I denne uge, midt i et større arbejde vi er begyndt at se enden af, netop som vinteren er begyndt at slå sprækker, griber vi lige chancen for at bringe noget evigt-aktuelt fra arkivet.
Betty Borchsenius levede fyrre år fra 1850 til 1890. Hun var i sin tid langt bedre kendt som danser end som novelleforfatter. Herman Bang var stor beundrer af en særlig ukunstlethed i hendes nærvær, "en Kunstner, hvis Kunsts Sjæl var Sandhedskærlighed indtil Ubarmhjertighed, og hvis hele Had tilhørte den forlorne og yndige Sentimentalitet." Teaterhistoriker Robert Neiiendam er til gengæld decideret ondsidet når han skriver om hende: "Hendes fremstilling af den unge kvindes sammenfald i drik og selvopgivelse var et selvportræt som røbede at der gik en betydelig karakterskuespillerinde tabt med hende. [I 1884] udgav hun Situationer, nogle ikke betydelige skitser. Så gled hun, kun 34 år gammel, ind i sindsformørkelse." Det er fra denne, den eneste bog hun nåede at udgive, at vi har klippet den følgende novelle.
Angående Borchsenius og samtid, har vi været glade for at læse Horden af Hans-Otto Jørgensen, en alternativ litteraturhistorie skrevet med stor viden om sindstilstandene i perioden, og om hvordan de manifesterede sig under de sproglige og fortællemæssige vilkår i digt og prosa, i livet og på scenen. Det er en periode, vi ikke før har beskæftiget os synderligt med her i ugebrevet.
Perioden 1872-1912 er spidsborgerlighedens europæiske hovedsæson mellem Pariserkommunen og Første Verdenskrig. Fransk, belgisk, britisk, hollandsk og tysk kolonialisme besætter verden, mens industrialiseringen af de Forenede Stater tager til efter den afsluttede borgerkrig. Det materielle underlag udgøres af byudvikling og transport med damp på den nordlige halvkugle, alt mens underklasserne samler sig i store byer og organiserer sig i Internationaler med henblik på at bremse kapitalens akkumulation i verden. Samme kapital kommer i stedet til at forestå en kraftig udtynding af underklasserne med krigen 1914-18 og den efterfølgende kontrarevolution i Tyskland. I kraft af kolonialismen og statsadministrationernes bureaukrati har kapitalakkumulationen kunnet opbygge en ideologisk struktur af racisme, nationalisme og antisemitisme.
Denne novelle deler en del tematik med Ruth Berlaus novelle Regnen som vi bragte for et år siden, og er også i samtale om kærlighedens mislykke med Karin Michaëlis' roman Over al forstand fra i sommers.
Derudover er den enormt særligt skrevet for 1884: den er intim, ubehersket, består næsten fuldstændig af løsrevne replikker, lakuner og lange tankestreger. Og lad os sige lidt om disse sidste, for denne novelle er et rigtig godt eksempel på en tegnsætningens litteratur, men før og uden for avantgarden. Stregen hun bruger, et såkaldt m-dash, er ikke længere i brug på dansk, og vi fornemmer at brugen af dem også er en del anderledes end nutidens –. Vi vil gerne aflyse at de bare skulle angive en pause i (op)læsningen, prøv bare at se hvor gavmildt de er strøet ud mellem ordene, mange gange dobbelt op ("– –"), flere gange midt inde i et ord, ""Ja – a", eller midt i en monolog for at betegne en sigende tavshed. I slutningen af en replik kan den både betyde afstand, det usagte de talende imellem, men også markere et tilhør mellem udsigelse og udsiger, "— fra Frakkevennen". Det bliver næsten en slags dans på papiret, hvor bindestregen bliver en slags push and pull mellem sætningerne som ret fint korresponderer med den dans, gensidig afhængighed, påvirkning der findes i relationerne beskrevet.
Adorno skrev en lille filosofi om tegnsætning, herunder om tankestregen, som lige så vel kunne gælde for tekstens tema om ulykkelig kærlighed: "For dem som ikke rigtigt forstår at tænke enhed, er alt der gør os fragmenterede og afbrudte, uudholdeligt; kun den der kan begribe et hele, kan forstå cæsuren. Men de kan lade sig belære af tankestregen. Her bliver tanken sin fragmentkarakter bevidst ... den adskiller, hvad der foregiver at være forbundet."
«Ude af Øie, ude af Sind!»
Regnen strømmede ned , — det var lidt over Midnat, — de Gaslygter, som endnu brændte, saa’ ud, som de ærgrede sig over Uveiret og de Mennesker, der trodsede det paa denne Tid, — og derfor ikke vilde lyse rigtig.
Gaden var en eneste Søle, imorges havde der ligget Sne — temmelig høi endog, — og nu behagede det at regne.
