I denne uge bringer vi en længere tekst fra arkivet. Den taler meget godt sammen med sidste uges brev om Thunberg og Blanqui, og skyder nye linjer ud.
Teksten er fra 2006, skrevet under en pågående tumult i de franske banlieuer, en tid præget af forvirring og forventning til nye politiske strømninger; et øjeblik hvor det blev tydeligt at opstanden ikke var organiseret – altså ikke foranlediget eller dikteret af en politisk organisation – men tværtom selv organiserede dem der gav sig hen til den ifølge en særegen og historisk sværtlæselig logik.
Teksten blev i sin tid forfattet som et anonymt forord til en fransk antologi af Blanquis tekster, Maintenant il faut des armes, og fungerer dermed som en introduktion til navnet Blanqui, på samme tid som den betvivler dette forsøg på en politisk tilknytning til historiske navne overhovedet. Temaerne der blev bragt op dengang, er på mange måder stadig vores: Kampenes intensitet som et etisk imperativ; det politiske fællesskab som noget der opstår omkring barrikaden og overlever den som dens produkt; og venskabet som organiseringsform.
Vi bringer teksten som en påmindelse om historien; revolutionens og vores egen. Oversættelsen blev oprindeligt bragt i det nu hedengangne Bruds fremragende kommuniseringsantologi, december 2014. Eksemplarer af antologien kan stadig findes rundt omkring, ikke mindst i den nystartede bogcafé Almindelig Brand, hvor vi var flere der mødtes torsdag aften til åbningen.
«At dømme ud fra samtidens åndstilstand står kommunismen ikke ligefrem for døren. Men intet er så bedragerisk som den givne situation, for intet er så foranderligt.»
Vi hjemsøges stadig af en god portion overtro. Vi har kollektive hallucinationer som kun de gale betvivler, og vores selvbillede adskiller sig kun fra tidligere tiders ved at være mere sekulært. Vores veje krydser kun dem som ligner os selv og vi ser helt oprigtigt ikke andet end personer og folk. Vi elsker en eller anden og vi taler om den ”Anden”. Et livsforløb er af et århundrede adskilt fra vores eget, og vi påstår at det for længst er forbi. Anderledes vaner og et par variationer i ordforrådet er nok til at overbevise os om at afstanden er uoverstigelig. Men det som vi kan forstå må være en del af os selv og det som vi opfatter kan ikke være helt så langt væk. Lad os rette op på en misforståelse: Blanqui er ikke en historisk person. Han vender ikke tilbage til os som et spøgelse fra det 19. århundrede, bortset altså fra den måde hvorpå et århundrede kan strække sig langt op igennem tiden. Blanqui er af i går, af i morgen og af i dag. Blanqui har eksisteret, der er fakta til at bakke det op, men fakta viser også at han frem for alt har eksisteret som en konceptuel persona – som Nietzsches Zarathustra, som Batailles Gilles de Rais eller som Artauds Héliogabale. Deraf hans særegne evighed. Gustave Lefrançais skriver i sine Erindringer: ”For la Seines 400.000 stemmeberettigede var Blanqui ikke andet end et revolutionært udtryk.” Navnet Blanqui binder sig ikke til en person men til en eksistentiel mulighed, til en bestemt måde at være til stede på, til en kraft der siger ja. Hvis Blanquis tilnavn netop er ”den indespærrede” er dette lige så meget fordi man forsøger at indespærre denne kraft i Blanqui som historisk figur, som det er på grund af de tre årtier i spjældet. Fængsel, hæder eller bagvaskelse kan effektivt sørge for den nødvendige isolation af alt for lidenskabelige tilværelser.
*
Det universelle begær efter at være nogen, efter at blive genkendt ligger til grund for vor tids afskyelige komedie og giver den karakter af fri improvisation blandt sindssyge, af friluftsteater for narcissistiske patologier af enhver art. Lad os vende blikket væk fra dette ækle skuespil. Lad os forestille os et væsen som ikke kunne lukke øjnene for samtidens rædsler (dette lærred af kedsomhed, uretfærdighed, dumhed, adskillelse og kynisme, hvor kun politiet står som garant for en katastrofal samhørighed). Et væsen som på grund af en særlig svaghed, men også en særlig trodsighed, ville være ude af stand til at holde fred med situationen. Et væsen som desuden i dets ungdom, i optøjer, brand og sammensværgelse ville have fundet intelligens, eventyr, mod, venskab og sandhed. Præcist det modsatte af hvad han ellers så omkring sig. Et sådant væsen (betvivl ikke at der i netop dette øjeblik findes flere sådanne væsner, som er levende og i gang med at lede efter hinanden) ville være Blanqui, i lige så høj grad som Blanqui var Blanqui. Hvert sekund af hans liv, hvert af hans hjerteslag, ville være drevet af et eneste spørgsmål: Hvordan må det gøres? Hvordan bliver vi en revolutionær kraft? Hvordan vinder vi? Historiske figurer fungerer som sendeflader for de kræfter der bærer dem. Intet er mere simpelt, gennemskueligt eller fælles end Blanqui. Netop derfor har det været nødvendigt at tilmudre denne truende gennemsigtighed med bagvaskelse, rygter og grumsede vande. På trods af alle de natlige intriger, de hemmelige foretagender og rådslagninger, eksisterer mysteriet Blanqui ikke. Der findes kun grundløs evidens fra en revolutionær eksistens. Men hvilken djævel driver ham? Hvordan kan han stadig trave, stadig have viljen, stadig sætte sig for at gennemtænke situationen efter så mange forræderier, så mange tab og skuffelser? Og hvad godt tjener alt dette? Tag det blot roligt, jer tilskuersjæle, en dag vil han falde sammen og I vil kunne ånde lettet op. Eller han vil triumfere og I vil gå under. I mellemtiden vil han hjemsøge jer, han vil være jeres mulighed og i jeres uophørlige forsøg på at afsværge ham, vil I udmatte jer selv.
