Revolutionens relationer - del 2

Vi fortsætter, hvor vi slap i sidste uge, idet vi bringer anden del af en række uddrag fra Bini Adamczaks Beziehungsweise Revolution. Sidst nåede vi ikke længere end den russiske revolution og den universelle maskulinisering af revolutionsprocessen. I denne uges uddrag handler det om, hvad der er på spil i de revolutionære betingelser vis-à-vis et queerfeministiske perspektiv.

Køn står i centrum for revolutionsprocessen her. Kønnethed bliver et revolutionsemne. Men det er ikke en revolution, der vil befri kønnene, det er snarere et spørgsmål om de historiske former for køn, som revolutionen omkalfatrer — altså forhold og forbindelser, der er altid er til stede i den ene eller den anden historisk specifikke form. Der er ikke tale om køn som væsen eller essentielle egenskaber ved de enkelte subjekter, men snarere substanser, der kan omformes i de måder hvorpå vi møder hinanden. Kønnene kan således forstås som en kilde til social rigdom, som benyttes i udformningen af frigørende forhold og forbindelser.

I stedet for at fortstå revolutionen som en ødelæggelse af den gamle verden bør fokus være på, hvordan vi har lyst til at leve. Det drejer sig ikke om forholdet til fjenden, men netop om opbyggelse af solidariske forhold til kammeraterne. Men også om skabelse af et socialt grundlag, hvor alle de forhold og forbindelser, vi indgår i dagligt, kan laves om. Imens et klassisk perspektiv tager udgangspunkt i negationen af den gamle verden for kun dernæst at rejse spørgsmålet 'hvad skal der ske nu', bestræber Adamczak sig på at tage direkte livtag med sidstnævnte. Det er netop dét, der tiltaler os ved teksten.

Hvordan skal vi omfavne spørgsmålet om revolutionen som noget samtidigt? Hvordan har vi lyst til at leve?

Én af os præsenterede engang navngivningsproblematikken som "det næst-første problem." Altså om der skal et navn til, før vi bliver nogen sammen. I lyset af dette spørgsmål var det derfor med begejstring, at vi hos Adamczak kunne læse, hvordan det er mindre vigtigt, hvad vi kalder os, end hvordan vi er knyttet sammen. I stedet for at indskrænke relationerne ved at give dem et navn, så peges der i teksten i retning af en spredning af revolutionsprocessen hinsides organisationer, og dybt ind på hverdagsrelationer, som ikke kun skal kritiseres, men laves om.

En relationel revolutionsteori efterspørger i mindre grad, hvad der kritiseres, end hvad der bliver projiceret, mindre efter hvad der fejes af vejen, end hvad der bliver stræbt efter. Når revolutionen forstås som en socialkonstruktionsproces, ændres selve begrebet socialkonstruktion dermed. Helt utroligt tjener dette overhovedet ikke til koncipering og beskrivelse af nye socialitetsformer, men snarere det modsatte; at de gamle er konstruerede og derfor kan kritiseres, denaturaliseres og undergraves. Dette kan tolkes som et teoretisk udtryk for 68-bevægelsens praktiske nederlag. (101)

Køn er ikke forstået som en kategori, der tilhører subjektet, og heller ikke som en egenskab eller identitet for sociale individer eller grupperinger, snarere som en atmosfære eller stilling, der trænger igennem, pirrer eller omfavner kroppe ligesom tekst, rum, som ting, institutioner, som sfære. (107)

Da revolutionsbølgen går igennem subjekter, grupper eller klasser, lader den sig ikke kun forstå som en ændring i forholdet mellem positioner, der allerede findes og som forbliver uforandrede, fx magtforholdene mellem kvindelige og mandlige, heteroseksuelle og homoseksuelle, cis- og transkønnede subjekter. Snarere bliver disse positioner og identiteter rekonstruerede, oplader sociale rum med en ny kønnethed og forrykker dets udformninger og begrænsninger. Kønsforholdene er af interesse her, fordi de ligger helt inde i hjertet af revolutionen, i midten af en omkalfatring af samfundet. Den kønsmæssige måde at danne og opretholde forhold og forbindelser på gør sig gældende, da den slår bro over de grænser, der er konstitutive for samfundet — over samfundet selv: samfund som ensemblet af forhold og forbindelser, fagligt såvel som intimt.

