Grundet pressende omstændigheder fordrer isolation og desto mere presserende begær efter fællesskab, overgår vi denne fredag til et nyt format, og præsenterer vores nye karantæneradio, Radiodråber, der laves sammen med venner fra nær og fjern. Et sted i katastrofen, hvor vi kan forestille os andre liv og andre fremtider.
Mens pandemien lukker lande, og vi holder afstand, fordi vi ikke kan forsamles, vil vi skabe nye steder at mødes. Der er gode grunde til at undgå kontakt, men lige så vigtige grunde til, at vi holder forbindelserne med hinanden. Med hinandens kræfter. Vi ved ikke, hvor længe vores hverdage vil være i undtagelse, men vi håber at radioen kan holde os vågne og lydhøre imens. Et slags dråbefællesskab i udvikling, hvor vi kan være sammen hver for sig, og flette vores stemmer fra nær og fjern sammen. Det er det nye rørende.
Der er i første afsnit både lidt poesi, lidt musik fra vennerne, en invitation til en banneraktion om at lukke lejrene, en reportage fra hverdagen og en fra barrikaderne; og først og fremmest en stor og åben invitation til alle lyttere om at være med; at være talere, højtlæsere, skribenter eller på anden måde lydmagere. Vi har brug for hinanden.
Klik her for at høre første afsnit.
Næste afsnit er mandag aften, og derefter to gange om ugen indtil karantænen løftes og vi har fået et ny samfund.
Vi håber, du vil dele dine drømme fra natten og om fremtiden, og vi inviterer dig til at sende alle slags indslag fra hverdagen under coronaen. Det kan være lydene fra dit værelse, dit soundtrack i isolation, naboens stemmer, memes fra dit feed eller lidt af stilheden på din gåtur. Kontakt os, hvis du har en idé, eller noget du vil dele, så bringer vi det nok. Send os dine lydfiler på draaben(hos)pm.me.
I dagens afsnit omtales en kampagne der netop nu føres i Italien for en universel basisindkomst mens coronaen raser: En karantæneløn, kalder de det. Vi er angiveligt ikke enige på alle punkter med vores kammerater, men vi følger med krydsede fingre alle forsøg på at udvide de radikale sprækker, der viser sig i den igangværende biopolitiske nødvendighedspolitik. Derfor har vi også i al hast oversat deres internationale opråb fra i lørdags.
Til vores venner verden over fra corona-stormens øje
For elleve dage siden blev skoler og universiteter lukket. For otte dage siden blev hele Lombardiet én stor rød zone. For syv dage siden blev tredive fængsler stukket i brand. For seks dage siden aflyste vi de demonstrationer vi havde planlagt i anledning af kvindestrejken. Den nat blev hele Italien erklæret rød zone. For fire dage siden blev de fleste butikker lukket, og det meste økonomiske aktivitet sat i bero.
Vi skriver fra orkanens øje. Det er svære tider vi lever i, men i stedet for at give op, organiserer vi os, og forbereder vores næste angreb.
Covid-19 og social bevidsthed
På få dage blev alle planlagte demonstrationer og forsamlinger aflyst, alle møder måtte afholdes online, og nu er vi alle spærret inde i vores hjem. Denne virus er anderledes end de andre risici, vi bevidst udsætter os for, individuelt eller kollektivt, når vi laver politik. Denne virus kan gøre enhver af os til en trussel mod andre og mod samfundet generelt. Det er sandt hvad mange siger for tiden: Den største fare ved Covid-19 er at den kan føre til et sammenbrud for hele det offentlige sundhedssystem.
Det er der primært to grunde til: virussen kan sprede sig meget hurtigt og fordi selv smittede uden symptomer kan smitte andre -- og en vis andel af tilfælde må indlægges til intensiv behandling. Sundhedssystemerne er ikke de samme verden over, eller i de forskellige europæiske lande. Antallet af intensivpladser i forhold til befolkningstallet er heller ikke det samme. De seneste tal vi har set, fortæller at mens Frankrig har 12 sengepladser per 100.000 indbyggere, har Italien 11 og Storbritannien 7. Tyskland er en delvis undtagelse med 30 sengepladser. Grækenland har 5.
Lombardiet er en af de rigeste regioner i Europa og har et af de bedste sundhedssystemer. Men det var også det første sted i Europa at sygdommen rigtigt brød ud. Selvom antallet af intensivpladser er øget, har læger og sygeplejersker disse dage været nødt til at anvende kriterier fra den såkaldte "katastrofemedicin". Det betyder at det ikke er alle der bliver behandlet, og beslutningen om hvem der skal behandles bliver truffet ud fra en vurdering af hvem der har bedst chance for at overleve.
Hvad sker der i lande uden offentligt sundhedssystem? Hvad vil der ske i Afrika hvor kolonial udplyndring har ført til forarmede samfund? Hvad med Sydamerika? Hvad vil der mon ske i USA hvor tilgang til sundhed afhænger af din pengepung? Det er spørgsmål ingen har svar på, men som vi alle stiller os selv i disse dage. Indtil nu har fraværet af normal individuel og politisk adfærd mere virket som en følge af social bevidsthed, mere end et spørgsmål om social kontrol eller en undtagelsestilstand indført fra oven.
