Teser om Sudankommunen

-

Et af de vigtige spørgsmål, som aftenens tekst stiller, er om den den kampcyklus, der begyndte med det arabiske forår og blussede op igen i efteråret 2019, er overstået eller ej. Cyklussen begyndte allerede i 2011, med bl.a. Tunesien, Egypten, Syrien og er siden gledet over i borgerkrige og stedfortræderkrige mellem verdensmagter. I vor tid kommer de revolutionære bestræbelser hurtigt op imod geopolitiske kræfter; i Syrien er de kontrarevolutionære både Assad, USA, Rusland, Kina, Israel og Iran. De kæmper muligvis mod hinanden, men er enige om at være imod de revolutionære. Opstandene lærer af hinanden, men det gør repressionen af dem også.

Det teksten kan, er de store linjer. Den forbinder en opstandscyklus til et historisk forløb. Vi forestiller os, at den er skrevet af en person der ikke selv bor i Sudan. For eksempel nævner den de raciale skel, der gennemkrydser situationen, men udfolder dem ikke; opstanden var tydeligvis ledt af kvinder, hvilket der heller ikke gøres noget ud af her. Teksten forsimpler den konkrete, lokale situation netop for at gøre den sammenlignelig med så mange andre. Sudan er en case, som oversættes.

Tekstens forudsætning synes at være at opstandene, på tværs af nationale og regionale skel, udgør  en historisk læringsproces, der ligner den der foregik i Europa for 200 år siden, fra 1830-1848. Og dermed: at enhver opstand har en rytme, en række etaper og vendepunkter, som den må igennem. Hvis opstanden på den måde har en indre logik, vil covid-19 med indførelsen af lock-downs højst kunne indføre en pause i sekvensen, ikke sætte en stopper for den. Opstanden drives frem, den presser sig frem mod et spring.

Dét giver en fornemmelse af, at der findes en gåde i opstanden; de globale opstande som et fælles forskningsprojekt, der både må finde nye svar og formulere spørgsmålet på ny. Det virker både dragende og abstrakt at tænke opstanden på den måde. Men hvis der er noget sandt i at tale om opstandens iboende rytmer, så er teoriens opgave ikke at foreslå strategier eller 'øge bevidstheden', men at finde en takt. Et partitur der ændres, mens det spilles. Teorien er iboende i kampen, som Joshua Clover skriver et sted. 

Alligevel er der i teserne om Sudan-kommunen en spænding imellem forestillingen om en overgangsproces, evt. imod demokrati, og så lejrslagningens virkelighed, der også tog hånd om og diskuterede bevægelsens indre splittelser. Ved første øjekast er der en organisk forestilling om revolutionen: den skal føres af proletariatet, uden mediering, og finder sit egentlige potentiale i de forandringer af hverdagen, som både sker i konfrontationerne med statsmagten og i det autonome rum, de formår at skabe. Og samtidig siger teksten, med CLR James og Lenin, at proletariatet ikke selv kan aflæse de nye sociale former og taktikker, der opstår i den revolutionære kamp. Det fremstår som en elitær position, et eksternt blik, der påstår at vide mere end de, der er del af kampen.

Men hvad med det der skete i Sudan-kommunerne? Den fælles læring, udveksling, historieskrivning. Det praktiske, organiserende element. Og det at lejrslagningen i Karthoum mindede mere om en festival end en demonstration. Det lyder vidunderligt. Hvilken poesi var det der blev læst højt, hvilken musik blev spillet, hvilken slags teater? Og hvordan var det daglige liv indrettet, hvordan blev der lavet mad? Det står alt sammen og lyser midt i teksten som et uudfoldet potentiale – som ikke er tekstens ærinde, men alligevel peger på dens begrænsninger.

I Capitol Hill sidste sommer sagde flere, at de håbede at det ikke bare var en festival, men de mente jo netop at de håbede, at det ikke bare var midlertidigt. Det minder os om hvordan situationisterne vendte det om: alle de revolutionære nederlag er faktisk revolutionens sejre. For mens den politiske revolution måske tager form af lange møder for at vinde magten, er den sociale revolution en transformation af hverdagslivet.

