Vi har i denne uge modtaget en oversættelse af en tekst, som forsøger at begribe det sidste halve års begivenheder fra udsigtspunktet af et 'vi'. Vi'et som teksten fremskriver, er vi skeptiske overfor; der er både geografiske, erfaringsmæssige og affektive barrierer, som synes at hindre os i en uforbeholden tilslutning til den. Ikke desto mindre rummer teksten et vigtigt budskab: Vi må for alt i verden ikke lade os blive blinde for den dominans, som staters nyfundne råderum baner vejen for.

Hvad er det så for et affektivt register, teksten spiller på? Der forekommer at være noget bittert og tungt over tonen. Vi er ikke ubekendte med forfatternes position og retoriske greb. Men selvom det vækker genklang og vi prøver at læse det med hårene, bliver vi ved med at læse det imod. Bitterheden forekommer os noget uvedkommende, opdelingen mellem de synske og de blinde lukker os inde i en diskurs om det sande og falske i stedet for det mulige. I en fransk kontekst, hvor denne tekst har sit ophav, har ophedet retorik en anden berettigelse, set i lyset af gennemgående konfrontationer med staten. Måske belyser dette vores kontekst, hvor konfrontation er iøjnefaldende i sit fravær.

Hvad har vi så set de seneste seks måneder siden virussens fremkomst, siden det jordskred af forandringer, som den har frembragt? Hvordan forhindre, at vanens magt og glemsomhedens kraft tilpasser det, der dengang var nyt, utænkeligt, rædselsvækkende? Selvom denne tekst uden tvivl også kalder på andre betragtninger, andre opfattelser og andre forsøg, så foreslår den en gennemgang af tidsrummet med henblik på at undgå, at det usædvanlige bliver det almindelige, alt som tiden går, og at det foruroligende bliver lovligt.

Med et fingerknips har vi set de borgerlige forfatningers mest elementære frihed blive ophævet, nemlig den der består i at kunne komme og gå. Vi har set en præsident foregive at ordne “detaljerne i vores hverdag” fra Elyséepalæet. Vi har set en regering foreslå nye vaner, en korrekt måde at hilse på samt endog diktere en “ny normalitet” fra den ene dag til den anden. Vi har hørt, at man omtalte børn som “virusbærende bomber”, og så var de det alligevel ikke. Vi har set en borgmester forbyde, at man satte sig mere end to minutter på bænkene i “hans” by, og en anden, der forbød, at man købte færre end tre brød af gangen. Vi har hørt en deprimerende medicinprofessor tale om en “form for kollektivt selvmord for dem selv og for andre”, fordi nogle unge mennesker nød solen i en park. Vi har set et mediesystem, der var helt og aldeles uden anseelse, forsøge at genvinde en smule moralsk kredit ved at fremme en massiv skyldfølelse i befolkningen, som ville en genopstået “gul fare” kunne give medierne en genopstandelse. Vi har set 6.000 gendarmer fra “bjerg”-enhederne sat ind med helikoptere, droner, speedbåde og firehjulsdrevne køretøjer i en landsdækkende jagt på dem, der måtte vandre ad stier, langs åerne og søerne for ikke at tale om langs havets strande. Vi har set, at polakkerne, der var i karantæne, fik påbudt at vælge mellem en applikation med lokalisering og ansigtsgenkendelse eller et politibesøg. Vi har hørt gamle mennesker banke på deres døre i alderdomshjemmene og bønfalde om at måtte komme ud i det fri måske en sidste gang, mens det civiliserede barbari undskyldte sig med sundhedsmæssige forholdsregler. Vi har set det begreb om “social afstand”, der blev udtænkt i 1920’ernes USA for at styrke de hvides fjendskab mod de sorte, blive indsat som den indlysende norm for et samfund af lutter fremmede. Dermed har vi set et begreb, der blev født for at imødegå raceopstande i Chicago i 1919, inddraget for at nedfryse den verdensomspændende opstandsbølge i 2019.[1]

Under vores karantæneramte nætter har vi kunnet iagttage Elon Musks satellitter erstatte stjernerne, ligesom jagten på Pokemon'er i sin tid erstattede den nu forsvundne sommerfuglejagt.