Er det slut med politikken?
Vi er åbenlyst ikke i løbet af bare et par dage trådt ind i en tidsalder hvor den "Hellige Videnskab" regerer enevældigt, og hvor politik pludselig ikke længere findes. Epidemien betyder ikke det samme for alle. Den betyder ikke det samme for de fængselsindsatte som har startet et stort oprør – ifølge Justitsministeriet drejer det sig om cirka 6000 mennesker (hvoraf 10% indsatte) og 30 fængsler på tre dage. Dusinvis politifolk er blevet såret, der er forårsaget skader for mere end 500 millioner euro, nogle dusin fanger er flygtet (hvoraf kun seks stadig er på fri fod) og 13 af dem (hvoraf et flertal fra Afrika) er døde. Myndighederne siger at de alle døde af overdoser af medicin som de havde stjålet fra fængslernes sygeafsnit. Vi får se.
Fængsler og asylcentre er ikke noget sikkert sted at være, og især ikke under en epidemi. Men hjemmene er heller ikke sikre for mange kvinder. Epidemien førte i Kina til en stigning af vold i hjemmet, og overalt i verden er det i hjemmet og i familien at kvinder oftest bliver dræbt eller mishandlet. Det er grunden til at den feministiske bevægelser for tiden diskuterer hvordan man kan organisere selvforsvar for kvinder der under karantænen er udsat for en langt højere risiko for vold i hjemmet. Et andet åbenlyst problem er de mange hjemløse, som der findes 40-50.000 af i Italien, som ikke har noget sted at søge ly. De står med enorme problemer på hænderne når social- og omsorgstjenester lukkes ned.
Mens politikere, medier og de sociale netværk har opfordret befolkningen til at blive hjemme med hashtags, udtalelser og dekreter, så har entreprenører og industriledere presset på for at få arbejderne til at blive ved med at gå på arbejde. Det er det Confidustria (den italienske arbejdsgiverforening) har arbejdet for, lige op til den dag premierministerens sidste dekret trådte i kraft, og det sker stadig rundt omkring på arbejdspladserne. Både den traditionelle arbejdsklasse på fabrikkerne og den nye arbejderklasse i logistiksektoren gjorde med det samme oprør og brød ud i spontane strejker der standsede produktionen og distributionen af varer. "Hvorfor skal vi gå på arbejde når nu alle skal blive derhjemme?", "Hvilke garantier har vi mod at blive smittet?", "Hvilke midler vil I stille til rådighed for at undgå smitte og overholde sundhedsstandarder?" – der er nogle af de vigtigste spørgsmål som arbejdere i disse minutter stiller virksomhedsejere og regeringen.
Indtil videre har den epidemi og den undtagelsestilstand vi lever i, altså langt fra taget politikken ud af samfundslivet. Det er hverken videnskaben eller panserne der regerer. Dette er snarere en åbning hvor selv meget radikale forslag kan blive almindelig sund fornuft. Det er ikke til at vide hvad det næste skridt bliver, eller hvordan denne nødsituation vil ændre hvad der er normalt for den sociale og politiske orden. Men vi kan være sikre på at en forandring finder sted, og at der er større rum for politik, også under betingelser hvor det ikke er muligt at gå på gaden, forsamles og demonstrere.
Hvad vi gør
Som prekære, selvstændige og freelance arbejdere, studerende, arbejdsløse, migranter; som en del af den socialklasse som ikke har adgang til traditionelle sociale sikkerhedsnet – vi har kun ét udtrykkeligt krav: karantæneindkomst til alle. Vi er i gang med at organisere en kampagne omkring dette krav på nationalt niveau. Hvad end vi arbejder eller ej, får løn eller ej, skal vi stadig betale husleje, regninger, lån og varer. Vi tænker at dette krav kan samle alle de forskellige aspekter af den fragmenterede klassekomposition og det fragmenterede arbejdsmarked, og dermed være et første skridt mod universelle sociale tiltag som også må være på plads efter epidemien er ovre.
Vi tænker at det også vil kunne kræves på et europæisk niveau, at 1%'erne må betale for denne indkomst, og i det hele taget betale epidemiens omkostninger. Lad os beskatte tech-giganter, de umådeligt rige, virksomhedsejerne, og få dem til at betale. Lad os beskatte finanstransaktioner og store indkomster. Derudover kræver vi også; øjeblikkelig ekspropriering af alle privatte sundhedsklinikker og hospitaler; fri fordeling af dagligvarer; betalingsstandsning af alle regninger, husleje og lån. De svagest stillede bør ikke betale for epidemien.
Vi må bruge denne nødsituation til at huske hvem der pressede vores sundhedssystem ud i denne situation med nedskæringer. Vi må kæmpe for en bedre fremtid ved at lægge fundamentet for nye og stærkere former for politiske netværk og organisationer, nu, mens karantænen står på. Også på et europæisk niveau, mod de europæiske økonomiske institutioner der med neoliberalisme og nedskæringspolitik i årevis har forarmet vores samfund.
Oprindeligt bragt på Dinamo Press. Videre interesserede italiensktalende kan følge deres kampagne her.