Ubærlig sorthed

Dølg din tale, hvis du da vil tale, om Historien og dens slaver – Tisa Bryant, Unexplained Presence

Du forklarer at den politiske bevægelse der er samlet under Black Lives Matter-banneret, har forstærket og fornyet det åregamle krav om at få gjort ende på statssanktioneret vold mod sorte personer og befolkninger i USA og andetsteds. Du opridser hvordan dette slogan har spredt sig over de seneste år og nu knytter en række kampagner sammen – i hvert fald retorisk, om ikke konceptuelt – i kampen for racemæssig retfærdighed på tværs af en vidtstrakt geografi og komplekse netværk mellem lokale, regionale, nationale og internationale organiseringer. Du peger på hvordan det findes skrevet på plakater og skilte overalt i de (i skrivende stund) stadig pågående demonstrationers visuelle arkiv, lige siden betjent Darren Wilsons drab på Michael Brown i Ferguson, Missouri, den 9. august 2014.¹

”#BlackLivesMatter er både en opfordring til handling og et svar på de måder vores liv bliver devalueret.” At du formår at ytre dette bedragerisk enkle udsagn omringet af et ”uendeligt opbud af farer” er noget af en bedrift (Saidiya Hartman). Selv når du forsøger – umuligt – at begribe hvor absurd den verden er, som udsagnet udpeger, er du stadig usikker på hvad det er ved det du lige sagde, der betyder noget. Black Lives Matter, sorte liv tæller: hvordan og for hvem, på hvilke måder og med hvilke midler, hvornår og under hvilke betingelser, helt præcist? Og desuden, hvad betyder det at tælle overhovedet, endsige for liv eller ét liv at tælle, for liv i flertal at tælle, og endelig, for sorte liv at tælle? Tæller sorte liv kun alt i alt eller hver for sig, eller hver for sig i alt? Sorte liv er en sær sag.

Du tænker også, i dette øjeblik, på de uudsigelige, måske utænkelige måder som sorte liv er blevet devalueret, og du har svært ved at fastlægge hvornår historien – eller fortællingen eller mytologien eller fablen – begynder eller hvor du kan tegne en grænse for dine anliggender. Dine folk, hvem er de, når alt kommer til alt? Og, igen, de liv, har de nu også værdi? Har de nogensinde haft værdi? Står de eller stod de ikke snarere i modsætning til værdi? Fjendtligt indstillet? Kan der regnes på og regnes med sorte liv som sådan – eller som form eller princip? Kan de stilles til regnskab eller er de overtallige? Læg dertil at du altid må undre dig over hvilken slags handling der ville kunne svare denne devaluering (eller denne oprindelige ikke-værdi), ja, du spekulerer da også over hvilke værdiformer der kunne skabes eller udledes på anden vis; værdien af en farve, af alle farve, eller af noderne i et andet partitur. Det gængse repertoire går ikke an.

Og hvad med dine allierede der slutter op om sagen og vigtigheden, om sorte liv der blev tabt eller taget, og i dag højlydt bedyrer at de er så meget med dig at de nærmest også er dig? Det er nemmere at hævde hvilken side man er på, end det er at få det bekræftet. Din smukke erklæring om en universalpartikularisme bliver vendt på hovedet og størkner i verdens største partikulære universale, fremsat i radikal newspeak. Gå I ud og bær vidne, tænker du. Gør det simpelt. Politiet går med i optoget nu, de giver udtryk for deres sympati og solidaritet med folket, dine folk, og benægter deres egen frygtelige og frygtindgydende samfundsfunktion i selvsamme øjeblik som de udøver den. Du har mistet overblikket over hvor politikontrollen slutter og protesten begynder. Gå I ud og gør det klart, tænker du. Tal for det. Handl. Du forestiller dig gerne en praksis i ”det politiskes udeblivelse, menneskerettighedernes fravær, manglen på forsikringer om noget selvindeholdt individ, måske endda uden nogen ’person’, i den gængse betydning af ordet.” (Hartman). Du hævder en anden mulighed for ultrapolitikken, en ”spøgelsesagtig virkning på afstand”: Tænk verdensfrit, handl ikke-lokalt.²

