Syv digte

"Syv digte af June Jordan om politivold og vold mod politiet, om sex og seksuel vold, om den vold vi selv må finde os i stand til, og om en kærlighed der er foldet ind i kroppen. Digtene er voldsomme og vigtige. Pas på hinanden, vi har ikke meget mere at sige i aften."

Sådan havde vi engang tænkt os at introducere de understående digte og lade det usagte skinne igennem som et tegn på den måde, vi har følt os lamslåede af disse digte. Vi lod være, vi forstod, at det krævede endnu en indsats; vi ventede og talte mere og skrev mere og talte mere for ikke blot at kaste Jordans digte ud i det danske sprog uden omsorg eller omtanke, som at poste en opskrift på hjemmelavet napalm og bare slutte med et 'pas på hinanden'.

Ja, napalm, for der er noget uudslukkeligt over disse digte. Der er intens glæde og intens vrede, had og usikkerhed, kærlighed og liderlighed, og det hele i nærheden af en vold, en nærhed som gør alting rødglødende af uopsætlighed. Vi har været på røven over disse digte, vi har været bange for at have bidt over mere end vi kan tygge, men vi er måske også begyndt at forstå, at denne formegethed ikke blot er noget digtene indgyder i form af affektiv respons i læseren, men også noget de formidler i form af affektiv erfaring for forfatteren. June Jordan har formået at skrive om mere end hun kunne rumme, og det er en gave som vi mærker det er vitalt nødvendigt – men ikke helt ligetil – at være taknemmelig for.

Først og fremmest har vores omgang med digtene været præget af en erkendelse af den afstand, vi har til digtene. Ingen af os har været udsat for den vold, tværtimod er vores erfaringer på den anden side, fra den hvide position, som en del af den samfundsorden, der udøver volden. Vi har ikke noget andet valg end at arbejde i den afstand, der betinger vores adgang til digtene, og som skal betinge vores præsentation af dem.

Digtene får os derfor til at tænke på spørgsmålet om hvordan man kan dele i litteraturen, og vi tænker i den forbindelse på Athena Farrochzad, der i en samtale insisterede på det hun kaldte 'anti-identifikation'. At gå imod behovet for identifikation, at stryge det fra tavlen, som var det et kriterie for at kunne blive ramt, berørt, nå en tekst – og dermed også droppe at appellere til identifikation. At gå imod trangen, til at skulle indsætte sig selv som subjekt for at kunne (tage ind) må særligt være vigtigt for den hvide i vestlige samfund, hvis opdragelse har været med netop denne kategori, som hovedperson i stort set enhver fortælling. 

At blive berørt ved delte erfaringer, ikke på trods af en manglende identifikationsmulighed, men fordi den anden vedrører os. 

Solidaritet handler om at kunne træde uden for sig selv (var det Robin Kelley?) og samtidig anerkende den forbundethed mellem ens eget liv, egne vilkår og dem af den udsatte; og derigennem forstå kampen som noget fælles. Det er for os at se afgørende – om det er afgørende for andre skal vi ikke gøre til dom over. Enige kan vi under alle omstændigheder være om at det ikke skaber nogen rigtig forandring, blot hvis flere hvide mennesker i Danmark begynder at se sig selv som antiracister; en virkelig forandring ville kræve afskaffelse af eksempelvis asylsystemet, ghettoloven, integrationsydelse, institutioner og systemer, der meget konkret dikterer, at en krop der ikke er hvid, er en krop, der er forkert.

Vi kommer til at tænke på vredens karakter, at den måske er så intensiv og absolut, at den ikke kan være eksemplarisk. Dette altopslugende plejer filosofferne at tilskrive kærligheden og sorgen: De kan heller ikke være eksemplariske; men de kan være æstetiske, da de kan opleves som “smukke” eller “dybe” udefra set. De der gennemlever en “smuk kærlighed” vil aldrig selv tænke på, hvordan den ser ud udefra, og den der er grebet af dyb sorg, tænker ikke et øjeblik på det koncentrerede og indadvendte udtryk, den sørgende bærer med sig. Jordans digte og sindstilstand besidder en sådan absolut karakter. De er ikke noget, der kan analyseres udefra som tekst eller som fortælling. Det er en hændelse.