Teksten har en meget vestlig historicisering af situationen i Sudan. Det står f.eks. ikke klart, om ordet 'kommune' er noget, lejrslagningen i Khartoum selv ville bruge. Ville de referere til Marx, CLR James, Lenin, situationisterne og Agamben?  Hvordan ville historiceringen af Sudans opstande se ud fra et sudanesisk, et afrikansk perspektiv? Ikke nødvendigvis mindre anti-imperialistisk, ikke mindre marxistisk, men der ville være kritiske analyser og forfattere, som vi endnu ikke har et kendskab til, og som ville forankre analysen i noget andet. Vores egen begrænsning ligger måske netop i ikke at se de rigtige steder hen, at vi ofte kun får fulgt med, når der er en artikel eller en analyse som denne, der forbinder kampene med velkendte referencer.

At bruge den vestlige kanon i en forståelse af den igangværende, revolutionære proces kan i værste fald overskrive den kritiske teori, der jo uden tvivl bliver produceret i kampens hede. I bedste fald kan den øge interessen for det ikke-eurocentriske usete, det specifikt sudanesiske og afrikanske befrielsesmoment. Og det kræver et større arbejde af os, et oversættelses- og arkivarbejde. Denne tekst indleder med at citere Marx' Hic Rhodus, hic salta!, men vi læste f.eks. at der i Khartoum i 2012 blev spredt sloganet 'Lick Your Elbow'!; måske man skulle sige 'Slik din albue, gør det umulige, prøv nu igen!'

Proletariske revolu­tioner ... kritiserer bestan­dig sig selv, afbryder stadig deres eget forløb, kommer tilbage til det, som tilsyneladende er fuldført for at tage fat på det igen, de forhåner grusomt og grundigt halvhederne, svaghederne og ynkelighederne i deres første forsøg, de synes kun at slå deres modstander ned for at denne skal suge nye kræfter fra jorden og rejse sig mod dem endnu mægtigere, de gribes hvert øjeblik på ny af skræk for deres egne måls ubestemte kolossale vælde, indtil den situation er skabt som gør ethvert tilbagetog umuligt, og hvor forholdene selv råber: "Hic Rhodus, hic salta!"

– Marx

Sent på året 2018 befandt Sudan sig midt i en økonomisk krise, og regeringen begyndte at implementere en nedskæringspolitik der indebar en reduktion af statssubsidieringen af hvede og brændstof. Som et første svar udbrød der optøjer i den nordlige by Atbar. Hurtigt spredte demonstrationerne sig til et halvt dusin andre byer, senere hen nær sagt overalt. Demonstranterne gik hurtigt fra at forlange nedskæringspolitikken aflyst til at kræve regimets fald.

Protesterne flød frem og tilbage i månedsvis, indtil først i april, hvor en massebelejring begyndte udenfor militærets hovedkvarter i Khartoum. Omkring besættelsespladsen opstod der hurtigt sammenstød med politiet – og siden med forskellige fraktioner af hæren. Soldater begyndte at skifte side. Indenfor en uges tid blev det meldt ud at President al-Bashir var blevet anholdt, og at et midlertidigt militærråd ville overtage magten for at sikre overgangen til demokrati.

Revolutionen i Egypten, der begyndte i 2011, blev bragt til et pludseligt ophør, da hæren erobrede sig magten i et kup. Opsat på ikke at gå samme vej, sigtede bevægelsen i Sudan efter også at nedlægge det nye militærstyre. "Sejr eller Ægypten" blev revolutionens slagord. Månedsvis af strejker, demonstrationer og blokader fulgte. Belejringen i Khartoum udvidede sig til den var næsten halvanden kilometer lang, og hundredetusindvis af mennesker mødtes der om aftenen. Det kulminerede i en generalstrejke i slutningen af maj.

Den 3. juni massakrerede militærstyret de oprørske besættere og brændte lejren i Khartoum ned. Bevægelsen svarede igen med endnu en bølge af strejker og koordinerede massedemonstrationer. Men snart derefter, ængstelige over at situationen skulle kippe over i en borgerkrig hvis de pressede på, gik deres repræsentanter i forhandling med regimet. Det mundede ud i en aftale om magtdeling, hvor en provisorisk regering, bestående af repræsentanter fra både hæren og civilbefolkningen ville styre overgangen.

Det følgende byder på nogle refleksioner over opstanden i Sudan og dens globale betydning.

I. Revolutionen i Sudan giver det tydeligste glimt af den kommende sociale revolution. Ligeledes opstiller den i højst mulig kontrast den igangværende kampcyklus' begrænsinger og potentialer.

