Trykket stiger

Her i vintermørket har vi skuttet os rundt om et bål og talt om det statslige coronaregime som er taget alt hårdere til i takt med nætternes længde. Vores egne forholdsregler mod pandemiens indtog i de rum vi bor i, og de kroppe vi holder af, har gjort det svært at sidde tæt sammen for at skrive som vi plejer. Dette årsskifteskrift er nok af denne grund lige så flakkende som vores vi er for tiden, fuld af spørgsmål og usikkerhed. Men bær over med os: Vi har stadigvæk meget at varme os ved.

Det sidste år har vi set os selv blive manøvreret af forvanskede arbejdsforhold uden arbejdspladser men med hårdnakket ubøjelige arbejdstider og med obligatoriske masker, eller af arbejdsløshed med løfte om tilbagevenden til det som stødte os fra sig. Børnepasning og boligmangel har fyldt mere i vores hverdag. Det snurrende hamsterhjul har ofte holdt os vågne ud på natten. Skruen strammes

Samtidig er det næsten som om der er en sær og grusom skønhed i, hvordan de konkrete restriktioners indgreb i det sociale formår at synliggøre vores egen længsel efter (et umuligt?) nærvær. Nu er vi påtvunget at "holde afstand", men var afstanden egentlig væsentligt anderledes før corona? Er corona-restriktionerne det værste der er sket for sociale relationer siden kapitalismen, eller kan de ses som udtryk for en knæsættelse i krisetider af en "social afstand" som er aldeles konstitutiv for et samfund baseret på udbytning, forfølgelse og fordrivelse?

Og mens vi sørger for at holde nationaløkonomien likvid, flyder vi selv mere og mere ud. Vores rygge er ikke længere rette, vi flyder ud i byens tomme gader, forbi de lukkede butikker, vi smelter sammen med den udflydende masse af byggesager og mus-samtaler og professionelle forhold som statsministeren kalder for økonomi. Og alt imens er ligvæsker fra minkenes massegrave begyndt at sive ned i grundvandet, og halvt opløste lig titter op fra vinterkolde grave. Krisens pattedyrsofre går igen.

Det er noget der ligner det undertryktes genkomst i en slags tingslig trodsighed mod coronaregimets halve løsninger – og vi kender fra halballer og horrorfilm hvad der sker når en konstituerende voldshandling kommer tilbage og bryder ind i den falske tryghed. Den voldelige handling oppefra kan ikke andet end at følges af at det nedpressede rejser sig på ny. Alt som dækkes over, bløder igennem og lækker opefter. Det peger frem mod en nødvendig reparativ handling, én der lader alt der skal komme op, komme op, og lade alt det lort komme ud.

Måske står vi nu tilbage på kanten til en accept, en accept af den udmatning, det fravær af fælles tid og fælles rum, den stilstand vi mærker i hovedet efterhånden. Hvad der er svært at finde ud af nu er til gengæld, hvorvidt denne accept af situation er nyttig eller skadelig – er det en lethed vi giver os selv, en langsomhed i sindet og en frihed fra at være ad hoc, eller er det snarere en opgivelse af alt håb; at vi ofrer det fælles under påskuddet "fordi corona", når alternative mødeformer bliver for svære at navigere i? Hvis man er under vandet for længe og for dybt kan man blive ramt af kvælstofsberuselse, en farlig ekstase for en dykker at give sig hen til. På samme måde er det alt for let at aflære de intime møder i hverdagen.

For nærmest præcist et år siden, kort før vi lærte coronaen at kende, skrev vi i et ugebrev om Audre Lorde at "askese er jo ikke det samme som resignation og fornægtelse, men noget nærmere en disciplinering eller skærpelse af fokus." Det er lidt samme problem vi talte om i november, hvor vi følte afsky ved ordet 'recovery'. Sagtmodighed, derimod, lader til at være et sådant skærpet fokus: en selvberoen uden uafhængighed. Måske er der noget i denne tid, der indbyder til at forsøge at opdyrke vores sagtmodighed i denne forstand?