, hviskede jeg. Overalt var alting i bevægelse. Først troede jeg, det var mænd, kvinder og børn, jeg hørte endda et babelsk virvar af stemmer – men nej, det var, forstod jeg snart, inventaret i denne Nye Verden, Stålets Verden; de rejste ned ad vandløb, de rullede ud over landet, de fulgte de sølverne tråde og rakte videre og videre, indtil det hele syntes at kvæles i en stor klippeagtig indsnævring af flodløbet, hvorover det højeste og mest grufulde af alle slotte skød op, som med sit enorme spindende hjul syntes at være en mægtig Mølle til et eller andet uset måltid. Endnu havde jeg ikke set noget, der vitterligt var i live, kun Ting i bevægelse, indtil jeg så nøjere efter under slottet, lige ved faldgitteret, hvor den store vindebro strakte sig over voldgravens smalle svælg, og dér så skikkelsen af en vældig, pansret ridder. Hans visir var nede, og han sad på en hest, bred og tavs, og betragtede tingenes stadige bevægelse, der rullede forbi ham ned gennem kløften, gennem den store tragt i hans mølle, hvor de efterlod deres Sjæle, mens deres kroppe hvirvlede beruset videre. Nogle gange blokerede tingene møllens malen, og vandet brølede og skummede på klipperne, men så bankede han vredt med sit spyd på det store Hjul, og med et opskræmt brøl drejede det hurtigere, mens strømmen løb videre, og bunken af jord og aflagte Sjæle voksede sig højere.

"Hvem er han?" spurgte jeg. "Et Overmenneske – Udødelig – Almægtig" kom det fra en legemløs stemme. ”Rytmisk af ungdom og alder, ligesom jorden er rytmisk af nat og dag, men uden at smage døden." "Kig," sagde jeg, "Se!" De havde deres visirer nede, deres spyd i position, deres heste i rasende galop og deres standarter i vejret. Den første ridder kastede et drevent blik over skulderen, vendte om og drog sine våben. Hans øjne blinkede mørkt under hjelmen. Et sammenstød var på vej – der var våbengny i luften, da jeg pludselig kunne høre stemmen: "Hør! Du kan ikke forstå denne strid, før du hører historien, der går forud. Denne mand er Herren af den Gyldne Vej, og hvad han har gjort, og hvordan han endte her med befalingsret over sølvtrådene og toldmagt over tingenes Store Flod – det ved jeg ikke, men jeg kan gætte og har således på min egen måde konstrueret en fortælling om hans fortid som mit begrænsede overblik og min opmåling af hans liv gør sandsynligt. Hør engang.

Der levede engang et Overmenneske, Ridder Guess af Londonton. Han var en tænksom og lærd mand, og hans ivrige hjerne var altid i gang med at banke løs på verdens gåder. Alt som han grublede og fór omkring, fandt han og fangede den sorte Heks Alvid. Frygtfuldt krøb hun i støvet foran ham. ”Trolden Ond er min ægtemand, og hvis du ikke gør mig fortræd, og hvis du tager mig med til hans hule, skal jeg få ham at fortælle dig en hemmelighed, en vidunderlig hemmelighed om en ung pige i fangenskab som du kan befri og få som din egen.” Ridder Guess af Londonton førte hende til Trolden, og Trolden takkede ham og sagde: ”Mod vest findes bakker, og i bakkerne findes Pittsburgs Grube, og i gruben sidder den mørke Dronning fra Jernøerne fanget – hun, som i fordums tid kom hertil fra Afrika. Men hun har," sagde Trolden, "en hemmelighed som intet menneske har drømt. Én af de største af verdens store hemmeligheder, men ikke den største. Da Dronningen blev taget til fange, blev hun svanger med Solguden, og da denne datter blev født, kastede hun, af frygt for at datter som mor skulle blive menneskenes slave, en fortryllelse over barnet og gemte det i sin arm; men hvis du går hen og kalder hende hid fra helvede og slår hendes højre arm med det Gyldne Sværd, så kan den fortryllede datter blive din, hun og hendes Skat. Og mere til: hvis hun brændes på stedet af Helvedes flammer, bliver hun udødelig og bliver den mest vidunderlige prinsesse af alle verdens prinsesser, Prinsesse Stål!' 'Hun og hendes Skat,' men hun har ikke sagt, hvad det var for en Skat. 'Hvor finder jeg det Gyldne Sværd?' råbte Ridder Guess af Londonton, men Ond og Alvid var væk.

