Til rekonstruktionen af den revolutionære teori!

TIL REKONSTRUKTIONEN AF DEN REVOLUTIONÆRE TEORI!

Disposition:

I METODE

a) erkendelsesteori og dialektik

b) forsøg på klargøring af den anvendte metode

c) teori
form- og funktionsbestemmelse af sociale teorier i den kapitalistiske produktionsmåde, for at trænge frem til muligheds- og nødvendighedsbetingelserne for den revolutionære teori, som første skridt i dennes funktionsbestemmelse.

II TIL REINTERGRATION AF DEN KRITISKE POLITISKE ØKONOMI I DEN REVOLUTIONÆRE TEORI.

a) indledning

b) kritisk historik af II og III Internationales politiske økonomi

c) udviklingslogisk rekonstruktion af den politiske økonomis “degeneration”.

d) kapitalsfære – ikke-kapitalsfære
et forsøg på at opstille totalbetragtninger over et kapitalistiske samfunds undviklings- og sammenbrudstendenser – hvilket ikke er identisk med en analyse af kapitalen “an sich”.

III KLASSER, KLASSEKAMP, KLASSESAMFUND og KAPITALENS BEVÆGELSE.

a) klassekampene som kapitalens bevægelsesform

b) historik

IV KLASSERNE OG KLASSESAMFUNDETS ØKONOMISKE, POLITISKE, TEORETISKE OG IDEOLOGISKE REPRODUKTION.

kapitalreproduktionsformernes fremtræden i sociale reproduktionsformer

a) real- og formalorganisationerne i denne reproduktion

V KRISEN - SAMFUNDETS NEGATIVE REPRODUKTION.

a) kapitalens sammenbrudstendenser – akkumulationens skranker

b) krisens fremtrædelsesform i ikke-kapitalsfæren – i konsumet.

VI REVOLUTIONEN - DEN NEGERENDE REPRODUKTION

Udviklingslogik eller faser

VII DET KOMMUNISTISKE SAMFUND

VIII DET MENNESKELIGE SAMFUNDS METAMORFOSER.

I METODE

a) erkendelsesteori (og dialektik)

Der forestår endnu et betydeligt arbejde før dette indledende afsnit kan fremstå blot nogenlunde tilfredsstillende. At fremstille en analytisk metodologi – løsrevet fra det objekt, der er under analyse – kræver en filosofisk beherskelse, vi endnu ikke er i besiddelse af. Endvidere, så gives der ikke nogen almen gyldig metode – thi analysemetoden bestemmes af det analyserede objekt. Derfor drejer dette afsnit sig da også kun om metodologien i forhold til et objekt: samfundets bevægelse mod revolutionen, hvor vi vil søge at fastslå nogle almene principper for vor analyse, vort arbejde.

1) I det sidste halve års arbejde i Århus (omkring den politiske økonomi, den russiske revolution og temaerne i dette skrift) er der implicit anvendt en metode – arbejdet drejer sig derfor om at explicitere, præcisere, kritisere og videreudvikle denne metode.

2) Reintegrationen af den marx. pol. øk. i den revolutionære teori forudsætter en kritik af denne (og den politiske øk. i de hidtidige revolutionære teorier) og en præcisering af dens status i forhold til den revolutionære teori og samfundets konkretum. Dette forudsætter en tilstrækkelig beherskelse af den marxske metode (Hegelstudier!), som forudsætning for kritikken, videreudvikling og anvendelsen af denne.

3) Under gennemgangen af Lenin’s sammenstød med Bogdanov (1907-10), der affødte hans “Materialisme og empiriokriticisme”, fremstod et afgørende forhold klart. Der er en direkte sammenhæng mellem d’herrer Pekanovs og Lenins basale erkendelsesteoretiske opfattelser og deres politiske doktriner. Da disse doktriner bryder sammen overfor virkelighedens kritik (1905-07), søger fløjen omkring Bogdanov i dens kritik at gå til selve rødderne og kritisere den “ortodokse marxistiske” erkendelsesteori. (Der er således en direkte sammenhæng mellem Lenins’s “afspejlingsteori”: at tænkningens dialektik er en afspejling af naturens og historiens egen dialektik, at ideen om dialektik, kausalitet og lovmæssighed er genspejlinger af virkelige forhold – hvor iagtaelsen er en mekanisk proces, der blot genspejler objektets bevægelse, uden en dialektisk vekselvirkning mellem iagttageren og det iagttagede – og hans partiteori, hvor partiet er iagttager og autonom ledelse udenfor selve bevægelsen. (NB. dette forhold skal undersøges nærmere)).

Foreløbig konklusion

Vi kan ikke hævde den dialektiske materialistiske teori som absolut sand og autonom, som en direkte genspejlende rekonstruktion af virkeligheden, der udmøntes i ufejlbarlige, uforanderlige doktriner. Erkendelsen foregår i fysiske medier (sanser, hjerne, nervesystem), der er selektivt udviklede (darwinisme) og fungerer efter egne lovmæssigheder (empiriokriticisme - machisme) – om end de er udviklede for den menneskelige overlevelse, for at muliggøre menneskets erkendelse af lovmæssigheder i omverdenen (“Das Ding an sich!”).

