Det sner i april, og kirsebærtræerne er skudt i blomst tidligere end de har gjort i over 1200 år, nu visner de på grenen før foråret endnu har fået fat.
Vi fandt de her digte i skraldet den anden dag. Det er synd at så gode digte skal møde os på den måde, men vi er ikke uvante ved at det tilfældigt trufne kan tale til os om det mest umærkelige. Ligesom sneen og kirsebærblomsterne taler de om en urovækkende skønhed som er gået af sine hængsler. Der er noget helt helt galt under overfladen.
Der er få ting der formår at indramme menneskets hykleri og skødesløshed så skarpt som forestillingen om naturen i dens ubesmittethed. Se bare nu hvor det flyder med tomme take away-bakker i skovene ovenpå en lang coronavinter! Vi ved dog at forestillingen om naturens ”renhed” kan være en farlig illusion at dvæle ved. Men uden at forblændes den anden vej og frasige et ansvar, kunne der måske være noget frugtbart i at tænke i den slags gensidig afsmitning, som ikke partout indstifter mennesket i rollen som voldsudøver? Som når et træ byder sig til, og håndflader efterlades glødende varme og helt glatte af at kærtegne den stivnede hud med de kantede rynker. Og med hænder duftende af træ længe efter berøringens afbrydelse kan en håbefuld tanke strejfe; at gid en smule af en sagte kæmpes indkapslede visdom også måtte hænge ved.
Vi ved ikke meget om digtenes forfatter. Yvonne Levy var datter af Louis Levy som bl.a. var fremmelig teateranmelder i begyndelsen af sidste århundrede, og skrev en slags jødisk pastiche, Krzadock, som udkom på eschos forlag for nogle år siden. Og så er hun mor til Tor Nørretranders. Ud over en tidlig børnebog nåede hun kun at skrive to digtsamlinger, begge udgivet i starten af halvfjerdserne på det kooperative forlag Attika. Disse digte er fra den anden, Kuglen.
Mere har vi ikke at sige denne fredag; tager os bedre tid til at finde linjer.
illusion
søen er spejlblank stilhed
guldsmedene svæver svirrende
med gennemlyste vinger
der aftegner blodkarnettet
i den udspændte hinde
stilheden er varm og mættende
solen står i zenit
skyerne spejler sig i søen
himlen er i vandet
dybt dybt nede
træerne vokser nedad
skøjteløberne tegner ringe i vandet
med deres lette ben
aborrerne snapper efter luft
en hveps drukner hjælpeløst
da den rammer søens spejlhinde
og illusionen mister sin virkelighed
vejen
vejen væk fra huset
op til lyngen
tyttebærrene
blåbærrene
myldretid for bier
jorden dufter indsmigrende
af honning og sødhed
porsen signalerer
uafbrudt
et paradis
et dilemma
et paradoks
i den verden
vejen fører til
tåge
skjult i tågen
døre og vinduer lukkede
et indre oplyst rum
to alene i tågen
klaustrofobiske øjne
stirrer hvileløst
på ingenting udenfor
stigende skarphed i stemmerne
vrede i bevægelserne
huset er omgivet af en mur
der spærrer dem inde
tågen ligger overalt
i Noahs ark var der mere udsyn
her er intet
intet
udenfor
bag tågen
ligger mennesker og dør
og slås og lider
for ting de ikke kender til
børn er skeletter
før de dør
den krig vi mindes
føres stadig overalt
i huset to mennesker
som intet ser
udenfor er alle de
der ikke ved hvorfor
og ingen har at spørge
for de der ved besked
siger ingenting
i huset er to mennesker
spærret inde
af sig selv
udenfor
venter de
der engang drømte om et hus
hvor de kunne være i fred
med andre
end sig selv
guillotinen
let og
lydløst
fører jeg guillotinens
skarpe knive
henover de gullokkede hoveder
revolutionskonernes rumlende latter
høres i det fjerne
guillotinens
fem
skarpe knive
arbejder
med stor præcision
at dømme efter antallet af
hovedløse
konerne og jeg ved
at rødderne udvikler sig
hovedløst
mens vi ler
udvikler rødderne sig
under jorden
koen
lad os samle os
og takke koen
for den søde mælk den gir os
lad os alle se på koen
som den står der
på de fire tykke ben
se den æder al det grønne
og blir mere og mere rød
langsomt går den
langsom er den
æder bare
muh og muh
se den humper tungt af sted
se hvor grimt den går på sine ben
hør hvor dumt det lyder
muh og muh
koen vralter langs med diget
tung og klodset
muuh
se engang
hvordan den næsten ikke kan bevæge sig
muuuuuuuuuhuuuuuuuuhh
koens tyngde hænger under den
som en kæmpepattebaby
står jeg her og kikker på
se hvor hæsligt koens yver er spændt ud
se de lange patter
hvor de stritter
som en handske fyldt med vand
hvor barokt at spile koens yver sådan ud
koen venter der ved diget
muuhhuuuuuuuuuh
alle køer i verden venter
muh og muh
hvem har ansvar for dens tyngde
hvem fandt på det
hvem er ejer og forbruger
af denne
levende fabrik?
fugle
på landet
er folk bange for fuglene
de modarbejder dem på alle måder:
de skyder dem
forfølger dem
hindrer dem i at spise
de sætter sig ud i jordbærbedet
eller i kirsebærtræet
iført jaket
og høj hat
– selv går de i gummistøvler
og kasket
og sætter mad ud til fuglene
på andre tider af året
lyngen
lyngen fra i sommer
plukket i
augusteftermiddagens
stille lyse hede
står strid og vindblæst
i den sorte krukke
i den kølige kriseramte stue
vindstyrken står i krukken
de sartviolette blomster
overlever alt
kirsebærblomster
kirsebærblomster
og marmorbordets
krystalkolde overflade
mødes i kulde og sne
kirsebærblomster
hvide som sne
spejler sig
i marmorbordets isblanke overflade
hvor krystallerne glimter
i lyset fra lampen
kirsebærblomster
falder uhørligt
og blander sig
med marmorbordets krystaller
som sne med sne
og varsler død
rammen
vi ligger alle i vand
i verdenshavet
i himmelrummet
vi ligger tavse og gynger
enkelte panikslagne
over dybet nedenunder
andre beundrer de smukke træer på bunden
adskillige er på vej ned for at hugge dem op
vandet omgiver os som en ramme
vi fuldt færdige kunne træde ud af
men vi gør det ikke
vandets bløde hinde omgiver os overalt
og gør os urimelig trygge
skønt vi ved
at en dag vil vandet stige op over vore hoveder
og få vor verden til at gå under