II. Det Arabiske Forår stillede spørsmålet om revolution for første gang i en generation, og åbnede dermed for en ny verdensomspændende kampsekvens. Nærmest overalt endte disse revolutioner dog i militærkup eller borgerkrig. Hvis revolutionerne i Tunesien og Ægypten vækkede følelser af at alt var muligt, understregede den efterfølgende langtrukne kontrarevolution tilsyneladende at ethvert forsøg på omkalfatring af den bestående verdensorden vil føre til katastrofe. Dette nederlag kaster en lang skygge over kloden

III. Revolutionerne i Sudan og Algeriet var de første bevidste bestræbelser på at løsne den hårdknude som var opstået i Ægypten. Selvom de ikke selv nåede at overkomme disse begrænsninger, påviste deres forsøg ikke desto mindre at revolutionære anstrengelser ikke behøver at styrte hele regionen i kaos. Når historikere engang kigger tilbage, vil de med al sandsynlighed konkludere at alt dette var nødvendigt for at en ny kampbølge kunne åbne sig, sådan som det skete i 2019.

IV. Vor tids mest intense kampe bevæger frem til kanten af en afgrund, og vender så om. At nå længere ville kræve et spring ud i det ukendte. Ingen har lyst til at tage det første spring for at se, om de afdækker nyt land, eller blot et frit fald. Vi ved endnu ikke hvordan der kan blive skabt en situation der umuliggør enhver tilbagevending – hvor selve vilkårene råber: "hic Rhodus, hic salta!"

V. Kampen imod nedskæringer har en tilbøjelighed til at forstå sig selv som en kritik af statskorruption. Men i den nuværende langtrukne krisetilstand har staten faktisk meget begrænset manøvremulighed. Den formår ikke meget andet end at gennemtvinge nedskæringer, uanset om den er fri fra korruptionens lænker eller ej. De politikere der rider urolighedens bølger til embedet, ender ofte med at udmønte den samme politik som de regeringer de erstattede.

VI. I vores århundrede er revolutioner viklet ind i et geopolitisk edderkoppespind. Syrien blev skuepladsen for en stedfortræderkrig mellem verdensmagter. Revolutionens forløb i Sudan var overdetermineret af regionens magthavere. Vi kan drage to slutninger heraf. For det første skal revolutionen sprede sig med lynets hast for at komme op på den mest formålstjenlige skala. Der findes ingen social revolution i ét land. For det andet, vil revolutionsbølgen sandsynligvis skulle spredes til og resonere igennem kapitalens metropoler. Indtil videre er kampene her mindre overdeterminerede af geopolitiske manøvrer og vil muligvis være i stand til at tilintetgøre den geopolitiske arkitektur helt og holdent.

VII. En revolutionær situation opstår i det øjeblik hvor hæren nægter at åbne ild på masserne. De nittende og tyvende århundreders sociale revolutioner var muliggjort af hærenes egentlige sammenbrud, som oftest var afstedkommet af nederlag i en interimperialistisk krig. I det efterfølgende kaos så det ud til at være muligt ikke kun at erstatte regeringsmagten, men at tilintetgøre staten.

I vores århundrede har revolutioner derimod fundet sted i lande hvor militæret fungerer som en slags dobbeltstat. I Ægypten, Algeriet og Sudan har det ført til en væsentlig sammenhæng mellem det afsatte regime og det der følger efter. Andre steder, såsom i Syrien, er hæren blevet splittet i løbet af revolutionen, hvilket har indvarslet en periode af borgerkrig.

VIII. En afgørende begrænsning ved de igangværende kampe er at de ikke har været i stand til at komme ud over de adskillelser, der hersker i de samfund, hvor de vinder frem. Sudan, et overvejende arabisk og muslimsk land med afrikanske og religiøse minoriteter, er bygget på et grundlag af racemæssige adskillelser. Årtiers borgerkrig og etnisk udrensning har revet dette grundlag endnu mere itu. Ugerningerne i Darfur er kun det mest infame eksempel.

Protesterne brystede sig derfor af at overvinde disse splittelser. De afrikanske oprindelser til oldtidens Sudan var et af de store diskussionsemner og et tema for fælleslæring i opstandens lejrslagning i Khartoum. Da regimet meget hurtigt forsøgte at lægge skylden for urolighederne i Khartoum over på de studerende fra Darfur, svarede bevægelsen igen med parolen: Vi kommer alle fra Darfur. Hvorvidt disse splittelser vil tone frem igen, nu hvor den revolutionære bølge er ved at ebbe ud, står endnu ikke klart.