”Således skyndte Ridder Guess sig væk mod vest, mod gruben, og søgte nys undervejs om det Gyldne Sværd, hvormed han kunne slå dronningens højre arm. Men det Gyldne Sværd tilhører nu engang den Herren af den Gyldne Vej, og denne Herre, der vogtede vejen for sin bugtende flod (en ynkelig svindende flod dengang i fattigdoms tid) fik øje på den unge vandrer og fik lokket hans hemmelighed frem; han blev forundret og interesseret og talte søde ord til den unge mand og sagde: ”Jeg vil følge dig og hjælpe dig, og når vi har vundet Prinsesse Stål, skal hun arbejde for os.” ”Nej, nej, nej,” sagde Ridder Guess, ”prinsessen selv skal være min, men hendes Skat giver jeg dig.” Og Herren af den Gyldne Vej sagde gladeligt ja. Så han fjernede låsen fra det Gyldne Sværd (omend Historien om det Gyldne Sværd endnu ikke var blevet fortalt), og de rejste over store farvande og vilde landområder, bakker og dale og havde kurs mod vest, altid mod vest, indtil de en aften i skumringstide ankom til Pittsburgs Grube. Store skyer hang over den, rødlige i gløden af den døende sol, en mærkværdig mislyd steg op fra jorden, sort røg og gule flammer. De følte jorden under fødderne skælve og klage; det var nærved at de var for skræmte til at begive sig videre, men Ridder Guess var aldrig uden råd, og efterfulgt af Herren af den Gyldne Vej besteg de bakken ved midnatstide og kravlede, klatrede, ormede og snublede sig vej ned i bunden af Gruben. Knapt havde de sat fødderne på jorden, før Dronning Jerns store mørke skikkelse med et tordnende skrig omkring dem knejsede foran dem og overalt omkring dem og bøjede sig over dem og omsluttede dem. ”Hvem er du der vover at søge mig her bag mine fængselsmure?” sagde hun. ”Jeg er Ridder Guess af Londonton,” svarede ridderen tappert, ”og jeg er kommet for at befri den datter du skjuler," og med disse ord, overvældedes natten af en jammer, der rystede hele jorden og himlen, det vilde og isnende skrig fra en mor, der higer efter sit barn. Hendes hænder fejede over den sorte, grumsede himmel og rakte ud efter den dristige ridder, greb fat i hans fingre, og under hendes greb begyndte jernet at knuge om hans sjæl. Han næsten døde af smerte ved dette rasende greb. Hans hoved snurrede og hans hjertestrenge stivnede. Men han kom til sig selv og løftede med venstre hånd det Gyldne Sværd, mens hans følgesvend kravlede og klynkede imod mørket, – to gange svang han sværdet så det sang igennem luften, endnu to gange kredsede det om dronningens store mørke hoved, og så den femte gang fik det hvæsende fat og sled i kødet, gnavede og knuste knoglen; det drak af den mørke strøm af hendes piblende blod, indtil den svulne højre arm brast, og ud rullede, dump og blyagtigt, hvad der lignede et billede, ubevægeligt, livløst, tungt. Den sårede kvinde kastede sig over det med et mægtigt, gispende skrig, der fik havet til at skvulpe og bjerget til at skælve; op skød Helvedes flammer. De to mænd styrtede frem og greb det grå billede, indsvøb det i det kolde, bløde ler og anstrengt og besværet svang de det hen over flammerne, der brød frem nedenfra. Det sydede og hvæsede og brændte – det glødede og skreg og skreg og dirrede; sorte djævle lagde slag over flammerne og slog dem tilbage. Det blytunge låg kastedes af: en glinsende, hvæsende, skingrende glans fyldte hulen; en stor tåge dækkede Inkarnationen med sit slør, og da den fortrak sig, vaklede de to riddere baglæns og faldt på ansigtet i støvet.

