Min Ven,

jeg skriver dette brev på det tristeste sted, der findes i verden: mellem kufferter. Og jeg tænker på de samtaler, vi har haft, og på de samtaler, som vi ikke har haft. Der er dog denne lange samtale om hast, der strakte sig over to år, med andre ord: der igennem to år aldrig blev ført til ende.

I nat har jeg beskæftiget mig med at finde på et eksempel. Jeg ville skrive det ned til dig, på et hvidt stykke papir uden indledning og uden afslutning, men så fandt jeg mere end ét, og til at søge det bedste ud har jeg ikke tid nu midt i hastværket.

Er eksemplet med den hurtige læser det rigtige? Så tager vi en god bog og en, der læser den hastigt. Han blader ikke tilbage, han lukker ikke bogen et øjeblik eller tænker over det, han har læst, han slapper ikke af et sekund, til sidst springer han tyve sider over og læser kun den sidste sætning. Har han overhovedet læst bogen? Burde han ikke hellere slet ikke have læst den, som hvis det havde været en dårlig bog?

Eller et eksempel jeg har fra dig selv, da du fortalte mig om Slaget ved Marne: Soldaterne var, sagde du, storartede. Vejen i orden, ammunitionen rigelig, men fremmarchen var for hastig. Der kom huller i rækkerne. Kontakten manglede. Der kom ingen reserver. Man gav sig ikke tid til at se tilbage, om det følgende regiment overhovedet var med. De forreste soldater nåede ganske vist et sted hen, men hvorhen og hvorfor? — Sagde du om Slaget ved Marne!

Og hvad mener du om at drikke en Niersteiner Fritzenhölle årgang 21 i ét eneste drag?

Eller eksemplet med det smukke hus: Det smukke hus blev bygget i en dal, hvor ingen blæst kom. Arkitekten var erfaren, håndværkerne var dygtige. Byggematerialet godt. Grunden var stengrund. „Hast“ hed blæsten, som fik murene til at styrte sammen.

I hast

— Katrin.

PS. Du vil sige, jeg kunne blot have talt med dig. Men der er så meget, man ikke kan gøre alene. Jeg lod ofte tavsheden falde på det.

Humpty Dumpty sat on a wall

Humpty Dumpty had a great fall:

all the king's horses and all the king's men

couldn't put Humpty Dumpty together again.

Nu har jeg ryddet op i værelset, så det kan lejes ud igen. De gør det ikke så meget for pengenes skyld, men hendes moder vil have nogen boende der. At pakke hendes bøger ind greb mig næsten mest. Det var, som pakkede jeg den faldnes våben bort. Af papirer har jeg i øvrigt ikke fundet meget, som ikke alle kunne se. Desværre heller ikke nær nok om X's holdning. Der får jeg meget at efterspore, han skal ikke undslippe.

Et af de papirer, jeg fandt (i et bind af Munch-Petersen: Statsret), var en afskrift, hun havde taget af nogle linjer Shelley. Jeg citerer:

„Hvis vi tænker, vil vi forstås, hvis vor indbildningskraft former, vil vi, at vore hjernelustige børn skal genfødes i andre hjerner, hvis vi føler, vil vi ikke, at læber af ubevægelig is skal svare læber, der bæver og brænder med hjertets bedste blod. Dette er kærlighed. At opdage en ånd, der formår at værdsætte vor, en indbildningskraft, der kan gå ind på de fine og skarpe ejendommeligheder, som vi har haft glæde af at opelske og udfolde i løndom, det er det usynlige og uopnåelige punkt, hvortil al elskov stræber. Derfor er det, at vi i den forladte tilstand, hvori vi befinder os, når vi er omgivet af mennesker, der ikke føler med os, elsker blomster, græs, vandene, himlen, vindenes veltalenhed og bølgernes melodi.“

Det er helt hende. Sart og lidenskabelig.

I dag gik jeg så hen i Trondhjemsgade. Jeg ville se det værelse, som havde voldt hende så megen kval. Jeg ville se portneren, som hun sagde, ved sin udspionering var skyld i, at hun ikke ville komme der mere. Det var en rund, skaldet, elskværdig mand i filtsko. Han tog min medbragte cigar med kendermine, men røg videre på sin pibe.

„Så vidt jeg forstod, var det en ung dame fra provinsen, hun ville bruge værelset, når hun var i byen,“ sagde han, medens vi gik op ad trapperne til fjerde sal. Det var et gammelt hus, der var ingen elevator, men røde løbere på trappen, de holdt dog op, da vi kom til 3. sal. Han viste mig værelset, det stod tomt.

Det var et stort, aflangt værelse med et smukt bjælkeloft og en forhøjning ved det store kvistvindue, hvorfra man kunne se langt ind over byens tage. Væggene var limfarvede i hendes yndlingsfarve, „solfarven“, kaldte hun den.

Jeg må være faldet i betragtninger over „solfarven“, for portneren sagde: „Hun lod det male på egen bekostning, så jeg troede, vi endelig havde fået en stabil lejer.“

Jeg spurgte portneren, om han havde set hende tit. „Nej,“ sagde han, men jeg husker hende godt, hun var nydelig, jeg hjalp hende, da hun flyttede ind, det var noget gammelt ragelse, der var ved at falde fra hinanden, det passede slet ikke til hende, sagde min kone, for hun var jo kortklippet og med skræddersyet dragt, ikke for det, det så skam fint og nydeligt ud, da det først kom på plads. Han låsede døren efter os. Da jeg gik ham nøjere på klingen, regnede han efter og mente, han i alt havde set hende 4-5 gange. „Jeg husker hende såmænd godt,“ sagde han igen, „første gang kom hun selv ned og betalte, og medens jeg skrev kvitteringen ud, stod hun bøjet over vores mindste og sagde, at vi skulle sætte hende ud i luften så tit som muligt, og så pegede hun på de fugtpletter, der bliver ved at komme igennem.“ Jeg spurgte ham, om hun hver gang selv havde betalt, og han fortalte, at pengene var blevet sendt med postanvisning de andre gange, kun den ene gang havde hun været nede i kælderen hos ham. Jeg spurgte ham, om der ikke kom nogen og besøgte hende, og han svarede mig, at der af og til kom en herre. På mit spørgsmål, hvordan han så ud, svarede han ordret som følger: „Halvgammel, blegfed.“ Beskrivelsen passer på X. I øvrigt fortalte han, at det var den samme herre, der havde hentet møblerne, og han havde hørt ham sige til flyttemanden, at han skulle tage forsigtigt. „Det er empire,“ havde han sagt. Samme herre var kommet flere timer før flyttemanden, skønt der ikke var noget at pakke sammen. (Det ligner X at sidde flere timer og græde sentimentalt).

,,Herren var temmelig oprevet,“ bekræftede portneren min teori, ,,han afleverede to sæt nøgler, endskønt hun af mig kun havde fået ét sæt.“

Da jeg spurgte ham, hvor længe hun havde beboet værelset, svarede han: „Beboet og beboet, hun sov der aldrig om natten, men hun havde værelset i 5 måneder, den sidste måned kom hun der næsten ikke, ja, så bestemt kan jeg ikke sige noget, for når man har portnøglen, behøver man jo ikke ringe på mig.“

Netop som jeg besluttede mig til at gå, da jeg ikke mente at kunne få mere ud af at fortsætte samtalen, sagde portneren: „De er privatdetektiv?“

Det var mig så ubehageligt, at jeg mumlede noget om, at der var tilstødt hende noget, og skyndte mig op fra kælderen og ud i luften.

