Ti gode råd til lægen

Vi bringer en tekst fra en folder skrevet af Anna Rieder og Sidsel Welden med ti gode råd til lægen for en samtale og et sprog, der taler for et nyt syn på "patienten".

Det er en tekst vi er meget glade for at have fundet, og som der burde være mange flere af.

Det blev ikke til en længere introduktion denne gang. Det er svært for os at mødes og skrive for tiden. De nye restriktioner, bekymringer for sygdom og vinterens mørke giver os lyst til at gå i vinterhi.

Kære læge

Vi skriver til dig, fordi vi gerne vil hjælpe dig med at tale til os i et sprog, der får os til at føle os hørt og anerkendt. Et sprog, der ikke opretholder samfundets syn på den syge og skaber en dikotomi mellem ‘patienten’ og ‘lægen’, ‘patienten’ og resten af samfundet.

Vi ved godt, det kan være svært, at du måske er blevet uddannet i at have et andet fokus. At den sympatiske samtale ikke er det, du er blevet lært eller trænet i.

Her finder du 10 gode råd og forslag.

  1. Forhold dig til patientens forhold til sine symptomer. Taler patienten kærligt om sine stemmer eller sine hallucinationer, eller er patienten plaget af disse? Hvad der af dig opfattes som sygeligt, kan for patienten være: gavnligt, kærligt,velkendt eller trygt.
  2. Prøv at undgå løfter, du ikke kan holde, selvom du ønsker bedring for din patient. Du kan ikke garantere bedring, love, at patienten ikke tager på af sin medicin, eller forudse medicinens virkninger og bivirkninger.
  3. Afhold dig fra at sige sætninger i stil med følgende (Udsagn, der kan negligere patientens situation): “Du er også ved at blive voksen” – “Du ligner ikke en, der er syg” – “Nu må du lige bide tænderne sammen” – “Der er jo mange, der har det ligesom dig” – “Alle har jo angst”
  4. Prøv så vidt muligt at skabe tid til at læsepatientens journal inden det første møde.
  5. Lad være med at hævde, at psykisk sygdom er en kreativ ressource, at sygdommen er en styrke. Kreativiteten kommer ikke nødvendigvis fra smerten, og når den gør, er det en høj pris at betale.
  6. Lad være med at bede os sætte tal på vores smerte. Det plagsomme er ofte uudsigeligt og svært at finde sprog for.
  7. Vi ved godt, det er farligt at ryge.
  8. At læse sin egen journaler ofte fremmedgørende. Prøv at skrive i en blidere tone, og brug vores navn i stedet for at reducere os til ‘pt.’ Vi føler os trygge, når du inkluderer os i journalskrivningen.
  9. Lad være med at starte konsultationen med at spørge, hvordan det går, det er besværligt at finde et sprog for det, der sker indeni os, det er nemmere, hvis du stiller nogle konkrete spørgsmål, spørger ind til symptomer, begivenheder i vores liv.
  10. Man kan ikke altid nødvendigvis vurdere en patients tilstand ud fra ydre faktorer – selvom vi har redt vores hår, går i skole eller på job, lever op til de kapitalistiske strukturer og har pænt tøj på, kan vi godt have brug for hjælp.