Vi bringer i denne uge en fantastisk tekst som er en manifestation af mod. Teksten er skrevet af den rumænske kunstner Alina Popa, der døde af kræft i 2019.
Det er en tekst skrevet fra sygesengen. I teksten beskriver Popa en tilstand, der ikke så meget er en kamp mod sygdommen, som en kamp mellem det hun beskriver som "tingen", og hendes sind. Popa bruger sygdommen som genstand for en undersøgelse: hvad denne ting gør ved hende, hvordan den forandrer hendes forhold til sig selv. Tingen er noget, der kiler sig ind mellem hendes krop og sind. Når den forandrer hendes bevægelser og selve hendes mulighed for at bevæge sig, begrænses undersøgelsen til en udforskning af det indre liv.
Her handler det om at lytte til kroppens sprog, for det er den, der er syg. Hvad sker der, når lægevidenskaben har skabt en virkelighed, der ikke stemmer overens med ens egen? Når kroppens sårbarhed står i kontrast til lægevidenskabens "sandhedsord". Med Popas ord: "Jeg hader at lægerne ophæver mit digt med deres ordreord." For "kroppen er lige så fremmed som verden," skriver Popa, "Og vi må omfavne dens mærkelighed."
Kan kroppens fremmedhed, kan sygdommen deles? Kan døden deles? Når vi tænker på biografiske tekster om sygdom, er det især mange kvinder, vi kan komme i tanker om: Anne Boyer, Audre Lorde, Eve Sedgewick, Susan Sontag, Gillian Rose, Karen Brodine, Djuna Barnes, Kathy Acker, Johanna Hedva og Virginia Woolf.
At skrive biografisk om sygdom er sårbart og skrøbeligt. At vi kun har kvinder stående her er uden tvivl et udtryk for patriarkatets kønsmoral, der har sat ramme for hvem det er tildelt at vise skrøbelighed og sårbarhed, men selvsamme magtstruktur har også gennem vestlig historie, sygeliggjort og sygeliggør fortsat kvinden. Prædikatet 'syg' er noget kvinden i særdeleshed har været givet og har skulle forholde sig til. Hendes krop har i langt højere grad været genstand for lægevidenskabens blik, bestemmelser, vurdering, overvågning og forsømmelse.
Det kræver stort mod at skrive om denne sårbarhed, om det uhyrlige. Som Virginia Woolf fortæller os i On Being Ill (1926), kræver det en løvetæmmers mod:
"Om dette kroppens daglige drama findes ingen beretning. Folk skriver altid om åndens virksomhed, de tanker, den får, dens ædle planer om hvordan ånden har civiliseret universet. De viser, hvordan den glemmer legemet i filosoffens kanontårn eller sparker det som en gammel læderfodbold mil efter mil gennem sne og ørken på vej mod erobringer eller opdagelser. De store krige, kroppen, med ånden som sin slave, fører i soveværelsets ensomhed mod angreb af feber og begyndende melankoli, bliver forsømt. Grunden er ikke vanskelig at finde. For at se disse ting lige ind i ansigtet kræver en løvetæmmers mod, en robust filosofi, et intellekt med dybe rødder i jorden."
Det er som om Virginia Woolf har Popa i tankerne, for når Popa skriver om sygdom er det indefra, og samtidigt med så stor intim vished at det poetiske og det kropslige smelter sammen: "Hvis du er så heldig at have undsluppet en sygdom konventionelt, kan du gå tilbage til tankens radikalitet som om intet var hændt. Nogen vil måske opleve en ny bølge af liv. (...) I dagevis har jeg bare følt at jeg eksisterer, og dét er min beskyttelse, som et klart åndedrag, indåndet og udåndet af hjertet."
Vi havde nogle overvejelser om hvorvidt Popas tekst 'romantiserede' sygdom, men vi blev nok lidt i tvivl om hvad det skulle betyde. I denne sammenhæng ville vi bekymre os om romantisering som æstetisering af magtesløshed. Vi kender det fra politiske spørgsmål, hvor en selvidentificering som 'politisk menneske' eller 'aktivist' har det med at stige omvendt proportionalt med ens erfaring af at være uden for enhver indflydelse. Men vi kender det også fra subsistensspørgsmål – at det er nemt at forsvinde ind i luftkasteller, når man føler sig afmægtig over for materielle trusler. For hvordan opretholder man en fortælling om sig selv som 'person' eller 'agent', når ens liv så tydeligt fra alle sider er bestemt udefra af kræfter man ikke har magt over? Hos Popa er sygdommen den kraft, der stiller hende dette spørgsmål. Hendes svar er at gøre sygdommens magtovertagelse til et 'æstetisk projekt'.