At Kant, Hegel og Marx ikke har fæstnet erkendelsen og dialektikken til hjernefysiologien er forståeligt – det er næppe heller nødvendigt for os at drive dybtgående darwinsistiske, hjernefysiologiske, psykologiske og didaktiske studier – vi kan blot ikke ved metafysiske vendinger som “afspejling” og “historiens egen dialektik” afvise hundrede års borgerlig videnskab – thi da bliver vi ideologer.

Summa: den dialektiske erkendelsesmetode er, i den menneskelige iagtagelsessituation, den erkendelsesmetode – af de hidtil kendte – der er bedst egnet.

b) Forsøg på klargøring af den anvendt metode.

1) I vort arbejde har vi søgt at anvende i det mindste samme grad af videnskabelighed som i den marxske pol. øk.. Kriterierne for en teoris videnskabelighed er uhyre banale: efterprøvelighed og simpelhed.

Efterprøveligheden: overensstemmelsen med historiens egen kritik. Historiens egen bevægelse har krænget det virkelige indhold ud af de revolutionære og postrevolutionære teorier der dukkede op omkring oktoberrevolutionen (og før). Eksempelvis er det således muligt, medtagne de sidste 50 år, at gennemføre en historisk rekonstruktion af Socialdemokratiets rolle, der helt forlader myten om deres forræderi i 1914. Vor kritik er ikke en kildekritik, der søger at fremdrage, hvad en epoke tænker om sig selv, men en kritik der søger at rekonstruere udviklingens logik. Derfor er denne kritik ikke blot en kritik post festum, men den revolutionære teoris bevægelsesmåde. Omend det er ambitiøst, må vi søge at bringe vor kritik på højde med kapitalens egen bevægelse.

Simpelhed: den simpleste teori er den, vi må antage. Det er muligt matematisk at fremstille vort solsystems bevægelser som geocentriske – men de heliocentriske planetbaner er de simpleste! Det er således simplere at forklare det forhold, at proletariatet har fulgt bourgeoisiet i to imperialistiske verdenskrige, fordi proletariatet har et fædreland, dets reproduktion som klasse har hidtil været en reproduktion som nationalklasse, dvs. bestemt af national kapitals reproduktionsbetingelser (Vestmagternes forsøg på at destruere den tyske kapital i 1919 betød også en trussel mod det tyske proletariats reproduktion!). I modsætning hertil postulerer den klassiske teori (ideologi), at proletariatet intet fædreland har og forklarer dets fædrelandsforsvar i to verdenskrige (i 1914 under jubelskrig) ved den borgerlige chauvinismes ideologiske herredømme. Hvilken styrke må ideerne ikke have, når de kan sende millioner i skyttegravene, med våben de ikke retter mod krigsmagerne! Hvilken materialisme! Proletarerne forsvarede dog ikke fædrelandet – men sig selv som national klasse (denne betragtning uddybes senere.)

At fremstille den simpleste forklaring kræver befrielsen fra en god portion ideologiske feticheringer.

2) Efterprøvelighed og simpelhed definerer dog kun videnskabelighed alment, også den borgerlige. Vor metode er abstraktionens, den logiske rekonstruktions metode: Grossmann s. VI og VII:

"Zu untersuchen ist die empirisch gegebene Welt der Erscheiningen, die konkrete Erscheinungswelt. Diese ist aber zu kompliziert, um unmittelbar erkannt zu werden. Wir können uns ihr nur stufenweise nähern. Zu diesem Zweck werden zahlreiche vereinfachende Voraussetzungen gemacht, die uns erlauben, das Erkenntnisobjekt in seiner Kernstruktur zu erkennen. Dies ist die erste Erkenntnisstufe im Marxschen Annäherungsverfahren."

"Es ist nun klar, dass mann dank dieser fiktiven Voraussetzungen sich von der empirischen Wirklichkeit zunächst entfernt, während doch diese Wirklichkeit zu erklären ist. Daraus ergibt sich, dass die so gewonnen Erkenntnisstufe eine zweiten, definitive folgen müss. Zu jeder vereinfachenden Voraussetzung gehört eine nachträgliche Korrektur, welche die zunächst vernachlässigten Elemente der realen Wirklichkeit nachträglich berücksichtigt, wodurch die ganze Untersuchung stufenweise an die komplizierte konkrete Erscheinungswelt näher gerückt und in Übereinstimmung mit ihr gebraucht wird."¹

Er vort studieobjekt samfundets bevægelse, da er vor opgave teoretisk (det vil sige i tænkningens medium), at rekonstruere denne bevægelses logik, lovmæssighed. Den umiddelbare iagttagelse fremdrager blot denne bevægelses fremtrædelsesformer, bevægelsens “spor” i tid og rum, ikke bevægelsens form og logik – dette er overhovedet den umiddelbare iagttagelses begrænsning, heraf nødvendigheden af den tankemæssige rekonstruktion af den bevægelse, der har givet sig disse eller hine fremtrædelsesformer. (Det klareste eksempel herpå er Marx’ værditeori: værdien fremtræder i varen, men er her ikke håndgribeligt tilstede, dens erkendelse forudsætter dens teoretiske rekonstruktion).