Og så måtte vi en dag indse, at den lejlighed, som vi havde købt som et refugium, nu klappede i omkring os som en fælde.

Og vi så storbyen, der førhen foldede sig ud som en teaterscene til vores adspredelse, åbenbare sig som værende politikontrollens panoptiske råderum. Derved kunne vi se det stramme net af afhængigheder, som vi sidder fast i, i al sin nøgenhed. Vi har set, hvad der opretholder vores liv og hvad der holder os fast.

Vi har set samfundslivet sat på pause, og dermed så vi en enorm ophobning af tåbelige tvangsforanstaltninger. Vi fik ikke set Cannes-festivalen, tennismesterskaberne på Rolland-Garros og heller ikke Tour de France – og det var godt.

Og vi har kunnet læse en udtalelse fra den schweiziske arbejdsgiverforening: “Man bør undgå, at nogle mennesker fristes til at vænne sig til den nuværende situation eller lader sig forføre af dens lokkende udseende: Mindre trafik på vejene, en himmel helt uden fly, mindre larm og røre, tilbagevendingen til et enklere liv og til den lokale vareomsætning, forbrugssamfundets ophør […]. Denne romantiske opfattelse er vildledende, for neddroslingen af hastigheden i samfundslivet og i økonomien er i virkeligheden meget anstrengende for et utal af borgere, som i længden slet ikke har lyst til at blive underlagt en sådan tvungen udsættelse for nulvækst.”

Vi har se de Forenede Stater, Frankrig og Italien erklære en krig, der skulle være ubønhørlig, mod en fjende, der måtte være usynlig, og dermed efterligne den kinesiske statsmagt. Vi har set de allervestligste stater helt naturligt anvende ord og metoder, som blev anset for at være ejendommelige for det “orientalske despoti”, men uden at have dettes midler. Så vi har set Kinas ubønhørlige regeringsmåde blive udpeget som fjende til trods for, at den i virkeligheden tjener som model. Vi har set, hvad demokratierne tenderer henimod.

Vi har set samfundet blive alt mere opslugt af regeringsmåden, mens sidstnævnte skrumpede ind til at være den rene fjendtlighed. Vi har set, at den fuldbragte adskillelse blev sammenfaldende med projektet om en fuldkommen regeringsmåde.

I ugevis har vi kunnet følge den uendelige fjernsynsudsendelse om masker, tests og indlæggelser til intensiv behandling. Og i denne maskerade så vi spejlbilledet af vores egen umådelige magtesløshed. Og vi har set, at den triste længsel efter at blive velregeret altid kun kunne blive skuffet.

Og vi har set, at landsbyernes syersker kunne klare, hvad staten ikke kunne fremskaffe, og vi har set hjemmehjælpere tale tydeligere end en såkaldt præsident. Og i rækkefølge har vi set talsmænd uden tale, generaler uden hær, strateger uden strategi og ministre uden beføjelser. Og vi så den gamle tro på staten smuldre netop i det øjeblik, den troede at have fundet sin eksistensberettigelse. Så vi så den franske stat, der til daglig er optaget af sin egen stormægtighed, som alt hvad der er fransk, tilbageført til sin virkelige tilstand, nemlig at være en falleret stat. Og skjult bag sine institutioners ydre kunne vi se, at den gemte på en tredje verdensrealitet og neglede masker fra sit eget kommunale selvstyre eller fra sine “europæiske allierede” samt mobiliserede hæren, som den første den bedste mexicanske præsident ville have gjort for at iscenesætte en situationsbeherskelse, som ingen tror på, og ved hjælp af helikoptere og højhastighedstog frembringe en papeffektivitet, alt mens den tiltusker sig de spontane udbrud af solidaritet med det hjælpepersonale, hvis arbejdsvilkår den samme stat hidtil havde gjort alt for at forringe. Gennem vore sygeplejerskers lappede kitler kunne vi se, at “vores institutioner” kun styres af de forhåndenværende søms princip.