Er det ikke en æstetisering af sin egen uformåen, spørger vi os selv? Når vi er glade for at bringe teksten her i aften, er det fordi den hverken svarer os 'ja' eller 'nej' på dette spørgsmål, men lærer os noget nyt om både kroppen i sygdom og kroppen i sundhed; kroppen som sansende væsen og kroppen som sanset ting. I Popas tekst ser vi bevægelsen fra det eksterne (tingen og den) til det indre; at det er en del af hende. Et monster, en uhyrlighed. Det er ikke et spørgsmål om, at holde stand mod fremmedgørelsen, holde sygdommen på afstand, men at forstå fremmedgørelsen som en tilblivelse: Som en del af en. At tage sygdommen i hånden og gå sammen med den. Det behøver ikke føre til anti-behandling, men måske til en erkendelse af at sygdommens indtræden er uigenkaldelig.
Hvordan i alverden håndtere ensomheden og den massive isolation, der hører med, når man er så syg, at det kan få døden til følge? Hvor det kan føles som om kroppen er et helt andet sted? I sin berømte tekst om æstetik og sygdom, ''lness as metaphor' skriver Susan Sontag: "To write only of oneself is to write about death." Til det svarer Anne Boyer i sin nyeste bog – The Undying, om sin erfaring med brystkræft – "but to write about death is to write about everyone". Boyer peger hele tiden på sygdommen og sin egen krop som værende i relation til verden; at den aldrig er isoleret, selv om det opleves sådan. Hun insisterer på det fælles, selv i kroppens sygdom, og tænker det som en forudsætning for at tænke politisk. Også Popa sætter sin sygdom i forbindelse med verden, men ikke med andre mennesker. De relationer hun arbejder med, er mere sindet, det dyriske og det poetiske. Derimod handler teksten meget om kampen i at være alene med sin sygdom. Hvordan i Det er nok det, der gør at flere af os, også har indsigelser over for hendes tekst. Spørgsmålet som vi må tale mere om, er måske om der findes en politisk dimension som nødvendigvis må behandles uden for det sociale?
Men at Popa er alene med det, betyder imidlertid ikke at oplevelsen er individuel: Det er som om hun netop skaber et mangfoldigt fællesskab i sig selv, fremfor at bekræfte 'den sociale individualitet'. Hun deler sin sygdom i denne tekst, og i selve det er der en insisteren på en samtale. Med en generøsitet inviteres vi ind i det sårbare, dér hvor det der ikke kan deles alligevel bliver delt. Æstetiseringen er også en måde at gøre en ubeskrivelig, singulær oplevelse forestillelig – og dermed kommunikérbar, delelig. Det er her vi sporer bevægelsen fra aleneheden til det fælles, også hos Popa. Det vigtige er at sy 'jeg'et ind i 'vi'et og omvendt, og selvfølgelig skriver hun også om alle: når hun skriver om kroppen og døden og om kræft skriver, hun samtidig om en global historie. Og at sy de sting, at huske det plurale, er en opgave der også må være læserens.
Eller sagt på en anden måde, så er det måske netop i alle kroppens relationer til alt muligt andet end andre kroppe at vi nemmere kan se at krop aldrig kan være et andet ord for 'individ', og at netop den higen efter at se sig selv som 'person' eller 'agent' som vi beskrev, altid er dømt til at fejle eller i hvert fald – og på forskellige måder fra krop til krop – komme til kort. I så fald er de dér 'kræfter udefra' ikke noget vi kan se som forhindringer på vejen til selvtilstrækkelighed, men netop kroppenes kræfter, som aldrig er 'personlige', altid 'hinandens kræfter' – også når kroppen er alene. Nogle gange er de kræfter befriende og opløftende, andre gange er de ustyrlige og uhyggelige. Nogle gange er de dødelige.
Der er en radikalitet i det intime liv med sygdommens monster, der er overskridende. Her er frygten og modet til stede i samme bevægelse. Ikke uligt det at være gravid, at frygte den mindste ikke-bevægelse og modet, fantasierne, der også er uløseligt forbundet med det intimt-fremmede i kroppen. Og dog radikalt noget andet, da døden her alene er nærværende i muligheden for tabet af det, der endnu ikke er kommet ud i verden.