Overstående er blot en (ufuldendt) beskrivelse af den marxske metode i Das Kapital. Det vigtige i vort arbejde er forsøget på at anvende denne metode uden for den egentlige pol. øk.s rammer – hvor de revolutionære teorier hidtil for største parten blot har ophævet denne eller hin fremtrædelsesform til historiens egen logik – altså generalisation i stedet for logisk rekonstruktion – hvor den uovertrufne mester i dette fag er Lenin.

c) teori – kapital og videnskab

Det borgerlige samfunds forandringshastighed gør den historisk-empirisk, ubevidst-selektive metode utilstrækkelig. Forudsigelsen af forandring må indgå i selve forandringsprocessen, anticipation af bevægelsen er en del af bevægelsen selv. Videnskabens udvikling er et specifikt element i den kapitalistiske produktionsmåde, ikke blot et resultat af den, men en del af den. Den borgerlige videnskab skal således ikke blot forklare virkeligheden (hvilken kan gøres ideologisk), men skal forandre den! (“skjult citat”). Dette forklarer den borgerlige materialisme, og hvorfor det videnskabelige “nybrud” startede i naturvidenskaberne (Newton etc.). Det kapitalistiske samfund udvikler således først sin videnskab i forhold til produktivkræfterne (naturvidenskab) og senere i forhold til produktionsforholdene og –betingelser (social teori). Det borgerlige samfunds bevægelse udvikler således selv modsætningen ideologi – teori.

---

Det borgerlige samfund skaber hermed basis for en klasse af “teoretikere”, “intelligentsia”, hvis funktion er den teoretiske (og ideologiske) formidling af samfundets bevægelse. Dette sætter betingelserne for intelligentsiaens specifikke karaktermaske som politiske banebrydere for kapitalen.

Hvad dette afsnit vil søge at trænge ind i er muligheds- og nødvendighedsbetingelserne for opståelsen af revolutionær teori, for at trænge frem til en almen forståelse af denne sociale funktion – og dermed en løsning af de “revolutionæres eksistentielle problem” (der for øjeblikket synes at ride dem som en mare) – thi vi kan ikke forbigå alle eksistentielle problemer (hvad laver vi? hvorfor? hvilken funktion har det?) uden at falskheden i denne forbigåelse før eller senere udkrænges, og vi vil fremstå som spidsborgerlige, would-be revolutionære computere. Hvad vi kan gøre, er at søge disse eksistentielle spørgsmål løst ved en smule videnskab!

I det foregående er tænkningen, teorien, videnskaben søgt knyttet til selve den borgerlige samfunds bevægelses- og forandringslogik. Det borgerlige samfunds bevægelse er den stadigt udvidede udfoldelse af den kapitalistiske produktionsmåde, der fremtræder som en stadig acceleration af dennes fremtrædelsesformers forandring. Trods denne stadig revolutionæren af fremtrædelsesformerne er den kapitalistiske produktionsmåde bornert, kapitalen sætter sig selv som sin egen uovervindelige skranke – før eller senere må den samfundsmæssige dynamik, kapitalen selv udvikler, sprænge denne produktionsmådes bornerthed. Den teoretiske udfoldelse er således knyttet til selve den bevægelse, den dynamik, der sprænger bevægelsens bornerthed. Sagt med en utilladelig forkortning sætter dette mulighedsbetingelser for teoriens sprængning af den borgerlige teoris egen bornerthed (hvor borgerlig teori forstås som udelukkende den adækvate tænkning for kapitalens udfoldelse).

Den marxske teoretiske rekonstruktion af dette samfunds elendighed, skal derfor ses som den kvalitative videreudvikling af den borgerlige kritiske kritiks kvantitative ophobninger.

De sociale processer (revolutionsprocesser), der tenderer mod at sprænge dette samfunds bornerthed, sætter således mulighedsbetingelserne for at de teoretiske processer (tænkningen) sprænger den borgerlige teoris bornerthed, forudsat at modsætningen, den sociale dynamik – produktionsmådens bornerthed kan slå igennem (afspejle sig) i tænkningens medium.

Den overordnede logik for samfundets bevægelse er selve det menneskelige samfunds overleven – en konkret samfundsformation vil derfor gå til grunde, når den ikke længere kan formidle denne logik. (Dette vil blive søgt oparbejdet i afsnit VIII). Dette er ikke en negation af kapitalens immanente sammenbrudstendenser, men en ophævelse af det kapitalistiske samfunds immanente modsætninger i overordnede modsætninger.

Modsætningen specifik samfundsreproduktion – almen samfundsreproduktion sætter derfor muligheden for og antyder nødvendigheden af tænkningens anticipatoriske overskriden af en konkret samfundsformations rammer. Tænkningens overskriden af den kapitalistiske produktionsmådes rammer, dvs. dens videreførelse udover det blot kapitaladækvate, fremstod ved første analyse som en mulighed ved tænkningens bundethed til selve samfundets forandringsdynamik, hvilket giver tænkningens anticiparotiske binding til fremtidige former for samfundsreproduktion og til det menneskelige samfunds reproduktion alment.

Gennem endnu en utilladelig forkortelse betyder dette at modsætningen specifik samfundsreproduktion – almen samfundsreproduktion i tænkningens medium fremtræder som modsætningen ideologi – videnskab, (hvor ideologien er en konkret samfundsformations alienerede tænkning, der dels søger at formidle dette samfunds friktionsløse reproduktion, dels søger at forhindre den teoretiske sprængning af samfundets bornerthed).

På dette spændende tidspunkt, hvor analysen skal overgå fra mulighedsbetingelserne til nødvendighedsbetingelserne, altså undersøge den revolutionære teoris nødvendighed, som samfundets nødvendige bevægelsesanticipation, standser vi foreløbigt op – fortsættelse følger.