Og vi fik set, at metabureaukratiet uden sine verdensomspændende konferencesale var lige så kluntet som statsbureaukratiet, alt mens den udvidede sit råderum. Og vi fik set, at hvad angår fallerede stater er de Forende Stater på niveau med Frankrig.

Og over alt så vi, hvordan prætentionen om at kunne administrere tingene, forvalte dem på afstand, ramlede ind i virkeligheden, og begyndte endda med at gøre det på hospitalet.

Over alt så vi, hvordan refleksen med at centralisere, planlægge og organisere blot gjorde tingene værre og kun forbedrede organisatorernes image.

Hvad så angår krisen, kunne vi se, at staten var det, vi ikke længere har brug for, for derfra kommer der ingen hjælp, men kun trusler og slag under bæltestedet. Og vi så, hvordan det at leve uden en stat eller i det mindste langt fra dens herredømme for rigtig mange er blevet en vital forholdsregel.

Og vi kunne se, hvordan den lokale selvorganisation, naboskabet og kvartererne, man lever i, som en slags livgivende refleks kan tilvejebringe noget mening og lidt greb i dagligdagen, og som en lille, men virkelig erfaring af, hvad det vil sige at have magt sammen. Så vi så, hvordan glæden ved havebruget eller ved hønsegården kunne gribe nogle, der førhen kun havde haft et par potteplanter at passe.

Og vi kunne derfor midt i virvaret med verdenskarantæner se, at der ikke var noget brud mellem en verden fra før og en efterfølgende verden: Det var bare afsløringen af en verden, som allerede var der, men hvis indre sammenhæng var blevet fortiet indtil nu. Men hvad vi kunne se, da størsteparten af verdens befolkning skulle holde sig hjemme, var en ny arkitektur for adskillelse, der allerede var under opbygning og hvor fraværet af kontakt udgør betingelsen for, at alle forbindelser bliver formidlet kybernetisk.

Og takket være statistikker fra indenrigsministeriet om, at 20% af pariserne var taget til karantæne på landet, forstod vi, at der er et økosystem af masseovervågning, som hidtil har være skjult. Og samtidig blev det klart, at man vil søge forgæves efter en forskel mellem statslige organisationer og private data brokers, mellem dem, der virker af navn, og dem, der gør det af gavn.

Og så hørte vi Eric Schmidt, der før var direktør for Google og nu er blevet en støttepille for det amerikanske militærindustrielle kompleks, fortælle, hvad man vogter sig for at sige i Frankrig: “Børns on-line skoleløshed” udgør et “masseforsøg på fjernundervisning”; for dernæst at præcisere planen således: “Hvis vi skal opbygge en fremtidig økonomi og et uddannelsessystem baseret på teletjenester, vil vi få brug for en fuldt internetopkoblet befolkning og for en ultrahurtig infrastruktur. Regeringen må foretage disse enorme investeringer – eventuelt som en del af en stimuluspakke – for at konvertere nationens digitale infrastruktur til sky-baserede platforme, der kan forbindes til 5G-netværk.”[2] Og i hans appel til taknemmelighed over for techgiganterne, “Tænk blot på hvad livet i Amerika ville have været uden Amazon!”, kunne vi høre de nye herrers triumferende røst.