*
”Jeg'et har aldrig rørt mig.”1 Det er alt hvad Blanqui sætter op imod det ondsindede hysteri, den koncert af jalousi som alene hans navn formår at udløse. Og dette forstærker blot støjen. Den som ikke nedlader sig til at svare sine anklagere, den som lader rygtet gå sin egen gang, må forvente at se det svulme op for siden at tørre ind og sætte sig som smalle strømme af galde. En besked til de aktivistiske miljøer: ”Hvis I oplever disse personlige hadefuldheder, disse jalousier og ambitionsrivaliseringer, vil jeg tilslutte mig jeres forsøg på at tage livet af dem. De er blandt vores sags svøber. Men husk at dette ikke er en plage forbeholdt partiet, alle vores modstandere plages som vi. Blot udbryder plagerne mere larmende blandt vores rækker, som følge af den demokratiske verdens mere åbenhjertige karakter, mere åbne skikke. Derudover beror disse individuelle stridigheder på menneskelige svagheder. Det er nødvendigt at acceptere sådanne svagheder og tage mennesker som de er. At hidse sig op over en naturlig brist er barnagtigt, hvis ikke direkte tåbeligt. Standhaftige sjæle ved hvordan de skal navigere mellem disse forhindringer, som ingen kan undertrykke, men som alle kan undslippe eller overvinde. Lad os altså vide at bøje os for det nødvendige og, mens vi begræder dets onde, ikke lade os sinke af det. Jeg gentager: Det virkeligt politiske menneske tager sig ikke af disse forhindringer men fortsætter ret fremad, uden at bekymre sig videre om de småsten, der ligger strøet ud over vejen.” Det står i brevet til Maillard. Læs brevet til Maillard.
*
Hvad Dionys Mascolo skrev om Saint-Just gælder ligesåvel for Blanqui: ”Saint-Justs ”umenneskelighed” består i at han ikke, som andre mænd, levede flere adskilte liv men blot et enkelt.” Kutymen blandt mennesker er at lade livet passere forbi. Hånden på skulderen som siger ”Afsted med dig, vær ikke så bekymret, det skal nok gå” er den bedst kendte bærer af denne virus. Umenneskelig er altså den som knytter sig til den højeste grad af intensitet han støder på, ligesom man knytter sig til en sandhed. Den som ikke modsætter sig chokket og erfaringens bevægelse med forbehold af ond tro, skepsis og komfort. Dette menneske bliver herved en kraft som gælder og som kan gå langt. Bare en smule disciplin, så vil denne kraft, som knytter ham til netop denne intensitet, kunne ordne den malstrøm af tiltrækninger som udgør os alle og give dem én retning, til kraftens egen fordel. Det som tilskuerne ondsindet kalder ”viljen” viser sig snarere som en ubetinget hengivelse. Intensiteten består for Blanqui i opstanden. Det er i juli-dagenes opstand at hans eksistens bliver polariseret. ”Frihed, Lighed, Broderskab” er som dekoration over skolernes indgangsporte et udtryk for dårlig smag, men for andre er det stadig det udtryk som bedst indkapsler oplevelsen af oprør. ”Frihed, Lighed, Broderskab” i gadekampe, i mødet med døden. Det er endnu for tidligt at opregne hvor mange Blanqui'er der blev bragt til verden i Genova den 20. og 21. juli 2001; særligt fordi flere allerede er døde, idet de ingen steder i virkelighedens ørken fandt den vej som kunne lede dem tilbage dertil. ”Våben og organisering, dér har I fremskridtets afgørende elementer, de tungtvejende midler til at gøre en ende på elendigheden! Den som har jern har brød! Man falder på knæ for bajonetterne, man fejer den afvæbnede vrimmel til side. Frankrig syder af bevæbnede arbejdere, dette er socialismens komme.”
*
Vi ender i en blindgyde hvis vi, når vi taler om Blanqui, genopliver ”Overmenneskets” spøgelse. Hans fjender benytter sig så rigeligt af det. ”Dystert sind, hovmodig, sky, galdesyg, sarkastisk, grænseløst ambitiøs, kold og ubønhørlig, knuser mænd uden nåde for at brolægge sin vej med dem. Hoved af jern, hjerte af marmor”, ”Arbejderpartiets hjerte og hjerne” (en journalist). ”Den mest kyniske af de djævle der har sammensværget sig mod det moderne samfund, til dets undergang” (en reaktionær). Så mange krumspring for at sikre at dette væsen bliver holdt i isolation, selv uden for fængslerne. Overmennesket er ubetydeligt som et stykke nips og Mennesket er en kimære. Det rækker at skelne den middelmådige eksistens, som vaklende navigerer på øjemål blandt givne muligheder, fra den resolutte eksistens, som en gang for alle knytter sig til en sandhed og en vej og som arbejder derfra. Det er ikke så mærkeligt at ordet destin (skæbne) er afledt af verbet destinare, som betyder ”at fastgøre”, ”at knytte”. Den som på denne måde knytter sig bliver stadigt mindre en person og stadigt mere en tilstedeværelse. Stadigt mindre et ”menneske” og stadigt mere fælles, mere ligetil. Den der således knytter sig kalder MAN med rette ”irreduktibel” eftersom han end ikke kan reduceres til sig selv længere. Hvad os angår, stiller vi os tilfredse med at kalde den hobe, der betragter sig selv som personer, men som hvert øjeblik forråder sig selv, for de reducerbare.
