Solsikken tryllede for at redde os fra afgrunden

Vi har læst Jackie Wangs nye digtsamling Solsikken tryllede for at redde os fra afgrunden. Det er smukke sager, skrevet i en noteagtig poetisk form, som vi læser som nedskrevne drømme. Hver sætning videregiver noget, der knytter sig til drømmen, lige når man vågner.

LIVET ER ET STED HVOR DET ER FORBUDT AT LEVE

Alt jeg husker er det stævnede terræn jeg krydsede for at finde et hus at hvile mig i. Hvem er kvinden der lurer i skoven? En medrejsende? Jeg er ikke vant til at se andre. Hun er faret vild og jeg er faret vild men forskellen er at hun er en nybegynder i at være vildfaren, hvorimod jeg altid har været uden land. Uden planet. Da vi støder på en hytte spørger jeg husmanden om ly på hendes vegne. Jeg er klar over, vi fremstår som [oogles] men vil bevise vi er anderledes ved at vaske op. For at konkretisere min taknemlighed.

Om morgenen før de andre vågner, tager jeg afsted imod det hellige sted i en hestetrukket vogn. Vognen har et aftageligt soverum designet så en fyrstelig mand kan bære mig videre mens jeg ligger fladt ned når hesten bliver træt.

Ved solopgang er min pilgrimsrejse slut. Det asiatiske marked er et glaspalads med udsigt over en lufthavn. Udefra Snackpaladset skinner produkterne igennem som organer inden i en hård, gennemskinnelig hud. Mens jeg tager paladselevatoren mod himlen er mine øjne fikserede på et fly parkeret på landingsbanen.

Det venter på mig.

DØDEN SOM OVERLEVELSESSTRATEGI

Verden opvarmes, og vi mennesker bærer skylden. I fremtiden vil verden kun kunne bære et menneske, og derfor må alle andre dø. Af denne grund finder jeg mig selv i et Hunger Games forårsaget af den globale opvarmning. Alle ved at kun én overlever. Folket er febrile med morderisk vrede. Selvom jeg ikke har tænkt mig at slå nogen ihjel, må jeg alligevel overtale alle til ikke at dræbe mig. Jeg må få dem til at have medfølelse med mig. Men jeg tigger ikke. Nogle gange gemmer jeg mig ved at lægge mig fladt ovenpå en pæl og lade som om jeg er død. Ved at gøre mig synlig fjerner jeg angsten for at blive fundet. Min falske død bliver en orkestrering, der involverer lige så mange mennesker som Tupacs pseudo-død.

Et stykke væk hører jeg Maxine holde min gravtale. Han ved, at jeg ikke er død, men for at holde folk fra at dræbe mig, må han overbevise dem om at jeg er død. Ved at simulere min død bliver jeg indviet i hvordan jeg vil blive mindet. Jeg tænker: hvor trist at folk ikke lever til at opleve deres begravelse, for de har aldrig fået mere kærlighed. Maxine mindes folk som kun en queer, der har levet igennem AIDS-krisen kan.

Åh! Men jeg er i live.

Truslen om død beroliger mig.

På kysten er der en smuldrende strandhytte plukket direkte fra Evigt solskin i et pletfri sind.

Alting smuldrer mens vi venter på at de sporadiske bølger skal slå ind over os.

Hvor, i dette hus, finder jeg luft jeg kan indånde?

Murene holder ikke. Min følelse af tryghed i denne struktur er falsk.

Jeg er krøbet sammen i et hjørne og venter på at dø.

Indtil Elijah kommer og beder mig om at deltage i et modeshow for at "lette den apokalyptiske stemning".

Elijah tager mig med til en lagerhal, klæder mig sparsomt på og skubber mig ud på scenen.

Fuld af skam over min egen krop, forsøger jeg at skærme mig selv med mine hænder og arme.

Fra publikum råber han, "vis mere mave!"

Og for at fejre min optræden tager han mig med til et faldefærdigt hus for at spille sange for mig på klaveret mens huset fyldes med vand. 

Den snarligt forestående apokalyptiske tilintetgørelse har fremkaldt alles undertrykte begær. Op og ned af kysten dyrker folk BDSM-sex i ruinerne. 

Hvor kommer alle disse læderbælter fra?, tænker jeg. 

Jeg ser min ven bundet, helt ude af sig selv af nydelse, hendes øjne rullet tilbage i hovedet. 

Det er en måde at forberede sig på døden. 

Sadisterne tror, at de vil være dem der overlever. 

Masochisterne omfavner deres magtesløshed i situationen. 

Det uhyrlige vejr gør os alle ikke-suveræne. 

På den måde vil sadisterne blive straffet for deres hybris, deres tro på at de gennem ren muskuløs vilje vil kunne vinde over Moder Jord. Historien bliver et episk opgør mellem sadister og masochister. 

Men jeg ved at situationen kalder på absolut passivitet. 

Måske giver det ikke mening?

Måske er det en pagt med guderne. 

Hemmeligheden er slet ikke at forsøge.
 

Når du overgiver dig til dødens uundgåelighed, kan ingenting gøre dig fortræd.

Naturen har ikke længere lyst til at slå dig ihjel. 

Du har stillet dig selv midt i et slag mellem kosmiske kræfter og sænket dit sværd.

Fordi du var villig til at dø, vil du blive skånet.

Men...

Men.

Jeg er ked af at alle mine venner skal dø, selv om situationen har vendt dem imod mig.

Hvorfor kan kun én overleve denne miljøkatastrofe?

