Sensommerblues

Der synes at være en utidighed på spil i denne uges brev. Alt imens vores venner sydpå netop er ved at tage hul på sommerferien, er vi så småt på vej tilbage fra ferie med et strejf af sensommerblues. Vi mærker allerede aftenerne blive mørkere, og det kommer bag på os, at vi må finde tykkere trøjer frem fra gemmerne. Vi har svært ved at give afkald på julimånedens ubekymrede lethed, på sommerferien som det fragment af evig ungdom, der falder en gang om året.

Vi fornemmer den langsomme igangsættelse af efteråret - der er mange ting at se frem til! Så ligger der nok også en utålmodighed og lurer. Er vi utålmodige efter at komme rigtig tilbage til arbejdet? Nogle af os mærker en utålmodighed efter at kunne det samme som før. Efter at have været skubbet ud af kurs hen over sommeren på måder, der har gjort at vi har haft behov for andres hjælp, et midlertidigt afkald på autonomi. Det kan være en svær position, at tillade andre at gøre ting for en. Og samtidig kan det være en gave at give andre: at tillade en anden at tilbyde én en hjælpende hånd. ... Især når vi er vant til at gå langs med reolerne for at løse verdensgåderne.

Den minder os om en drøm, vi havde. Den handlede om dig, og du kunne hjælpe os med at løse verdensgåden. I drømmen tog verdensgåden form af en enorm bunke papirer. Et bjerg! Og vi rodede rundt i den, fandt ledetråde, og du virkede meget selvsikker og opsat på at finde vejen igennem.

“Nåede vi frem til noget?”

“Det kan jeg ikke huske.”