IX. Andre skel, f.eks. mellem klasser eller generationer, tonede faktisk frem under bevægelsen. Det midlertidige militærråd udnyttede disse spændinger ved at drive kiler imellem revolutionen og dens folkelige støtte, mellem belejringerne og de omkringliggende slumområder, og mellem bevægelsen på gaden og de organisationer der havde taget det på sig at repræsentere den. Disse adskillelser og fornægtelser satte scenen for massakren i Khartoum.

X. Revolter gennemgår ofte en række "rytmiske markører", der fungerer som omslag eller vendepunkter som katalyserer nye kræfter. Sudan-opstanden gennemgik mindst fire: optøjer, ikke-voldelige masseaktioner, besættelse af det offentlige rum samt en generalstrejke. Det var en bølge af spontane optøjer, der antændte opstanden. Men for at den kunne generaliseres, var den nødt til at tage karakter af koordineret, ikke-voldelig masseaktion. Besættelsen, barrikaderne og forsvaret af dem skabte rum for fraternisering med soldater, så soldater kunne skifte side, og splittelser indenfor militæret kunne opstå. Generalstrejken formåede at klargøre, i hvilken grad bevægelsen kunne mobilisere folkelig støtte, men var ikke i sig selv tilstrækkelig til at sætte en stopper for regeringen eller økonomien.

XI. Militante formationer skabt under tidligere kampbølger kan fungere som intensiveringsvektorer. Vi har set optøjer mod nedskæringer komme og gå. En afgørende forskel i 2018 var tilstedeværelsen af de organisationer som var blevet skabt i kølvandet på undertrykkelsen af anti-nedskærings-bevægelsen i 2013 – herunder de nabolagsbaserede modstandskommitéer og Sudan Professional Association (SPA). Fordi de var i stand til at levere en vis infrastruktur, koordinering og beslutsomhed, kunne disse grupper bidrage til springet fra optøjer til opstand.

XII. Disse formationer kan dog også komme til at udgøre en forhindring, som må overkommes. De organisationer der var kommet til at repræsentere revolutionen, var meget mere opsatte på at indgå forhandlinger med regeringen end mange af dem der var på gaden. For eksempel var SPA blevet dannet for at lobbyere for en forøgelse af mindstelønnen, ikke for at lede en revolution, hvilket de følte sig hevet ind i af de unge. De var opsatte på at vende tilbage til normalen.

XIII. At SPA er så fremtrædende, tydeliggør de uddannede middelklassers ledende rolle i revolutionen. Sudanesere fra næsten enhver klasse og samfundsgruppe tog del i revolutionen. Men i forreste linje stod de studerende og faguddannede. Disse grupper var motiveret både af deres bekymring over de forfærdende forhold, som de fattige lever under, og af deres egen skuffede forventninger. Under de udpræget repressive omstændigheder havde de uddannede middelklasser nemmest ved at organisere sig, tilvejebringe en grad af koordinering for en landsdækkende bevægelse og artikulere det som syntes at være den almene interesse. Paul Mason bemærker et sted at Den Franske Revolution i 1789 "ikke skyldtes fattige mennesker, men fattige advokater." I så fald har revolutioner måske mindre at gøre med stigende forarmelse, og mere at gøre med stigende forventninger, som ikke kan indfries af den eksisterende orden.

XIV. Ikke desto mindre peger oprørets kurs frem mod muligheden for en ny autonom proletarisk politik. Optøjerne der indledte revolutionen, blev udløst af prisen på brød. Lejrene var primært beboet af de fattige fra byen. Mange af dem forsøgte at lægge pres på bevægelsens repræsentanter, der indgik i forhandlinger. I hvert trin af revolutionen spillede proletarer en central praktisk rolle. Men de var ikke i stand til at finde et grundlag for at koordinere og artikulere deres egne aktiviteter tydeligt. Det er muligt, omend ikke sikkert, at en tydelig proletarisk pol vil opstå i fremtidige opstande som større tillid til deres eget initiativ.

XV. Det bør huskes at det tog en hel cyklus af optøjer, opstande og revolutioner – fra 1830 til 1848 – før proletariatet begyndte at hejse den røde fane over barrikaderne i Paris. Det var ikke før 1871 at valget mellem en borgelig republik og en proletarisk kommune blev stillet utvetydigt. Selvom begivenhederne i vores unge århundrede har acceleret, så tager disse ting alligevel tid.

