De sidste mange ugers karantæne har ført os til mange refleksioner over afstand og nærvær, hvordan det er at vores omsorg kan spærres inde om os selv, og vores kroppe begrænses til en tometers afstand.
I dette ugebrev bringer vi en foreskrivende tekst med nogle gode praktiske råd til familiens afskaffelsen. Det er en tekst som vi egenligt begyndte at diskutere inden karantænen ramte, og som vi nu vender tilbage til med nye øjne. Nu knytter diskussionen jo ikke bare an til kernefamilien, men til det nye begreb smittekreds. (En veninde havde f.eks. lige født i begyndelsen af lockdown, og måtte opgive sine tanker om at venner og omkreds kunne være en del af den begivenhed. Hun måtte starte et liv i isolation.)
I Frankrig og Italien, f.eks., er familien under udgangsforbuddet blevet et helvede. Det viser – hvis man ikke vidste det – at man må have de større fællesskaber med for at gøre livet udholdeligt i de store sovebyer, som vi især ser i Frankrig, Spanien, Italien, hvor livet er bundet op på den gensidige omsorg fra venner og naboer og kvarteret – alt det som lockdown’en bryder op, når man f.eks. har fået forbud mod at fodre andre end kernen omkring sig. Nogle af os har oplevet glæden ved at være i nærkontakt med andres børn (hvad klart er at foretrække frem for at sidde i ensom majestæt), andre oplevet at være lukket inde med sine egne og dermed mærke omgrænsning af kroppen og kærlighed. Hvem vinker vi til på afstand, hvem giver vi krammere til, hvem lader vi spytte og savle ud over os? Hvordan skaber disse små forskelle nye former for udveksling imellem os? Eller, spørger vi os selv, hvilke andre konstellationer er blevet splintret eller forstærket under den forcerede tilstedeværelse under coronaen? Der er stor forskel på hvilke muligheder man har for at trække sig tilbage, hvilket reproduktivt liv man har at gebærde sig ud i, og hvilke andre liv man nu finder sig selv tvunget til at arbejde for.
Kernefamilien er egentlig en svag politisk enhed, det føler vi i udpræget grad når vi er buret inde med dem. Måske er det fordi det frem for alt er en selvreproduktiv enhed? Andre fællesskaber kan have strategiske, udadvendte anliggender, men i familien er der så få udadvendte øjeblikke. Tiden går. Med madlavning, omsorg, putning af børnene. Kødkommuner hvor man kun har hinanden at spise.
Afskaffelsen tænkes måske ofte som en negativ ting. Der er noget der skal fejes af vejen, noget der må ophæves. Men her er der snarere tale om en positiv afskaffelse: At afskaffe familien ved at gøre den overflødig, ved at erstatte den med relationer af kommunistisk omsorg, og ikke påtvungen afhængighed og enfoldige hjerter.
Det er et tema for os at vende tilbage til. Vi kunne godt tænke os at gå mere historisk til værks fremover. Familien var også altid et kolonialt magtmiddel, en metode til at fæstne land til visse navne – og det overskydende land måtte da tilhøre staten eller nationen, familien af familier. Og hvor tydeligt vi mærker det nu: indespærringen i en familie er også en indhegning af ejendom: Familien og hjemmet forudsætter hinanden, og udviklingen af familien er parallel med privatiseringen af det fælles rum. Sådan får hvert kernefamilie sit eget ”sted”, og alt derudover er ”offentligt” som nationalstaten kan forvalte som et hjem for folket.
Et nødvendigt trin som denne tekst udelader, er at rådføre med dem der stadig husker en anden tradition, f.eks. folk der har erfaring med såkaldt stammeorganisering; oprindelige folk kloden over som stadig har en helt anderledes præsent tradition for andre måder at forvalte jord i fællesskab og på samme måde have et udvidet søskendeforhold, en mangfoldighed af bedsteforældre, forfædre og -mødre; og en historisk erfaring af at have mødt dette nye ejendoms- og familieregime som vi nu lever under, og oplevet sine fælleder og omgangsformer blive ødelagt. Det er nu ikke fordi vi er interesseret i at redde familien ved at innovere den, mere blot at finde smuldrer af glemte slægtskaber under de ruiner som kernefamiliens treværelseslejligheder er bygget på.
Til sidst vil vi minde om at vi som opfølgning på 1. majs frydefulde forsamling vil mødes igen. Denne gang en aftenforteelse på Amager Fælled, ved bålpladsen lørdag klokken 17. Hvis du læser dette, er du inviteret.
Familien er en redningsbåd for dem som kapitalismen forlader, men den svigter og modarbejder alt for mange. Vi har brug for andre måder at organisere omsorg på og organisere os selv.