De var ogsaa faa, de der vovede sig ud i denne Nattetime. — En eller anden stakkels Tøs, der havde været med til at varte op ved en bedre Middag, jagede gennem Gaderne for at naa Kvisthullet i den fjerne Forstad, — en fuld Mand vilde efter hende, men tørnede mod en af Lygterne, — den saa’ endnu mere gnaven ud ved denne Forstyrrelse. — Nogle fine Herrer — temmelig oprømte — diskuterede Dagens Spørgsmaal, som om Landets Skæbne beroede paa dem. En af dem, der var folkelig stemt den Aften, — til daglig var han konservativ og ministeriel Embedsmand, — lettede ironisk paa Hatten, hver Gang Kongens Navn blev nævnet, — saa stødte ogsaa han mod en Lygtepæl, og Hatten kom lidt mere af end de andre Gange. Han standsede pludselig.
«Pu—uh! Det gjorde s’gu godt ovenpaa al den Vin og Snakken, — det skulde I probere, — det er ligesaa godt som et Styrtebad, — og det kommer da høit nok fra.»
De Andre fandt, det var en god Idé og prøvede den i Praxis, — kun en Olding ved de tredive huskede paa sit tynde Haar og paa Gigten.
Saa vaklede de videre, snakkende om Mad, Vin og Pigebørn, — den høie Stemning havde lagt sig efter Douchen.
Gaden blev ganske øde et Øieblik — ikke en Lyd uden den plaskende Regn, — Gasøiet blinkede søvnigt og truede med at udslukkes hélt.
Saa lukkedes en Gadedør op.
«Farvel» og «Godnat» i det uendelige, — og — «hvilket Veir» — «løft Kjolen godt høit, ellers faa’r Du den ødelagt,» — «laan mig en Naal», — «Gudskelov, vi ikke skal langt.» — «Ja, da skal jeg det ved Gud», sagde en ungdommelig Stemme hél fornøiet, — — «fortryder De ikke, Kandidat Holm, at De har lovet at følge mig?»
Fra et Kor af Stemmer lød: «aa—aa, han fortryder det saamæn ikke,» — og Kandidaten mumlede noget om «en Lykke» og — «altid kært.» — —
«Ja, De er jo rigtignok ved flere Ledigheder gaa’t i Ilden for mig, — men har De egentlig Lyst ogsaa at prøve en Vandgang for min Skyld ?»
Leen og Snakken og «Farvel, Søde, — Kære,» — «Tak for iaften,» — «kom snart igen,» — s<Godnat» — «Godnat?» —
Saa skiltes det glade Selskab, — det havde dannet et hélt Paraply-Optog.
Tre kom sammen ned ad Gaden.
Kandidaten og Damen snakkede fornøiet under én Paraply, — den anden Pierre gik med opsmøgede Buxer og Frakkekraven høit om Ørene — hél sammenkrøben under sin.
«Det er rigtig rare Mennesker at komme til, det har De megen Ret i,» — svarede den unge Pige sin Herre, «men der er noget forceret ved deres Omgang.»
«Hvorledes mener Frøkenen ?»
«Jo, de forlanger, man altid skal være oplagt, — og det kan man da ikke.»
«Nei, ikke altid,» — lød det fra Frakkekraven .
«Kommandantens Støtte faa’r Mæle! Jeg véd ikke, hvad De synes, Holm? Bloch k a n tale endnu, — jeg begyndte virkelig at blive ganske angst, for at vi aldrig mere skulde høre deres herlige Røst. — Nei, De har saamæn ikke været oplagt iaften!»
«Nei ikke rigtig,» — fra Frakkekraven.
«Du er en Drønnert, Bloch! Man kan være mere eller mindre oplagt, som Frøkenen siger, men derfor skal man ikke spille Murmeldyr, naar man er ude, man kan jo lade være at tage mod Invitationen og begrave sig i sin Hule, dér fornærmer man Ingen uden sig selv, — og den Art af Injurier falder ind under dem, der ikke skader Ens gode Navn og Rygte.»
«Hør Juristen!» lo den unge Pige; — «men det er nu sandt, De var utilladelig iaften, og De har ærlig fortjent baade Drillerierne, De maatte døie deroppe, og det lille Foredrag om Selskabelighed, Holm og jeg er saa venlige at spilde paa Dem nu. - Hvad gaa’r der dog af Dem? De er jo ellers en af de livligste, — Sjælen i det héle, — er De syg ? Eller hvad er der iveien ? De kan da godt sige det til os, Holm er jo deres bedste Ven og hvad mig angaa’r, saa véd De ogsaa nok, hvormeget jeg holder af Dem.»
«Ja, jeg vil tro det.»
«Nei hør, véd De hvad, Bloch, nu fortjente De, jeg ikke spildte et Ord mere paa Dem — at sige iaften, — naar vi næste Gang sés, — husk det er paa Lørdag hjemme hos mig, —- saa har Skyerne nok fordélt sig. — Det er bestemt Veiret, der er Skyld i deres daarlige Humør, — tro’r De ikke?»