II TIL REINTEGRATIONEN AF DEN POLITISKE ØKONOMI I DEN REVOLUTIONÆRE TEORI

I

1) Analysen og bestemmelsen af revolutionsprocessens bevægelse kort sagt revolutionens teori, forudsætter en bestemmelse af dette samfunds bevægelse. Marx’s økonomiske værk skal således ses som en integrerende del i udformningen af en revolutionære teori. Men i Das Kapital undersøger han kapitalen i dens renhed, hvad der konstituer den som produktionsmåde, og hvilke er dens bevægelses – og reproduktionsformer. Men – kapitalens reproduktion, i dens renhed, er ikke identisk med det kapitalistiske samfunds reproduktionsformer. Kapitalen er ikke en samfundsformation, men en samfundsformations produktionsmåde. En revolution opstår ikke af produktionsmådens sammenbrud som sådan, men af samfundsformationens sammenbrud. En revolutionære teori kan derfor ikke alene tage sit udgangspunkt i Marx’s rekonstruktion af kapitalens bevægelse, men i rekonstruktionen af samfundsformationens bevægelse. Dette afsnit vil derfor søge at oparbejde principperne for en sådan rekonstruktion, herunder integrationen af Marx’s politiske økonomi i denne rekonstruktion.

Stillet over for vanskelighederne i (eller manglende nødvendighed for) dette, grundet det Marx’ske værks svært tilgængelige metode (og en hel del andre årsager), har de hidtidige revolutionsteorier enten forvansket Marx’s politiske økonomi eller ignoreret den, eller som oftest blandinger af begge dele. Herved er afgrunden i videnskabelighed og abstraktionskraft mellem Marx’s værk og de revolutionære teorier opstået. Det kan ikke være vor opgave at udfylde denne afgrund, vor opgave er tværtimod en forbigåelse ved den kritiske videreførelse af Marx’s værk.

2) Marx’s politiske økonomi og den revolutionære teori

Citat fra “den hellige familie” om umenneskelighedens tilspidsning i proletaren: […]

Marx’s økonomiske værk er den langvarige bevisførelse for denne påstand, den teoretiske rekonstruktion af denne tilspidsning, hvis væsentligste indhold er rekonstruktionen af kapitalens immanente sammenbrudstendenser.

---

Inauguraladressen af 1864: Kritik af begreberne borgerlig og proletarisk politisk øknomi. Er sejren (10 timers arbejdsdagen) en sejr over kapitalens politiske økonomi?

---

Kritik, her eller senere, af Marx’s bestemmelse af arbejdskraftens værdi, eliminering af (udfra en total betragtning) de historiske og moralske elementer i arbejdskraftens værdi.

3) Marx’s politiske økonomi og 2. og 3. Internationale

Jvf. Grossmans indledning, hvorledes 2. Internationales harmonikere bortskærer kapitalens immanente sammenbrudstendenser. Den Marx’ske analyses realitetsstatus. (Bauers og Luxemburgs forhold til reproduktionsskemaerne.)

Jvf. Korsch’s beskrivelse af 2. Internationales holdning til Marxismens metodiske og filosofiske indhold.

a) Bolsjevikkernes andeninternationalistiske politiske økonomi

Trotski 1906: Socialisme = planlægning og stordrift. Da stordriften i 100 – 200 år har været en “fordel”, har socialismen objektivt set været mulig lige så længe. (Dette er hans polit-økonomiske begrundelse for hans taktiske “korrekte” permanente revolutionsteori.) Nødvendigheden og sammenbruddet er gået fløjten.

Bukharin – Lenin: (Jvf. Grossmans kritik af Bukharin, der indirekte er en kritik af Lenin).

Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, 1916: Socialisme som stordrift og fælleseje. De snylter – og forrådnesestendenser, Lenin fremdrager, som sammenbrudstendenser i den “døende kapitalismen” er tvært imod udtryk for kapitalismens vitalitet, (dvs. arbejdsdelingens overskriden enkeltkapitalistens rammer og sociale organisering i monopol) den eneste kategoriale modsætning, Lenin fremdrager, er modsætningen mellem den stadigt mere sociale produktion og den private tilegnelse – hvilket ville være korrekt, hvis tilegnelsen var forblevet “privat”, (jvf. Statens rolle).

Lenin nævner ikke med et ord profitratens fald.

b) Det tyske venstres politiske økonomi

c) Grossman

ad 3) Hvorfor fjerner 2. Internationale sammenbrudstendenserne i den politiske økonomi

- at kalde dem opportunister og harmonikere forklarer intet! De fungerer i en social organisme, en historisk agerende faktor, “arbejderbevægelsen” i et kapitalistisk samfund, der ikke er under sammenbrud. Deres teorier er, sagt banalt, produktet af deres sociale væren og funktion.

Marx’s pol. øk. er ikke blot grundlaget for revolutionær teori, men tillige den skarpeste, mest rationelle og adækvate analyse af den kapitalistiske økonomi. Som sådan er den anvendelig for socialdemokratiets reformatorer i den udvikling, der fører dem frem til rollen som personifikatorer af kapitalens langsigtede, almene interesser. Derfor forlader de sammenbrudstendenserne straks og senere helt og holdent den Marx’ske pol. øk..

Som eksempel på Marxismens anvendelighed: Marxismens indtrangen i Rusland, den legale Marxisme Struve.