Dagen efter Pariserkommunen blev udråbt, fik Thiers Blanqui fjernet. Han tilbageholdt ham i hemmelighed og nægtede at udveksle ham, for 64 gidsler inklusiv ærkebiskoppen af Paris. Flotte gengiver Thiers udtalelse: ”At overgive Blanqui til opstanden vil være at sende dem en kraft svarende til en en hel hærs.” Blanqui frygtes, selv i sit eget parti, ikke som leder men som kraft. Han forstår at mobilisere nogle handlings- og tankeevner og han forstår at flette dem sammen. Heri ligger kilden til både det uforsonlige had og den ubrydelige troskab som Blanqui vækker. ”Tribunernes brutale fremtræden, med løvens mine og oksenakke, henvender sig til den bestialske heroisme og den barbariske mængde. Blanqui, revolterne og repressaliernes kølige matematiker, synes at holde opgørelsen over folkets sorger og rettigheder mellem sine magre hænder.” (Vallès, L’Insurgé.)
Han henvender sig til retfærdigheden og til beslutsomheden, han henvender sig til sine ligesindede. Modsat cheferne hverken smigrer eller overfuser han nogen og vil hellere holde en vis afstand end risikere at forføre nogen. Han dementerer ved sin blotte eksistens al bourgeoisiets propaganda som – før det forvandlede Paris proletariske oprørere til dynger af lig så høje som barrikader – først og fremmest afbilleder oprørerne som en ensformig masse, som en hjernedød pøbel af tyve, drukkenbolte, fanger på flugt, hovedløse djævle og uforståelige kræ, monstrøse og fremmede for enhver menneskelighed. Men nej, der findes en logik i revolten. Der findes en videnskab om opstanden. Der findes en intelligens i optøjerne, tanke i opstanden. At fornægte dette kræver et klassehad på linje med de Tocquevilles: ”Der ser jeg altså foran mig på tribunen, en mand hvis minde, selvom jeg kun så ham den ene gang, siden har fyldt mig med afsky og rædsel. Han havde udtærede og blege kinder, hvide læber, en sygelig, ondskabsfuld og uhumsk udstråling. En beskidt blegagtighed, en holdning som var hans krop mugnet bort. Tilsyneladende uden undertøj var han iført en gammel skødefrakke samlet om spinkle, afpillede lemmer. Han så ud som havde han levet i en kloak og netop forladt den. Man fortalte mig at det var Blanqui” (Souvenirs).
*
Auguste Blanqui malet af Amelie Serre Blanqui
”Romantikerne besejret!”: Det var de første ord Blanqui ytrede, stadig svedende og dækket af krudtstøv, ved udgangen af de tre julidage i 1830. En romantisk fornemmelse for livet strækker sig rigtig nok helt til vores tid og befænger den endda endnu stærkere end den gjorde det forrige århundrede. Musset formulerede det en gang for alle i 1836, på de første sider af Bekendelsen: ”En følelse af usigelig malaise begyndte altså at ulme i alle unge hjerter. Dømt til hvile af verdens suveræner, udleveret til alle former for pedanteri, til lediggang og kedsomhed, så de unge den frådende bølge de havde forberedt sig på at møde, trække sig tilbage [...] Samtidigt med at det offentlige liv var så intetsigende og usselt antog livet inden døre et stedse mørkere og stivere præg; blandt sæderne herskede det stærkeste hykleri (…) Det var som en fornægtelse af alt mellem himmel og jord, hvad man kan kalde desillusionering, eller, hvis man ønsker det, håbløshed og fortvivlelse, som om den dvalende menneskehed var blevet erklæret død af de som tog dens puls. Ligesom fordums dages soldat til spørgsmålet : Hvad tror du på? svarede 'På mig selv', foregreb Frankrigs ungdom nu samme spørgsmål og svarede: 'på intet'.” Alt betydningsfuldt skabt i de sidste to århundreder, inden for alle tænkelige domæner, blev skabt i opposition til den romantiske livsanskuelse. Det vil altså sige, med den i betragtning. Lautréamonts Poesier, Šklovskijs Breve som ikke handler om kærlighed, Deleuze og Parnets Dialogues og Gang of Four's album Entertainment! aftegner en front som også befolkes af Durrutis kølige passion, af Lenin og de italienske feministers bedste intuitioner, Huey P. Newtons taler, byguerillaen og vindene der blæser gennem huset i Savoye. Det vidner alt sammen om det vi, i modsætning til den romantiske, vil kalde den blanquistiske livsanskuelse. L'éternité par les astres og Instructions pour une prise d'armes2 er i dette bind de reneste udtryk for en sådan opfattelse: Altid tage udgangspunkt i det som findes og ikke i det som mangler eller det som skulle udgøre hvad man kalder det virkeliges brist. Foragte forhindringer som var de personer. Aldrig vente, men operere med de tilstedeværende. Forstå sig selv, forstå værender og