Utydelig Mumlen.
«Hvad siger De ?»
«At det var Satan til Regn!»
«Ja—a, tænkte jeg det ikke nok, det er den, der er Skyld i det; — den har ogsaa ødelagt det kønne Syn, jeg havde imorges fra mine Vinduer med Sneen op ad Vold-Skrænten og paa Træerne; — der var allerede grimt i Middags, da jeg gik, imorgen vil der naturligvis være aldeles utaaleligt.»
«Aa,» — sagde Kandidaten, — «man maa ikke lade Veiret faa’ Indflydelse paa Humøret, — vi har jo Værn mod Naturmagterne. — For Kulden lukker vi i, — for Varmen op, — Blæsten bøier man Hovedet for og svøber Tørklæde om Munden, — og Regnen — »
«Ja, Tak, deres Veltalenhed, hvad vi gør for at modstaa den, derpaa afgiver vi tre levende Billeder. — Se bare paa Bloch, han er saa hermetisk forskandset som en Hummer i Daase, — og jeg, — nei Du gode Gud, hvor sér jeg dog ud, — ja, det er Følgen af Konversation i Regnveir og hvide Skørter om Vinteren, — men jeg troede, vi skulde danse som ellers. — Ja, der sér De nu, hvor deres Theori tager sig ynkelig ud i Praxis, nei jeg holder med Bloch, — det er en, — var det ikke «Satans» Regn, De sagde? Man kunde næsten gaa og blive ganske gnaven i saadan et Veir.»
Og hun saa’ lidt surmulende ud, den unge, friske Pige med de store, fornøiede Øine.
«Det maa De ikke, Frøken Karen,» — sagde Holm, — «skøndt det klæder Dem forresten godt.» Og han saa’ ind i det Ansigt, der var saa nær hans, — og som han elskede saa høit.
«Jeg er saa glad iaften, — og jeg vilde ønske, Alle vare ligesaa glade,» — — tilføiede han med et straalende Smil, da han saa’, det lyste op i Øinene ved Siden af.
«Ja, Du er lykkelig,» — — blev der mumlet ud fra Frakkekraven.
«Jeg er lykkelig, — Du er lykkelig, — han er lykkelig.» — deklinerede Karen overgiven, — «det synes jeg passer paa os, — hvorfor stille Holm op som særlig lykkelig, det er vi jo Alle tre.»
«Nei, ikke jeg, Frøken Karen — —»
Kraven gled ned med et Ryk, og et smukt, ligblegt Ansigt med et Par kærlige, mørke Øine vendte sig mod hende.
«ikke jeg , — — men — hér skilles vore Veie, — og — det — vist for længere Tid. Jeg kan ikke komme paa Lørdag — — undskyld mig hos deres Forældre, — jeg — reiser til Fyn imorgen, — en Slægtning er bleven syg, — jeg maa varetage hans Interesser imens. — — Lev vel og Tak for al deres Venlighed, — — det var Synd, om jeg vilde tvivle paa deres Venskab, — — det er jo netop — — Venskab, — De nærer for mig. — — Saa vil jeg som deres — Ven — ønske alt Godt for deres Fremtid, — — gid Solen vil skinne imorgen og tørre Gaderne, og Sneen maa falde og dække de nøgne Trær udfor deres Jomfrubur med sine hvide Blomster, — — og — — vær saa ikke vred, fordi jeg har været saa — tavs og — sær iaften, — — jeg er — syg — hjertesyg, — men Livets Virken vil nok helbrede mig. — — Farvel Holm, — ja, Du hører fra mig; — — Du er lykkelig, — gid Du maa blive ved at være det.»
Han gik bort i Taagen, som Skylregnen dannede. De saa’ ham dukkende ned i Frakkekraven, sammenkrøben under Paraplyen, — og saa var han forsvunden.
De gik tavse lidt, saa mumlede Holm: «Han ogsaa.»
Hun opfangede Ordene.
««Han ogsaa», hvad mener De med det?»
«Aa, Ingenting, — jeg tænkte bare høit.» «Hvor dog Bloch var besynderlig, — denne Reise han ikke har nævnet et Ord om før, — og den tagen Afsked som var det for hele Livet; — kunde De blive klog paa ham, Holm?»
«Maaské nok, men lad os tale om det en anden Gang; nu er der noget, jeg saa gerne vilde sige Dem.»
«Aa, — De vil da vel ikke fri til mig for tyvende Gang?» — lo hun, — «De pleier rigtig nok at gøre det omtrent hveranden Gang, De følger mig hjem, — og sidst kunde De ikke komme til, fordi Bloch var med hele Veien, — aa nei, lad være med det, — i det rædsomme Veir, — tænk — hvor det vil tage sig ud, — saa dyngvaade vi er.»