Til daglig er det, der finder sted, som oftest noget, der tager form af kunst (poesi og musik indbefattet), når det der finder sted, da ikke gør os “målløse”, som man siger, eller døve. Men hvordan kan vi lytte til den vrede, der findes i digtene?

“Vreden besyng”: Sådan begyndte de omvandrende sangere, Homeriderne (som Minna Skafte Jensen kalder dem på dansk), deres episke kvad. De sang ikke selv med andre ord, men henvendte sig til den metafysiske tilstand, der var bestemt ved, at vreden havde fundet sted. I Jordans tilfælde er det hendes krop, der er hjemstedet for den metafysiske tilstand. For at fortsætte udvidelsen ville man måske kunne tilføje, at der opstår en særlig forbindelse mellem erfaring og eksempel i Jordans digte. De omdanner noget i måden, hvorpå en sproglig behandling af en erfaring kan videregives: Det er vel sprogets prægningsformåen (af sindet, af livsopfattelsen), der bliver voldsommere.

Men hvad sker der, når denne vrede er rettet i mod os, som når Jordan i slutningen af sidste digt henvender sig til et “dig,” der kan gå hen og miste livet. Er vi dette “dig”? Som Frank B. Wilderson ville sige, er vores – den hvide position – kun mulig i kraft af den sortes død. “Hvad stiller man,” som Mikas Lang hjælper os med at spørge, “op med sin strukturelle position – og den vold den skaber, og som har skabt den?” 

En af de affektive responser digtene kastede af sig, var en følelse af ækelhed. For et stykke tid siden nu, havde vi et drømmesyn. Vi fik vist et glimt af en slange; ikke nogen prægtig, pompøs én, men lille, slank, glitrende sort og helt igennem giftig – ikke bare dens bid, nej, hele dens krop – og så dens bevægelser: ikke slibrigt langsomme og elegante, nej, den kom tumlende, væltende, hurtig og klodset, skødesløs og ubehersket, som en tankeløs teenager, idiotisk uvidende om sin egen farlighed, lykkeligt skærmet for bevidsthed om, hvilken ulykke den kunne få at ske på sin vej.

Det syn var en bevidsthedsomvæltning af dimensioner: At se os selv som den slange og måtte sluge den bitre erkendelse af egne grænseoverskridende handlinger, udført i mangel på indføling og omtanke, med bind for øjnene så at sige.

Vi kom til at tænke på det syn og dets stærke virkning på os, nu hvor vi diskuterede hvad det ville sige at påtage os det “dig”, som June Jordan slynger mod os. For det er klart, vi er ikke ”bevidste” om noget håndgribeligt overlap mellem os og det dig, om linket mellem den grænseoverskridelse, der er blevet gjort mod hende, og os selv og vores egen ageren i verden. Men kan det tænkes at vi ikke kan se det, fordi vi bebor den slanges perspektiv?

1956

Et digt om politivold


Sig mig engang
hvad tror du der ville ske hvis
hver gang de dræber en sort dreng
at vi så dræber en panser
hver gang de dræber en sort mand
at vi så dræber en panser

tror du frekvensen af uheld ville falde
efterfølgende?

nogle gange kommer en følelse ligesom skat forbavs mig
tilbage i min mund og jeg bliver stille
ligesom olympiske vande af alt der rinder den
sne i bjerge under solen

nogle gange når jeg tænker på det tolvte hus i kosmos
eller den måde dit øre fanger min tunge-
spids eller skilte jeg aldrig har set
f.eks. FARE KVINDER ARBEJDER

mister jeg bevidstheden om den grimme dyriske rabiate
og repetitive ringeagt som når de fortæller mig
18 pansere for at holde én mand nede
18 kvalte ham til døde i den tumult der fulgte (du
vover bare at idolisere de magtfuldes ordvalg: holde nede og
tumult ak og ve) og at mordet
at drabet på Arthur Miller på en gade
i Brooklyn var et ”hændeligt uheld” igen
(igen)