XVI. I alle lejrene på tværs af landet, men særligt i Khartoum, kan vi skimte de dæmrende konturer af kommunen. Som en iagttager formulerede det, udgør disse belejringer "på uforsætlig vis... en grundlæggende politisk og social udfordring for staten." Han fortæller videre:

"Den måde besættelsernes sit-ins var organiseret, og de aktiviter der fandt sted, pegede på en egalitær og demokratisk model, som kunne danne grundlag for en radikalt anderledes måde at tænke samfund og ledelse. Som sådan udgjorde de derfor den sociale revolutions grundlag, men kun ganske få deltagere opfattede dem på den måde, og SPA's og FFC's ledelse betragtede disse sit-ins som rent instrumentelle."

XVII. Tilsyneladende har denne kommune intet af den demokratiske formalisme der gav arbejderbevægelsens råd og kommuner karakter af arbejderparlamenter in spe. Måske giver det os mulighed for at skelne den kommende, destituerende kommune fra datidens konstituerende kommuner.

XVIII. Flere iagttagere har bemærket at Khartoum-lejren mere føltes som en festival end som en politisk demonstration. Scener med musik, teater og poesi, såvel som telte med kunstudstillinger var en ret udbredt bestandel af lejren. Det var et sted, der befordrede eksperimenter med nye måder at leve på. Det antager en særdeles akut og undergravende karakter i et land kontrolleret af et islamistisk regime. Situationistisk Internationales bemærkning om Pariserkommunen kunne lige så godt anvendes på Khartoum: "Kommunen var det 19. århundredes største festival. Til grund lå oprørernes fornemmelse af at være blevet herrer over deres egen historie, ikke så meget hvad angår regeringspolitik, som hvad angår deres hverdagsliv dette forår 1871."

XIX. Ingen havde mod eller forudseenhed nok til at anerkende denne udvikling for hvad den var. For CLR James var det de pro-revolutionæres rolle at nedfælde og reflektere de spontane nyskabelser, der opstår under kampens gang. Dette var, for ham at se, det geniale i Lenins Aprilteser; at de pegede på det spring fremad som klassen ikke selv kunne se i sine handlinger, og drog de nødvendige konklusioner: al magt til sovjeterne.

XX. Det militære regime opfattede klart og tydeligt den trussel som lejrslagningen udgjorde, hvilket forklarer den intensitet hvormed den blev undertrykt. Den kommende kommune er statens primære fjende. Hvor end kommunen samles, vil der blive et Tiananmen, og før eller senere vil kampvognene komme til syne.

XXI. Efterhånden som kommunen vokser frem, bliver dens umiddelbare opgave tydelig: ekspansion af det autonome område, økonomisk blokade og forsvar imod fjenden. Med hvert nyt angreb fra politiet svarer bevægelsen igen med at udvide belejringen og barrikaderingen af nye vejer og broer. Denne strategi bliver næsten intuitiv så snart en belejring som denne eksisterer.

XXII. Kommunens fremkomst fremmaner umiddelbart opstandens spøgelse og dermed borgerkrigens. Dynamikkens grundlag er dette: Når lejre af denne art dukker op, er det tegn på at en social revolution er mulig. Det bemærker staten, som da forsøger at undertrykke den. Som svar forsøger lejrene intuitivt at ekspandere. Det rejser spørgsmålet om opstand. Kommunen må undertvinge staten for ikke selv at blive undertvunget af den. Men med opstand følger altid faren for borgerkrig.

XXIII. Én, to, flere Sudan. Den sociale krig som den sudanesiske revolution er et afsnit af, er en kamp der stadig udkæmpes. Vi kommer sandsynligvis til at se nye forsøg på at overskride kampens indeværende begrænsninger. Med hvert nyt eksperiment ser vi hvordan kommunens og den proletariske autonomis konturer optegnes tydeligere. Måske den vinder frem et sted, hvor politisk revolution drives videre til social revolution. Og efterhånden som dette gennembrud vækker genklang, vil vi måske opleve en bølge af revolutioner hæve sig.

Al magt til kommunerne.

April 2021

Teksten er anonymt forfattet og bragtes først hos Ill Will Editions, den 17. april 2021, hvorfra den er oversat.