At underkaste sig, at tage den passive vej til himlen.

Den stærkeste overlever?

Nej.

Den der er bedst til at spille død, overlever.

DEN ONDE NUDEL

Den lille asiatiske pige, da hun mødte den søster hun ikke havde kendt, tror at hun skal dø hvis hun spiser en eneste nuddel fra den skål søster giver hende.

Moren prøver at tvinge den lille pige til at spise nudlerne.

Jeg får lyst til at bryde ind for – hvad nu hvis pigen har ret? Er det virkelig en chance vi vil tage?

Så jeg faktisk storesøsteren smutte en ond nuddel ned i skålen mens ingen kunne se?

Jeg tror på at den lille pige intuitivt ved at der er nogen der vil hende ondt, selv om hun er for lille til at forklare hvordan hun ved hvad hun ved.

Hun er omkring tre år gammel, mørk i huden, langt sort hår.

Hun sidder på gulvet i hjørnet mens hendes mor og hendes storesøster prøver at nødde hende ud af forbeholdenhed.

Der var noget falsk over storesøsterens gavmildhed. Jeg kunne også godt se det.

Jeg føler et slægtskab med den lille pige fordi vi begge to kan fornemme ondskab.

Men hvem er jeg?

Anonym betragter. Ingen kan se mig.

Hvad er den nuddel der udstråler ondskab og hvorfor kan andre ikke se den?

HVORDAN ÆGGET MISTER DETS FORM


II.

Det kunne have været

Ashfield Lake

eller en biflod

af Connecticut-floden.

Vi er på kysten af noget kontinentalt. Jeg har lyst til at give dig et knus men jeg kan ikke – en usynlig kraft holder mig tilbage. Jeg ved at hvis jeg forsøger at holde dig, vil du blive til støv. Alt er meget skrøbeligt. Jeg samler en muslingeskal op, der er dækket af sand og tykt grønt snask. Mit instinkt er at pille snasket af skallen, så jeg kan afdække dens sande form, men skallen knækker, da jeg prøver at rense den med min finger. Jeg ser ned på det jeg holder i hånden og ser hullet i hendes skind. Får virkelig kvalme. Jeg forstår ikke hvad der har ændret sig, men jeg ved at jeg aldrig vil blive i stand til at røre dig igen.

KORALTRÆET

Mine drømme har været så sære og smukke på det seneste, selvom jeg kun fik sovet et par timer i nat. Jeg drømte at jeg gik gennem en udbombet forladt bygning… egentlig bare skallen af en bygning; der var ingen vinduer eller døre og det var ret mørkt. Men lige uden for en af døråbningerne var der et lysende træ – ikke bare hvilket som helst træ, men et koraltræ – ikke bare farven koral, men det stenede havmateriale – og dette strålende træ voksede fra en lille dam der glimrede i lyset – og i stedet for blade var det dækket af fine glastråde – alting var meget lyst, og jeg vidste at så snart jeg forlod den faldefærdige bygning og passerede gennem døråbningen, ville verden virkelig åbne sig op, lidt ligesom det sus der går gennem dig om morgenen, når du træder fra dit hus og ud i sollyset. Jeg skriver det her fordi… måske tænker jeg på det som Michael Hardt siger om forestillingsevnen som konstitutiv, den måde som forestillingsevnen “bliver så intens og indlejret, at den bliver virkelig gennem dens intensivering og artikulering.” Så jeg tænker… de her glimt fra den lysende verden bør blive delt. Jeg tror ikke på, at forestillingsevnen kan fikse alting (jeg er en stringent materialist!), men den kan gøre noget af arbejdet: arbejdet med at skabe åbninger, hvor der tidligere ingen var. I mit oplæg om revolutionær ensomhed, mindede jeg publikum om at hvordan vi vælger at fortolke livet og døden ikke er neutralt; fortolkningen selv er altid strategisk. Nogle fortolkninger gør én i stand til mere, politisk og personligt, end andre. Det tænker jeg på, når jeg skriver mine drømme ned om morgenen. Da jeg havde den her drøm, tænkte jeg, Her er den ødelagte verden, og her – hinsides tærsklen – er den lysende verden. Simone Weil siger at den største ulykke menneskearten kan opleve er ødelæggelsen af en by. Det var der jeg var: gående gennem en ødelagt by. Men… det lysende træ!

KNEPPER PÅ KOEN

Jeg sendte hende en besked om at jeg lige havde drømt at vi havde sex.

Hun sagde, Jeg håber du nød det lige så meget som jeg gjorde.

Jeg har det som om det er sket før?

Jeg sagde, drømmen? Ja. Engang knaldede vi på en ko med kæmpe yvere. Den her gang havde du en penis, og jeg var dækket af rust. Vi befandt os i et hus jeg ejede, og den seng der engang tilhørte din far, var altid redt op…

der var altid stearinlys tændt. (Det var et billede af hengivelse.) E lavede lyseblå beef jerky i et hus i nærheden mens F sov.

(Altid den her drøm om at bolle min ven og pludselig har hun en penis. Nogle gange begynder jeg at bløde. Nogle gange bløder jeg ud på hele gulvet. Nogle gange kommer hende Plath-pigen som sniffede coke fra bordet og stryger en håndfuld tændstikker på væggen. Nogle gange sidder jeg fast i et loop, og så blive hun bare ved med at stryge tændstikker på væggen.)

Oversat fra THE SUNFLOWER CAST A SPELL TO SAVE US FROM THE VOID af Fredag aften