Folk er kommet ud for uheld verden over
i så lang tid at jeg efterhånden tror den eneste
passende forsikring er et gevær
jeg hævder at krig er ikke at forstå eller besindes
en krig skal kæmpes og vindes

nogle gange dækker en følelse som skat forbavs mig
over det/det dyriske men
som oftest ikke

sig mig engang
hvad tror du ville ske hvis
hver gang de dræber en sort dreng
at vi så dræber en panser
hver gang de dræber en sort mand
at vi så dræber en panser

tror du frekvensen af uheld ville falde
efterfølgende?*

Tegner det transcendentale ind


Den lange nat igennem de lange lastbiler ude på vejen

Vinden ululurer ikke i de hvide fyrretræer på
den måde

Og nordens engmarker åndens mesopotamien
synger ikke heller

de lange lastbilers sang

Der er forskel på ånden
og en lastbil

en fandens masse

Et digt for sydafrikanske kvinder

(til minde om de 40.000 kvinder og børn der den 9. august 1956 stillede sig frem i en kropslig protest mod ”dompass” i apartheids hovedstad. Forelagt FN, 9. august 1978.

Vores egne skygger forsvinder når fødderne af tusinder
og atter titusinder tramper det braklagte land
til nyt støv som
stiger op som forunderligt pollen og bliver
frugtbart
selv når den første kvinde hvisker
billedkreds for træerne omkring hende skabt
for retfærdig frugt
ud af så omhyggeligt et forsvar for liv
som ingen andre stadig
vil hævde underlegen til nogen anden sikkerhed
i denne verden

Også de hviskninger de
antyder for det inderste af ører i hver en ånd
der nu er vækket det
er en fejring når de i vildskab stemmer i
med al fordragelig og kærlig fuldklang og
lader en utvivlsomt ubunden hede lyde
i en røgsky fra dåben hvor ja
der vil være bål

Og fra spædbørn kommer intet kny når mødres næver
er i sky
og hjertet højt som stjerner ingen før har set
ikke desto mindre verfer en rørende styrke
ud i universet
uigenkaldelig ligesom lysår
på farten mod det åbne
øje

Og hvem vil slutte sig til denne stillen op
og de som stod uden kært følgeskab
skal synge og synge
tilbage imod bjergene og
om nødvendigt
endda under havet

vi er dem vi har ventet på

At se på månen kræver tydeligvis et rent sted at stå


Skoven skrumper ustadig og smal
for at mørkne stjernelys på jorden
hvor nåleskygger
betyder månen noget skarpt
noget vandret tomlagt som lægger landet
implicit i din krops bevægelse
er
månen

Du ville tro jeg løj for dig
hvis jeg beskrev præcist
hvor
uudtalt i følelsen af dine læber
er strålende bekendtgørelser
mere mystiske end Arizona
mere end bare de uanfægtede
overbevisninger
som koen har

hovedkulds ud i en filosofi
og

så sexet
gumler løs på græsset

Alla det’ okay, men

Kom nu nogen og træk mig ind i et syvdageskys
Gi’ mig ikke nogen historisk nogen national nogen familiedøs
Jeg har brug for et fuldendt en-til-en syvdageskys

Jeg ka’ læse avis hver dag
Jeg ka’ også godt holde taler
Men nyhederne lires hurtigt af
Tilsat salt i mine kvaler

Jeg har lavet planer for mit folk lavet planer sidst om sex
Jeg har haft drømme om Afrika, mareridt om Ødipus Rex
Men jeg har brug for noget særligt
Noget voldsomt heftigt og herligt

Jeg har brug for et fuldendt en-til-en syvdageskys
Gi’ mig ikke nogen historisk nogen national nogen familiedøs
Kom nu nogen og træk mig ind i et syvdageskys

Kom nu nogen
Kom nu nogen og træk mig
derover!