situationer ikke blot som entiteter men som gennemstrømninger af linjer og planer, befærdet af ulykkelige skæbner. Begribe det mulige, ikke som en glorie, der omkranser det værende i sin stråleglans men som produktet af sammenstød mellem skæbnerne. Ingen verden bag verden, ingen drømmerier, indvendinger eller bortforklaringer. ”Man kan kun trøste sig selv for meget.” At give afkald på ideen om kaos, en simpel mental transskription af afkaldet – ”Aldrig har der eksisteret og aldrig vil der eksistere, noget som helst sted, skyggen af kaos”. Når I én gang har gjort op og udredt hvad der findes, så organiser jer. Vig ikke tilbage for at drage de logiske konsekvenser. De som taler om revolution uden at tage højde for spørgmålet om våben og proviantering har allerede blod på hænderne. Overlad spørgsmålene om oprindelse og endemål til metafysikerne. Her og nu er altid vores udgangspunkt og hvad vi derfra praktisk kan udrette vores eneste seriøse mål. Hvis den aktuelle situation er uholdbar er det ikke på grund af dette eller hint, men fordi jeg her er magtesløs. Modstil aldrig tankens og handlingens nødvendigheder. Forbliv urokkelig i ebbens tider, hvor alt må genetableres, alene og fra begyndelsen: man er aldrig alene med sandheden. En sådan væremåde vil aldrig være forsvarlig for de, der ikke ser livet som andet end lærdes ophobninger af begrundelser. Konfronteret med den blanquistiske væremåde bevæbner ressentimentet sig med skældsord og tager afstand fra ”magtovertagelsen” og ”storhedsvanviddet”, det rejser karantæneafspærringer af ond tro, dumhed og tilfredshed; bandlyser det monster som ser ud til at trække sig fra menneskeflokken. ”Men når en oprigtig mand, ved at lægge programmernes fantastiske blændværk og tågen fra Utopiens Kongerige til side, forlader romanen for at træde ind i virkeligheden, når han taler alvorligt og praktisk: 'Fratag bourgeoisiet dets våben, giv dem til folket, heri den første nødvendighed, revolutionens eneste sundhedstegn.̓ Åh! Med dette fordufter ligegyldigheden og et langtrukket vredesbrøl genlyder fra den ene ende af Frankrig til den anden. Man påråber sig vanhelligelse, fadermord og vandskræk. Man hidser sig op, slipper vreden løs mod denne mand og man forbander ham til infernalske guder for i al beskedenhed at have ytret den sunde fornufts første ord.”
*
Den evige ventens partisaner har altid brugt adjektivet ”blanquist” som en uigendrivelig fornærmelse. Anarkismens puritanere tager det for at være synonymt med ”jacobiner”, mens stalinister bruger det som ensbetydende med ”anarkist”. De kultiverede kraftidioter fra l'Éncyclopédie des Nuisances, som i løbet af de sidste 20 år har haft strålende mod til ufravigeligt at satse på kontra-revolutionen, har brugt udtrykket ”imaginær blanquisme” om Unabomberen for bedre at kunne distancere sig fra hans handlinger og på den måde introducere deres groft falsificerende oversættelse af hans Manifest. For marxister er ”blanquist” nærmere synonymt med ”kupleder” og tjener til at frasige sig en form for avantgardistisk eventyrlyst, det organiseringshastværk som ikke bekymrer sig for teori eller for det faktum, at masserne stadig ikke er klar. Denne overfladiske forvirring har ingen interesse. ”Afsted! Altid tålmodigt! Aldrig opgivende!” Sådan er den blanquistiske fremgangsmåde. Alternativet står ikke mellem venten eller aktivisme, mellem det at slutte sig til en ”social bevægelse” eller det at starte en militant avantgarde, det står mellem resignation eller organisering. En kraft kan ubemærket tiltage, i dens egen rytme for i det rette øjeblik at overstrømme epoken. Hvis Oktoberkuppets succes sikrede bolsjevikkerne et følge af medløbere og opportunister af alskens nationaliteter havde Blanquis mislykkede forsøg – der omgav hans navn med en forbandet aura – i det mindste den fordel at de distancerede ham fra denne særlige slags kakerlakker. I teksten Væbnet kamp i Vesteuropa citerer Rote Armee Fraktion en passage fra Lenins famøse artikel om partisankrigen: "I borgerkrigens epoke er et krigsførende parti idealet for proletariatets parti. [...] I marxismens grundsætningers navn forlanger vi ubetinget, at man ikke presser sig udenom en analyse af borgerkrigens betingelser med aflirede og skabelon-agtige fraser om anarkisme, blanquisme og terrorisme, at tåbelige metoder i partisanaktioner, som i dette eller hint øjeblik er blevet anvendt af denne eller hin organisation, ikke anvendes som rædselsgespenst mod deltagelse i partisankrig overhovedet."