Så under foregivelse af et uforligneligt hensyn til pandemien har vi kunnet se de hidtidige adskilte dele af de imperiale planer finde sammen: geografisk lokalisering, ansigtsgenkendelse, intelligente målere, alle slags droner, forbud mod betaling i kontanter, byttehandler over internettet, generalisering af sensorer og af sporingsenheder, digital husarrest, overdrevne privatiseringer, massive besparelser ved hjemmearbejde, netkøb, fjernkonferencer, zoom-undervisning, zoom-lægekonsultationer, teleovervågning og til slut: zoom-afskedigelse.

Vi har set, at det er den enkeltes teknologiske beredskab, der udgør betingelsen for at kunne holde til en karantæne, som blot for ti år siden ville være blevet følt som uudholdelig. Lidt ligesom indførelsen af fjernsyn i fængselscellerne har sat en stopper for de indsattes store opstande.

Så vi har oplevet en lynhurtig inflation inden for en særlig type teknologi, nemlig den Kafka sagde, vi ville dø af, fordi den “mangfoldiggør det fantomatiske menneskene imellem”.

Med verdens nedlukning har vi set, hvordan samfundsmæssiggørelsen af det virtuelle svarer til virtualiseringen af samfundet. Det sociale er ikke længere det virkelige. Det virkelige er ikke længere det sociale.[3]

I de Forenede Stater så vi, at politiets udgangsforbud fulgte efter den sundhedsmæssige karantæne, mens de applikationer, der var tænkt “med henblik på Covid”, nu kunne tjene til at spore deltagerne i opstandene. Og i Frankrig så vi, hvordan de demonstrationer, der før blev forbudt på grund af uigennemskuelige krav til opretholdelsen af den offentlige orden nu blive forbudt på grund af uigennemskuelige krav til opretholdelsen af den offentlige sundhed. Og da først befolkningen var lukket inde i karantænen, så vi politiet nyde til døde sin genfundne suverænitet over et offentligt rum, der var aldeles øde. Men til gengæld så vi også, i de Forenede Stater, hvad en vellykket ophævelse af karantænen kan indebære: En genindtagelse af gaden, opstanden, plyndringen, afbrændingen af politistationer, stormagasiner, banker og regeringsbygninger.

Hængende fra en altan i Nantes så vi imidlertid også følgende tåbelige og kujonagtige banner med påskriften: “Bliv hjemme. Lad os forberede morgendagens kampe!” Over alt har vi set borgere gentage “gå hjem!”, et ekko af, hvad strisserne og deres droner kom med hele tiden. Og vi så venstrefløjen som altid udgøre avantgarden for det “samfundssind”, som de regerende ellers gerne vil frembringe, dvs. være i avantgarden af følgagtigheden.

Og vi så vittigheden med “livstilladelser”, som dadaisterne fra Da Costa Encyclopédique havde lanceret i 1947, blive virkeliggjort som statspolitik og som forholdsregel for borgerne. At det var meningen, at enhver skulle kunne skaffe sig dem, burde ellers have advaret om det ustyrlige ved det projekt.

Og vi så også, hvad en “stram budgetpolitik” egentlig går ud på, akkurat ligesom det moralske krav om at stå tidligt op og gå på job. Men for dem, der blev ved med at arbejde, kunne vi tillige se, at tvangsarbejdet udgør sandheden om lønarbejdet og at det væsentlige ved udbytning består i, at den er ubegrænset samt at selvudbytning er dens første hjælpemiddel.

Og vi indså, at samfundshierarkiet udelukkende bygger på forskellige grader af parasitvirksomhed. Og se, om vi ikke så nyttedyrkelsens fortalere sende deres egne forvaltere hjem som værende “overflødige”.

Ud fra det falske alternativ mellem et fuldkomment kontrolleret offentligt rum og et privat rum, der også er ved at blive det, har vi kunnet føle manglen på mellemrum, hvorfra vi lokalt igen kunne få lidt hånd i hanke med betingelserne for vores egen eksistens, betingelser som vi fratages fra alle sider. Vi har kunnet se et mylder af mellemmænd vælde frem, mellemmænd af alle slags, kommercielle såvel som politiske, intellektuelle såvel som sundhedsfaglige, og det er en konsekvens af manglen på mellemrum.