Sagn om den hellige nat hvor politiet endelig lod våbnene hvile

(til Gwendolen Hardwick)

Småt som et sennepsfrø
fra nilen og nymfens rige
hvor en ung Gud i det dulgte
skabte congatrommer
fra unge træskud og slankt skind
og pustede en brise ind mellem
to friske
svulmende
bøgeblade
til de tykke læbers
spil på fløjten

Plantet om til rigide rædsler
faste som aftrækkeren er for geværet
løber hun
hun løber for liv
med front mod panserne
stopper hun op
klemmer sine store øjne i
låser fast i modig
anklage

Hej røvhuller: skyd mig
Kan I ikke se
mig?
Skyd mig: Røvhuller
Hva'?

Selv de kan se det sennepsfrø
floden der skælver og totem
træerne

De skyder ikke/i det rige
hvor du
kommer fra

Et digt om mine rettigheder


Lige i aften og jeg må ud at gå for at klare
tankerne om dette digt om hvorfor jeg ikke
kan gå ud uden at skifte tøj sko
min måde at stå på min kønsidentitet min alder
min status som kvinde alene om aftenen/
alene på gaden/alene er ikke pointen/
pointen er at jeg ikke kan gøre hvad jeg vil
gøre med min egen krop fordi jeg er det forkerte
køn den forkerte alder den forkerte hud og
tænk hvis det ikke var her i byen men nede på stranden/
eller langt ude i skoven og jeg havde tænkt mig at gå
alene derud og tænke på Gud/eller tænke
på børn eller tænke på verden/det hele
afsløret af stjernerne og stilheden:
Jeg kunne ikke gå ud og jeg kunne ikke tænke og jeg kunne ikke
blive der
alene
som jeg har brug for at være
alene fordi jeg ikke kan gøre hvad jeg vil med min egen
krop og
hvem helvede har indrettet alting
sådan her
og i Frankrig siger man at hvis fyren penetrerer
men ikke ejakulerer så voldtog han mig ikke
og hvis jeg efter at have stukket ham hvis efter skrigene hvis
efter jeg har tryglet ham svinet og hvis efter endda at have banket
en hammer i hovedet på ham hvis efter det endda hvis han
og hans kammerater knepper mig efter det
så havde jeg samtykket der var
ikke nogen voldtægt fordi i sidste ende forstår du i sidste ende
fuckede de med mig fordi jeg var forkert det var
forkert af mig igen at være mig værende mig hvor jeg var/forkert
at være den jeg er
hvilket er præcist ligesom Sydafrika
penetrerer ind i Namibia penetrerer ind
i Angola og betyder det jeg mener hvordan ved man om
Pretoria ejakulerer hvordan beviset så ser ud beviset på
at militærets monsterstøvle har ejakuleret på Blackland
og hvis
efter Namibia og hvis efter Angola og hvis efter Zimbabwe
og hvis alle mine slægtninge trods alt gjorde modstand selv
mod landsbyernes selvantænding og hvis vi efter det
alligevel taber hvad vil de store drenge sige vil de
hævde at jeg havde samtykket:
Forstår Du Hvad Jeg Mener: Vi er det forkerte folk i
den forkerte hud på det forkerte kontinent og hvad
helvede har alle det så fornuftigt for
og ifølge denne uges Times
besluttede CIA tilbage i ’66 at de havde det her problem
og det problem var en mand der hed Nkrumah så de
slog ham ihjel og før det var det Patrice Lumumba
og før det var det min far på campus
på min Ivy League-skole og min far var bange
for at gå ind i spisesalen fordi sagde han han
var forkert den forkerte alder den forkerte hud den forkerte
kønsidentitet og han betalte for min skolegang og
før det
var det min far der sagde jeg var forkert og sagde at
jeg skulle have været en dreng for sådan en ville han have/en
dreng og jeg skulle have været lysere i huden og
jeg skulle have haft glattere hår og at
jeg skulle ikke være så vild med drenge jeg skulle hellere
bare være en/en dreng og før det
var det min mor der tiggede om plastikkirurgi til
min næse og bøjler til mine tænder og gav mig besked
på at give slip på bøgerne at slippe dem løs med andre
ord
jeg er godt bekendt med CIA’s problemer
og problemerne i Sydafrika og problemerne
for Exxon Corporation og problemerne for hvide
amerikanere i det hele taget og problemerne for
lærere og prædikere og FBI og socialarbejdere
og min egen mor og far/jeg er godt
bekendt med de problemer for de problemer
viser sig at være
mig
jeg er historien om voldtægt
jeg er historien om afvisning af den jeg er
jeg er historien om den kuede fængsling af
mit selv
jeg er historien om vold overfald og grænseløse
hære imod hvad som helst jeg ville gøre med min ånd
og min krop og min sjæl og
om det er det at gå ud om aftenen
eller om det er den kærlighed jeg mærker eller
om det er min kusses urørlighed eller
mine nationalgrænsers urørlighed
eller mine lederes urørlighed eller urørligheden
ved hvert eneste begær
som jeg kender fra mit personlige og idiosynkratiske
og ubestrideligt eneste og enestående hjerte
jeg er blevet voldtaget
for-
di jeg har været det forkerte det forkerte køn den forkerte alder
den forkerte hud den forkerte næse det forkerte hår det
forkerte behov den forkerte drøm den forkerte geografi
den forkerte tøjstil jeg
jeg har været meningen med voldtægten
jeg har været det problem alle forsøger
at udrydde med tvungen
penetration med eller uden et slimet bevis og/
men lad dette være umiskendeligt dette digt
er ikke samtykke jeg giver ikke samtykke
til min mor til min far til lærerne til
FBI til Sydafrika til Bedford-Stuy
til Park Avenue til American Airlines til de stive
dagdrivere på hjørnet til de klamme stoddere i
biler
jeg er ikke forkert: Forkert er ikke mit navn
Mit navn er mit eget mit eget mit eget
og jeg kan ikke sige dig hvem helvede der indrettede alting sådan her
men jeg kan sige dig at fra nu af kan min modstand
min enkle og daglige og natlige selvbestemmelse
godt gå hen at koste dig livet.

