Denne appel er et første svar på eksplosionen i Beirut sidste mandag. Eksplosionen var det første brev. Så selvom teksten kan synes at have karakter af et manifest, så forstår vi den ikke først og fremmest som en politisk erklæring – der er intet program og ingen forhandling – men som en upyntet og uformildet konstatering af tingenes tilstand – "efter Beirut", som overskriften nogenlunde lød da den blev bragt på lundi matin, hvorfra teksten er oversat.
Den 4. august blev magten dræbende, skriver vores venners venner. På sin vis har den været det i mange år, hvilket vel var den fremmeste bevæggrund for efterårets opstand. Men når store dele af Beirut lægges øde af en eksplosion hvis lige ikke er set i fredstid på noget tidspunkt i historien, er det ikke egentlig tale om et mord på byen. Et drab i krig er ikke i retslig forstand et mord, men den død, man bringer over sin fjende. De knap tre kilotons ammoniumnitrat der lå på havnen i Libanon, var beregnet til krig. Når den libanesiske stat konfiskerer og deponerer det sprængstof uden at skille sig af med det – eller omsætte det til kunstgødning til det industrielle landbrug – så er det umuligt at forstå som en fredshandling. Og når de deponerer dette sprængstof midt i byen, er det at regne som en krigshandling mod byen og dens borgere. Afsløringen af eksistensen af et våbenlager midt i byen der bruges af 'ingen', bliver nu til alles krig imod denne ingen.
Vi fornemmer at denne appel mere end noget er vigtig fordi den uden omsvøb modtager den handling som eksplosionen var, som en krigserklæring, og dermed fastslår at der ikke længere, hvis nogensinde, er nogen ret der kan bilægge denne strid. Det er ikke længere nogen "fredelig sameksistens" at fortsætte eller sigte tilbage imod. Ikke bare: "Nu vil vi ikke længere", men "fred er ikke længere muligt".
For at undgå sit ansvar har regeringen erklæret sin egen uduelighed. "Vi havde ingen anelse om faren, og hvis vi havde, var vi fejlinformerede, og selv hvis vi vidste præcist hvad der foregik og havde egne interesser i at se igennem fingrene med galskaben, så er vi magtesløse over for denne slags korruption, som vi selv er en del af". Premierminister Diab gik formelt af i mandags sammen med flere af sine ministre, men alle er de blevet på deres poster, indstiftet som deres egen overgangsregering. Samtidig med at staten således træder et skridt tilbage, markerer den sin egen uundgåelighed.
Så ordløst som den nationale politiske klasse forholdt sig, lige så højlydt trådte Macron ind på scenen, som den første politiker overhovedet – iberegnet den libanesiske regering selv – til at besøge gerningsstedet, mens der stadig blev fejet glasskår af gaderne og ledt efter overlevende i brokkerne af byen. Han sagde hvad alle forventede han ville sige: Vi ("det internationale samfund") kommer med hjælp, men vi har ingen tillid til den siddende regering; den eneste hjælp I kan regne med, er betinget af en politisk forandring som vi selv vil definere. Måske det kræver en veritabel krigshandling, før de neokoloniale magter taler så åbenhjertigt om deres egne motiver. Det er også derfor at teksten nu må råbes højt også i Frankrig og her. Tilbage står spørgsmålet om hvad vi skal svare og hvor. Vi mærker i hvert fald at vi skulle have talt om det her for længe siden.
Gaden tilhører os, og vi vender nu tilbage til den.
Vi er alle blevet født den 4. august 2020 kl. 18 i Beiruts havn, kaj nummer 12.
Det var den dag, hvor vi alle blev født, eller måske snarere hvor vi alle døde. Nogle af os vendte tilbage til livet, lig af glas og cement, rester af ammoniumnitrat. Vi havde da blot tilbage, som lig kan gøre det, at måle omfanget af de ødelæggelser, der var overgået vores by.
Det her er ikke en følge af nogen naturkatastrofe. Det her skyldes ikke en forkert håndtering fra de arbejdendes side, det her er ikke en eller anden uheldig hændelse. Og det er heller ikke resultatet af den almene korruptionstilstand, som har hersket i over tredive år. Eksplosionen af 4. august 2020 er et planlagt mord begået mod folket.
Der er derfor nogle, der har planlagt det, nogle som har udført det, nogle der har udnyttet det og nogle, der nu retfærdiggør sig.
Den 4. august 2020, kl.18, kaj nummer 12. En krig er altså begyndt her med hundredvis af døde og tusindvis af sårede, hundredtusindvis af tvangsforflyttede og tab ud over enhver grænse. Det er en krig, der havde kunnet undgås. Den var blevet varslet for mange år siden. Det havde derfor været muligt at undgå eksplosionen, men den fandt sted: Bomben gik af, og vi døde ved det. Det spørgsmål står nu tilbage: Hvor mange bomber venter der på os?