Teksten får os til at tænke på fantasien som en muskel, der skal holdes i gang, for at den ikke bliver slap. I sin kamp for at være i live mens hun er i live, for ikke at være levende død, fremhæver Popa fantasien som denne afgørende emancipatoriske muskel, med dens evne til at krydse, forbinde, åbne og skabe; ikke som noget der kunne befri hende fra døden, men måske som noget der kunne befri hende fra den levende død: "Jeg dyrkede en jungle på min krop for at håndtere mine symptomer. Jeg uddelegerer plejen af min krop til en fantasiverden."
Det gode ved fantasien er, at den kræver af os, at vi åbner vores sanser, og som teksten belyser, kan det både være smerteligt og smukt. Det er også en øvelse i autonomi, bedre at kunne mærke sig selv, gennem at mærke med sig selv. Hvor ofte står vi egentlig under brusebadet og blot koncentrerer os om at mærke vandet på vores hud? Eller løber nøgne udenfor, når det regner, som da vi var børn, og skybruddet betød sanseligheden i kulden fra dråberne, der ramte huden, som små slag fra vinden, og mudderet, der klaskede mod benene, mens vi hoppede i en rus af vild begejstring. Det sanselige forbinder os. Vi har for eksempel haft elskere som ikke har boet i samme land som os. Vi har måttet blive gode til at elske på afstand. At vide som Popa skriver at "Kroppen er abstrakt. Den optager langt mere rum end hvor den befinder sig," har været en trøst og en varme, at vide at vores kroppe også findes, i live, hos vores elskere, i vores elskeres hverdag. Ligesom vores elskeres kroppe findes hos os i kraft af vores længsel og fantasi.
Hvis vi skal gøre os blot den mindste forhåbning om en anden, en bedre verden, er vi først og fremmest nødt til at kunne forestille os den. Popa skriver, at vi er nødt til "at indøve måder at interagerer med verden som giver virkeligheden sin mangfoldighed tilbage." Og vi kommer i tanke om at Marcel Proust engang skrev "Det er vores fantasi som er ansvarlig for kærligheden, ikke den anden." Vi tænker på det at dyrke fantasiens frodighed som en opgave vi er fælles om, og som vi kun kan hjælpe hinanden til ikke at svigte.
Sygdom som æstetisk projekt
Spirula og Tingen
Når noget ændrer din krop intimt, dine muligheder for at bevæge dig, dit dynamiske forhold til den ydre verden, din identitet over for mange mennesker, dine grænser i forhold til hvad du kan bære, tvinger den ting dig ind i en indre transformation. Jeg hader tingen, jeg elsker tingen. Tingen tvinger mig ud over mine kanter, jeg kan ikke presse den ud af mig, jeg har ingen direkte indflydelse på den, jeg kan kun tage den som en udfordring for mit rationelle sind, over for hvad jeg har været, over for mine egne begrænsninger. Den er vokset mere end jeg nogensinde havde troet den kunne. Den blev stor og grim og en del af mig. Jeg er nødt til at leve og elske mig selv med mit monster. Det er en visuel uhyrlighed. Jeg er en visuel uhyrlighed for mig selv. Jeg foretrækker at lukke mine øjne.
Dette er ikke længere et socialt spil, den er indeni mig. Den tvinger mig til at være reel, at være som en ufrivillig Star Trek-karakter. At gå som et dyr. At gå langsomt ligesom et dyr. At forvandle mine brusebade til psykologiske tærskler. At være misdannet, asymmetrisk, langsom og klodset, at spise i sengen. At blive i sengen. Ikke bevæge sig, kun ligge på den ene side, i seng, kæmpe med at vende sig. Den hiver mig ned til jorden, mit ben tungt med den i sig. Mit venstre ben fordoblet, tredoblet og mere. Jeg er et monster. Jeg er en visuel uhyrlighed. Jeg trækker vejret, jeg lever, og ind i mellem går jeg gennem rum.
