Søndagsbørn

Det var en mørk og stormfuld aften: ikke en vind rørte sig. I aften fejrer vi vores anden fødselsdag, og det blæser udenfor, men det mærker vi næsten ikke rundt om bordet. Vinduerne er lukkede, vi er alene og i læ. Vi taler over en vindrose, forsøger at plotte ind hvad vi har lykkedes med, hvordan vi har forsøgt at undgå fiasko.

Fiasko, selve ordet, husker vi, har sin oprindelse fra de italienske glaspusterier, hvor de, når de lavede en fejl, kastede deres arbejde over i en bunke med tanken ”at det altid kun blive en vandflaske [fiasco]”. En fiasko er derfor netop ikke ubrugeligt, den kan bare kun bruges til én ting.

Succes, som fiaskoens modsætning, kommer til gengæld i to betydninger: enten at være lykkes med noget man har sat sig for – i aften havde vi f.eks. succes med vores græskarsuppe – eller at opnå en normativ status som er sat udefra. Fordi vi ellers ville kede os selv, vil vi i aften kun tale om den første af de to. Vi vil tale om at lykkes.

Det tog os lang tid at starte Fredag Aften, fordi vi var bange for at fejle. Vi havde nemt ved at afskrive os stræben efter succes men vi var stadig bange for fiaskoen. I stedet påbegyndte vi et arbejde hvor det slet ikke kan lade sig gøre at mislykkes. Vi er dog ikke sikre på om det er en styrke eller en svaghed. Spørgsmålet er vel om vi stadig er bange for at lykkes?

Det er en uovertruffen succes i sig selv at vi har mødtes hver uge i to år, mange uger flere gange, og har fået bragt på skrift noget af den samtale der har holdt os gående. Det har vi ingen lyst til at underkende; vi ved at det kan være svært at forpligte sig; vi ved hvor vigtig kontinuiteten er; hvor vigtigt det er at det er trygt. Men vi tænker også på hvad det betyder at have 'en succes i sig selv', en succes som ikke er vores egen bedrift.

Og at lykkes uden fortjeneste kan jo kun ske i kraft af en åbenhed: Vi må ud i relationernes fysik, lukke vinduerne op og blæsten ind; åbne op for det vi ikke selv har styr på.

Vi har også en fornemmelse at vi har været her før. Hvis tryghed er for stabil, så bliver det også uhyggeligt. Vi mødes hver uge for at kunne holde fast i hinanden mens vores verdener, relationerne os imellem, forandrer sig over tid. Derigennem kan vi finde nye holdepunkter og en slags tryghed man kan håbe på.

På ugebrevet har vi satset mange ting hvor vi hverken kunne have fiasko eller succes; vi føler, at vi har holdt os meget i skyggerne, indtaget et meget trygt rum, hvor vinden ikke blæser os omkuld; hvor vi nogle gang ikke engang mærker om det er dag eller nat. Vi spørger os selv om ikke vi fortsat kan være trygge med hinanden og gå utrygge steder hen sammen? Det er jo afgørende for vores praksis at vi har det trygt socialt, for det skaber noget langt mere interessant end de positioner utrygheden kan låse os fast i.

Vi har ikke længere så meget til overs for ordet autonomi, og alligevel har vi aldrig helt kunnet give slip på det. Der er to måder at kritisere autonomi: en der lægger vægt på at ingen er alene, at man altid er mange, at hver gang der siges ”jeg”, er der flere impliceret, nødvendigvis flere end der kan nævnes. Som Anne Boyer siger. ”Care is the invisible substructure of autonomy.” Men vi får også lyst til at sige at omsorg ikke blot er forudsætningen for, men identisk med autonomi. Autonomi er at kunne hele. Men så er vi jo tilbage ved autonomi.

En anden skepsis over for autonomi er at lægge vægt på heteronomien, at vi alle, uanset hvor mange vi nu er, er bestemt af kræfter udefra som overgår alle regler og bestemmelser vi er i stand til at sætte for os selv. Disse kræfter kunne hedde held ­– og at lykkes og at være heldig er vel næsten det samme, det kan man jo høre på engelsk. Vi tror på at der er noget der kun er muligt når mennesker er mange, og vi tror på at mennesker der er sammen, kan udrette alt de sætter sig for, især hvis de ikke vil det samme. Men det er et åbent spørgsmål for os om disse mange – om ”vi” – stadig har brug for held.

For at hjælpe os til at reflektere over forholdet mellem held og lykke og mellem bedrift og lykkefølelse og for en helt anden forestilling om succes end akkumulation af anerkendelse vil vi i aften bringe et folkeeventyr som vi stødte på igennem vores ven Walter Benjamins tekster fra denne sommer. Lykkehans, skriver Walter Benjamin, er billedet af et menneske som stoler på alle og alligevel ender lykkeligt. Et menneske som heldet tilsmiler, fordi han forstår at modtage hvert møde som et lykketræf.

Også vi har, uge efter uge, været ramt af lykke.