Ud fra et marxistisk informeret, queerfeministisk perspektiv kan køn forstås som en rigdom af historisk udfoldede affektive, vanemæssige, professionelle, kognitive kvalifikationer og praksisser, som teknikken og formen for social organisering. Køn kan forstås som specifikke måder, hvorpå vi forbinder og forholder os til hinanden; revolution som en proces hvori samfundet vinder magten til at råde over denne rigdom, for at tage hånd om og omfordele adskillelsen mellem arbejde, affekt og sfærer, og for at reorganisere betingelserne for dennes reproduktion. (108)

Den kønsmæssige rigdom lader sig forstå som en rigdom af muligheder – af tanker, oplevelser, arbejde – kort sagt, af måder at være tilstede på. I deres helhed kan de ikke tilegnes og burde heller ikke. Der må træffes valg, fordi mange hvis ikke de fleste af de kulturelle rigdomme, der er blevet akkumuleret i den historiske form af køn, i emfatisk forstand ikke er til at holde ud og kun svært kan adskilles fra sporerne af den vold, der frembragte dem. Disse valgmuligheder er imidlertid udelukket i den traditionelle socialisme. (173)

På sådan et kunstigt indskrænket grundlag er det svært at stille spørgsmålet om kommunismen, der typisk stiller sig i det revolutionære øjeblik: Hvordan vil vi organisere omfanget af det arbejde, som vi anerkender som nødvendigt for at tilfredsstille de behov, der tilkommer os som befriende? De historiske køn, samt de måder at danne og opretholde forhold og forbindelser på, der bragte dem frem, og de derfra frembragte måder at være tilstede på, må derfor forstås som et lager af affektive, vanemæssige, intellektuelle, praktiske rigdomme, som et samfund i gang med at befri sig selv kan benytte sig af. (174)

I et revolutionsteoretisk perspektiv kan – efter en denaturalisering af kønskarakterer er fundet sted – hele ensemblet af kønnede menneskelige egenskaber stå frem som en samling af affektive, vanemæssige, relationelle, osv. muligheder, som en aktivt befriende menneskelighed kan benytte sig af. Eftersom revolutionerne i sit væsen er skabere af måder at danne og opretholde forhold og forbindelser på, imens kønsrelationer organiserer nære og fjerne relationer henover sociale sfærer, så befinder kønsrelationer sig ikke i periferien, men tværtimod i revolutionens hjerte. (220-221)

Et andet blik på den kapitalistiske samfundsmæssiggørelse [...] forlanger imidlertid, at kapitalismen bliver overkommet på anden vis end i begrebernes negation, reform eller undergravelse. Det drejer sig ikke om at forstå kapitalismen bedre, men om hvordan den lettest kan laves om. Fra et forholds- og forbindelsesteoretisk perspektiv forekommer kapitalismen hverken som et lukket system eller som en antagonisme mellem uforbundne klasseblokke, men snarere som en sammenføjning af sammenflettede måder at danne og opretholde forhold og forbindelser på, levende som tingslige. (248)

Perspektivforskydningen fra subjekt til forhold og forbindelser tillader spørgsmålet om, hvem vi er, at forvandle sig til spørgsmålet om, hvilke forbindelser vi danner, hvilket forhold vi opretholder. Hvilket navn, vi går under, de kredse, vi slutter os, er derfor mindre væsentlige, end hvordan vi forholder os til hinanden, hvordan vi er forbundet med hinanden. Vi "er" derfor kolleger, forældre, forbrugere, børn, købte, varebesiddere, varer, partnere, dem der elsker, elskede, søskende, naboer, partimedlemmer, kontorarbejdere, veninder, kammerater, ensembler. (253).

Den revolutionære rekonstruktion kan ikke forblive i den forhåndenværende måde at danne og opretholde forhold og forbindelser på, gennem varen og kærligheden, markedet og familien, men snarere vil det på én gang sammenfiltre, blande, rekombinere, kort sagt, queere måderne at danne og opretholde forhold og forbindelser på gennem staten, bureaukratiet, partiet, foreninger og venskaber. De solidariske måder at danne forhold og forbindelser på, der opstår derigennem, er således noget, der i sin afhængighed ikke fornægtes eller tingsliggøres, men snarere er anerkendt som konfliktfyldt. (285)

Uddragene er oversat fra den tyske originaludgave af Adamczaks Beziehungsweise Revolution: 1917, 1968 und kommende. I uddragene er Beziehungen konsekvent oversat med 'forhold og forbindelser' for at bevare den semantiske tvetydighed, som 'relation' eller blot 'forhold' ikke omfavner.