Det føles ofte som om kampen ikke er med en sygdom, men mellem den kæmpestore ting på mit venstre lår og mit sind. Den leger med grænserne for hvad jeg kan klare at være. Hvad er jeg blevet til? Hvordan forvandlede jeg mig? Den holder mig fra at bevæge mig frit. Den lammer mine håb, fryser min forestillingsevne. Jeg kan bare være friere indeni, for at tillade mig selv at vove det umulige. Hver gang jeg legemliggør en virtuel tur gennem en skov, kalder jeg på det umulige. At lege med det mulige, så man uden at opdage det gør det umulige. Det får mig til at finde måder at afholde mig fra at dømme mig selv det øjeblik jeg krydser grænsen. Jeg er nødt til at distrahere mig selv netop det øjeblik jeg træder ind i det fantastiske. Hvis det lykkes mig, er det fantastiske normalt og virkeligt. Og jeg kan måske gå lidt hurtigere.
Jeg græder, jeg råber, jeg nægter at leve i frygt. Jeg kollapser i feber, frygten har overhalet mig, tingen ler af min svaghed, jeg er her stadig. Jeg vågner om natten, jeg står op og sætter mig på kanten af sengen. Det er svært at sidde. Jeg er for asymmetrisk. Jeg fortvivler. Jeg nægter at leve i frygt. Jeg vil have at tingen forsvinder, holder op med at chikanere mig. Jeg har ingen pause fra den. Jeg har ingen pause fra mig. Hvem er jeg? Jeg drømte at jeg havde det pæneste, mest behagelige, rare tøj på, og da jeg kiggede i spejlet, viste et monster sit hoved under min smukke hætte. Jeg bad til at blive befriet fra denne misdannelse, men mens jeg bad, blev mit ansigt ved med at ændre sig, monstrøst. Form ville ikke falde til i mit ansigt. Jeg var overflade, uden stabilitet. Det er over midnat. Jeg vil gøre en ende på mit mareridt. Jeg nægter at leve i frygt. Jeg nægter at være besat af tingen i mit ben. Jeg vil få det overstået selv. Terminere. Jeg ved ikke hvordan. Jeg har kun de naturlige tilskud på mit bord. Jeg fortvivler. I et øjeblik indser jeg, at jeg måske ikke vil være i stand til at undslippe, men jeg vælger under alle omstændigheder at leve uden frygt. Min kære ting, jeg kigger på dig ovenfra.
Jeg ved ikke om man lærer mere af at udforske det ydre, men jeg er begrænset til det indre. Jeg genskaber verden i min seng. Jeg tegner det jeg ser, det jeg er mere fristet til at kigge på, mit ben. Verden er mit ben. Verden er ren og skær misdannelse. Den vokser sig mere skræmmende end jeg troede den kunne. Kiggende ind i denne verden, som jeg identificerer mig med, er jeg forfærdet. Jeg frygter. Og jeg bliver ved med at kigge, det er min verden. Jeg går i gang med at udforske den. Jeg fremstiller den, tegner min frygt, min besættelse, min verden. Jeg tegner bandagerne på hullerne på tingen på mit ben. For hvert punkt jeg laver, dør en celle. Jeg bliver besat af punkter. Tumoren svarer med nåle. Den vil have mere, mere opmærksomhed. Du kan ikke få mig til at frygte, ikke nu, du er min verden. Nålene jeg mærker, er som regn, hver dråbe bringer en følelse. Jeg kan godt lide denne regn, den er varm. Det er en god dag i dag.
Det er som en fjern planets måne. Den har kratere og en overflade mellem hud og sten, en sten på en stormfuld kyst, skiftende form på en cirkulær måde. Den sprøjter tanker, den spytter idéer, den udmatter mig. Den fortæller mig at jeg skal være vild. Find sne, klæd dig af, kast dig selv, læg tingen i sneen, træk vejret, nyd, det er bedre end en hospitalsseng. Der er ingen sne, men jeg husker den skinnende hvide overflade hvor man kan kigge og kigge, fortabe sig i skønhed. Man er nødt til at gøre hvad den siger, ellers vokser den sig større, og snart vil man blot være dens satellit. Jeg vil svæve rundt om den, hvad hvis den virkelig er fremmed, planet, biologi, mig, dig, kulstofforbindelser eller ingen. Læge, jeg vil gerne have dig til at lave en planektomi på mit ben. Jeg lover at jeg er en satellit. Jeg vil dreje mig. Vi vil forme verdensrummet.