«Det er ligegyldigt, hvordan det vil tage sig ud, nu maa De høre paa mig. — Vil De ikke nok være min Hustru? Jeg skal blive den bedste, den omhyggeligste Ægtemand, — tvivler De vel, Karen ?»
Han stirrede beruset ind i de skælmske Øine og traadte med det samme i en halv-opløst Sne bunke, saa Vand-Sjappet sprøitede op ad dem.
«Det var en lovende Begyndelse i Omhyggelighed;» — drillede hun.
«Nei, De bringer mig ikke ud af Fatning denne Gang, — jeg har lært af Bloch, hvordan en Mand kan gennemføre en Beslutning.»
«Hvilken Beslutning har han da gennemført?»
«Ja, det kan vi ogsaa tale om en anden Gang; svar mig nu blot, Karen, kære Karen, vil De blive min Hustru? — De siger, jeg har friet tyve Gange! Nei, hver Gang vi har været sammen, har hele mit Væsen beilet til Dem, — De maa ikke længere holde mig i Uvished, men svare mig bestemt, — jeg forlanger det ligefrem af Dem, og jeg har Ret til at forlange det.»
Hun saa’ forbavset paa ham. Den faste Stemme og det hele myndige Udtryk! Var det den bløde, vage Fyr, hun saa ofte havde spottet, fordi han ingen anden Villie havde end hendes? Han, der altid løb hende i Hælene og gjorde sig lidt latterlig derved overfor Vennerne?
Han gættede hendes Tanke.
«Jo, det er virkelig mig, der taler, — jeg skal sige Dem, der er noget, der er modnet i mig i de sidste Øieblikke, saa hvad jeg før har bedt om, det fordrer jeg nu. — De er to og tyve Aar, Karen, og bevidst nok til at tage en Beslutning selv — uden først at spørge Fa’er og Mo’er til Raads, — tag den saa, — sig nei eller ja, — men svar mig, det er dét, jeg forlanger.»
De store Øine saa hél forvildede op paa ham.
Hun havde egentlig aldrig tænkt alvorlig over det, de var jo saa mange, de der sværmede om og for hende, — hun kaldte dem Alle: Venner.
Holm var den mést udholdende i sin Opmærksomhed, saa sluttede hun sig mést til ham, — og saa kunde hun jo gøre med ham, hvad hun vilde, — det var saa morsomt! — Men nu, — den bestemte Optræden? Hun stod altsaa virkelig overfor en Afgørelse? Spørge Forældrene til Raads, — nei, det kunde aldrig falde hende ind, — Fa’er vilde vist klappe hende paa Kinden og sige: «Hvad mener Stumpen selv?» Og Mo'er vilde naturligvis sætte sig til at græde, — — og saa var det, hun hævede Oinene bedende og raadvilde op mod den, der netop nu mindst af Alle kunde raade.
Han havde næsten Medlidenhed med hende, — men det maatte være, — nu eller aldrig!
«Kan De huske, Karen, engang De talte om en Venindes Giftermaal og udtrykte deres Afsky for hendes vulgære Mand ? — Saa sagde De, — — og jeg har aldrig glemt de Ord, — — «hvis jeg nogensinde skulde gifte mig, da maatte det være enten med Holm eller Bloch, — de forstaa’r mig og jeg dem, — vi er saa rart Kammerater,» — — husker De det?«
Hun bøiede tavs Hovedet.
«Saa stillede vi os begge spøgende til Disposition, — og hvad svarede De saa, mindes De ikke ogsaa det?»
«Jo, — jo,» — — sagde hun anstrængt, — — «jeg sagde, at jeg aldrig vilde være istand til at vælge mellem Dem og ham, — jeg holdt lige meget af begge — hver paa sin Vis — — medmindre — medmindre — — »
«Medmindre den ene af os forsvandt, for saa var der Ingen at vælge imellem.»
«Og hvad saa?»
Hun hviskede det med sænket Hoved.
«Ja, saa tænker jeg, min lille Brud har intet Valg længere, — — Bloch er jo forsvunden.«
Ja, Bloch var forsvunden.
Hun følte igen de bedrøvede, kærlige Øine hvile paa sig, — hun saa’ det smukke, blege Ansigt og den sammensunkne Skikkelse, der gik ind i Regn-Taagen, — — en knugende Tvivl greb hende, — — men saa stod de ved Gadedøren.
Han lukkede op med en seirssikker Mine, der egentlig irriterede hende, men da han tog hendes Haand og bad:
«Træk Handsken af, lille Hustru, at jeg kan kysse din Haand,» saa vendte hun sit søde Ansigt mod ham og sagde:
«Kys mig hellere paa Munden og kom saa op imorgen.»
Bloch var jo borte.