Og vi har kunnet mærke det mediemæssige og regeringsmæssige maskineri, fra dets selvransagelser til dets grove løgne, fra dets gabende selvmodsigelser til dets falske afsløringer, i over to måneder spille på vore sindstilstande som på et harmonikum. Og nyde denne øvelse i en sådan grad, at det kommer til at forsætte så længe det er muligt.

Og vi følte, hvordan vi gennem denne uudgrundelige trussel fra en virus blev bundet til os selv ved at binde os til de andre, men det skete ved en forbindelse, som udgør selve uforbindtligheden: angsten.

Vi har set en ny samfundsdyd opstå af noget, der for få måneder siden var en forbrydelse: at bære maske. Og vi har set de mest ængstelige hævde deres medmenneskelighed og de mest konformistiske fremhæve sig selv som eksemplariske. Og vi har set den fuldkomne forvirring dukke op i spørgsmålet om livsmåden, hvor den største mangel på selvforståelse forekommer at kunne fritage for enhver pli. Og i denne usikkerhed og fremmedhed så vi et løfte om vaner, der fuldstændigt skal programmeres om.

Vi har set regeringer og multinationale selskaber fejre omsorg udelukkende ud fra et håb om at få os fra at bekrige dem. Og vi har set de mest diskrediterede søge at dække over den afsky, der er rettet imod dem, ved at få os til at tiljuble lønarbejdets mest fordømte. Vi har set de sædvanlige døgenigte opfinde sig selv som helte “i forreste linje” for dermed lettere at kunne krybe i skjul.

Vi har set, hvordan umuligheden af at skelne det sande fra løgnen, og ikke bare løgnens enevælde, gjorde os manipulerbare efter forgodtbefindende, hvordan den mindste oplysning af efterprøvelig karakter blev dementeret systematisk i løbet af den samme dag af en anden oplysning, som ikke var mindre usandsynlig, samt hvordan det er nok at lægge lidt tåge ud over alle de kendsgerninger, regeringerne har monopol på, for at gøre os desorienterede.

Vi har set videnskaben så stop fodret med bagtanker, at den bliver ude af stand til at frembringe den mindste påbegyndelse på en sandhed.[4] Vi har set viden så mættet med magt, at den må implodere derved. Vi er kommet til at sidde tilbage med intuitionen og undersøgelsen som de sidste adgange, vi har, til virkeligheden, som udgjorde de rødderne for ethvert logisk ræsonnement.

Og vi har set hensynet til “den offentlige sundhed” som ren og skær ekspropriation af enhver følelse, vi måtte have af, hvad der er sikkert i vores virkelige sundhedstilstand. Men vi smagte ikke på de velgerninger, der udgår fra sundhedsminister dr. Vérans “brigader af skytsengle” og deres spørgeskemaer.

Og da så vi, hvordan republikkens suveræn kunne virkeliggøre sin drøm om at samle alle sin undersåtter på passende indbyrdes afstand foran skærmen inden for hjemmets fire vægge, så de endelig kunne begrænses til udelukkende at betragte hans kontrafej. Vi fik set den virkeliggjorte Leviathan.

Stille og roligt kunne Macron så tiltuske sig arbejdernes 1. Maj og CNR’s storhedstid,[5] mens gauchisterne mimetisk mente, at den arv tilkom dem, hvorved de mistede en mulighed for at indse deres egen definitive forfaldsdag. Så i to måneder måtte vi se den evige venstrefløj sende den ene appel efter den anden ud i tomheden og fremføre programmer, ingen tog sig af. Vi så, at den “under disse særlige omstændigheder” var ude af stand til at gøre andet end at mobilisere, dvs. at udnytte de sidste subjektive kræfter helt til deres udmattelse.