Da Hans i syv år havde tjent sin herre, sagde han til ham: "Nu har jeg været her længe nok, nu ville jeg gerne hjem til min mor. Må jeg få min løn." - "Du har været en trofast og ærlig tjener," sagde herren, "og din løn skal også blive derefter." Derpå gav han ham en klump guld, der var lige så stor som hans hovede. Hans svøbte den ind i sit lommetørklæde, tog den på skulderen og begav sig på vej hjem. Mens han nu travede af sted og stadig satte det ene ben foran det andet, fik han øje på en rytter, der nok så fornøjet red af sted på en rask hest. "En hest er dog en dejlig ting," sagde han, "der sidder man ligeså mageligt som i en stol, støder ikke mod nogen sten og sparer på skoene og kommer af sted, man ved ikke selv hvordan." Rytteren som havde hørt, hvad han sagde, standsede og råbte: "Hvorfor går du på dine ben, Hans?" - "Det er jeg vel nødt til," svarede han, "her har jeg en ordentlig klump, som jeg skal slæbe hjem. Den er ganske vist guld, men jeg kan ikke holde hovedet lige for den, og den trykker mig også på skulderen." - "Ved du hvad," sagde rytteren, "skal vi bytte? Du får min hest, så får jeg dit guld." - "Med største fornøjelse," sagde Hans, "men jeg siger jer, det er en væmmelig tung klump." Rytteren steg nu ned, tog guldet, hjalp Hans op, gav ham tømmen i hånden og sagde: "Når det skal gå rigtig rask, skal du smække med tungen og sige hyp, hyp." Hans var sjæleglad, da han sad på hesten og nok så stolt red af sted. Lidt efter faldt det ham ind, at det skulle gå endnu hurtigere, og han gav sig til at smække med tungen og råbe hyp, hyp. Hesten satte i galop, og før Hans fik tid til at se sig om, lå han nede i grøften mellem marken og landevejen. Hesten ville også være tumlet derned, hvis ikke en bonde, som kom trækkende med en ko, havde grebet fat i den. Hans samlede sig op og kom igen på benene. Men han var meget gnaven og sagde til bonden: "Det er en dyr spas at ride, især når man har fået sådan en mær, som støder og smider en af, så man er lige ved at brække halsen. Jeg sætter mig aldrig i livet op på den mere. Nej, da priser jeg eders ko. Den kan man i ro og mag gå bagved, og så får man oven i købet både mælk og smør og ost." - "Når I synes så godt om den, vil jeg såmænd gerne bytte med jer," sagde bonden. Hans var himmelhenrykt, og bonden sprang op på hesten og red af sted i en fart.

Hans drev roligt af sted med sin ko og tænkte over det heldige bytte. "Selv om jeg kun har et stykke brød, og det vil jeg dog vel aldrig mangle, så kan jeg, så tit jeg har lyst, spise smør og ost dertil, og hvis jeg er tørstig behøver jeg bare at malke koen, så har jeg mælk. Hvad kan man forlange mere." Da han kom til en kro, tog han derind, spiste i sin store glæde alt, hvad han havde hos sig, både middags- og aftensmad, og købte for sin sidste skilling et halvt glas øl. Så gik han videre med sin ko for at komme hjem til sin mors landsby. Efterhånden som middagen nærmede sig, blev det varmere og varmere, og Hans var midt på en hede, som han vel ikke kom ud af i den første time. Han var så varm og tørstig, at tungen klæbede fast i ganen. "Den sorg kan jo nok slukkes," tænkte han, "nu malker jeg min ko og drikker mælken." Han bandt den ved et vissent træ, og da han ikke havde nogen spand, holdt han sin læderhue under koen. Men hvor meget han end anstrengte sig, kom der ikke en eneste dråbe mælk. Og fordi han bar sig så kejtet ad, blev dyret utålmodig og gav ham et spark i hovedet med bagbenet, så han tumlede om, og en tid var rent fra det. Heldigvis kom der netop en slagter forbi med en lille gris på en trillebør. "Hvad er der dog i vejen," råbte han og hjalp den skikkelige Hans på benene igen. Hans fortalte nu, hvordan det var gået til, og slagteren rakte ham sin flaske og sagde: "Drik kun, så kommer I til kræfter igen. Den ko giver såmænd aldrig mælk. Det er et gammelt kræ, der i det højeste kan bruges til at slagtes eller til trækdyr." - "Hvem skulle have troet det," sagde Hans og strøg med hånden over håret, "det giver jo rigtignok en dejlig mængde kød, når man slagter sådan et dyr. Men for resten bryder jeg mig ikke videre om oksekød, det er ikke saftigt nok. Nej, bare jeg havde sådan en lille gris. Den smager rigtignok anderledes, og så får man oven i købet pølser." - "Hør nu, Hans," sagde slagteren, "for at føje jer vil jeg bytte, så kan I få grisen for koen." - "Gud velsigne jer," sagde Hans, fik grisen ned af trillebøren og tog den snor, den var bundet med, i hånden.