"Nøgen stod hun, smidig og dog nobel af skikkelse. Hendes kød havde en blød, blålig glans af måneskær – hendes hår havde sølvets klare glitren – hendes øjne solskinnets lyse guld når dagen går på hæld – hendes ansigts mørkeblå underfulde udstråling virkede først sælsomt og foruroligende; og dog lå der i dets stråleglans en skønhed, som ingen dødelig nogensinde har båret. Hun tog et skridt frem, varligt, utilsigtet, lyttende. Over dem, mellem røg og smuds fra Gruben, tittede den blå himmel frem. Hun så op mod den. "Moder," sagde hun mildt. En lille stjerne sejlede langsomt forbi. Hun tøvede – og kiggede indtrængende efter den. 'Søster, søster?' spurgte hun. Så klatrede hun hurtigt og fermt op af gruben, i begyndelsen famlende, men snart lettere, glidende, indtil hun til sidst stod på den mægtige bakke og løftede sine gyldne øjne mod den store blå himmelhvælving under stjernernes funklende glans. Tårerne flød og hun løftede sin stemme og sang: 'Liv, liv, liv!' og hun stod i fuldkommen tavshed, henrykt, tilbedende. Fra øst kom der lys; en hvidgrå glans spredte sig. Hun vendte sig undrende mod det og betragtede det med store øjne; østen glødede og rødmede, og hun krympede sig nærmest af skræk; – lange skarpe spyd af lys kastedes ind over verden og slog stjernerne ihjel; vindene hylede, fuglene sang, kvidrede, prinsessen skælvede i vild forvirring, før solens store røde glorie rejste sig over jorden. Da rejste hun sig og dansede og i et pludseligt udbrud af stor og god latter løftede hun sin stemme og skreg i henrykkelse: 'Fader, fader, Prinsen til Afrikas Prinsesse!' Hele tiden lo hun og snurrede om sig selv og dansede på bakken, før hendes øjne pludselig faldt på Ridder Guess af Londontons sammenkrøbne skikkelse, og hun stod helt stille. Da så han hende for første gang i det vide skær og så det smukke ansigt, og han rejste sig, hans sjæl fuld af forundring, og strakte sine arme ud, halvt frygtsomt, halvt bønfaldende. Hun så på ham med forskrækkelse, forbløffelse og medfølelse; en mildhed kom over hendes øjne. Hendes barm svulmede. Hun samlede sit sølvfarvede hår om sig, skyggede sine smidige lemmer og sit svulmende bryst og råbte så med pludselig hengivelse: ”Jeg elsker dig.” Han begyndte at gå hende i møde. ”Stands.”

”Det var Herren af den Gyldne Vej der råbte, netop som han famlede sig op af Gruben, træt, beskidt og forskræmt. ”Hvad vil du?” spurgte den yngre herre. ”Vores aftale,” udbrød den anden. "Hvor er den?' råbte den unge mand – ”Se, fjols! hendes hår er sølv, og hendes øjne er guld, og”, hviskede han, ”måske der er juveler indlagt i hendes hjerte.” Et øjeblik stirrede de på hinanden. ”Vil du myrde min brud for sølv og guld?” råbte Ridder Guess. ”Skatten,” knurrede Herren stædigt, og hans grådige øjne søgte og opfangede et glimt af det Gyldne Sværd, der lå imellem dem. Han bøjede sig dristigt ned mod det. ”Tilbage,” råbte den anden. ”Vi kæmper med jern, og den der vinder, får Prinsessen, Skatten og Alt.” Op sprang slagsværd af jern og fyldte bakkerne med morgenmusik. Tre gange mistede Herren af den Gyldne Vej fodfæste og faldt på knæ, og to gange kom den yngre og mindre af de to mænd døden nær; til sidst kastede Herren sig frem og ramte Ridder Guess hårdt på skulderen, og ridderen gled og faldt i bjergvejens grøft; før han nåede at rejse sig, kastede Herren jernet til side og greb det Gyldne Sværd. To gange svang han det og endnu to gange, og så med en ed drev han det gennem hjelm og harnisk, og den yngre kriger faldt med en stænkende gurglen af varmt, rødt blod for pigens fødder, mens den anden, der var syg af sin indsats, faldt om ved hans side og besvimede. Pigen havde fra første færd stået som en sten, men var så langsomt komme til sig selv, først omtumlet, så halvt forvirret over mændenes hurtige, forunderlige dans. Så blev hun dyster, ophidset, gal: hendes stemme kom frem i små skarpe skrig og svage milde støn. Smerte og sorg overskrev hendes ansigt. Hun kastede sine hænder i vejret, løsnede og kastede vildt med sit sølverne hår, så det hvirvlede om hendes mørkeblåt glødende ansigt og hendes gyldne øjne som et stort, hvidt tågevæv, og mindet om andre verdener og andre kampe brød frem i hendes ansigt, så det gik fra et pigeansigt og blev til en kvindes, og med en kvindes vilde sørgeskrig kastede hun sig over sin faldne elsker, rev hjelmen af ham, trak brystpladen til side og standsede blodet med sit sølverne hår og lagde sig gispende og våndende ned over ham. Hendes hår syntes hende da groft. Hun rejste sig, tøvede og stod der helt i sølv, førend hun fik øje på en flad rund sten, som lå dér i støvet. Med behændig styrke kløvede hun et hul i dens midte og med et let greb drejede hun og snurrede den mellem sine fingre og spandt således en streng af sit hår til en lang tynd smuk tråd og flettede den omhyggeligt rundt og rundt om det blodige legeme på listig vis indtil den lå der begravet i brændende, åndende sølv.