Det var i januar, hun flygtede for ,,portnerens blik“ i Trondhjemsgade og som et jaget dyr kom til mig og fortalte, at hun aldrig ville se X mere. Jeg skulle hjælpe hende til at gennemføre sin beslutning.

Først fire måneder senere lejede de det møblerede værelse i Gothersgade overfor Botanisk Have. Jeg husker det, fordi jeg mødte hende på vej derop. Hun havde favnen fuld af nyudsprungne kirsebærgrene, hun var som en vulkan før et stort udbrud. Jeg vil forsøge at beskrive hende: Med lange, faste skridt kom hun imod mig, uden at se nogen eller noget, hovedet lidt foroverbøjet, læberne, der var store, men fint formede, havde hun presset sammen, men det var alligevel, som om hun smilede. Jeg gik uvilkårligt langsommere, der var noget over hendes høje, slanke skikkelse med de brede faste skuldre og de smalle hofter, der fik en til at blive bange for at forstyrre. Hun kunne kl. 12 om natten gå alene gennem Strøget, mændene vendte sig om efter hende, men de talte ikke til hende. Hun var en mærkelig blanding af kraft og svaghed. På samme tid stærk og sart, usårlig og blottet, med panser og nøgen.

Jeg sagde hendes navn. Hun løftede hovedet, hun så altid lige på folk, hendes blik var ikke nysgerrigt, men viste næsten altid forundring. Egentlig var øjnene blå, men de virkede mørke. Hendes pande var høj, hvid og uden en rynke. Hendes bryn var lyse, hendes hår også. Hun gik sjældent med hat, jeg tror knap, hun ejede en, og kun ugerne gik hun med handsker, hun elskede luftens berøring af huden, og denne aften havde hun da heller ikke hat eller handsker på. Hendes hænder var lange og smalle, næsten gennemsigtige. De blå årer tegnede sig tydeligt, og hendes håndtryk var fast, næsten hårdt. Hendes hud var kølig. De, der ikke kendte hende, ville have troet, det var roen og fastheden selv, der stod foran dem, men jeg så denne aften, hvor umærkeligt hendes mund sitrede, hvor blanke hendes øjne var, hvor hun skælvede, hvor bløde hendes bevægelser var, når hun tog om kirsebærgrenene. Harmonisk var farver og former stemt sammen her.

Jeg ser, jeg kan ikke beskrive hende, og jeg falder hen i et afmægtigt raseri over, at sindet ikke kunne bringes i harmoni, men måtte sprænge disse ædle former.

Hvad er der sket? Hvorfor måtte hun briste? Kunne det have været forhindret? Jeg må komme til klarhed!

Jeg kommer netop fra mit besøg i Gothersgade, hvor det andet forsøg fandt sted. Det var en frygtelig menage, som jeg havde tænkt mig. Måske endda værre. Konen var en fed, sjusket og snavset person med en helt igennem dårlig samvittighed. Hendes ublu priser var kun en rufferske værdig. Jeg antydede det over for hende. Hun fik et fedtet smil på og blev mere villig. Måske troede hun, jeg var fra politiet. Jeg er ikke brutal, men denne kone kunne jeg have flækket med en økse fra isse til fod. Mit blik må have sagt noget i den retning, i hvert fald sprang hun i forvejen og viste mig værelset: Snigende rædsel. Fra gulvet skreg et broget, stærkt mønstret, snavset tæppe. Foran vinduet hang falmede, grønne silkegardiner, på divanen lå et plystæppe, som man uvægerligt måtte få gåsehud af at komme i berøring med. I loftet hang en vibrerende glaslysekrone, tapetet var en ubestemmelig brun farve med påtrængende, rødlige påfugle trykt i. Fra en sortmalet dør sivede mados ind.

Konen talte meget, men det var uden interesse, da det meste var for at forsvare sine uforskammede priser, dog fik jeg følgende at vide:

„Damen var meget sky, var der nogen i entreen, når hun kom, gik hun igen,“ og „Jeg har aldrig i mit liv tænkt mig, at to mennesker kunne tale så meget.“

Da jeg spurgte, om de skændtes, svarede hun nej.

Og sådan har det sikkert været. Y skændtes aldrig, hendes undren over menneskers handlinger fik aldrig luft i vrede, men kun i stille, lidenskabelig fortvivlelse, og hun græd aldrig. Hun kunne ikke, sagde hun.

Jeg formoder, at hun med hele sin viljes kraft forsøgte at føle sig lykkelig i dette værelse. Atter og atter sagde hun til mig, at det jo kunne være så inderligt ligegyldigt, hvor de traf hinanden, når bare de havde et sted, hvor de kunne mødes, men netop fordi hun sagde det så ofte, uopfordret, foruroligede det mig.

Fra det sikkert skønne empireværelse var det portneren, der fordrev hende, her var det hæsligheden. Skulle det ikke i virkeligheden begge steder have været X?

I hendes dagbog står et par sætninger om, hvordan X forholdt sig, da han så værelset: „Han stod et øjeblik, så lagde han hovedet på skrå (jeg ser ham stadig tydeligt for mig og vil aldrig kunne få det billede slettet ud, hvor gerne jeg ville). „Hvor er her yndigt!“, sagde han. Det tog mig timer, inden jeg kunne tale naturligt med ham. Jeg var stiv i hele hovedet.“

I tiden mellem empireværelset i Trondhjemsgade og det møblerede i Gothersgade mødtes de i den gamle Søpavillion.

Det var i denne tid, diskussionen om evig kærlighed førtes. Han må på et eller andet tidspunkt i en af sine hyppige, dybsindige (og sandsynligvis også melankolske) inspirationer have ytret tvivl om, at der fandtes sådan noget som evig kærlighed. Sandsynligvis mente han dermed, hvis han overhovedet mente noget, kun noget så banalt som: Man kan tro, at man elsker for evigt, man kan også ønske det, men man kan ikke vide det.

Spørgsmålet blev til et centralt spørgsmål gennem måneder.

I sin dagbog skrev hun den 19. marts: „Det gjorde ondt, men måske har han ret. Ved jeg, om jeg kan elske ham altid? Ved jeg, om jeg elsker ham? Men han havde ikke behøvet at sige det. Ikke nu. Han er for sandhed og frihed, siger han. Hvad for en sandhed? Hvad for en frihed? Selv er han hverken sand eller fri.“

Til sidst fik hun ham øjensynlig også styrtet, og han forlængede sin kærlighed, om jeg så må sige, nogle æoner. Men rent praktisk købte han ikke for anden gang møbler. I det mindste anså han ikke hendes kærlighed for videre evig. Naturligvis, hvilken nytte havde det også, rent praktisk set, stadig at købe nye, dyre møbler.

I dette hans praktiske syn ligger selvfølgelig det gemene.

Jeg ser, jeg må alligevel gå længere tilbage i tiden.

Jeg finder i hendes papirer en antydende beskrivelse af deres første nat, der udspilledes i hans arbejdsværelse. Hans kone var på landet. X skal efter denne have tændt gule vokslys i gamle, smukke rokokostager, så at der faldt lange, bevægelige skygger på væggen, en hvid vase med hyben skal han have stillet mellem lysene, og rundt omkring i rummet skal han have hængt duftende bukkarkranse.