Og vi så de store libertære lovprise karantænen og støtte den samfundsborgerlige maskebørsel, mens de største fascister anklagede det samme for at være tyranni. Den anarkist, der gerne vil kunne tro på, at staten må sidde inde med lidt god vilje og godgørenhed, husker os dermed på, at der ikke findes et styre uden selvstyre og omvendt. Styre og selvstyre er indbyrdes solidariske, og de hidrører fra den samme anordning. At hyrden tager sig af sin flok, har aldrig forhindret ham i at lede lammet til slagterbænken.

Dernæst så vi marxisterne, der var forundrede over, at “kapitalens tjenere” kunne afbryde dens reproduktion en kende, få en klump i halsen over, at økonomiens præster skulle blokere den bare en smule; med andre ord, så så vi marxisterne opdage, at økonomien ikke er en rå og uovervindelig kendsgerning, men en måde at regere og fremstille en bestemt type mennesker.

Og vi så en borger fra Bourgogne, der indimellem har været filosof, men indtil for nylig lovpriste “økonomien som de lidenskabelige interessers videnskab” og ansøgte Microsoft om at finansiere sin lærestol på universitetet, nu opfordre til at forlade økonomien.[6]

Og i forbindelse med karantænen fik vi set en rig kineser fra Aubervilliers uden omsvøb ansætte sine børns lærerinde som hjemmeunderviser, og til dobbelt løn, og dermed vise sig mindre nærig end så mange familier fra det parisiske borgerskab, der ellers er opsatte på at sætte en stopper for den statsfinansierede skolegang.

Og vi så undervisningsdepartementet opfordre sine ansatte til at overvåge “gange og skolegårde” for at finde frem til de “synspunkter, der måtte kunne angribe den sociale sammenhængskraft”.

Men i karantænens underskov har vi kunnet skimte de smil, der hidrørte fra den velvidende overtrædelse. For vi så en regering, der var så opsat på disciplin, at den endte med at fremstille almindelige skovture med madkurv som konspirationer og indgyde de gode borgere tilbøjelighed til stikkeri.

Og så så vi FNSEA,[7] der fortsat ligesom i 1942 er parat til at igangsætte et eller andet nyt “samvirke for ungdommen”, blive fortørnet over, at de frivillige fra nu af kræver at blive honoreret, hvorfor organisationen måtte nøjes med papirløse indvandrere, når der nu også manglede østarbejdere. Og ligesom i 1942, så vi de gode franskmænd være parate til at angive dem, der brød karantænen, mens avisen Ouest France gav sig i kast med de hårfine definitioner af forskellen mellem stikkeri og angiveri.

Vi har set de dumme svin, dvs. udøverne af industrifiskeri, industriel skovdrift og industrielt landbrug, for fulde sejl øge endnu mere deres plyndring af verdenshavene, af jorden og af skovene, mens vi var lukket inde i vores hjem.

Og vi har iagttaget dem, der har udsat til “i morgen” de ”verdener, der skal til bag efter”, og dermed bevaret deres ømskindede illusioner, og så har vi set dem, der er parate til at tage det til efterretning, som er ved at ske, uanset hvor isnende det måtte være.

Da kunne vi så se dem, der vrøvler, og dem, der kan bevare hovedet koldt, dem der går i panik, og dem der bevarer værdigheden, hvem der har munden fuld af propaganda, og hvem, der endnu formår at tænke selv.

Vi kunne skimte en indgang til en anden tidslighed, en der stod fremmed over for samfundets tid, en der var fortættet, havde kontinuitet og passede til forholdene, var renere og fordelelig. For vi begærede en fysisk nærhed til vore nærmeste og en afstand til de mest fjendtlige af vores naboer.

Omkring os kunne vi derfor se, hvordan de forbindelser og steder, der gør livet levende, blev styrket, mens alt det tog af, som nok egentlig ikke havde grund til at være her.

