Eventyret om de seks svaner

Vi vil gerne åbne en linje her i ugebrevene vedrørende forholdet mellem det aktive og det passive. Passivitet er som regel mindre anset end aktivitet, hvis ikke ligefrem udskældt. Tavshed underordnes tale og det ikke-handlende identificeres med døden. Vi har derimod nogle anelser om at der i passiviteten ligger et potentiale til en forvandling, og i denne uges tekst er det meget håndgribeligt. Her er tavsheden og det passive netop ikke en resignation eller et ikke-valg, men en ubetinget accept af en foreliggende opgave.

Hvor Bartleby-figuren har været eksempel på undvigelsen (arbejdsvægring), er heltinden i denne tekst noget nær det modsatte: Der lader til at være alt muligt livskraft i hende, og hendes ikke-handling er alt andet end en vægring. Det er ikke engang indlysende sandt at hun ikke handler -- hun syr jo hele tiden -- så det er altså ikke ikke-handlingen i sig selv, men ihærdigheden, fravalget af de tusinde andre handlinger, som er magien. Ikke fraværet af handling, men fraværet af afvigelser; et fokus, en ren intensitet der kun er mere mættet idet den er koncentreret i en enkelt aktivitet strakt ud over seks år.

Teksten er skrevet af Simone Weil i november 1925, da hun var 16 år, som gymnasiestil i et fag hun tog ved Alain. Også hos den helt tidlige Weil er der meget der strider mod tidsånden, både hendes og vores egen. Som så ofte er det især bekræftelsen af det pure, der hidser op. Som om det at bedyre sin uskyld er den største forargelse. Det kan være noget at vende tilbage til.

Hvis man nu er interesseret i Weil, er det værd at vide at gode mennesker arrangerer et seminar om hende i næste uge.

Blandt de smukkeste tanker vi finder hos Platon, hører de, han nåede til gennem en betragtning over myterne. Hvem ved om der ikke også i vores myter er idéer at hente? Lad os nu, nærmest tilfældigt, tage et eventyr fra Grimm som eksempel, idet vi husker på at sige, som Sokrates gjorde: alt hvad jeg nu vil sige, er sandt.1

Ude i skoven holder en konge sine seks sønner og sin datter skjult i frygt for deres stedmoder, en troldkvinde, og det had, hun nærer til dem. Det lykkes hende dog at finde de seks sønner og ved at kaste seks skjorter af fortryllet silke over dem, forvandler hun dem til svaner. Deres søsters eksistens vidste hun ikke af. Søsteren, der er taget ud for at lede efter dem, møder dem netop da de igen har antaget menneskeskikkelse, som de var i stand til ét kvarter hver dag. Af frygt for røvere forlader hun dem igen, men ikke før hun har lært om deres eneste mulighed for frelse: De vil igen antage menneskeskikkelse når hun kaster seks skjorter over dem, som hun på seks år har syet af anemoner. I de seks år må hun hverken tale eller le. Hun sætter sig med det samme til at sy.

En konge kommer forbi og finder hende smuk; på hans spørgsmål giver hun intet svar. Han tager hende alligevel til kone og med ham får hun en søn. Kongens moder får denne søn fjernet og beskylder dronningen for hans død: Beskyldningerne møder hun med tavshed. Det samme gentager sig med den anden søn, og igen med den tredje. Uanset hvad der hænder omkring hende, syer hun videre i tavshed. Kongen som trods alt elsker hende, må dømme hende til døden; dagen hvor hun brændes på bålet, er også den sidste dag af de seks år. Netop som der hentes ild til bålet, dukker seks hvide svaner op, hun kaster de seks skjorter over dem og da hendes brødre således er befriet, kan hun endelig bedyre sin uskyld. Brødrene boede nu med hende og kongen, kun havde den yngste en vinge i stedet for sin ene arm da et ærme havde manglet i anemoneskjorten.