Om det fysiske næsten ingenting. Dog: „Det gjorde ondt, og der var blod“ og „hans ansigt viste angst“.

Jeg finder ingen kritik af hans „smagfulde arrangement“ for at vende tilbage til det. Men i det mindste synes en bemærkning at tyde på, at det indtryk af latterlighed, som hun mer og mer havde af ham, her har en af sine rødder.

Nogle optegnelser fra ugen efter den første nat:

„Jeg føler mig som slagtet. Ikke på grund af det fysiske. Ser stadig hans ansigt. Det betyder altså noget for ham, at jeg ikke har haft nogen mand før. Hvorfor? Som om det kom an på det. Hvorfor troede han mig ikke, da jeg engang (naturligvis tilfældigt) nævnte det for ham? Jeg kan ikke forstå, at han ikke tror mig.

Jeg elsker ham alligevel, efter den første nat troede jeg det ikke. Han vil indrette et værelse. Hos ham ubehageligt, også når konen er væk. (Hun er i øvrigt kommet tilbage).“

Jeg husker en aften, hvor hun havde fået X med hen i vor studiekreds, det var for øvrigt første og sidste gang, han kom der. Jeg var ilde berørt på Y's vegne, fordi jeg fandt, at X blamerede sig uhjælpeligt. X talte meget, og vi viste i begyndelsen vor ældre gæst den høflighed ikke at afbryde ham, men det var næsten ubarmhjertigt. Han talte om etiske systemer og kom under denne synsvinkel ind på kommunismen: „Kommunismen anbefaler,“ sagde han forklarende, „et samfundssystem, hvor enkelte individer ikke skal arbejde for deres egen skyld, men kun for samfundets, de overser herved,“ fortsatte han i en belærende tone, „en overordentlig vigtig og foreløbig vist rent uudryddelig drivkraft inden for menneskeslægtens udvikling.“ Der var en for mig pinlig pause. Jeg så rundt i kredsen. Jeg så hen på Y, men ved Gud om hun ikke tog X alvorligt og med rolig stemme, uden smil, sagde: ,,Kommunismen vil jo netop, at det enkelte individ skal arbejde for sin egen skyld og ikke for fabriksherren.“

X hørte det vist ikke, for han fortsatte i forelæsningstonen: „Den menneskelige natur er nu en gang sådan indrettet, at den ved siden af den egentlige selvopholdelsesdrift i sig har en trang til at nå frem foran de andre individer ...“ Endelig blev Y utålmodig, men stadig tog hun ham dybt alvorligt: „Kommunismen overser, så vidt jeg ved, på ingen måde det enkelte individs trang til at komme frem foran det andet, den bekæmper den kun så længe den er i modstrid med det langt overvejende flertals interesser.“

X så på hende og sagde så sandt jeg lever: „Du skulle aldrig rynke panden.“

Nu fulgte en diskussion om etik. X fik lejlighed til begejstret at citere følgende sætning fra en nylig udkommen etik: „Glæden ved velsmagende mad må regnes for en æstetisk drift med tilknytning til sultfølelsen. Dens etiske betydning ligger i, at kravet om dens tilfredsstillelse er så uhyre udbredt, og at spørgsmålet om dens tilfredsstillelse derfor har så stor samfundsmæssig betydning.“

I diskussionen blev dette læst op af en af de unge, der netop gik på stenografikursus og havde øvet sig i at tage stenogram.

Man foreholdt X, at sulten som samfundsmæssig massefænomen på ingen måde behøvede, med en reverens for sin elegante broder kulinarismen, at bede æstetikerne om deres bifald. Ydermere blev der meddelt ham: Masserne spiser ikke kartofler af mangel på glæde ved velsmagende mad, men af mangel på velsmagende mad.

I en længere diskussion lykkedes det X at klargøre, at han var blevet misforstået. Egentlig havde han dermed kun villet sige en absolut banalitet, nemlig: at man af etiske grunde måtte give masserne mere velsmagende mad end kun kartofler. Vi undskyldte vor misforståelse med, at vi var veget tilbage for i hans komplicerede sætninger at søge så enkel en mening. Da vi senere talte om denne aften, sagde Y: „Jeg synes, han forsvarede sig smukt.“

Og Y er en af de klogeste kvinder, jeg har kendt.

„Pragten“ gjorde flytningen med fra X's arbejdsværelse til empireværelset og derfra til Gothersgade. Kandelaberarrangementet etablerede sig også på den skæve servante i Gothersgade. Og man kan føle sig sikker på, at der ikke i nogen af værelserne var mangel på etik. Heller ikke på elendighed.

„Jeg føler mig så tiltrukket af ham, at jeg ikke kan cykle en tur på Langelinie uden at lægge vejen forbi hans gadedør,“ skriver hun et sted, og et andet sted skriver hun: „Klokken er 2 nat. Kom forbi X's hus. Kunne ikke rive mig løs fra hans oplyste vinduer. Der var lys i alle 10 vinduer, der vender ud til gaden. Véd, hvad der foregår under prismekronernes flimmer.“

Jeg husker, at hun en gang talte om en sådan aften under prismekronernes flimmer hos X. Før deres forhold begyndte, havde hun deltaget én gang. Alt dansk åndsliv var forsamlet om det blomstersmykkede (guldregn) bord. Lysene blafrede i alle kandelabre, og den helstegte, danske, ubeskårne pattegris blev båret ind (helstegte pattegrise var mode i det højere selskab for en tid, men kun en tid, det viste sig alligevel at være for fedt for gourmetganer, og lammet måtte holde for igen). Der blev slået på krystalglassene, så det klang, og holdt åndfulde taler, spækket med vittige pointer. Ved kaffen og likørerne i alle farver citeres åndens fyrster, og menneskets sjæl, sind og sanser serveres nu som pattegrisen forhen, enhver tar, hvad hans yndlingsret er, en tæerne, en et øre osv. Så kommer den kolde whisky og amontilladoen til damerne. Selskabet har grupperet sig. P foretrækker for en stund Q's kone og omvendt. Spisestuen er ryddet. Der danses for at få en smule varme i de udbrændte kroppe. Y, som er ny i dette selskab, omsværmes. Gammelt andenmandskød modtages med taknemlighed, ungt ingenmands med begærlighed.

Jeg citerer Y: ,,Sammenhængen mellem neurose og totemkultur og så et sortklædt bukseben, der presser sig imod dit. Et sjælfuldt Blik i øjnene. „Sjælevandring! Hvad véd vi“, og et andet blik i kjoleudskæringen. Det værste er, at man i nøds fald kan trække benet væk, men argumentet vanskeligere. De klapper relativitetsteorien og kniber den hollandske arkitektur. Deres berøring af temaer er næsten endnu mere ækel end berøringen af benet.“

Midt i det hele får Y en ubændig lyst til at tage glasklokken af en af de nøgne marmorkvindefigurer, der står på reolerne, lægge kvinden på sofaen og bede en af d'herrer gå om bord i hende. I stedet for tager hun sit tøj og går.