1. Opret et protestkøkken
Det bedste udgangspunkt for familiens afskaffelse er en omfattende opstand: At samles med andre i protestlejre, på barrikader og pladsbesættelser, i besatte fabrikker, bygninger og andre frigjorte zoner. Dér, at producere midler til kollektiv overlevelse, at udvide opstanden. Begynd med et kollektivt protestkøkken der kan fodre alle og enhver.
2. Udvid opstandens sociale reproduktion
Opstanden tager til og familiens afskaffelse fortsættes efterhånden som gensidige og fælles omsorgspraksisser uddybes. Protestlejren, oprørets territorier, den kollektive gård, eller boligkomitéer sættes i stand til at understøtte og byde velkommen til mange nye mennesker. Selvorganiserede, delte soveområder sættes op som beskyttelse. Kooperativ børnepasning oprettes for at understøtte forældrenes fulde engagement. Der uddeles rene nåle og andre former for skadereducerende praksisser for at gøre det muligt for aktive stofbrugere at deltage. Lægehjælp og pleje ydes til dem med kroniske psykiske og fysiske lidelser.
3. Byg kommuner
Efterhånden som en ny, kommunistisk produktion igangsættes i fabrikkerne og på gårdene, kan familiens afskaffelse slå rødder i permanente kommuner bygget op omkring kollektive former for social reproduktion. Hver kommune kunne være hjem for omtrent to hundrede mennesker. Protestkøkkenet bliver til en permanent kantine, hvor alle omkringværende tilbereder og spiser deres måltider. Sundhedsteltet udvikler sig til et center for regelmæssig lægepleje. Forsamlingspladsen bliver et mødested for den demokratiske forvaltning af kommunen. Tarvelige trommekredse udvikler sig til steder hvor folk indspiller musik eller laver kunst. Børnepasningsområder bliver til vuggestuer og børnehaver, hvor børnene i årevis kan lære og vokse sammen. Private soveværelser er stadig tilgængelige for dem, der har lyst til at danne nære familie-agtige enheder, eller bo sammen med deres børn, men størstedelen af livet foregår i kollektive fællesrum. De gamle, atomiserede enfamiliehjem, afhængige som de er af konstant bilkørsel og individualiseret forbrug, afvikles. På dette grundlag kan menneskearten tage kollektivt stilling til klimaforandring.
4. Forebyg familiens genkomst
Forsvar kommunen som den frieste måde at organisere social reproduktion. Dan nye alliancer: mellem alle slags familieflygtninge, mellem kvinder der har frigjort sig fra utilfredstillende eller voldelige forhold, mellem fattigfolk og mennesker af farve, som længe har været afhængige af et fælles netværk af støtte og modstand for at kunne overleve, mellem queer og transfolk, som har været udelukket fra traditionelle familier. Dem der søger tilbage til familien, som en isoleret økonomisk enhed, er kontrarevolutionære.
5. Opdrag kommunens børn
Tilbyd børn en bedre verden gennem kommunen. Som nabo og ven, i en verden hvor kernefamilien ikke længere råder over børnenes liv, er alle kaldet til at gribe kollektivt og kreativt ind i skadelige forældrerelationer. Gennem kommunen er både forælder eller barn uafhængige af familien, og kan fravælge en fucked-op dynamik, vel vidende at der bliver taget hånd om alle. Ingen er længere bundet sammen gennem vold. Nye former for kønsfrihed og menneskelig trivsel, som ikke er tilgængelig i kernefamiliens begrænsede, indsnævrede form, bliver mulige. Hvis I har nået dette trin, er det lykkedes jer at afskaffe familien. I har frigjort queer kærlighed og feministisk omsorg til at danne et grundlag for menneskelig trivsel.
6. Udvid mulighederne for valgt overlevelse.
Hvis et globalt kommuniserende oprør ikke opstår, så gør det bedste I kan, med de muligheder der findes. Forsøg at danne jeres egne kollektive boliger eller forældrekonstellationer når det lader sig gøre. Kæmp for at ødelægge det hvide overherredømmes stater der knæsætter familiens vold. Støt fattige queer og transpersoner i deres selvaktivitet og kamp for at overleve. Forsvar kollektiv beboelse, væresteder og byens oaser imod politivold. Bliv aktiv i projekter der sørger for menneskers grundlæggende behov uagtet tilhørsforhold eller familieform. Slut jer til de fattiges egne bevægelser for at udvide og forvandle ikke-markedsbaserede boliger, velfærd, universel adgang til sundhedsvæsenet og gratis uddannelse. Støt dem der er udelukket fra traditionelle familier i børnepasning og opdragelse, ældrepleje og beskyttelse af vores kære. Find hinanden, drag omsorg for hinanden og elsk hinanden.
Originalen blev bragt i Commune Mag helt tilbage i december måned. O’Brien er i færd med at skrive en bog om familieafskaffelse på Pluto Press. Den kommer vel om et års tid, og det glæder vi os meget til.