*
Den som opsluges af en skæbne finder sig på lige fod med de, som deler denne skæbne. Oplevelsen af venskab er den sødeste effekt af en sådan disciplin. ”Jeg anser det som en bedrift, at jeg har formet alliancer og venskaber med hengivne hjerter, i stand til stor kærlighed og store opofrelser, det er en kraft som ikke alle besidder.” Præcis som kærlighed vokser ud af romantikkens kloak, tilhører venskab de blanquistiske glæder. Det er den sjældne form for hengivenhed hvor verdens horisont ikke fortaber sig. ”Venskab", skrev Hannah Arendt, "er ikke umiddelbart personligt, men stiller politiske krav og bliver ved med at referere til verden.” I dette hører væsner sammen i et frit element, det vil sige, de er sammenhørige for så vidt, at hvert væsen altid-allerede tilhører en skæbne. Hvis Cicero i sin Lælius blev nødt til at advare mod den opbrudsfare som venskab indebærer for staten, er det fordi en uretfærdig verden og et foragteligt samfund, modsat hvad tilfældet er i kærlighedens kvælende beruselse, ikke lader sig glemme i venskabet. Venskabet har endda alle muligheder for at vende sig imod en sådan verden, imod et sådant samfund. For at sige det ligeud: Al venskab er i dag på en eller anden måde i krig med den imperiale orden eller også er det blot en løgn.
*
Lacambre, Tridon, Eudes, Granger og Flotte. Hovedparten af Blanquis sammensværgelser var i udgangspunktet ikke andet end venskaber, der undlod at undertrykke venskabets latente politiske potentiale. Omvendt gælder det også, at der i ethvert venskab findes en kim til en sammensværgelse. I 1833 beklagede Vidocq sig over, at der fandtes mere end hundrede hemmelige selskaber i Paris. Historien om den revolutionære bevægelse i Frankrig mellem 1830 og 1870 er helt igennem mærket af disse selskaber (klubber for så vidt regimet tillod det) som i det undertrykkelsen for alvor satte ind forvandledes til arnesteder for illegal propaganda eller til egentlige sammensværgelser og som i det øjeblik regimet vaklede genoptog klubbens form. I 1848 fandtes der ikke færre end 600 sådanne klubber, deriblandt, for blot at nævne en enkelt, klubben for Revolutionær Opstand (L'Émeute révolutionaire) på adressen 69 rue Mouffetard, ledet af Palanchon, en gammel ven af Blanqui. Arbejderbevægelsens officielle historie fremlægger det gerne sådant, at traditionen for sammensværgelser, med deres edsaflæggelser, optagelsesritualer og hemmelighedsfulde former, gik under i arbejderbevægelsens enorme opsving, til trods for at denne tradition var bevægelsens støbeform. Var det ikke netop medlemmerne af De Retfærdiges Forbund (Ligue des Justes), forløberen til Kommunisternes Forbund (Ligue des Communistes), som i 1839 deltog i den fejlslagne opstand startet af Årstidernes Selskab (Société des Saisons)? Var det ikke Buonarroti som viderebragte Babeufs dyrebare budskab til den moderne verden? Ganske vist blev man ikke medlem af de såkaldte Kommunisters såkaldte Revolutionære forbund, på samme måde som man i 1839 kunne blive medlem af Sammenslutningen af Lige Arbejdere (Association des Travailleurs égalitaires): ”Lyt tillidsfuldt og uden frygt; du er blandt kommunistiske republikanere og derfor begynder nu dit liv i lighedens æra. Hvis du er tro mod din ed vil de være dine brødre, hvis du forråder den er du for evigt tabt. De har alle sværget som du i dag sværger. Lyt altid med størst mulig opmærksomhed: fællesskabet er den sande republik: fælles arbejde, uddannelse, ejendom og nydelse. Dette er solen, lighedens symbol, dette er den nye tro for hvilken vi alle har svoret at dø! Vi anerkender hverken vejspærringer, grænser eller fædreland; alle kommunister er vores brødre og aristokraterne vores fjende. Hvis du i dette øjeblik tvivler, hvis du mærker dit mod svigte og frygter kachotten, tortur eller døden, så træk dig nu. For at indtræde blandt vores rækker må du kunne se alt dette i øjnene. Når først eden er aflagt er dit liv vores, fra nu af og i resten af dine dage vover du hovedet, og ikke blot dit eget, men også hans som bragte dig hid, på at du holder dit ord. Overvej alt dette nøje, og giv os så dit svar.” Enden på sammensværgelsernes æra skulle for arbejderbevægelsen have markeret overgangen fra et infantilt stadie til den voksne fase, fra nattens mørke til dagens oplysning. Således ser den marxistiske historieskrivning det helst fremlagt. Socialdemokratiets offentlige institutioner tog over fra proletariatets formløse politik. Fra Kommunisternes Forbund skulle man være nået, skridt efter skridt, til Den Internationale Arbejdersammenslutning og socialdemokratiske partier i alle lande, alt imens anarkisterne i dumhed sank mod terrorisme og syndikalisme. Sandheden er snarere den at sammensværgelsens politik aldrig holdt