Ad 3 a) Hvorfor opfatter Bolsjevikkerne socialisme som stordrift og stats(fælles)eje?

Svaret er så nærliggende, at man må snuble over det. Når de netop udstiller disse bidder af den Marx’ske teori skyldes det, at de dermed udtrykker den russiske kapitals behov. Privatejendommen har i Rusland endnu ikke kunnet udvikle tilstrækkelig stordrift (koncentration), til at en nationalkapital kan stilles på benene. (Utilstrækkelig, når det tages i betragtning, de uhyre masser, kapitalen endnu ikke formår at presse merarbejde ud af direkte gennem produktionen.) For den faktiske koncentration og akkumulation af stordrift, der skal udnytte det enorme potentiale af merarbejde, er privatejendommen en hindring! Kapitalen er som bekendt sig selv forøgende værdi (og ikke privateje til produktionsmidlerne) og må som sådan finde de agenter der kan rydde hindringer for tilegnelsen af merarbejde til side – i Rusland privatejendommen!

Ad 3b) Hvorfor det tyske venstre råds- og forvaltningsfetiche?

Er dette virkelig revolutionens første gennemgangsled: Overtagelsen af forvaltningen planlægningen af produktion for forbruget? Vil revolutionen først vinde social bevidsthed om nødvendigheden af værdiens totale negation, i det øjeblik revolutionen er ved magten og skal udøve den og søge at planlægge for forbruget, hvad den da vil opdage ikke kan gøres i værdi? Eller er det tyske venstre udtryk for kapitalens endnu gedulgte behov for at inddrage totalarbejderens enorme udviklingspotentiale også i organisationsprocesserne – altså den tragedie, der gentages i farcen økonomisk demokrati?

II

KAPITAL – IKKE-KAPITAL. KAPITALSFÆRE – IKKE KAPITALSFÆRE

I rekonstruktionen af det kapitaliske samfunds bevægelseslogik er det første skridt bestemmelsen af dets bevægelsesformer.

Det kapitalistiske samfund består således af andet end kapital dvs. af bevægelser, for hvilke kapitallogikken ikke gælder umiddelbart, dvs. bevægelser, der ikke kan beskrives som sig selv forøgende værdi, om end kapitallogikken kan gælde for disse bevægelser i medieret form.

Heraf den første kontradiktoriske formbestemmelse: kapital – ikke-kapital. Kapitalsfære – ikke-kapitalsfære.

Kapitalsfære:

Enheden af produktions- og cirkulationsfære

Kapitalen forlader denne sfære i det individuelle konsum. Ikke-kapital (eks. Arbejdskraft, naturrigdomme) træder ind i denne sfære gennem det produktive konsum.

Ikke-kapitalsfære

Må selvfølgelig defineres som alt, hvad der falder uden for overstående. Herunder en række kapitalbestemte- og kapitalbestemmende faktorer faldende under begrebet kapitaleksterne, almene og specifikke, produktionsbetingelser, der vel kan være produceret af kapitalen, men ikke optræder som kapital, eller (som arbejdskraften) slet ikke er produceret af kapitalen, men, subsumeret under kapitalen i produktionsprocessen, optræder som kapital.

Som det ses, er begrebet ikke-kapitalsfære næppe nogen egentlige formbestemmelse, højst i den forstand, at den er den eksklusive modsætning til en formbestemmelse, kapitalsfæren. Den teoretiske rekonstruktion af ikke-kapitalens formbestemmelse må derfor ske som en rekonstruktion af dens subsumering under den formbestemte, under kapitalen, dvs. som en logisk rekonstruktion af den kapitalistiske produktionsmådes tendentielle subsumering af hele samfundet, dens omskabelse af alle menneskelige forhold under værdiøgningens herredømme – hvilket vel at mærke ikke er ensbetydende med at alt social materie gives kapitalstatus eller kun kan dechifreres udfra en kapitallogik.

2) Kapitalens subsumering af ikke-kapitalen.

a) Subsumeringen af produktionsprocesserne.
(Herunder begreberne formel og reel subsumering)

Denne subsumering er i de højt industrialiserede lande næsten ført til ende, simpel vareproduktion eksisterer vel kun i reparations- og luxusproduktion. En rest af prævareøkonomi eksisterer endnu i husholdningen, om end i stadig tilbagegang. (Her et vigtigt punkt til forståelse af familien, der bindes sammen af dette sociale residuum af en arkaisk produktionsmåde, hvor indskrænkningen af dette residum må undergrave familien som social reproduktionsform).

---

Elementer til en historik over subsumeringsformerne:

England: (jvf. Das Kapital), privatejendom

U.S.A.: Ingen feudal økonomi, -

Ruslan: Mir’en, kapitalistisk statseje

Kina: Asiatisk produktionsmåde, -

Eksistensen af ikke-kapitalistiske produktionsmåde i u-landene?

b) Subsumering af de(n) kapitaleksterne sfære(r)

I besiddelse af produktionen, evigt forandrende produktionsprocessen, må kapitalen subsumere sine ydre produktionsbetingelser under værdiøgningens lov. Denne subsumering må formidles gennem en social organisme: Staten.

Elementer til en logisk-historisk rekonstruktion af statens rolle i samfundets subsumering under kapitalen:

Den feudale stats forvandling til borgerlig stat:

Den Jacobinske stat,

Laissez faire – state

Den imperialistiske stat,

Den fascisto-Keynes-Roosevelt-Stalinistiske-stat (jvf. IKP’s fascismeteori).