En kammerat erklærer: ”Sorte mennesker i USA og verden over er de eneste … for hvem det ikke er gavnligt at benytte termen politibrutalitet.” Ikke fordi politibrutalitet ikke som sådan er et altgennemtrængende problem og en trussel på livet, men snarere fordi den herskende politiske filosofi er grundlagt på begreber og kategorier der i denne analyse kommer til kort. ”Verden” – eller i det mindste den politiske verden der er kendetegnet ved påstande der kan aflæses, og tab der kan navngives – ”er ikke klar til at tænke på politiet i den udstrækning det påvirke sorte folk. Vi er altid og overalt udsat for politi” (Wilderson). Du funderer på hvad der må gøres i en verden som denne. Hvor mange dimensioner må det indebære? ”Hvilken skikkelse antager modstand og oprør når presset fra undertrykkelsen er noget nær uendeligt, når rædslen hører til inden for det socialt acceptable, når forsonlighed og opstand forfølges med den samme straf” (Hartman)? Om du er forsonlig eller i opstand, det kommer ud på ét. Uskyldig er du aldrig, så du spilder ikke dit krudt på at plædere et eller andet ”forløsende tillægsord” (Kelley). Det giver dig lyst til at kaste hænderne i vejret og råbe ”Skyd ikke!” Du tvivler ikke på at de vil skyde, og du ønsker næsten at de ville gøre det, igen, her og nu. ”Skyd ikke!” eller ”Skyd bare!” – hvad er forskellen?³ Du ønsker dem bort, og hele deres verden med. Og til sidst:

Men det er ikke et positivt program. Det er politik uden krav og uden navn. Du går ikke engang med på at det er en negativ dialektik. Det er meget værre end som så, eller meget bedre, alt afhængigt af hvor du ser fra, og hvad du ønsker. Du gør det hele ”velvidende at vilkårene højst sandsynligt forbliver de samme.” Ikke noget bullshit. Slogans er til for pressens skyld, og for det forestillede publikum som du siger at du henvender dig til, men inderst inde godt ved ikke er virkeligt, altsammen performative selvmodsigelser. Du skjuler den viden fordi du tænker at du har brug for allierede for at bryde isolationen; fordi du tænker at solidaritet altid og udelukkende fremdyrkes i koalitioner, fordi du tænker at du har brug for andre venner end dem der som dig står med hænderne i vejret uden at det gør nogen jordisk forskel ud over at målskiven bliver en smule længere; fordi du tænker at det er venner du allerede har. Du har brug for at forvisse dig om at du ikke er blevet offer for opgivelse eller fatalisme eller skødesløshed, at du stadig ikke har givet op på kampen som en måde at leve på, som det at være levende. Nej, du kan ikke andet end anerkende, selv om ingen andre vil, ”hvor kolossalt det brud er, som slaveriet indstiftede” (Hartman).

Det brud fastlægger grundelementerne for et negrofobisk samfund, en antisort verden, og du mærker hvor voldeligt det strider imod dig, ikke som en idé, men i selve din krop, din ”faktiske væren” (Fanon). Bruddet er for dig en fastlagt kendsgerning, fra krybbe til grav, og der er intet sted hvorfra du kan kaste dig mod det igen. Du er i bruddet og af det. Det er vi alle, siger du, men det er få der lytter. Uskyldig er du aldrig, og det går op for dig at børnene også må vide det. Du overvejer hvad mindstealderen er for tabet eller fraværet af uskyld. Børnene ved at uskyld ikke er sort. Uskyld var aldrig deres at miste. Og det vil de få rig lejlighed til at lære, om og om igen. Det er en værdiløs livsform du nu udlever, dens værdi findes kun som potentiale i og for en anden verden, et rum med flere dimensioner. Din død i denne verden er imidlertid ingenting, mindre end ingenting, og ”som sådan kan døden aldrig tilegnes som mulighed” (David Marriott)

Du kan ikke beskytte dig selv, og du vil ikke blive reddet. Du vil oplære de unge i denne lektie, og give den videre til dem som mission eller forbandelse. Du kan ikke beskytte dem med din kærlighed eller dine råd, du kan ikke afsondre dem, og endnu har ingen udtænkt en krigskunst der er opgaven moden. Livshadet er over dig. Inde i dig også. Det er det stof dine vågne drømme er gjort af. Hvilket ikke på nogen måde formindsker din lyst til at kæmpe den gode kamp. Nu forstår du at sorte liv tæller, ikke i eller for den rådende orden af viden der bestemmer hvad et menneske er, men kun imod den, uden for lovens rammer. Du fornemmer her en forskydning af det menneskelige, i feltet mellem dine begivenhedsrige protester imod en ikke-menneskelige tilstand og dine dagligdagsfejringer af et umenneskeligt overflod bedre kendt som sort magt.⁴