Han drog nu videre, mens han tænkte på, hvordan alt gik efter ønske. Hvis det gik ham lidt skævt, blev det straks godt igen. Kort efter slog han følge med en fyr, der havde en dejlig hvid gås under armen. De sagde goddag til hinanden, og Hans fortalte, hvor godt det var gået ham, og hvor fordelagtig han hele tiden havde byttet. Den anden fortalte, at han skulle hen med gåsen til et barselsgilde. "Løft engang, hvor den er tung," sagde han og tog den i vingerne, "men den er også blevet fedet i otte uger. Når man sætter tænderne i den, løber fedtet ud af begge mundvige. "Ja," sagde Hans og vejede den i den ene hånd, "men mit svin mangler heller ikke noget." Knøsen så på det fra alle sider og rystede lidt betænkeligt på hovedet. "Hør," sagde han, "det er ikke rigtig fat med det svin. Jeg kommer lige fra en landsby, hvor der er blevet stjålet et fra sognefogeden. Jeg er en lille smule bange for - ja det er jeg virkelig - at det er det, som I har der. Der er sendt folk ud efter tyven, og det ville jo være en slem historie, hvis de fik fat på jer med svinet. Så bliver I i det allermindste puttet i det sorte hul." Den skikkelige Hans blev bange. "Gud fri mig," råbte han, "hjælp mig dog. I er bedre kendt her. Tag mit svin og lad mig få gåsen." - "Det er jo en lidt farlig historie," svarede den unge fyr, "men jeg vil dog ikke være skyld i, at I kommer galt af sted." Derpå tog han tovet i hånden og drev svinet ned ad en sidevej, og Hans gik let om hjertet af sted igen. "Når jeg rigtig tænker mig om, kan jeg stå mig godt ved byttet," tænke han, "for det første har jeg den gode steg og så fedtet, som drypper ud. Jeg kan få fedtemad et fjerdingår. Så er der også de smukke hvide fjer, dem stopper jeg i min hovedpude, så sover jeg bestemt dejligt. Hvor mor vil blive glad!"

Da han kom til den sidste landsby, stod der en skærsliber ved sin kærre. Hjulet snurrede rundt, og han sang:

"Sakse jeg sliber, så herligt de skærer,
kappen på begge skuldre jeg bærer."

Hans blev stående og så på ham, og til sidst sagde han: "Det går jer nok godt, siden I synger så glad til jeres arbejde." - "Ja, det kan I tro," svarede skærsliberen, "det håndværk giver guld. En rigtig skærsliber behøver blot at stikke hånden i lommen for at få penge. Men hvor har I købt den dejlige gås?" - "Den har jeg ikke købt, jeg har byttet mig til den for et svin." - "Og svinet?" - "Det har jeg fået for en ko." - "Og koen?" - "Den har jeg fået for en hest." - "Og hesten?" - "Den har jeg fået for en klump guld så stor som mit hovede." - "Og guldet?" - "Det var min løn for syv års tjeneste." - "I har rigtignok forstået at klare jer," sagde skærsliberen, "hvis I nu også kunne bringe det så vidt, at pengene raslede i jeres lomme, når I rejste jer, så havde I rigtignok gjort jeres lykke." - "Jamen hvordan skal jeg bære mig ad med det," sagde Hans. "I skal blive skærsliber. Man behøver i grunden ikke andet end en slibesten, det andet kommer af sig selv. Jeg har en her, som rigtignok er lidt beskadiget, men derfor skal I heller ikke give andet for den end eders gås. Vil I gå ind på det?" - "Det var også noget at spørge om," sagde Hans, "jeg bliver jo det lykkeligste menneske på jorden. Når jeg har penge, hver gang jeg stikker hånden ned i lommen, behøver jeg jo aldrig at gøre mig bekymringer." Han rakte ham gåsen og fik slibestenen til gengæld. Skærsliberen tog så en ganske almindelig kampesten, der lå på jorden ved siden af ham, og gav ham den. "Her har I en til," sagde han, "den kan man ordentlig hamre på og slå gamle, krumme søm lige igen. Bær den nu forsigtigt."

Han tog stenen og gik videre, strålende af glæde. "Jeg må være født med sejrsskjorte på," råbte han, "alt, hvad jeg ønsker mig, får jeg, som om jeg var et søndagsbarn." Han begyndte imidlertid at blive træt, han havde jo været på benene fra den tidlige morgen. Sulten var han også, og i sin glæde over koen havde han jo spist al sin mad. Han kunne næsten ikke gå mere og måtte standse hvert øjeblik; stenene var også så tunge at bære på, at han kunne ikke lade være med at tænke, hvor rart det ville være, hvis han ikke behøvede at slæbe dem. Ganske langsomt sneglede han sig hen til en brønd for at hvile sig der og drikke, kom han til at støde lidt til stenene, så de plumpede i vandet. Da Hans med egne øjne havde set dem forsvinde i dybet, blev han jublende glad, faldt på knæ og takkede Gud med tårer i øjnene for den nåde, han havde vist ham, ved at befri ham fra den tunge byrde, som bare havde været til besvær, uden at han havde det ringeste at bebrejde sig. "Jeg er det lykkeligste menneske under solen," råbte han. Og let om hjertet, fri for enhver byrde, løb han af sted hjem til sin mor.

Brødrene Grimm, KHM 83