Spirula og Medicin
De siger til mig at jeg skal tage hjem og afvente mit endeligt. Jeg er bange for at tage tilbage til mit hjem, at træde ind i det billede de har skabt til mig. Jeg ligger på sengen, trækker knapt vejret. Jeg forvrider det, billedet, det er kampen mellem virkeligheder, de vil påtvinge deres, for ellers kommer der revner i deres grundlag. Det er lettere at ofre et menneske end at skubbe dit paradigme en smule. Vi ved, menneskelæger tror de ved, de går i seng, forsikrede om at jeg er et stykke kød. De lavede et manuskript, påtvang det mennesker som mig, vi har beviser, vi ved bedre. Virkeligheden følger manuskriptet hvis man tror på det, og de brugte århundreder på at påtvinge os det. Min virkelighed tog lige trekantskvælertag på deres. Jeg er hjemme, hos Sana, på sengen, røde kinder og det hele, leger med mine katte. Jeg er i live.
Jeg har en hemmelighed. Uanset hvilken frygtelig tanke der måtte komme til mig fra planeten inden i eller hvem ved hvorfra, så omfavner jeg den. Kom, lille mørke tanke, udvid, jeg vil vide hvorfor du er her. Jeg vil manipulere dig, og du vil manipulere mig, og til slut vil du ikke mere være til. Mange tanker eller tilstande forfinedes inden i mig i løbet af disse måneder.
Når jeg er ophidset i løbet af natten, lader jeg som om denne ukontrollable tilstand er min vilje. Jeg udfører mine tilstande, jeg står ud af sengen og lader rastløsheden tage over. Jeg slår luften, jeg raser som et vildt dyr.
Erkendelse: Jeg har aldrig haft tillid til min krop og dens reaktioner. Sådan er vi oplært, gennem uddannelse. Feber skal holdes i skak, symptomer skal tolkes af specialister, du ejer ikke din egen krop, det er som en fremmed frakke du skal tage vare på og være opmærksom på, kigge efter tegn, indsamle beviser. Du er udenfor din krop, du analyserer den videnskabeligt, men hvad betyder det? Det betyder at du placerer den i et manuskript skrevet af ukendte personer som er bange for virkelighedens vidundere og ønsker at begrænse dens storhed til nogle få forudsigelige scenarier.
Kroppen er virkelig, men vores tanker om den er fiktion. Medicinske synspunkter er den fiktion modernitet og kapitalisme har påtvunget os. Det er en konsensusfiktion. Hvordan du anskuer kroppen, hvordan du benævner den, forudsætter hvordan du handler på den og hvordan den handler tilbage. Vi er frie og kroppen kalder faktisk på individuelle fiktioner, eller på fiktioner der giver den tillid og frihed. Perspektiv skaber virkelighed. At ændre det gængse perspektiv er næsten umuligt. Det kan ikke gøres mentalt, det kræver forskellige praksisformer – at indøve måder at interagerer med verden som giver virkeligheden sin mangfoldighed tilbage. Vi interagerer faktisk ikke rigtigt med verden længere. Det er fordi vi er alt for bekendte med de praksis som er mulige, de vil dermed give de samme resultater. Kroppen er lige så fremmed som verden. Og vi må omfavne dens mærkelighed. Særligt når vi har brug for at virkeligheden er skør, når vi er syge uden chance for overlevelse fra det gængse perspektiv. Min virkelighed ønsker jeg ikke normal. Jeg har brug for at den bliver hægtet af.
Spirula og dens Symptomer
Hvad er et symptom?
Helbredelse er et digt skrevet med symptomernes sprog.
Nogle gange kræver symptomerne forstærkning, rumligt, inden i eller udenfor kroppen, ignorering, kamp, accept ved subjektiv undersøgelse, forvandling ved fantasi, metaforisering, uddybning af deres opfattelse indtil de bliver til noget andet, så abstrakt at de mister enhver konventionel betydning, og der er mange andre mulige operationer man kan udføre på symptomer. De kan danses, tegnes, etc., eller bare forestilles på en fysisk passiv måde. Der er også en rytme fra disse operationer på symptomerne, som er meget individuel for hver person og for selv enhver periode i nogens liv. Helbredelse er både operationen og rytmen ved ændringen af disse operationer. Rytmen er energi, liv, det er dét som endnu ikke kan forstås, det er derfor der ikke kan være noget forudgående skema, en mening eller forklaring. Digtet.
