Solens By er på vej!

I weekenden skete det, efter nogle timers talen-sig-varm, at en ven fandt to digte frem til os fra sit esoteriske bibliotek. Vi kender godt Di Prima, ja, vi er faktisk godt i gang med en længere oversættelse af hendes Revolutionary Letters til udgivelse andetsteds, men disse to digte, optrykt i en antologi om "alkymi i det 20. århundrede", var ingen af os før stødt på. De giver os noget som vi gerne vil sætte ord på.

Først tænker vi på hvad forskellen er mellem håb og optimisme. Kun når alting peger imod, og optimismen er afgjort latterlig, kun dér er der håb. Hvad mener vi med optimisme? Optimismen tager i dag ikke længere form af en tro på fremtiden, at der er lysere tider forude; men virker allermest som en tro på at det kan blive ved med at gå ned ad bakke på ubestemt tid – at nedgangen kan bære; at denne verden trods alt er holdbar i sin elendighed.

Når alt er galt i verden, når man er slået ud af sine rutiner, men når et solglimt bryder igennem, og man får fornemmelsen af hvor dejligt det er at solskinnet er til, og at græsset er til, og man selv, så kan vi godt kalde den følelse håb, for så vidt følelsen af at det er dejligt ikke er til at skelne fra følelsen af at være til. Det indgyder noget nær en overbevisning: man tror at man er til. Er der ikke noget alment i den følelse? Det er der vel nok, jo, det er i hvert fald det modsatte af skæbne: det øjeblik er netop ikke mit eget, ikke noget der tilfalder mig, men noget der bare sker som jeg er med til. På den måde er det upersonligt og fælles og netop i det en fredfyldt følelse. "Håb er ikke nogen strategi", er der en anden af vores venner der kan lide at sige: der er netop ikke noget løfte i det, ikke noget arbejde der først må gøres før at vi kan udfries. Solens By er på vej! – og den er her allerede.

Den anden dag gik én af os ud af badet og ind i en solstråle. Den tænkte at her kunne den jo også tørre, og så blev den stående der. Den skulle ikke noget.

14° SKYTTEN

til Grant

om det er en storm
eller flere storme
er blot en diskussionsøvelse/ den fortsætter
afbrudt af
solglimt, nogle gange
varer de en halv del af dagen

om det er vintersolhverv eller
gamle tårer i mine knogler, så sover jeg
blæsten
ryster hele huset, grunden svulmer, reolerne
ryger ned fra vores vægge. Om
solen nogensinde kommer frem igen for at blive
over den her halvø er ikke
sagen vedkommende. Stof,
siger bøgerne, der bliver tilbage
efter kalcinering kan genvindes
gennem mange gennemsivninger, det er

metallisk frø der virker
i mørk & frigid substans/ salamander
der danser under jorden i begyndelsens
sorte & hule Flammer (ligesom blæsten
kalder på jordskælvet til at komme med ud
& lege. Det vil det & vi kommer til at se
påfuglens hale fosse med farver i denne kolbe
af himmel & jord

San Francisco
Dec. 1970

MINNESOTA MORGENODE

til Giordano Bruno

Solens By er på vej! Jeg kan høre den! Kan dufte den!
her, hvor de har gjort selve jorden til en fangevogter
hvor selv ikke dyrenes mindste skygge sniger sig over landjorden
hvor børn bliver skadet & lærer at sige undskyld for deres ar
kan Solens by ikke være langt borte nu –

(det var det du sagde dengang, bror, mens du ventede i fængsel
otte år på at blive brændt, for endelig at opdage solen
på Campo de Fiori – BLOMSTERMARK – ja)
hvordan kunne den være langt væk?
er ondskab ikke ved at nå sit højdepunkt?
(spurgte du for 300 år siden) har
nedstigningen ned i stoffet ikke nået sit nadir? & her
5.000 mil senere, Northern Minnesota
en skov engang, en ødemark nu
hvor de slår græs, river bladene sammen:

Ligesom alle andre brækker jeg mig med løgne og aner ikke
hvem jeg kan stole på, her hvor forræderi betragtes som en dyd
græder jeg alene for de ord jeg gerne ville sige
& lægger helt stille de gamle guders ansigter
i børnenes hænder; håber de genkender dem
her på dette kristne sted, hvor Kristus Troldmand
& Kristus Helbreder begge er glemt, hvor templets
slør er brudt, men uden at genopstandelsen følger…

SOLENS BY kommer snart, den kan ikke være langt væk
ja, du har ret – hvad er et årtusinde
eller to for os, bror? Guderne kan vente
de er stærke, de stiger op – det gyldne tårn
glimter i planeternes lys, de talende statuer
der vogter over dens fire porte, den hellige vind
der bærer himlens ånd ned gennem stjernerne

her er den! her er den!
jeg vil bygge den
her på stedet. Jeg vil bygge det i Attica
& Wounded Knee
På Campo de Fiori, på Vatikanet:
det stærke, skinnende lys af kød som er forbindelsen
latteren der formforvandler

Minnesota Home School
Sauk Centre

Oversat fra The Alchemical Tradition in the Late Twentieth Century, red. Richard Grossinger, 121-122.