Den ultra-imperialistiske stat (jvf. Lenins polemik mod Kautsky i 1916).

I denne primære rekonstruktion ses naturligvis fuldstændig bort fra statens konstitutionelle fremtrædelsesformer.

Hvad den skitserede udviklingsrække skal give udtryk for er den gradvise eller springvise sammensmeltning mellem kapitalkommandoen og statskommandoen i en slags national, senere overnational, enhedskommando, der egentligt er udtryk for det samme som monopolerne: En juridisk-politisk fremtrædelse for totalarbejdets udvikling, der forudsætter ophævelse af spaltningen i bourgeoisiet, med den økonomiske “konkurrences” ophør (eller rettere dens forandrede form) ophører den “politiske” konkurrence, eller forandrer form til en art politisk kapitalkommunisme. Stat og samfund smelter sammen.

c) Konsumet i ikke-kapitalklassen.

Det menneskelige konsum er det menneskelige samfunds reproduktionsbetingelse og således en overordnet betingelse for kapitalen.

Det er således først og fremmest udviklingen i konsumsfæren, der avler revolutionære og dermed revolutionen. At søge efter de revolutionæres generering i produktionsprocessen er at vende tingene på hovedet – men klasserne er defineret i forhold til produktionen, ikke til konsumet. Derfor er revolutionen ikke primær et klassespørgsmål, men et socialt.

Revolutionære teorier, der tager deres udgangspunkt i proletarernes produktive væren, er til syvende og sidst endt med at udvikle kapitalen!

III KLASSER, KLASSEKAMP, KLASSESAMFUND OG KAPITALENS BEVÆGELSE

a) Klassekampen som kapitalens bevægelsesform.

“Die Entwicklung der Ware hebt diese Widersprüche nicht auf, schafft aber die Form, worin sie sich bewegen können. Dies ist überhaupt die Metode, wodurch sich wirkliche Widersprüche lösen." (Kap.I,3,2,118)²

Hvad vi vil undersøge her er ikke blot de bevægelsesformer, hvori de immanente modsætninger afspejler sig i modsætninger mellem samfundets individer i klassemodsætninger (om end ikke “direkte”), hvorved disse modsætninger så at sige overskrider kapitalens egen sfære (og f.eks. slår igennem i konsumsfæren – vi skal dog senere påvise hvorledes kapitalens styrke ligger i det forhold, at de kapitalistiske klassers konsuminteresser ikke til alle tider betegner antagonistiske modsætninger, hvilket de f.eks. gjorde mellem feudalherre og fæstebonde).

Vi vil endvidere vise at denne “overskriden” er nødvendig for kapitalen i dens søgen efter (udvælgelse af) bevægelsesformer, hvori de kapitalinterne modsætninger kan finde deres løsning, thi det døde arbejde kan ikke agere i historien. Kort sagt at klassemodsætningerne og de deraf afledede klassekampe er kapitalens særegne (i.e. kampen om brugsværdiernes fordeling i d tidligere brugsværdiproducerende produktionsmåder udvikler ikke produktion af brugsværdi, hvorimod kampen om brugsværdiernes fordeling under kapitalismen udvikler produktionen af værdi/merværdi) bevægelsesform.

Klasserne hos Marx er definerede i forhold til deres placering i produktionsprocessen. Dette har ikke blot definitorisk status, som et led i analysens fremskriden, men definitionen må afdække realforhold, må være en tankemæssig rekonstruktion af disse forhold, må altså afdække klassernes væsen i den kap. produktionsmåde. Klasseinteresserne i denne produktionsmåde er er deres konsumtilegnelse eller tilegnelse af deres reproduktionselementer. Denne tilegnelses form afhænger af klassernes placering i den generelle sociale reproduktionsproces, altså af deres placering i kapitalsfæren eller ikke kapitalsfæren, klassemodsætningerne fremtræder således som forskellige tilegnelsesformer i skikkelse af de forskellige indtægtsformer.

Vi nærmer os nu kernepunktet, thi, det som forudgående almene reproduktion af klassisk tankegods søger at gøre indlysende, er det fælles for alle klasser under kapitalen – det der betyder at vi ikke blot kan kalde dem det kapitalistiske samfunds klasser, men de kapitalistiske klasser (parallel til de “de feudale klasser”). Det fælles er at konsumtilegnelsen sker via deres placering i det kapitalistiske samfund, indenfor eller udenfor kapitalsfæren, og selvfølgelig ikke kan ske på anden måde, så længe denne samfundsformation eksisterer. Dette synes at være en “abgeschmackter Tautologie”, men det udsiger, at disse klasser enten må kampe i kapitalistisk regi eller negere sig selv. Endvidere vil vi demonstrere flg.: så længe klassernes kamp kan føre til positive resultater (dvs. forøget konsum af brugsværdi) kan disse kampe ikke medføre nogen destruktion af dette samfund og derfor heller ikke nogen klasses selvnegation gennem klassesamfundets negation-

Spørgsmålet må nu være om klassernes forøgede konsum (af brugsværdi) er (i perioder) forenelig med kapitalens historiske tendens, akkumulation. Vil konsumforøgelsen (periodisk) stå i et løseligt eller antagonistisk modsætningsforhold til denne kapitalens tendens, eller vil den tværtimod accelerere denne tendens. Vi vil hævde dette sidste!

