I aften bringer vi ingen oversættelser eller andre tekster og ting vi kunne skrive et forord til. I dag har vi nemlig fødselsdag, det første ugebrev i et nyt år, og selv om vi gerne skulle fejre, vil vi gerne bruge en fredag aften på en pause, ligesom for at fordøje os selv. Det bærer en vis fare med sig for at det bliver lidt indspist, og når det bliver indspist, kan man hurtigt begynde at snappe af hinanden. Alligevel vil vi her – for at give plads til det kommende år – forsøge at gå nogle ting igennem som vi ikke er blevet færdige med, ikke for at gøre os af med dem, men for at lade os påvirke igen af vores halve forglemmelser fra året der gik, vel nærmest for at prøve at huske hvad vi ikke har skrevet. Det vi stoler på at vi skal blive ved med at være i gang med at skrive; ligesom en forberedelse i retrospekt, der gentages.
For et år siden åbnede vi et tankespor om passivitet og aktivitet. Vi bragte en skolestil af en ung Simone Weil, et eventyr og en analyse. "Hvor Bartleby-figuren har været eksempel på undvigelsen (arbejdsvægring), er heltinden i denne tekst noget nær det modsatte: Der lader til at være alt muligt livskraft i hende, og hendes ikke-handling er alt andet end en vægring. Det er ikke engang indlysende sandt at hun ikke handler – hun syr jo hele tiden – så det er altså ikke ikke-handlingen i sig selv, men ihærdigheden, fravalget af de tusinde andre handlinger, som er magien. Ikke fraværet af handling, men fraværet af afvigelser; et fokus, en ren intensitet der kun er mere mættet idet den er koncentreret i en enkelt aktivitet strakt ud over seks år."
Vi forstår stadig magi som noget væsentligt passivt, for så vidt det handler om at få noget til at ske som man ikke selv forårsager. Men hvordan nu det? Ingenting sker "af sig selv", alting bygger på tusinde ting bag. Også vi taler om magi – disse samtaler som en prisme mellem hverdag og magi – men forsøger også at gå mere eller mindre kritisk til værks til: ikke isolere den i sin egen urørlige sfære, ikke udskille den fra alle de mange små usynlige gøremål der har gjort den mulig og holdt den ved lige. "Rent er ikke noget man gør, men noget man holder", plejer en af vores venner at sige, og hvad der er sandt om orden, kan også være sandt om det overordentlige. I hvert fald tænker vi også mestendels disse ugebreve, hvor enkeltstående og fragmentariske de end kan fremstå, som et vedligehold, noget som vi holder på med og fast i. Måske er det det nogen mente da de skrev "Ansvarsløs forpligtelse!" på skraldespandene nede ved søerne? Vi sysselsætter os glædeligt ugentligt med disse forsøg på at samle disse tråde uden at vide hvilket motiv der væves frem, velvidende at synligheden for os selv først træder frem når vi træder tilbage og holder inde med vedligeholdet.
Det synlige af vedligeholdelsen, produktet, er jo ikke mindst de omgivelser vi lever i, men hvad nu hvis vi fandt glæde i at mødes i vedligeholdelsen, hvor mødet er holdt i gang af lysten som holder os oppe? Det tyder på at produktet over for reproduktionen er en falsk opdeling, ikke fordi den er uvirkelig eller ikke gør en forskel i vores liv, men fordi den ikke giver mening. Vi kender jo godt at det bedste ved møder kan finde sted i køkkenet, at det er ved skærebrædderne, når fire kilo jordskokker skal skrælles før forsamlingen, at det ønskede sammenkog allertydeligst manifesterer sig. Sådan lærer man at magien ikke er en fjende af nødvendighed, men at denne nødvendighed, ligesom vi engang skrev et andet sted, ikke er den sult man tynges af, men appetitten man nærer. "The belly's hunger does not account for the complexities of cuisine" skrev Gayle Rubin.