Det er ikke et eventyr, men en tale, ville Platon have sagt. Vi må forstå denne kvinde i det øjeblik hun kaster de seks anemoneskjorter over de seks svaner. Med det samme middel hvorved de fortabtes, kan hendes brødre reddes; ligesom de forvandledes uden egen skyld, antager de nu deres oprindelige skikkelse ved en andens fortjeneste. Var de forvandlet af en skyld, de selv havde pådraget sig, havde de uden tvivl skullet udstå den prøvelse der kunne befri dem; i eventyret udsættes de for et onde udefra, og modtager ligeledes det gode udefra. Man kunne sige at det hele blot angår deres legemer. Men eventyret ville ikke være det samme hvis deres søsters prøvelse havde været, for eksempel, at udsøge en magisk plante: da ville planten have reddet dem, ikke deres søster. For at hendes brødre kan reddes fra deres silkeskjorter, må der skjorter af anemoner til, men kun udadtil er det dem der har den egenskab der frelser. Det er ikke deri brødrenes frelse ligger: For at redde dem, må deres søster i seks år ikke tale og ikke le. Det er her den rene undladelse der handler. Kongens kærlighed, moderens beskyldninger gør kun prøvelsen vanskeligere; men det er ikke deri dens sande dyd består. Prøvelsen skal være vanskelig – man klarer intet uden møje – men den sande dyd hviler i sig selv. Opgaven med at sy seks skjorter har kun til formål at målrette hendes anstrengelser og forhindre hende i at handle; thi enhver handling er hende umulig hvis hun skal gennemføre opgaven, undtagen at tale og at le. Der ligger altså en dyd i fraværet af handling.

Denne forestilling stemmer overens med det dybsindigste i den østlige tænkning. Det er aldrig vanskeligt at handle: Vi handler altid for meget og forvilder os til stadighed ud i uryddelige handlinger. At gøre seks skjorter af anemoner og forblive tavs: Det er den eneste måde, vi har at opnå styrke. Anemonerne repræsenterer her ikke, som man kunne tro, uskylden over for silken i de fortryllede skjorter – selvom den der i seks år beskæftiger sig med at sy med hvide anemoner uden tvivl ikke er sådan at lede på afveje. Det er fuldkomment rene blomster, men særligt anemoner er næsten umulige at sy til en skjorte, og denne vanskelighed forhindrer enhver anden handling i at gribe ind i de seks tavse års renhed. Renhed er den eneste kraft i denne verden; alt hvad der er ublandet, er et stykke af sandheden. Glitrende stoffer har aldrig været en smuk diamant værd. De stærkeste bygningsværker er gjort af den rene sten, af det rene træ, uden kunstgreb. Hvis man, som åndelig øvelse, i ét minut holder sig til at følge sekundviseren rundt på urskiven, med viseren og intet andet for øje, har man ikke spildt sin tid. Den eneste kraft og den eneste dyd er at afholde sig fra at handle. Denne sjælelige sandhed er i eventyret kun sand for legemerne, men netop fordi deri ligger det mytiske: at indføre i legemerne en sandhed som er for sjælen. Ikke-handlingen overgår kun legemerne i det land, hvor Platon fortæller at nøgne og døde dommere dømmer over de nøgne og døde sjæle.2 Eventyret udspiller sig alene i heltindens sjæl. I hende findes anemoneskjorterne, i hende skjorterne af silke; men forvarsles vi ikke om disse skjorters trolderi, og er trolddom ikke netop et udtryk i vores legemer for det, som kun Platons nøgne og døde dommere ville kunne finde i vores sjæls allerdybeste?

1.

Forsvarstalen, 20d, O.a.

2.

Gorgias, 523e, O.a.

Teksten er oversat fra 'Le conte des six cygnes dans Grimm,' Œuvres Complètes, bind 1: Premiers écrits philosophiques, red. Kahn & Kuhn, Paris: Gallimard, 1988, p. 57-9, af Toni Bashy. Billederne er af hhv. Carole S King og Jan Asselijn.

En dansk oversættelse af Grimms eventyr kan findes her. Der er spændende afvigelser, f.eks. er det ikke anemoner, men stjerneblomster, hvilket også i folkesproget kunne være asters eller hvide åkander (nøkkeroser). I en anden dansk oversættelse som en af os har stående, er det brændenælder der skal sys med. Pinen ligger i at hun skal væve med vablede fingre. Et andet tema ville da være introduceret; ikke blot undladelsen, men udholdenheden, og den uselviske selvopofring nå nye højder. Hidsigt.