Citat fra R. Owen om den dårlige pleje af arbejdskraften: …

Med dette citat trænger Owen ubevidst ind til sagens kerne.

Kapitalens varulvehunger efter merværdi betød i England (1750-1850) en mådelig udvidelse af arbejdsdagen og en sænkning af arbejdskraftens værdi, dvs. af dens produktions- og reproduktionsomkostninger. Dette betyder (med børne- og kvindearbejdet etc.) dels en truende destruktion af den eneste kapitalproduktive faktor, dels at produktiviteten hæmmes. Thi nok udvikles “maskineproduktiviteten”, men arbejdskraftens værdiforringelse betyder også en brugsværdiforringelse (i.e. lavere intensitet, ringere kvalifikationer, kortere levealder). Denne situation måtte i kapitalens almene interesse ændres. Enkeltkapitalisten og bourgeoisfilantroperne var ude af stand til det – kun proletariatets klassekamp kunne tvinge det nødvendige proletariske konsum igennem, der garanterede en udbyttelig klasses tilstedeværelse for kapitalen og tvang den ind i den reelle subsumtionsfase, hvor m’ via produktivitetsforøgelsen kan hæves uden at true det proletariske konsum og reproduktion.

---

Lad os først betragte kapitalklassen (kapitalkommandoen) og lønarbejderklassen alene. Kapitalklassen er den umiddelbare personifikation af kapitalens Verwertungstendens – umiddelbart søger denne klasse at virkeliggøre denne tendens ved i det givne moment simpelt at forøge m’s masse på bekostning af v. Betragtet isoleret vil denne tendens reducere v mod nul og dermed destruere arbejdskraften. Kun i det øjeblik kapitalistklassen støder på arbejdskraftens selvopholdelsesmodstand i klassekampens form, kan kapitalens immanente Verwertungstendens udvikle sig i sin specifikke medierede form, som arbejdskraftens Entwertung gennem produktivitetsstigningen, der ikke truer arbejdskraftens reproduktion, men tværtimod udvider denne (intensitetsforøgelser, kvalifikationsforøgelse, livstidsforlængelse). Hermed sættes altså muligheden og nødvendigheden for skabelsen af de kapitaleksterne systemer, der ved udviklingen af de almene produktionsbetingelser begunstiger udviklingen af kapitalproduktiviteten især gennem udviklingen af arbejdsproduktiviteten (undervisning, hospitaler, social forsorg etc. etc.) - som kapitalklassen som den simple kapitalpersonifikation er ude af stand til at udvikle. (Hermed er sat en betingelse for udviklingen af de kapitaleksterne klasser. Heraf kan socialdemokratiets rolle afledes og intelligentsiaens hældning mod samme).

Kapitalklassens og arbejderklassens tilsyneladende uløseligt modsatte økonomiske interesser (højere m, højere v) finder således deres løsning i produktionens spaltning i brugs- og bytteværdi, thi kapitalklassens interesse er en værdiforøgelse (eftersom deres interesse er både akkumulation og eget konsum), hvor arbejderklassens interesse er en brugsværdiforøgelse – og hermed forsvinder den absolutte antagonisme ud af disse klassemodsætninger. Denne absolutte antagonisme kan først fremstå i kapitalens endelige krise (eller momentant i kriser eller under primitive akkumulationsfase). Jo højere m’ er desto større mulighed er der (ceteris paribus) for arbejderklassen gennem klassekampen at udnytte udbud-efterspørgselsmekanismen på arbejdskraftsmarkedet og derigennem presse arbejdskraftens pris over dens værdi og dermed etablere en arbejdskraftsreproduktionsmåde der fortløbende garanterer en øget kvalifikation af arbejdet.

Eksempel:

I arbejdsdag = 8 timer, m’ = 4/4, v = 4, m = 4 produktivitet = 2

II arbejdsdag = 8 , m’ = 5/3, v = 3, m = 5 prod. = 1 1/3

IIa …. = 8 , m’ = 41/2 / 31/2, v = 3 ½, m= 41/2

I eks. I og II er arbejdskraftens værdi hh. 4 og 3, da denne udvikling er et resultat af en produktivitetsstigning på 1/3 betyder dette at faldet i værdien ikke betyder noget fald i brugsværdien. Det er klart at denne udvikling vil kunne begunstige en samtidig tendens til ved lønkamp at hæve prisen over værdien, og en langvarig hævelse af prisen bliver værdien – thi denne hævelse står ikke i modsætning til hævelse af m’. Denne nye reproduktionsbetingelse for arbejdskraften, ek IIa, (en forøgelse af konsumet på 162/3%), danner endvidere basis for en følgende udvikling af arbejdsproduktiviteten.

Så længe denne udvikling kan finde sted, har kapitalen skabt basis for “harmoniske klassekampe” –og ingen djævel kan finde “objektive” årsager til at proletarerne skulle omstyrte dette samfund.