"Herren af den Gyldne Vej vågnede, gispede og trak sig smertefuldt ned på knæ. Han så det vidunderlige dække, og vidste at den skat han søgte, var pigens spundne hår. Sved af grådighed drev af hans pande. Han sneg sig fremad, let til fods, lydløst. Pigen lod sig ikke mærke af ham, men blev siddende på hug, helt indsvøbt og påklædt i sine brændende lokker. Hun betragtede sin elskers gustenkolde ansigt, hviskede til ham og lavede mystiske bevægelser over hans ligleje. Let til fods, lydløst sneg Herren sig videre, indtil han forsigtigt havde grebet et enkelt sølvstrå af hendes hår; så lod han sig glide hurtigt og hurtigere ned ad bakken, traskende og trækkende et spor efter sig.

"Så fulgte lange dage med arbejde og sved; han forberedte et stort hjul og drejede det silkebløde stål – klodset og udygtigt, men dog så fint at glæden bragte ham i ekstase. Igen sneg han sig op og greb et nyt hårstrå og spandt det; og et nyt og en nyt; og så, dristigt og stadig dristigere, greb han en stor lok og satte en mægtig væv op og vævede den til et stort, hårdført, solidt tæppe der klang og ringede så Herren skreg af grådighed og glæde. Og alligevel blev pigen siddende, i komplet tavshed bortset fra hendes mystiske hvisken; ubevægelig bortset fra hendes mystiske vink over liglejet, som hun sad dér på bakkerne over Gruben, det fængsel som hendes spundne hår bandt hende til, mens det strakte sig ud over hele verden. ”Jeg bøjede mig frem og betragtede hende – det var da jeg så hende for første gang" sagde Stemmen – den blålige strålekrans over de vestlige bakker, forunderlig smuk, fuldt kronet af skyer i sølv, og jeg anede den lave, fyldige stemme – på ét sprog ud af alle Sprog:

”Jeg våger og vogter over min sovende herre, indtil han igen skal vågne, og ve over Verden! når jeg ryster mine lokker løs.”

Der gik et chok igennem mig, for jeg hørte også selv de mystiske ord og den gamle mands svar over stor afstand: "Hvad nu? O Prinsesse?” Hun lo. Hendes latter var som bølgernes slag på barren, vred med en ømhed. Den ene hånd slog ud, og med et kvikt skarpt håndgreb fik hun tag i en enkel lok. Jeg så hvordan lokken bugtede sig forbi Chicago, forbi Omaha, forbi den vidde slette, forbi sorgens bjerg og landets grove brøl ud imod havet og San Francisco; og pludselig drejede hele verden rundt i San Francisco. Flammer brød ud, jorden skælvede, bygninger styrtede, store skrig lød verden over. Kun Stålet stod tavst og grumt i en forræderisk uskyld – jeg gispede af frygt – den blå og skæbnesvangre hånd tog igen et greb: endnu en lok skælvede og helt nede i Valparaíso sukkede og sank og vaklede jorden, og stålet stod koldt og grumt; endnu en gang, og Havets Øer skælvede, et stort skib dirrede og styrtede mod sin død. Endnu en gang – men jeg råbte i rædsel: ”Stands – stands, O Prinsesse–” hånden sank og dæmpet hørtes stemmen sørgmodig og fuld af frygtelig sødme. "Jeg våger og vogter over min sovende Herre, indtil han igen skal vågne, og ve over Verden! når jeg ryster mine lokker løs." Stemmen hørte inde, men på sletten, hvor Herren af den Gyldne Vej betvang møllen og vogtede de ting, der rullede derhen på sølverne tråde, hørte jeg brag og brøl af krig, da de fire røverriddere kastede sig over ham i flok. "Hvordan skal det ende?" råbte jeg til stemmen ved min side. "Jeg ved det ikke, og vi vil heller ikke vide det om mange hundrede år. For én dag for Oververdenen er tusind år for os, og selv megaskopet er slave af Tid. ”

Jeg lod maskinstykkerne falde og sad tilbage, forbløffet. Min kone sad og kiggede nysgerrigt på mig. ”Hvad i alverden har du dog lavet?”, sagde hun. ”Har du ikke set det – har du ikke hørt det?”, råbte jeg. ”Jeg har set Broadway.” ”Men klippeskrænterne? Så du ikke klipperne og slottene og Herren” – jeg tøvede. ”Jeg så kun nogle høje bygninger, der lignede klipper,” sagde hun. ”Hørte du ikke vandets brusen?” ”Jeg hørte brøl fra forbipasserende vogne og menneskestemmer.” ”Og rummet over bakkerne? Så du det ikke?” ”Jeg så skyer og den opstigende måne – men, virkelig Robert, det er blevet sent, og vi må af sted ––.”

”Den var ikke indstillet fint nok til hende,” sagde den gamle mand – ”Næste gang––”, men vi hilste ham blot i forbifarten og gik ud.