Kroppen kalder på et andet sprog. Man er nødt til at træde ind i det ukendte. Den råber højt gennem symptomer, at den har brug for at blive til poesi, ikke teori. Det er et tegn på sjælens intelligens.
Fornemmelser – vi mærker dem ét sted, men vi kan flytte dem, udvide dem, krympe dem, holde dem i bevægelse, projicere dem udenfor kroppen, få dem til at cirkulere en del af et større sprog. Denne fornemmelsernes elasticitet, ubehag eller smerte, sætter poesien i bevægelse – det laver kludder i kroppens konsensus sprog.
Jeg hader at lægerne ophæver mit digt med deres ordreord.
Helbredelse er en alkymisk proces.
Bevæger sig, genfortolker, re-symboliserer.
Kroppen er abstrakt. Den optager langt mere rum end hvor den befinder sig. Det er derfor den kan forvandle sin anatomi til en jungle.
Jeg dyrkede en jungle på min krop for at håndtere mine symptomer. Jeg uddelegerer plejen af min krop til en fantasiverden.
Jeg har en vulkan i mit ben, et rasende vildt dyr, der rejser sig fra tomrummet i min lunge, en regnskov der forstærker min åndenød, en ulv i min bevidsthed, et vildt svin der skubber rodknuden i mit bryst ud, et dovendyr der beroliger rastløsheden i mit hjerte, en jaguarånd der kommer for at tage mig, for at gøre mig frisindet, og jeg flyver over virkeligheden, forjunglet, mod liv eller måske mod død.
Spirula og Erfaring
Det første der hævder at være i stand til faktisk at simulere overskridelsen af kanter, er sindet. Idéerne fortæller dig at du har gjort det eller er ved at gøre det, hvis blot du tør at cirkulere lidt mere omkring i tankens selvsving. Der er blot det ved det at spiralen aldrig ender, og en dag finder du dig selv udbrændt i sengen, tilkaldt af kroppen til en virkelighed af idéer du måske kunne have haft lyst til. Jeg mener det fremmede, det radikalt ukendte, erfaringens begrænsninger, forestillingen som liv, liv som kunst... Sindet svarer allerede aggressivt, at du måske også her befinder dig i et selvsving, men jeg svarer at nu kan mine handlinger tage mig fra døden og tilbage ind i livet, at kanten nu er levet til fulde.
Hvis du er så heldig at have undsluppet en sygdom konventionelt, kan du gå tilbage til tankens radikalitet som om intet var hændt. Nogen vil måske opleve en ny bølge af liv. Stort set alle agter at forandre sig, særligt hvis truslen er stor nok. Når min eksistens har været bragt i fare, tænkt, følt, dybt ydmyget, så stoppede den. I dagevis har jeg bare følt at jeg eksisterer, og dét er min beskyttelse, som et klart åndedrag, indåndet og udåndet af hjertet.
Diagnosen udløste to modsatte kræfter: stor frygt og stort mod – ét der ville overvinde frygtens storhed. I den store frygt er der en konstellation af hvid kittelsnak, alarmerede bedste venner og al vestlig konventionalitet med henblik på hvor meget man behandler noget, når lægevidenskaben ikke kan love noget. Allerede mens jeg laver listen, råber en ven mig ind i hovedet at jeg springer til konklusioner når jeg mener at der ikke er noget løfte. Hold kæft!, råber jeg tilbage, for jeg har for mange gange været gennem den ondskabsfulde cirkel af skyld. Og jeg ved at det ikke er en virkelig ven, det er ikke engang vennen, det er mig der påtager mig rollen som min egen fjende i skikkelse af min velmenende ven. Jeg kan godt lide fjender hvis de er som de amazonske fjendefigurer – de fremmede hvis perspektiver jeg kan spise for at blive til det jeg aldrig kunne blive til alene. I det store mod er mine drømme, min energi, en dyb indre følelse af at overlade mig selv til det ukendte, min elsker, mine katte, mine nye venner i Wien og Portland, brasilianske shamaner, andre skøre og syge mennesker, tante Sana, lugten af skoven, skiløbets hastighed, alle mine forstærkede oplevelser af naturen, en sommerfugl på min hånd i mere end en time, hjorte, junglelyde, følelsen af havet, varme generelt, og jeg kan ikke andet end afslutte optællingen kunstigt.
Teksten er oversat herfra.