,,Har intet fælles med ham,“ skriver hun videre. „Jeg må frigøre mig for ham. Hans uægte leg med tanker, ord og mennesker er mig imod.“ Men uden nogen overgang fortsætter hun så: „Ikke en gang, når man skriver noget ned for sig selv, kan man være sand. Trods alt længes hver fiber i mig efter ham. HAM.“

At hun føler sig uretfærdig over for ham, viser dette: „Jeg vil gøre ham glad. Jeg har besluttet mig til at holde min mund og ikke tale om min uro, den korte tid, vi har sammen. Den største oplevelse for mig er altid, når han kommer imod mig, og jeg ser, hvor bevæget han er. Jeg må undertrykke denne hæslige reaktion, der atter og atter gør mig så uvenlig, når jeg ser, at han, idet han kommer ind i en restaurant, ser sig om for at se, om der ikke er bekendte. Så tænker jeg altid: Næste gang tager han et falsk skæg på.“

Hun spørger sig selv, hvad der lænker hende til ham, og hun finder følgende svar: „For mig er han et menneske:

Fordi han har et ansigt. Jeg kan tage det mellem mine hænder, det har et udtryk.

Fordi han tillader, at hans impulser forandrer ham synligt.

Fordi han dog har oplevelser, og man har oplevelser med ham. Selv over for et digt, selv foran et billede på et museum.

Fordi han er lidenskabelig (ikke kun seksuelt).

Fordi jeg er noget for ham, han lader mig være noget for ham. Han har ikke denne forkomne angst for at udlevere sig til et menneske (som næsten alle har i dag).

Fordi han ikke kun frembringer den fattige fortvivlelse, som gennemsnittet producerer.

Når det, som et gennemsnitsmenneske „ikke kan leve uden“, er ved at glide ud af hånden på ham, frembringer han højst et udtryk, som om hans aktier var faldet.

Fordi han forstår en menneskelig følelse, uden at man forklarer ham den.

Man behøver ikke at oversætte alt for ham. Fordi han har en stemme med modulation.“

For mig er og bliver det en gåde, hvordan hun overhovedet kunne tage X som et menneske. I den tid, hvor hun allerede er væk fra ham, har „overvundet“ ham, fastslår hun, hvor komisk han så ud, da han kørte forbi hende på cykel med den sorte, stive hat og „omhyggeligt“ klædt på, i øvrigt næsten altid mørkt. Når han på universitetet skulle tegne noget på tavlen, knækkede han ikke blot kridtet, men tillige en negl. I ånden ser jeg ham altid for mig med en rød, tyrkisk fez på hovedet, også når han ligger i badekarret. Han kom let i usædvanlig ophidselsestilstand, og hans tale var tåget og „åndfuld“, han „fascinerede“. Y gennemskuer naturligvis hans banaliteter, men hun finder ham ærligt overbevist. Alt i alt var han for hende netop på grund af sine fejl og utilstrækkeligheder, sine åndelige og legemlige misdannelser, et menneske. Den støtte, hun fandt, var hjælpeløs; hun søgte vel ikke noget fast; men sådan et svedigt, blegt, ubehersket, fascinerende, hjælpeløst bundt, var for hende altså et menneske. Komikken nedsatte ham ikke virkeligt i hendes øjne: I en verden som vor falder latterlighedens skær, efter hendes mening, ikke på de ringere, men snarere på de værdifulde. Han var virkelig for hende Romeo (og Hamlet). For mig er han med udtrykket parasit tilstrækkelig beskrevet.

I slutningen af det andet år med X dukker for første gang sætningen: „Den frygtelige trang til at være et menneske nær“ op. (Her er, forstår jeg, ikke tale om legemlig nærhed). Hun, der skriver det, er imod det, skønt hun føler denne trang. Jeg har brudt mit hoved for at finde ud af, hvorfra den kommer. Naturligvis er vore storbyer simpelthen ubeboelige. Den enorme sammenhobning af mennesker har ført til den enkeltes isolering.

En af vor tids digtere skriver et sted: „Die Liebe, das ist ganz einfach Wärme aus Körpernähe, ist unserer einzige Gnade in der Finsternis: Aber die Vereinigung der Organe ist die einzige, die überbrückt nicht die Entzweiung der Sprache. Stopf ein Schiff voll mit Menschenleibern, dass es birst, und es wird eine solche Einsamkeit in ihm sein, dass sie alle gefrieren.“

Var det det?

Man må ikke et øjeblik tro, at hun simpelthen bare ville giftes. Den otteværelsers lejlighed ville om muligt have været en endnu større hindring end det portneromlurede empireværelse. Man må tænke på hendes foragt for hans „bourgeoisivaner“. Man kunne uden videre forandre den citerede sætning lidt, omtrent sådan: Stopf ein Bett voll mit zwei Menschenleibern...

Et andet udtryk, der stadig kommer igen i dagbøgerne er: „Alles kamp imod alle“.

„Der findes naturligvis mennesker,“ skriver hun, „der påstår ikke at kende noget til sådant fjendskab, men enhver kan ved et par simple spørgsmål skaffe sig klarhed derover. F.eks.: Du har en arbejdsplads, lad os sige i et ministerium. Er det nu sådan dér, at dine kolleger ønsker, at du skal beholde din plads? Og at du skal blive deres overordnede i stedet for, at de skal blive din og derved få mere i løn? At de, hvis du begår en fejl, dækker over den? At dine foresatte (også hvis de har en nevø) ønsker, at du skal være den bedste mand til stillingen, og at du skal forfremmes (også hvis de selv derved må gå på pension)? Er det sådan, at du bliver bedst anskrevet på kontoret, hvis du gør publikum opmærksom på alle deres rettigheder, der står i forskrifterne? Osv. Med andre ord: Er det sådan, at dine overordnede i statens tjeneste sætter dig højere, desto højere du sætter ansøgerne, dem, der søger hjælp, og kværulanterne? Er det sådan, eller er det anderledes? Sandheden er vel den, at du er i fjendskab med dine kolleger, fordi du har din betalte plads, og at du bliver betalt for at være beredt til at gå i kamp imod publikum, menneskene på den anden side af skranken, de mennesker, der i virkeligheden betaler dig.“

Som følge heraf ser hun sin fremtid som statsansat i møde med alle tegn på kval. Men også for at få denne stilling må hun efter sin mening gå i kamp med mange, ligesom hun senere må for at beholde den. Denne ikke misundelsesværdige stilling bliver stærkt misundt.

Hun skriver et andet sted: „Jeg arbejder med D. til langt ud på natten (her mener hun mig). Vi læser til eksamen, vi hjælper hinanden, hvor vi kan. Jeg ved bestemt, at jeg af hele mit hjerte ønsker ham de 16 til eksamen, men jeg ved også, at jeg dermed ønsker noget, som er til skade for mig selv. Han er og bliver min konkurrent. Mine gode følelser må jeg altså betale, jeg hjælper min fjende, rigtigere sagt: Min fjende er min ven. Når jeg er venlig mod ham, er jeg fjendtlig imod mig selv. Og på samme måde er det for ham. Det nuværende samfund kan ikke fuldstændig udrydde det gode, men det præmierer det onde.“