Hvor det altså i første omgang så ud som om kapitalklassen kun kunne opretholde sit udbyttersystem ved den militære knægtelse af de udbyttede klasser – så ser vi nu at kapitalen har langt magtfuldere midler til at underkaste sig klasserne. Dette svarer da også udmærket til at de militære sammenstød mellem klasserne kun har fundet sted under den formellesubsumtionsfase eller i periodiske kriser. Sagt på en anden måde: hvis kun bourgeoisiet optrådte kapitaladækvat, ville dette samfund være gået til grunde for længe siden – kapitalismen har nået sin specifikke grad af social dominans, netop fordi den er således indrettet at den tilsyneladende kamp imod den vendes, dynamei, til kampen for den.

Vi har nu etableret hvorledes lønkampen er nødvendig for at udvikle kapitalens specifikke produktionsmåde, dvs. den relative merværditilegnelse gennem produktivitetsforøgelse (og om muligt i endnu højere grad nødvendig for udviklingen af kapitalklassens dertil svarende bevidsthedsformer – igen SD’s rolle signifikant).

Det er endvidere let at påvise at kampen for kortere arbejdsdag har samme virkning.

Et eksempel herudover: RSDAP kræver i “arbejderafsnittet” i sit 1903 program 36 timers uafbrudte ugentlige hvilepauser, løn i naturalier afskaffet, bødesystemet afskaffet.

I en situation, hvor den russiske kapitals væsentligste hæmning netop er pengeøkonomiens og arbejderproduktivitetens tilbageståenhed, er disse krav ikke blot arbejderklassens krav, men også kapitalens krav – om end det momentant ikke er kapitalklassens krav.

Eksemplerne er legio. – Læseren behøver blot erindre hvor mange gange lønstigninger ved overenskomsterne af LO-bosserne selv er blevet kædet sammen med produktivitetsstigninger.

Hermed turde være etableret, at klassekampene ikke blot er klassemodsætningernes bevægelsesform, men tillige er en ekstern, nødvendig bevægelsesform for værdiens, kapitalforholdets immanente udviklingspotens.

Klassekampene er således det kapitalistiske samfunds nødvendige bevægelsesform.

Gustav Bunzel 1943-2021

Mindeord ved Carsten Juhl

Gustav var en af de tidligste deltagere i den bordiguistiske gruppe i Skandinavien, Kommunistisk Program (1967-1971), og han gik med i dens efterfølgergruppe Kommunismen, der samarbejdede med Invariance 1972-1977. I denne anden fase blev Gustav en af de toneangivende kapitallogikere i Danmark. Siden stiftede han SABAE sammen med Paul Smith og Jakob Haugaard. Det stod for Selskabet af Bevidst Arbejdssky Elementer og var dadaistisk-kapitallogisk. Gustavs kritik af lønarbejdet og hans indsats for at videretænke Marx’ og Bordigas teori om bonner til at distribuere de fremstillede goder, vil blive stående, så længe der kan akkumuleres penge i verden. Også Gustavs læsning af merværdiproduktionsformernes udvikling ud fra arbejdstidens længde og intensitet var usædvanlig præcis eller formlogisk, som det hed den gang. Endelig foruddiskonterede Gustav en del af den feministiske kritik af marxismen, eftersom han indarbejdede det reproduktive arbejde i sine skemaer for merværdiproduktion: Den reproduktive virksomhed i hjem, skole og sygehuse var produktiv fra første færd, eftersom den tilvejebragte og opretholdt arbejdskraften.

Blandt Gustavs mange publikationer er der to, der er værd at bemærke, eftersom de er skrevet firhændigt og virtuost sammen med Paul Smith: Det drejer sig om en arbejdskritik og en maoismekritik i de to eneste udkomne numre af bulletinen Antipolitik, Århus og København 1977-78. I november 1977 havde Gustav holdt sit skelsættende foredrag i Ålborg betitlet Revolution og klasser, hvor han adskilte spørgsmålet om revolutionens indehold fra klassekampen. Foredraget udkom som selvstændig tekst ved Centertrykkeriet på AUC og fortjener genudgivelse: Det er den klareste indføring i forholdet mellem materialitet, produktion og distribution, der findes på dansk. Siden fik Gustavs arbejde megen betydning for kredsen omkring tidsskriftet Ariadne i Bergen, og den kreds udgav Gustavs Teser om kommunismen i 1984. Tesernes 70 sider udgør den helt afgørende tekst for at forstå Gustavs opfattelse af bonsystemet som redskab til en distribution af goder uden penge.

Da diskussionen udviklede sig om “fællesmønten”, den senere Euro, skrev Gustav da også mange fine tekster om fællesmøntens betimelighed, når der nu måtte være en overgang fra den stædige pengeøkonomi til pengeafskaffelsen. I det første nummer af Hæfter for gæstfrihed (nr. 1, 2000, udgivet af Det kongelige danske Kunstakademis Billedkunstskoler og præsenteret på Kunstmuseet i Århus i et arrangement sammen med Lennart Gottlieb) fremlagde Gustav over 75 sider sine overvejelser under titlen “Vær velkommen union”!

Gustav efterlader sig mange skrifter, som ikke blev publiceret, da han levede. Nogle er skitser, som dette i fredagaften.net (men alligevel også meget mere end det), andre er komplette analyser. Blandt de vigtige her er en række tekster, Gustav forfattede efter Sovjetunionens sammenbrud, hvori han forklarede statskapitalismens problemer med at tilrettelægge et forbrugersamfund under statscentralistiske vilkår. De fortjener at blive udgivet sammen med Gustavs tekster om merværdiproduktion. Det vil give sammenhæng til en kapitalismeforståelse på dansk i dag.

11-02-2021