1.

Arthur Miller blev dræbt af politiet i Crown Heights, Brooklyn, den 14. juni 1978, ifølge politirapporten kvalt af "en underarm eller en knippel", men den efterfølgende retssag frifandt alle betjente. Mordet afstedkom en bølge af protester sommeren igennem under banneret Black United Front. Han blev mindet i år, 42 år senere, af et Black Trans Lives Matter-optog.

2.

Dompass, kort for 'domestic passport', var det indenrigspas som det britiske kolonialstyre udskrev til alle sorte mænd, først som slaver, senere som arbejdere, og som apartheidstyret i 50’erne forsøgte også at lade gælde for sorte kvinder.

"Poem about Police Violence", "Sketching in the Transcendental", "Poem for South African Women", "Evidently Looking at the Moon Requires a Clean Place to Stand", "Alla Tha’s All Truth", "Legend of the Holy Night When the Police Finally Held Fire", "Poem About My Rights".

Alle digte er plukket fra hendes digtsamling Passion: New Poems, 1977-1980 og citeret fra Directed by Desire: The Collected Poems of June Jordan, redigeret af Sara Miles and Jan Heller Levi, Copper Canyon Press, 2005. (c) 2005, 2021 June M. Jordan Literary Estate Trust. Reprinted by permission. www.junejordan.com