Og endnu videre driver hun denne ærlighed i følgende sætninger: „Jeg har altid tilrådet mor at tage en stilling som inkassator for 2-3 firmaer. Hun holder meget af at spadsere, og hun overfaldes af triste tanker, når hun ikke har noget arbejde. Nu er hun meget tit forfærdelig træt, når hun kommer hjem og fuldstændig forvirret af sine oplevelser ved at inkassere. For to dage siden følte hun sig dårlig, og nu sidder hun hjemme. Og nu ved jeg, at jeg med mit råd ikke var bekymret for hende, men for mig. Jeg ville simpelthen have lejligheden for mig selv for at kunne læse i fred. Jeg siger selvfølgelig ingenting, og jeg er naturligvis forskrækket over min opdagelse, men til syvende og sidst må jeg jo have ro til at studere. Min eksamen er jo også i mors interesse, kort sagt: Med de bedste forsæt fra begge sider taler vi knap et venligt ord med hinanden. Og jeg kan heller ikke få sagen med den anden bankbog ud af hovedet. Mor sagde altid, når jeg trængte til hvile: „Det er ikke for pengenes skyld, hvis jeg havde dem, gav jeg dem gerne, men tiden går jo fra dine studier, husk det.“ På den ene side bliver det betragtet som en begunstigelse, at jeg „må“ studere, men på den anden side skal denne lykke gøres til et så frygteligt svedearbejde som muligt. Hvis der mellem mor og mig var tale om penge, så ville det lyde sådan: Penge til studier, javel, men ingen penge til fornøjelser (uden hvilke studierne jo i længden ikke er mulige). Og nu overraskelsen: For nogen tid siden fandt jeg i mors sykurv (,,der er ikke noget, der gør mig så nervøs, som når du roder i mit garn!“) en anden bankbog på mors navn, altså dobbelt bogholderi! Jeg lagde den på bordet ved siden af sykurven og ville venligt have sagt til hende, at det dog ikke var nødvendigt mellem os, nu hvor jeg får studielånet, men hun tog den til sig med et blik så fuldt af fjendskab, at jeg fortvivlet tav. Hun så på mig som på en røver. Og jeg står på en bedre fod med min mor end de fleste af mine studiekammerater med deres forældre.“

Det mærkværdigste er og bliver, at hun stadig hænger ved X. Det er dog ham, hun står i stærkest fjendskab til. Ved en diskussion i studiekredsen, hvor jeg selv var til stede, modsagde hun på det heftigste en, der mente, at i denne almene usikkerhed var det absolut det bedste at vælge ét menneske til ven og holde sig til ham, og så citerede han Goethe:

„Seelich, wer sich vor der Welt

ohne Groll verschliesst,

einen Freund am Busen hält

und mit dem geniesst.“

Hun svarede fuldstændig ude af sig selv: „Jeg kunne udholde sulten, hvis jeg havde noget at spise, og jeg kunne udholde ensomheden, hvis vi var to.“

Under samme dato som diskussionen finder jeg i dagbogen denne bemærkning:

„Man siger mig, at der dog findes mennesker, der har det godt sammen og derved lettere holder livet ud. Man kunne lige så godt sige: Men der findes dog fattige mennesker, der vinder 100.000 kr. i lotteriet. Et samfund, hvor der skal held til, for at man kan holde det ud, er ikke netop det bedste.“

Den 17. september finder jeg i hendes optegnelser noget i retning af en teori. Hun forsøger at definere „Den frygtelige trang til at være et menneske nær“ ved at tage historiske og sociale betragtninger til hjælp. Hun erkender først og fremmest, at hendes „F. T.“ (Frygtelige Trang) er en social trang af almen art, der findes mellem mennesker overalt og til enhver tid. Den bliver forhånet som „flokinstinkt“ og lovprist som solidaritet, alt efter iagttagerens standpunkt, men den kan ikke bortforklares. Den må simpelthen tage til, hvor store opgaver for menneskemasser dukker op, enten det er krige, eller det er revolutioner, eller andre begivenheder, som i sig selv beviser store menneskemassers samhørighed. Efter den unge Lindberghs Atlanterhavsflyvning så man på to kontinenter vildfremmede mennesker falde hinanden om halsen på åben gade. Menneskene betragtede flyverens sejr som en sejr for den samlede menneskehed, de forlod deres boliger og gik ud på gaden for at være hinanden nær. Denne trang til kollektive manifestationer må principielt nå sit højdepunkt i en epoke, hvor den måde, hvorpå menneskene tjener til føden ved at udvinde naturens rigdomme, mere og mere hober store menneskemasser sammen. Landbrug, opbygning af byer, samfærdselsmidler, maskinel produktion, politik, alt det kan i dag kun gennemføres af mægtige kollektiver (se f.eks. den danske andelsbevægelse).

Mærkværdigvis blev det ikke lettere for den enkelte at tilfredsstille denne trang til kollektiv optræden, fordi det blev mere nødvendigt. Tværtimod blev det sværere og sværere. Jo større de opgaver blev, der kun kunne løses af menneskene i fællesskab i vældige kollektiver, desto større blev det gensidige fjendskab inden for disse kollektiver. Ved en menneskelig stordåd, der er udspillet i den moderne industris tegn: Kolonisation og opbygningen af et stort kontinent, det amerikanske, kunne vi gennem et århundrede iagttage, hvorledes alle kollektive foretagender, enten det var grundlæggelsen af samfærdselsmidler eller opbygningen af en storby, stadig avlede indbyrdes fjendskab, imellem kollektiver, imellem grupper og mellem de enkelte individer inden for grupperne.

Den enkeltes isolering, alles kamp mod alle, nødvendigheden af, at mennesket for at skaffe sig føden „må være som et vilddyr over for mennesket“, har i ingen os bekendt tidsalder været større end i vor egen.

Irritationen er trængt ind i de intimeste, forhen af naturen garanterede forhold. De store samfundsklasser står over for hinanden i absolut fjendskab; men også inden for de enkelte klasser hersker dette fjendskab, det er fremherskende inden for alle menneskelige sammenslutninger lige fra religiøse samfund til familien. Det viser sig, at selv den naturlige funktion, hvorpå menneskehedens eksistens umiddelbart beror, nemlig forplantningen, er påvirket af denne almene irritation.

„Trangen til at være et menneske nær“ bliver ikke tilfredsstillet, selv gennem sexualakten. Derimod bliver sexualakten ved isolering, fjendskab, interessemodsætninger mer og mer mekaniseret.

Kant, den største tyske borgerlige filosof, definerer kønnenes forening som:

„Den gensidige brug, som det ene menneske gør af det andet menneskes kønsorganer og evner. Ægteskabet er forbindelsen af to personer af forskelligt køn til livsvarig gensidig besiddelse af hinandens kønsegenskaber.“

Kant siger videre, at under denne akt gør mennesket sig selv til en ting, en brugsgenstand, som under akten tages i besiddelse af den anden, og kun hvis den anden part også gør sig til brugsgenstand, er det muligt at genoprette personligheden.

For Kant er ægteskabet formen, hvorunder denne brugsgenstand „erhverves“ (han bruger netop dette ord), men selvom de ydre former for kønslig „erhvervelse“ har ændret sig, har vi på alle samfundets andre områder set ejendomsbegrebet gøre sig stadig stærkere og stærkere gældende siden da, og de erfaringer, vi har om kærlighedslivet, giver os ingen ret til at tro, at udviklingen her er gået den modsatte vej.

Ejendomsbegrebet afgør alt. Man kan formelig tage og føle på det fjendskab, der ligger til grund for denne kontrakt mellem to individer, tænderskærende står de over for hinanden og giver kun, hvis de får. Og kvinden antages simpelthen for ligeberettiget, for at kontrakten dog ikke skal se højst usædelig ud!