op med at eksistere. At alle de traditionelle bånd, alle bekendtskaberne baseret på fag og kvarter – kort sagt, landsbyerne som den proletariske politik afhang af indtil Kommunen – er uigenkaldeligt blevet ødelagt. Og at de institutioner som erstattede det derefter manglende folk kun har formået at degradere ”sammensværgelserne” til en ”informel” sfære og dermed afritualisere alt hvad der minder om venskab. Konflikten mellem Marx og Bakunin omkring den påståede infiltrering af Internationalen, af en obskur International alliance for socialistisk demokrati grundlagt af Blanqui, kan koges ned til dette; på den ene side en politk baseret på programmer og på den anden en politik baseret på venskab. Prøjseren Marx ventede ikke til den triste afslutning på Kommunisternes Forbund med at hade venskabets politik. Hans anmeldelse af Chenus bog Les Conspirateurs emmer allerede i 1850 af ufortyndet fjendtlighed: ”Disse professionelle konspiratorers liv står helt og holdent under bohemens tegn. Sammensværgelsens rekrutteringssergenter; traskende fra vinhandel til vinhandel tager de pulsen på arbejderne, udvælger deres folk og forfører dem ind i sammensværgelsen, og overlader regningen for de glas de uundgåeligt drikker enten til selskabets kasse eller til deres nye ven. Alt i alt antager vinhandleren altså rollen som veritabel fader for deres selskab. Konspiratoren, der som alle parisiske proletarer er af et særdeles muntert gemyt, bliver hurtigt en veritabel bambocheur under denne uophørlige værtshusstemning. Den dystre konspirator, som under hemmelige seancer udviser spartansk selvdisciplin, forvandles for alles øjne til en stamkunde alle kender og som forstår at nyde vin og kvinder. Denne værtshusjovialitet intensiveres yderligere af de konstante farer konspiratoren udsættes for; han kan hvert øjeblik det skal være blive kaldt til barrikaderne og der miste livet. Rundt om hvert hjørne sætter politiet fælder op, for at smide ham i fængsel eller måske endda sende ham til galejerne. Disse farer udgør fagets særlige tiltrækning: Jo større usikkerhed, jo mere skynder konspiratoren sig at nyde øjeblikkets glæder. Samtidigt gør denne vanlige omgang med fare ham fuldkommen ligeglad med livet og med friheden. Han føler sig lige så hjemme i fængslet som hos vinhandleren. Hver dag venter han kaldet til handling. Den desperate dumdristighed som viser sig i alle de parisiske opstande stammer netop fra disse gamle professionelle konspiratorer disse hommes de coups de main. De rejser og befaler over de første barrikader, organisere modstanden og dirigerer plyndringer af våbenkamrene, beslaglægger våben og ammunition fra villaerne. Midt i kampens hede gennemfører de vovede togter, som så ofte formår at skubbe regeringspartiet ind i komplet forvirring.”3 Her ser vi en tro beskrivelse af den type, Bakunin personificerede på kontinentet. Bakunin som under sine evindelige transeuropæiske rundrejser ikke kunne møde et menneske han syntes om, uden at pådutte det vedtægterne fra sit seneste hemmelige selskab, i håbet om at de ville tilslutte sig hvad Programmet for og formålet med den Hemmelige Revolutionære Organisation af internationale brødre (Programme et objet de l’Organisation secrète révolutionnaire des frères internationaux) kalder ”en slags revolutionær generalstab udgjort af dedikerede, intelligente individer der frem for alt oprigtigt er venner og hverken er ambitiøse eller forfængelige. Udgjort af folket og i stand til at fungere som leddet mellem den revolutionære idé og arbejderklassens instinkter. Denne gruppes antal bør derfor ikke være enormt. Til den internationale organisering af hele Europa vil et hundrede stærkt og seriøst dedikerede revolutionære allierede være tilstrækkeligt.” Sandheden er at sammensværgelsens politik aldrig er holdt op med at fordoble de institutionelle virkeligheder. I Spanien blev FAI til CNT's fordobling mens dets militærkontor ingen notits tog af det russiske socialdemokratiske arbejderparti.4 Lenin var den eneste som vidste besked om Kamos seneste eksproprieringstogt, i 1912, til Organisationens fordel. På samme måde gælder det for Potere Operaios kommision ”illegalt arbejde”, der tog sig af dets selvfinansiering og som altså genkalder det Usynlige Partis stiftelsesskrift. Partiet er, selvom det ofte glemmes, altid både lovligt og ulovligt, synligt og usynligt, offentligt og konspiratorisk. Det er et af nutidens kendetegn at i det øjeblik hvor vi virkeligt har brug for alle den politiske sammensværgelses ressourcer, forstår vi ikke længere nogen af dem. Vi må for enhver pris holde dette epistemologiske princip i hævd: Den revolutionære bevægelses historie er først og fremmest historien om de forbindelser som udgør dens konsistens.