Marcellos brev til sine venner i ørkenen handlede om en praksis vi kunne dele med hinanden, forstået som en måde at leve på. "Kommunen er kommende, ikke i tid, men i nærhed. Livene i fællesskab er ikke ude i fremtiden, men ved siden af." Vi skrev det forord under lockdown, vi stod uden for med mange meter imellem os; vi frøs, nærmest råbte til hinanden mens en af os tastede ned. Det var en vennekreds. I aften tænker vi: Hvor er det forunderligt, nærmest magisk, at mennesker kan ændre sine relationer og træde ind i nye.
Egentlig skriver vi jo disse ugebreve til os selv, men netop til dem af os som ikke er her – det ekspanderede 'vi' der aldrig er til stede. Dem der måske dukker op næste uge, dem der aldrig rigtigt dukker op, dem derude der ikke ved de er med, altså jer. Dette altid mærkeligt forvirrede, altid utilstrækkelige – og måske netop derfor så grammatisk nødvendige – 'vi' skal kunne rumme mange jeg'er, der ikke staves ligetydigt. Men hvis det stadig ønsker at være forståeligt, må det vel også være tydeligt om sine rammer og sit ståsted for at kunne tale. I så fald burde vi ikke kunne tale, for det er vi ikke. Manglen på ramme er det eneste vi har; det er derfor vi må skrive som om den findes. Og vi mislykkes hver gang.
Glæden ved at mødes ugentligt om tekst og skrift i fællesskab rører sig til dels i opløsningen af den individuelle stemme i den kollektive. Noget af det magiske er det 'hov', vi må udbryde når vi pludselig har skrevet en tekst som ikke er nogens, hvor sætninger står skrevet som ikke kan tilskrives nogen af os. "Vores mormor" skrev vi i et forord i foråret uden selv helt at forstå det dengang, "flertydigt dirrende mellem jeg'et og vi'et". Vores mest indadvendte øjeblik hidtil, et 'antiregnum' fra det tidlige forår, funderede egentlig over repræsentation iblandt os, men nåede også til et blik over vores egen praksis og hvor den kommer til kort, ikke som en mangel, men som en åbning til hvad vi ikke selv rummede. Der var vel noget ved den negation vi kunne bære videre.
F.eks. har Marianne Larsens digte – som vi bragte i januar – haft deres virkning på os lige siden. De talte til os. Det med pinligheden, og det med "en understrøm, der hele tiden findes nedenunder al denne her repetition, hvor hver dag kunne være den samme." Det gav os et øje for det daglige i det ugentlige, at der er noget der strømmer igennem alle repetitioner og sammenfald. Det nye i reprisen.
En af os læser en ny bog af Sianne Ngai om hvad en gimmick er: Gimmicken tilvejebringer arbejdskraften, det abstrakt-mulige i den levende arbejder, men kan også være en æstetisk attribut, en paryk fx, som man tager på for at passere som noget eller som noget andet. Den slags gimmick både muliggør abstraktionens vold samtidig med at den synliggør dens kunstlethed. "Fake it 'till you make it": at have en praksis som man gentager igen og igen uden egentlig at vide om man gør det rigtigt; det kan være et selvbedrag, men det kan også være en potentialisering af impostor's syndrome, som vel er en arbejderklassesygdom, en diagnose af alle dem der, "inderst inde", føler at de ikke har ret til at gøre hvad de gør eller være hvem de er.
Improvisation bliver først mulig når man har øvet sig på sit instrument rigtig meget. Man improviserer sammen og ud fra noget. På samme måde kan vi sige at vi egentlig ikke skriver, vi jammer bare i øveren. Men ligesom vi læste at Fred Moten havde sagt til sine elever: "Jeg ville jo i virkeligheden bare gerne have et band. Men det band skulle være os, og det vi øvede os på, skulle være det vi taler om nu." Men øvelsen kan i dette tilfælde ikke være en bevægelse mod en performance. Hvert forsøg på at gøre noget endeligt er dømt til at blive gentaget. Det går aldrig an at gemme den sidste version, det allersidste udkast er altid alligevel foreløbigt før det næste. Altid er vi på vej til at begynde, det er det vi kalder 'praksis'. Fredag aften er ikke nogen afslutning (på ugen, på teksten), men er på en måde også altid før begyndelsen.