Ægteskabskontrakten bliver (stadig ifølge Kant) kun fuldbyrdet gennem ægteskabelig forening af kønnene (copula carnalis, kødets sammenkobling). Og på denne copula carnalis kan man jo, sådan som den nu er, ganske godt gennemprøve denne ægteskabskontrakt og værdien og ligeberettigelsen. For de fleste kvinder (det gælder for millioner, procenttallet, som lægerne opgiver, er 60), bliver denne copula carnalis berøvet det meste af lystfølelsen og altid den afgørende lystfølelse.

Freud, som er bekendt med dette, forudsiger da også med tørre ord sexualitetens uddøen for menneskeslægten! Sådan tænker det borgerlige samfund sig spørgsmålet løst.

Alligevel er denne „F. T.“ som sagt ingen sexuel trang, men netop denne almene trang til at slutte sig sammen, som er både forudsætning for og en følge af de store menneskesammenhobninger. Den er uhyre fornuftig og fuldstændig sund, men den er afhængig af, om målet er fornuftigt og gør denne sammenslutning ønskelig. Det enorme misbrug, der er blevet drevet med denne sociale ånd, gør, at den nu overalt er blevet så forkrøblet.

Et sted skriver hun: „Det er et tragisk og usundt kompromis, at denne sociale ånd forvandler sig til en frygtelig trang til at være ét menneske nær. Men det kommer vel af det faktum, at alle individer føler sig truet fra alle sider og står i fjendskab med alle andre individer. En sådan forening af kun to individer mod alle andre i en epoke som vor, er jo fuldstændig afmægtig. Det er den ægte småborgerløsning, verdensfredens sikring i den toværelsers i Vanløse. Petroleumstrusternes skumle anslag tilintetgjort ved formælingen mellem Sigurd Hansen og Clara Rasmussen. To hjerter har fundet hinanden, og der findes ingen arbejdsløshed mere! Min ven står på min side, lad så hele verden være imod mig!“

Hun mener, hvis jeg har forstået hende rigtigt, at kærligheden overhovedet ikke har noget at gøre med denne frygtelige trang til at være et menneske nær. Kærlighed kan ikke tilfredsstille den, men den utilfredsstillede sociale trang fordærver kærligheden. Forholdet mellem de to elskende bliver belastet af partnerens uordnede forhold til omverdenen. Denne uorden slæber sig med ind i deres kærlighed, alle disse laster og uskikke, fra monopolkampe* (hun mener kampen om sexuel ejendomsret) til alle former for afpresning. De elskende er ganske ude af stand til at tilfredsstille denne trang hos hinanden. For at kunne det måtte jo hver af dem over for den anden kunne erstatte almenheden, kollektivet, som de jo længes imod. Men det kan de naturligvis ikke. De står jo selv i den mest fjendtlige interessemodsætning til alle medlemmer i alle tænkelige kollektiver.

[*Jeg viste disse blade til min søster. Hun mente, at Y's teori gik ud på noget i retning af kollektiv kærlighed. Min søsters fejltagelse synes mig meget typisk: Når borgerskabet anklages for at ødelægge alle de menneskelige forhold, altså også kærligheden, svarer det altid hurtigt sine anklagere, at de vel vil sådan noget som kollektiv kærlighed! Det er naturligvis en gruopvækkende meningsløshed. Netop Y's teori viser tydeligt, at det for hende kun drejer sig om hendes kærlighed til individet X, ikke om kærlighed i al almindelighed, ligegyldig til hvem. Kærligheden til X vil hun have muliggjort.]

„Latterlige illusion, at de elskende, kun forenede med hinanden, skulle kunne modstå den uhyre og alsidige front af fjendtlige kræfter! I virkeligheden er ikke blot deres kærlighed ude af stand til at beskytte dem mod samfundet, men de kan ikke engang selv beskytte deres kærlighed mod samfundet. To års arbejdsløshed, og det inderligste kærlighedsforhold vil være sprængt. Flytning fra en fireværelsers lejlighed til en treværelsers, og den almindelige gennemsnitskærlighed går i stykker (medens den store kærlighed holder stand), endnu en flytning til den toværelsers, og også den store kærlighed bryder sammen.“

Man ser, at hun i dyb alvor holder fast ved den opfattelse, at petroleumstrusterne harpunerer sexualiteten. Også for sexualiteten gælder det, at der ingen privat løsning findes.

Og hun slutter sin teori med:

„Når kærligheden altså ikke kan tilfredsstille trangen til at være et menneske nær, og endda bliver belastet af denne trang, hvordan er det så med kærligheden? Kan den overhovedet eksistere uden denne trang, jeg mener altså som en kærlighed, der næsten ikke har noget at gøre med „denne frygtelige trang til at være et menneske nær“? Svar: Den kunne det i lang tid, gennem århundreder. Og virkelig, jeg kunne forestille mig, at havde jeg ikke denne frygtelige trang, kunne jeg have det godt sammen med X. Jeg har det ikke godt med ham.“

Hvilken kompliceret og gennemtænkt anke mod vore samfundstilstande! Hun beskylder samfundet for at forvirre og tilintetgøre den naturret, mennesket har til kærlighed.

Kvinden klager over, at eksistenskampen lemlæster hendes elskede for hende. Hun selv føler sig som forkrøblet derved. Hvordan skal en samtale om kærlighed finde sted, spørger hun, mellem en kvinde, som er sprunget i vandet fra et brændende skib og synker, og en mand, der endnu står oppe på skibet? Selv hvis han sprang ud efter hende, selv hvis han kunne svømme, hvorhen skulle han redde hende? Og heller ikke for ham ved hun nogen redning. Hendes samtale, hvis man kan kalde det en samtale, kan være opfyldt af kærlighed, men er det en kærlighedssamtale?

„Det er altid:

Som når man tæller en lang talrække sammen, men man kommer stadig ud af det.

Som når man ånder luft, men man får den ikke helt ned.

Som når man ved et regnestykke tænker, at denne gang vil man huske summen og over denne tanke glemmer den.

Som når man ved et åndedrag venter på en gaben, der skulle fuldende åndedraget.

Som når man bliver helt stiv. Som når man bliver nøgtern.

Som når man vil springe over en snor og så pludselig løber neden under.

Som når man tørstig bøjer sig over en brønd med vand og vil drikke af den, men jo dybere man bøjer sig, desto mere viger vandspejlet tilbage.“

Denne optegnelse er uden nogen indledning og uden slutning. Det er klart, hvad det drejer sig om.

Det kan ikke kun være det, at manden, som hun elskede, var gift.

Af forskelligt i hendes handlemåde kan man slutte, at hun tillagde X's ægteskab forholdsvis ringe betydning. Ellers havde hun f.eks. næppe givet sig hen i hans lejlighed. Hun var umådelig fintfølende, som det fremgår af alt, men for massive ejendomsbegreber på sådanne områder havde hun netop derfor ingen forståelse.