*
Ressentimentets rationalisering kender til kunsten at vende logiske forhold på hovedet. I mere end et århundrede, og særligt siden Zions Vises Protokoller, har slaver forklaret enhver begivenhed med henvisning til de magtfuldes konspirationer. Det globale småborgerskab labber denne litteratur i sig, fordi den bekræfter deres uvidenhed og deres afmagt. Komplotismens fremgang er overalt fulgt med denne ”klasses” fremgang. Men faktisk fungerer afsløring af de magtfuldes konspiration imod os kun som tilsløring af beviserne for det modsatte: den kraft som viser sig og kan findes i venskabet og derfor også i sammensværgelsen. I forordet til De tretten udtrykker Balzac bedre end nogen anden denne krafts ambivalens, at den lige så vel kan slutte sig om sig selv i aristokratisk isolation, som den kan forløse en revolutionær kraft: ”I Paris mødtes, under kejserdømmet, tretten mænd, som alle var besjælede af den samme følelse, som alle havde tilstrækkelig styrke til at være tro mod det samme ideal, som var redelige nok til ikke at forråde hverandre, selv om deres interesser ikke faldt sammen, som var kloge og behændige nok til at forstå, at skjule de bånd, der bandt dem, indbyrdes stærke nok til at sætte sig ud over alle love, ikke bange for at give sig i kast med noget som helst, og som havde heldet med sig, så at næsten alle deres planer lykkedes. De havde udsat sig for de største farer, men med deres nederlag tav de; intet i verden var de bange for, hverken for den regerende fyrste, for bøddelen eller for uskyldigheden; de havde sluttet sig sammen, som de nu engang var, og uden alle sociale fordomme. [...] De var en verden uden for verden og vendt imod den; de anerkendte ingen af dens love [...] Denne intime forening af overlegne mænd, koldt og hånligt bander de af et falsk og småligt samfund [...] Fra den tid levede der i Paris tretten mænd, som hørte sammen og som for verdens øjne ikke kendte hverandre [...] De var ligestillede og havde ingen høvding; kun deres egne lyster og øjeblikkets behov dikterede deres handlinger. De var tretten ukendte konger og mere end konger, de var på en gang dommere og bødler. De havde vinger, så de kunde færdes alle vegne mellem menneskene, men de ville ikke være noget mellem dem, fordi de formåede alt."5
*
Alle Blanquis tekster hænger uløseligt sammen med deres umiddelbare omstændigheder. De er ladet med de betingelser som de er skrevet under og imod. Først i L’Éternité par les astres nævnes Fort du Taureau. Derfor findes Blanquis livsværk, som noget der i sig selv udgør hele skatten, heller ikke. Derfor er den blanquistiske doktrin, modsat den marxistiske metafysik, fraværende. ”En smule lidenskab og doktrinerne senere!” Derimod findes der en blanquistisk stil. ”Revolutionerne kræver mennesker med tiltro til dem. At tvivle på deres triumf er allerede at forråde dem! Det er gennem logik og dristighed, at de virkeliggøres og udfries. Hvis du mangler dette skal dine fjender nok have det for dig; i din svaghed vil de kun se en eneste ting: omfanget af deres styrker. Og deres mod vil tiltage i direkte mål med din frygtsomhed.” Alt findes her. Blanqui er udtænkeren af ”Ingen Gud, Ingen Herre!”, manden som skrev ”ærligt anarki er menneskehedens fremtid” og manden som forfattede en appel mod mutualisme og for samlet forening, kaldet ”Kommunisme, samfundets fremtid”. Værsgo, forsøg at pege på det ortodokse deri. Selvfølgelig kan opbygningen af en revolutionær kraft, når det drejer sig om at omstyrte et administrerende monarki, når eliten er det eneste som skal bekæmpes, være en elites værk. Da Bismarcks hære marcherede mod Paris kunne det at handle revolutionært måske bestå i: ”fremstilling af barrikader og skyttegrave; udnyttelse af kirkerne til national brug, bevæbning af præsterne og som konsekvens deraf indstilling af gudstjenesterne, tvungen hvervning, fællesgørelse af proviant og rationering, afskedigelse og opløsning af den gamle politistyrke og angivelse af mistænkte bonapartister.” (Dommanget, Blanqui). I nutidens samfund, hvor magten cirkulerer i de sammen strømme som mad, information og medikamenter, hvor en hvilken som helst borger hævder sin ret til at udspionere og anmelde sin nabo, siger det sig selv at en revolutionær kraft må favne alle aspekter af livet, at den må opbygges som en provianteringens kraft og som en væbnet kraft, som kundskab der både er poetisk og medicinsk, at den må lægge beslag på territorier. Den må samle og sprede al nyttig information om modstanderens organisation og fremprovokere desertering blandt alle samfundets rækker. Den må socialiseres i samme grad som det sociale militariseres. Men som det gjaldt for i går gælder det i dag: det kan ikke vente. En sådan kraft er i færd med at samle sig. Hvis den læner sig op ad Blanqui er det kun for bedre at kunne tænke den igangværende krig.