Den 4. august 2020 smed dræbermagten en bombe i hovedstadens hjerte og dekreterede dermed, at der ikke ville være nogen grænse for dens barbari. Det er ikke nødvendigt at vente på undersøgelsernes redegørelser, vi kender sandheden. Den er tatoveret på ligene og på de sårede, i de beskadigede gader, i de overlevendes øjne, i ofrenes levende erindring. Vi har ikke brug for nogen undersøgelseskomité, som blot vil være tro kopier af den herskende amnestilov, den lov der fortsat giver disse kriminelle en legitimitet.*)
Denne 4. august har magten bevist, at den ikke bare er korrupt, plyndrende og inkompetent, men at den er morderisk. Det er herefter ikke længere muligt for folket at fortsætte samlivet med den.
Den 4. august 2020 har dræbermagten smidt en bombe i hovedstadens hjerte, og derved har den brudt det sidste bånd, der endnu forbandt os til den. Vi er ikke længere ude på at finde nogle kendsgerninger, der ville kunne genoprette vores tillid til denne magt. Ansvaret falder ikke på den, der sammensvejsede indgangen til denne lagersilo, men på dem som har sammensvejset systemet. Hundrede år efter Libanons grundlæggelse er vores samfundspagt faldet bort; vores såkaldte suveræne stat, vores såkaldte modstandsdygtige hjemstavn, vores såkaldte land for national enighed. Alt det er bare løgn. Sandheden er denne: DET LIBANESISKE FOLK ER UNDER BESÆTTELSE.
Den 4. august 2020 bortfaldt enhver legitimitet for denne magt, og vi befinder os nu i krig med den. Hverken dens politikere, eller dens institutioner, eller dens partier, eller dens banker og medier er legitime. Og en sådan legitimitet vil ikke kunne genoprettes af en undersøgelseskomité, af valgurnerne eller af en nødregering. Legitimiteten tilhører i dag os; det er os der rydder op i gaderne, tager os af vores sårede og begræder vores døde.
Den 4. august 2020 vedgik magten sin forbrydelse, da den erklærede militær undtagelsestilstand. Den kunne ikke finde på andet for at dække over sin fallit. Dens eneste bekymring før nogen optælling af ofre eller tilrettelæggelse af hjælpeforanstaltninger var at undertrykke enhver modstand, der måtte blive den til del. En erklæring af undtagelsestilstand udgør et forsøg på at fralægge sig ansvaret for hjælp og redning. En erklæring af undtagelsestilstand udgør en krigserklæring mod de overlevende. En erklæring af militær undtagelsestilstand udgør oprettelsen af en politistat affødt i eksplosionens skød.
Den 4. august 2020 erklærede magten os krig. Hvad os angår, så proklamerer vi begyndelsen på en befrielseskamp.
Vi er ikke længere den 17. oktober.**) Vi vil ikke gøre oprør, vi vil ikke længere protestere, vi vil ikke længere fremføre vores krav. Kampens stund er oprundet.
Vi kommer til at kæmpe for at befri vores institutioner fra dem, der har tilranet sig dem.
Vi kommer til at kæmpe for at befri vores byer fra angriberne.
Vi kommer til at kæmpe for at befri vores ejendele og økonomier fra bankernes magt.
Vi kommer til at kæmpe for at befri folket fra besættelsen.
Vi kommer til at kæmpe for at befri os fra dette regime.***)
Der var en dag, hvor “vores præsident” sagde til os: “Hvis I ikke synes om landet, så kan I bare emigrere!”.
Min herre, siden den 4. august 2020 er det kampen for deres afsættelse, der er begyndt.
Hvor længe vil de endnu skåne os?
Teksten blev første gang bragt på Lundi Matin, mandag den 10. august med følgeteksten: "Denne kollektive appel er netop tilgået os fra nogle libanesiske venner; den blev råbt over højtalerne, hængt op på murene og omdelt i de ødelagte kvarterer i Beirut, mens en umådelig folkemængde bevægede sig gennem bymidtens gader."
Oversætterens noter:
*) Den libanesiske amnestibeslutning blev taget med henblik på at sikre straffrihed for parterne i den libanesiske borgerkrig 1975-1990. Den udgør det fortrængte i den libanesiske dagligdag: Se den libanesiske film L’insulte [Fornærmelsen] fra 2017 af Ziad Doueiri. Vist for nylig på DRTV.
**) Dagen for sidste års store demonstrationer i Beirut, der blev nedkæmpet af bl.a. Hizbollah.
***) Denne del er en perfekt parafrase af Winston Churchills berømte modstandstale i det britiske Underhus, 4-6-1940: “We shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds, we shall fight in the fields and in the streets, we shall fight in the hills; we shall never surrender”.