Alt det har vi set, og det bestemmer en opdeling – en deling med dem, der er i stand til at tage imod sandheden i en begivenhed, og en splittelse fra dem, der stadigvæk ikke kan se noget. Vi har ingenlunde til hensigt at omvende sidstnævnte til vores synspunkter: De har stillet sig længe nok i vejen med deres forbandede blindhed.

Over for “demokratiernes voksende uregerlighed” kan vi se en samfundssamlende blok stivne; den er teknologisk, finansielt og politimæssigt velforsynet, alt mens der modsat opstår tusindvis af individuelle deserteringer og aftegner sig små modstandslommer, der breder sig og får næring fra nogle få sikre positioner og fra deres venner. Vi ser, at den generelle desertering fra dette samfund, dvs. fra de forhold, samfundet styrer, bliver påkrævet som den elementære forholdsregel til at sikre overlevelse, uden hvilken der ikke er noget, som vil kunne genfødes. Vi ser, at tilintetgørelsen udgør dette samfunds tydelige skæbne, og det tilkommer dem, som er begyndt at desertere fra det, at fremskynde tilintetgørelsen. Såfremt vi da ellers atter vil gøre livet på jorden til et åndehul. Den mur, vi nu står overfor, består af de midler og de former, der tilkommer deserteringen. Vi har erfaringerne fra det, der er mislykket for os, som det sprængstof, der skal få muren til at give efter. Enhver strategi hidrører fra dette.

Vi har holdt os til at formulere det, vi var vidner til forgangne forår, før den organiserede glemsel træder til og tildækker vores oplevelser. Vi fik set, og vi vil ikke glemme. Vi vil snarere genopbygge ud fra den opnåede tydelighed. Vi forudsætter ikke noget ’vi’; hverken folkets eller et, der måtte komme fra en eller anden klartskuende avantgarde. I denne epoke kan vi ikke se noget andet ’vi’ end det, der består i skarpheden fra de fælles oplevelser og fra beslutsomheden ved at tage den på sig, og gøre det på alle niveauer i vore beskedne og vilde tilværelser. Vi satser ikke på opbygningen af et nyt samfund, men af en ny geografi.[8]

Maj-august 2020

1.

Vi har dog haft en opstand med riots i Portland denne sommer: over 100 dages gadekampe. Dernæst Beirut, hvor opstanden fik afsat næsten hele det politiske system, selvom den blev bremset med nødret, Hizbollahs intimideringer og franske “løsninger”, som blot skal skrabe det værste mafiafedt af det libanesiske magtdelingssytem... Endelig er der opstandene i Minsk og i Bangkok. Den i Minsk ligner de Gule Vestes i Frankrig (2018-2019), hvad den folkelige bredde angår. O.a.

2.

Citatet er hentet fra Naomi Kleins tekst, “How Big Tech Plans to Profit from the Pandemic”, oversat til dansk af Niels Ivar Larsen, Information, 22-05-2020, s. 10-11. O.a.

3.

Dette er en parafrase på konklusionen i Jean Baudrillards bog: I de tavse flertals skygge eller det sociales endeligt. Under genudgivelse på dansk. O.a.

4.

Nu findes der videnskabelige publikationer, der har kunnet følge forsøg i uafhængige universitetslaboratorier og give os pålidelige forskningsresultater, om end ofte af foreløbig, men ikke usikker karakter. Eksempelvis i tidsskriftet Nature. O.a.

5.

CNR: Conseil National de la Résistence, det franske Frihedsråd. O.a.

6.

Borgeren fra Bourgogne er givetvis Bruno Latour. Hvem det forrige afsnits angivelige ’marxister’ kan være, er derimod en gåde. O.a.

7.

FNSEA: Fédération nationale des syndicats d’exploitants agricoles, den nationale føderation af landbrugere i Frankrig. O.a.

8.

Alle kursiver er forfatternes. O.a.