Men et andet sted skriver hun pludseligt:

„Jeg har for alvor spurgt mig selv, om jeg ikke simpelthen bare vil giftes, den helt banale forsørgelse. Til syvende og sidst er jeg bange for fremtiden: P. N. får med sin første karakter 75 kr. om måneden, K. L. råber med bananer, T. G. hoppede i vandet fra færgen mellem Helsingør og Helsingborg, 60 pct. af alle akademikere er arbejdsløse, eller kan ikke få arbejde i deres fag. Om denne „frygtelige trang“ mon veg, hvis man vidste, at man ved hjælp af alt det skidt, man har lært, formåede at tjene så meget, som man behøver for at leve jævnt? (Skal vi sige 200 kr.). Har igen ansøgt om studielån, jeg hader disse blanketter, dette tiggeri. Staten burde betale vore studier, det er den, der skal bruge vor viden, men forresten lader det ikke til, at den har brug for vor viden eller os. Angsten for arbejdsløsheden overskygger for tiden på universitetet ganske angsten for eksamen.“

Samme dato: „X mente, at hvis kvinderne fik deres krav om „lige løn for lige arbejde“ gennemført, var kvindens frigørelse ved at nå sin fuldkommenhed. Jeg mener, det er et dårligt tidspunkt, vi er kommet i frihed på. Fængslet var mørkt, friheden er kold. Det er som slaven, han lader alle sine lænker blive tilbage, han tager maven med sig. Gennem 2000 år var han smedet til den fugtige mur. Han kommer fri og tumler: Muren var hans hold. Og han venter for meget af friheden. Dér må man medbringe alt. Lasciate ogni speranza, voi ch'entrate! —“

To dage senere, den 25. april, finder jeg en sætning som: „Kvinderne skulle befries for manden. Nej, det er anderledes, Mændene skulle befries for dem. De bliver kastet ud i friheden som en hundehvalp i vandet. Før de kan gå, skal de lære at svømme.“

For at belyse hende yderligere, vil jeg så kort, det er mig muligt, gengive hendes holdning i en sag, der beskæftigede hende meget i slutningen af januar 38.

En studiekammerat af hende, hun kalder ham i sine optegnelser Børge, kom til hende og fortalte, at hans mor ville skilles, fordi hans far gik med en ung pige. Faderen var ikke uvillig, men moderen forlangte et så højt underholdsbidrag, at det derved blev umuligt for faderen. Af hendes optegnelser og dagbog ser jeg, at hun straks griber faderens parti, men tilsyneladende har hun senere haft en samtale med moderen, der har talt til hende om hjemmet og børnene på 6 og 7 år. Et sted gengiver hun ordret moderens udtalelser: „Vi har holdt af hinanden siden vi var 17 år, det andet er da kun noget forbigående, noget pjank. Hvorfor skal så meget ødelægges af den grund?“ Og „Jeg truer ham jo bare med den skilsmisse, for at han skal bryde med hende.“ Efter samtalen med moderen skifter Y sit standpunkt. Hun lover endog moderen at tale med den unge pige.

Her må jeg indskyde, at affæren udspilles i et arbejderhjem. Faderen er metalarbejder, og hans unge elskede fabriksarbejderske. For Børge er det temmelig katastrofalt, mener Y, da han ved at spille i en knejpe tjener til sine studier og de nødvendigste klæder, men bor hjemme. Alligevel understøtter han stadig sin fader i at holde fast ved den, han elsker. Et sted skriver Y: „Børge mener, at det er meningsløst af hans mor at sætte faderen over for et enten eller, og han sagde i dag: „skulle far ikke, når han slider i det og slæber føden sammen, have lov til at elske den, han elsker?“ Men sagen er vel den, at manden i grunden elsker moderen og alt det, der følger med hende.“

En aften kommer det så til en samtale mellem Y og den unge fabriksarbejderske. Det er i knejpen, hvor Børge spiller.

Om denne aften skriver Y: „Hun er slet ikke køn, men hun har en mærkelig tiltrækningskraft, og man kan umuligt være i dårligt humør i nærheden af hende. „Jeg har sagt til ham, at for min skyld kan han lade sig skille eller la vær, jeg tror, det sidste er det bedste for pengenes skyld,“ sagde hun simpelthen. Og da jeg sagde til hende, at det jo var for sent nu, da faderen havde besluttet sig til det, trods det høje underholdsbidrag, sagde hun: „Nå, har han nu besluttet sig til det, ja, jeg har sagt til ham, at jeg gider ikke høre mere om den sag, skilsmisse eller ikke skilsmisse, jeg gifter mig ikke med ham.“ Jeg spurgte hende, om det virkeligt var hendes alvor, og hun sagde fortroligt og med en komisk alvor: „De forstår, han vil sætte sig på mig, så jeg ikke kan sige et pip, aldrig i livet!“ Jeg spurgte hende, om det så ikke var bedre at lade ham blive, hvor han var, hos konen og børnene og hjemmet, om hun ikke ville give slip på ham, jeg troede ikke, det var så alvorligt for hende som for konen. „Der er ikke noget med at give slip,“ sagde hun, „vi har det sådan sammen, at vi må mødes, altså godt nok.“ Så rejste hun sig og mente, at vi lige kunne nå 9½-forestillingen i Kinografen, og så gik vi sammen i biografen. Hun er et af de frieste mennesker, jeg hidtil har truffet.“

Men det var i den tid, hun selv brød med X.

„Brysselerrejsen“ skænkede hende anledningen til det endelige brud. Han skulle tage del i en kongres, og lykkeligt aftaler de, at hun skal med. Hun samler prospektkort over Bryssels gallerier og lægger et program, en stor plads af dette indtager besøg i arbejderboligerne.

Få dage før afrejsen forklarer han hende, at han må tage sin kone med, hvis han ikke vil risikere hendes selvmord. Allerede med billetterne i lommen diskuterer han dette med hende. Bruddet sker på ejendommelig måde. De beslutter at skilles for to år, indtil hun har sin eksamen bag sig. Hun kan ikke koncentrere sig, så længe han „er i hendes farvand“. De tager til Malmø sammen som afsked. Hun skriver i sin dagbog, at han simulerer lykkelig over, at det altså ikke er noget endeligt brud. Hun selv håber i de to år at kunne frigøre sig for ham, at komme til at stå på egne ben.

Malmørejsen er typisk, alt skal være „skønt“, også adskillelsen. Helvede skal også være skønt.

På færgen er hun, som hun skriver, „stiv“ i hele kroppen, ikke fordi han taler så forkert om sociale spørgsmål, men fordi de sidder der for sidste gang sammen og folk ser på dem.

Nu er hendes dag besat fra time til time, ja fra kvarter til kvarter. Allerede kl. 6 cykler hun ud til en roklub og ror. Hun føler sig legemlig svag og vil med alle midler styrke sig, hun tager jern og får arsenikindsprøjtninger.

Hun fører en hårdhændet kamp mod sin længsel efter X og forsøger at koncentrere sig om sine nationaløkonomiske studier, men sidder i Studiegårdens læsesal 6 timer over én side.

Hendes brud med X var ikke noget brud, men en flugt, ikke alene fra X, men fra alt det, hun foragtede, og hver gang hun havde brudt, blev grundene dertil spindelvævsgennemsigtige for hende i hendes hænder.

Hun måtte bryde med ham, fordi hun foragtede hans otteværelsers lejlighed, hans hjemmeidyl — fordi han gik på jagt, fordi han var mystiker, fordi han så latterlig ud på cykel, fordi han i nærværelse af andre var fej, fordi han dansede rundt med gesandtskabsfruer, tilmed dårligt, fordi han var en dårlig videnskabsmand, og frem for alt fordi han ikke forstod den materialistiske dialektik, fordi han lod sig true til at tage konen med til Bryssel osv.

Der kommer tre forsøg på at komme til at stå på egne ben. I sommeren 38 tager hun med en studiekammerat på en motorcykeltur til Belgien (ikke Bryssel). De har to telte med og bor i 14 dage i disse to telte, hvis opstilling tillige med madlavningen tager to timer hver gang.