*
Tiden går. Det er dens natur. Så længe der er tid vil der være kedsomhed, og tiden vil gå. Fortiden, derimod, går ikke over. Alt det som reelt set er fortid, bærer en gnist af evigheden i sig, indskrevet i en hemmelig afkrog af den fælles erfaring. Man kan slette dets spor, ikke begivenheden selv. Man kan rigtigt nok pulverisere dets minde, men hver en vragstump indeholder den hele monade af alt det man troede ødelagt, og vil ved en given lejlighed frembringe det igen. Lad os gentage: Historicismen er et bordel, hvor man gør sig umage for at klienterne aldrig mødes. Fortiden er ikke en rækkefølge af datoer, af begivenheder eller af livsformer. Den er ikke et skab fuldt af kostumer. Den er et reservoir af kræfter og af handlinger, en knopskydning af eksistentielle muligheder. Det er ikke nødvendigt at kende den, blot vitalt. Vitalt for nutiden. Det er med afsæt i nutiden, at vi kan forstå fortiden og ikke omvendt. Hver epoke drømmer de forudgående. Tabet af enhver historisk sans, som med tabet af enhver sans og retning i denne epoke, er den logiske følge af tabet af enhver erfaring. Den systematiske organisering af glemslen adskiller sig på ingen måde fra den systematiske organisering af erfaringstabet. Den mest demente form for historisk revisionisme, som ikke desto mindre anvendes selv på samtidige begivenheder, finder grobund i metropolernes suspenderede liv, hvor man aldrig erfarer noget, bortset fra tegn, signaler, koder og deres vattede konflikter. Hvor man har oplevelser, private oplevelser som flyder afsted, stumme, ubeskrivelige og ligegyldige; implosive intensiteter som ikke kan kommunikeres uden for lejlighedens mure og som ved genfortælling tømmes snarere end deles. Fra nu af er det i form af dets privatisering, at det mest fælles udtrykkes: berøvelsen af erfaringen.
*
December 2006. Den nationale skude tager vand ind overalt. Snart flyder kun galionsfiguren ovenpå. Frankrig brænder, er skibbrudent. Så langt så godt. Alt det genopfrisker minderne, de flammende skoler brænder til minde om generationer af proletarer som dér lærte at sluge den bitre smag af faste tider, af arbejde og adlydelse, som dér internaliserede følelsen af fuldstændig underlegenhed. De som ikke længere vil stemme hædrer opstanden i juni 1848, dette ”oprør af rebelske engle, som ikke siden har rejst sig”(Cœurderoy) som man stillede for bajonetterne i den universelle lidelses navn. Venstrefløjens intellektuelle spørger i radioen om regeringen mon vil have modet til at sende hæren ind i banlieuerne, nøjagtigt som deres forfædre bifaldt generalerne, der hjemvendt fra Algeriet, massakrerede parisiske proletarer på samme måde, som de havde for vane at civilisere indfødte. Idag som i går, denne slags svin kalder sig republikanerne og taler om ”lømler”. De tilfangetagne medlemmer af Action Directe har for længst udstået den lovmæssige minimumsstraf. Régis Scheicher vil snart kunne konkurrere med Blanqui om længste indespærring. Militæret træner mere end nogensinde før til den gamle kending bykamp. I Frankrig er historiens ur stadig gået i stå på maj 1871. Spørgsmålet om kommunisme er usynligt, men det eneste som hjemsøger alle sociale forhold, selv røvhullernes historie. Universet tripper på stedet. Den 31. Marts forrige år varede en vild demonstration mere end 8 timer, fra præsidenten for denne senile republik gik på tv for i nyhederne at bekendtgøre CPE lovens6 indførelse til klokken fire om morgnen. Demonstrationen vil marchere på Champs Élysée, drejer ved Concorde af til parlementet som den ikke formår at indtage på grund af materielle mangler, på grund af mangel på våben. Det samme gælder for senatet. I marchens strøm stiger beslutsomheden. En kampklar agtpågivenhed bærer den frem : "Paris, på fødderne, vågn op!" Det er en ordre. Først på boulevard de Sébastopol og siden på boulevard de Magenta smadres ruderne i banker og jobcentre metodisk, et efter et. Fra et vindue i Pigalle hujer prostituerede. Mængden bestiger løbende Sacré-Cœur med råbet ”Leve Kommunen!”. Kryptens port giver sig ikke. En skam, man kunne ellers have stukket ild til den. På vej ned, på tredje sal i en lille gade, hænger en kvinde i natkjole på balkonens gelænder og råber for fulde hals: ”De onde dage får en ende!”7 Snart vil den ækle Pierre Lellouchs evindelige tilstedeværelse blive destrueret.8 Klokken er tre om morgenen. Den forgangne tid går ikke over. At brænde Paris vil være en værdig fuldendelse af det ødelæggelsesværk Baron Haussmann påbegyndte.
[1] Citater uden kildehenvisning er Blanquis vendinger. Alle noter oversætterens.
[2] ”Instructions pour une prise d’armes” findes oversat til dansk som ”Instruktioner for en væbnet opstand” i: Thorvald Berthelsen og Claus Clausen (red.): Pariserkommunen 1971: Et dokumentarium, Rhodos. L’éternité par les astres er endnu ikke oversat til dansk, men en dansk titel kunne være Evigheden gennem stjernerne.
[3] Neue Rheinische Zeitung. Politisch-ökonomische Revue, nr. 4, april, 1850. Findes på engelsk i MECW, vol. 10, s. 311-325
[4] fr. Programme et objet de l’Organisation secrète révolutionnaire des frères internationaux.
[5] sp. FAI, Federación Anarquista Ibérica (Den iberiske anarkistiske føderation), og CNT, Confederación Nacional del Trabajo (Den nationale arbejderkonføderation).
[6] Honoré de Balzac, De tretten, s. 5-9.
[7] CNT (Contrat première embauche) er en særlov rettet mod ansættelseskontrakter til arbejdere under 26.
[8] ”Les mauvais jours finiront” er titlen på et essay udgivet af Situationistisk Internationale i april 1962.
[9] En højreorienteret fransk politiker, født i 1952, som, på den ene eller den anden facon har været ved magten siden 1963.