Det kommer naturligvis ikke til nogen nærmere forbindelse mellem dem, hvad der også forud er aftalt.

Hun tager til Oslo til nationaløkonomisk stævne. Om det faglige skriver hun tre sider i sin dagbog, der viser, at hun med fuld kraft begiver sig ind i sit fag. Men et museumsbesøg får igen X til at dukke op fra dybet. I det hele taget er det, som var X lukket ned i en æske, som hun forsøger at stille fra sig, men forgæves, og hvis noget eller nogen kommer til at røre ved den, springer den op, og X farer ud som trolden af æsken. På museet ser hun en granitstatue af en mand og en kvinde og kommer til at tænke på X og sig selv en bestemt aften: „Vi lå på divanen, lysene dannede skygger i værelsets kroge, men belyste raderingerne på væggene. Mænd og kvinder, glade for hinanden.“ Inden hun forlader museet, går hun tilbage til granitfiguren og lægger sin hånd fast om hans skulder.

Allerede i det tidlige efterår samme år tager hun på en telttur i Nordsjælland med nogle unge akademikere. Det er lutter par, hun er alene.

Hun ser tilfældigvis, hvordan en af de unge mænd i den friske morgen koger sin venindes pessar på et lille primusapparat foran teltet. Hun finder det smukt.

Hun betoner, at de unge mennesker er fornuftige og naturlige, og hun ser, at de har det godt sammen. Hun bryder op før de andre, men kun fordi hun må tilbage til sin stilling. „Jeg løb over en fed kløvermark mod landevejen med knyttede hænder, og mine kinder var våde, men jeg havde jo ikke noget at græde over,“ skriver hun som afslutning på denne teltudflugt.

„Jeg ville ønske, livet igen førte mig sammen med X, bare for nogle korte timer,“ skriver hun nogle dage senere.

I denne tid modtager dagbogen hendes sidste parole. Den er formuleret sådan: „Hvis man bare kunne vokse alene.“

Hermed har hun glemt, hvad hun vidste engang, nemlig at hendes „frygtelige trang“ var en meget positiv, meget sund trang, en trang, som menneskeheden overhovedet ikke kan undvære, og i stedet for stadig på ny og på stadig bedre måde at forsøge at tilfredsstille den, forsøger hun nu at undertrykke den.

På grund af denne ,,frygtelige trang til at være et menneske nær“ strandede hendes forhold til X. De fortvivlede forsøg på at komme ind i en arbejdsgruppe eller i et kummerligt „kollektiv“ (som de ferierende studiekammerater) bragte ingen lindring. Hun ser, og med stor klarhed, at intet fortjener navnet kollektiv, som ikke kan udvise produktion. Hun aner endda, at knapt nok medvirken på opgaver inden for samfundets rammer kan danne ægte kollektiv, men kun opgaver, der tilsigter en total omdannelse af dette samfund med alle dets fejl, men hun er ikke mere i stand til at vokse ind i et sådant kollektiv.

Hendes sidste parole er kapitulationens parole.

Jeg kommer nu til den delikateste del af mine overvejelser, så smerteligt det end er: Uden at fremkalde minderne om den nat, hun tilbragte hos mig, kan jeg ikke nå til fuldstændig klarhed.

Omtrent et halvt år efter det endelige brud med X, et fjerdingår efter teltlejren i Nordsjælland, blev hun en nat hos mig.

Der er ikke ret meget at sige om det. Det var til at begynde med meget skønt, hun viste stor venlighed og næsten en rystende ømhed, men jeg kunne ikke få hendes „stivhed“ væk.

Hun ville elske mig, men hun elskede mig ikke.

Kl. 6 om morgenen følger jeg hende til sporvognen. Hun går med lange, spændte skridt ved siden af mig. Baskerhuen trykker hun ind til sig med albuen. Hendes smalle ansigt er fuldt af energi, men der er noget krampagtigt ved alle hendes bevægelser.

Et kort stykke vej må vi over marker. Himlen er fuld af regnskyer. I det fjerne er forbebyggelserne til den store by synlige. Under løvtræerne møder vi kun få mennesker, arbejdere, der cykler til fabrikken. Vi løber hurtigere. Det begynder at regne. Denne regn vil jeg beskrive, da den efter den forudgående, pinefulde nat står uudslettelig i min erindring og for mig var som en løsning.

Jeg nød den næsten, som jeg ville have nydt en vellykket omfavnelse. Først løber en let vind over vejen, hvirvler støv op, som ville den vise, hvor udtørret alt er. Og den ryster også løvet, som for at prøve, hvad der lader sig stille op med det. Det synes at trække sig sammen, de unge blade står stive på grenene.

De første regndråber frembringer en skælven hos løvet og græsset, men ingen befrielse.

Regnen bliver snart mere regelmæssig. Ganske vist er det stadigvæk enkelte stråler, og den tørre, hårde jord viser dem tilbage. Så „brister“ skyen.

I hast kommer større vandmasser. De lægger sig tungt på markerne, de trykker simpelthen græsstrå og løv ned, uden at det opgiver sin stivhed. Nu er der ingen horisont at se mere. En mælkehvid damp stiger op fra jorden og synker tilbage på den igen. Den begynder at drikke. Nu danner der sig på vejen små muntre, hoppende vandpøle. Træerne, grønliggrå klumper omhyllet af damp, forvandler sig til drankere. Grenene bliver slået fra hinanden af vandmasserne. Kvistene strækker sig enkeltvis i badet, jorden, der i ugevis lå tør og sprukken, trækker sig sammen, søndret af de uophørlige regnskyl. Der fandtes steder, hvor regnen ikke var nået hen, på græsset under meget tætte grene, i grenenes fordybninger, under udhængende jordklumper på grøftekanterne. Nu når den hen overalt, der findes ingen tørre steder mere, der drikkes ikke mere, der gurgles.

Hvilke lyde opfylder ikke denne grågrønne blanding af luft, vand og løv! Små undertrykte, uanstændige latterudbrud i bladhanget, dump stønnen fra en gren, et suk fra dybet af en grøft.

Det er stadig en kampleg, men på nogle steder er det allerede en forening. Jorden hæver sig, grenene på de store træer synes allerede at overgive sig. Sekundlangt synes det, som optager ikke alene jorden, løvet og græsset regnen, men som fyldes også regnen med jorden, løvet og græsset, og så er himlen pludselig som læns. Regnen har helt forvandlet sig til væde, der gives ingen regn mere, men alt er vådt. En fortryllende friskhed stiger fra det badede landskab, i fuldstændig afslapning strækker løvet og træerne sig ud, retter græsset sig op med sikkerhed, lægger jorden sig beroliget tilbage.

Jeg kan ikke beskrive, hvilket velvære der kom over mig. Jeg betragtede Y stjålent. Jeg husker, hvor jeg blev forskrækket. Hendes skuldre var sammentrukket, men hendes ansigt holdt hun op imod regnen. Hendes udtryk var ubeskriveligt, forventningsfuldt og smerteligt.

Efter hendes selvmord fandtes der intet brev til X mellem hendes papirer. Stadig mer og mer står det mig klart, hvilken birolle X spillede i alt. Umuligt at sige, at han bærer skylden. Her stillede hun sig altså til afgørende slag i sin befrielseskamp. En heldig udgang havde måske betydet en aflasten på alle punkter, en uheldig indledede ligeså altomfattende et sammenbrud.