I denne uge er vi blevet bevidst om et potentiale, vi har ladet gå os forbi.

Siden efteråret 2018 har vi været interesseret i det nogle kloge kammerater har kaldt ‘ikke-bevægelser’, nye sociale oprør uden sag, så at sige, uden klart interessefællesskab, uden klar klasse- eller identitetsbase og uden noget genkendeligt politisk udtryk, endsige program. Dengang var det bedste eksempel på denne nye (anti)politiske form de Gule Vestes bevægelse i Frankrig og de franske kolonier, som vi forstod som et foreløbigt højdepunkt af en historisk sekvens, som vi stadig befinder os i og stadig har meget at lære af.

Denne uges tekst er et dokument fra den hæsblæsende periode, en selvforståelse inde fra en bevægelse som måske først og fremmest var defineret ved at være komplet uforståelig udefra, hvor den for politiske kommentatorer og magthavere fremstod urimelig, ude af proportioner, ren og skær negation. Om de Gule Veste har vi talt meget og vil som sagt blive ved med at tale, men vi vil også gerne bruge lejligheden til at tale om et potentiale i vores egen by, hvor en bevægelse gryede, og som på visse måder også syntes at sprænge de politiske koordinater, vi normalt pålægges at forstå konflikter ud fra.

Under coronaen har Men in Black fyret op for deres sprælske og ambivalente demonstrationer og har vægret at definere sig klarere end disse praktiske udtryk over for den skepsis, den hån og den bortfejelse som de blev mødt med i medierne og af det meste af det en dansk offentlighed kan mønstre af politisk opmærksomhed. Efterhånden som deres energi og iver voksede, øgedes mediernes mistænkeliggørelse og politiets repression, og især det retslige efterspil som stadig er ved at blive fastslået har med alle mulige arbitrære midler forsøgt at lukke ned for deres fremfærd.

For nylig udkom så deres manifest hvori de forsøger at gøre regnskabet op, klargøre hvad de har haft gang i, pege frem mod nye muligheder for deres kamp og, til vores forbavselse, konstituere sig selv som en løs organisering med realpolitiske ambitioner. Manifestet har vi ikke i sig selv så meget at sige om, men vi føler vi skylder bevægelsen og de følelser den har vækket i os, en nærmere refleksion. Vores ærinde er ikke at kritisere deres nye selvforståelse eller affeje de potentialer, de selv ser for deres videre aktivitet, men sætte ord på den uforståelighed vi også selv oplevede i mødet med dem, og vurdere hvilket potentiale det var, vi også godt kunne få øje på.

Måske de netop har sat sig ned og skrevet deres manifest fordi de selv har kunnet mærke at de med den igangværende genoplukning stod til at tabe pusten. Ingen ved endnu hvad der kan komme ud af deres nye form, men det er ikke os så vedkommende: det er netop pusten vi er interesseret i.
Der har vel aldrig været tvivl om at vi ikke havde utroligt mange ting at være “politisk” enige med dem i, men omvendt syntes denne slags uenigheder heller ikke at forhindre demonstrationerne internt. Vi er sikkert uenige med dem, men de er også uenige med sig selv, så dermed intet afgjort. Det var en vældig opblanding af nye, uhørte stemmer der kom til orde og en uvelkendt vrede som fandt vej i protesterne, og det er der vel ingen tvivl om var deres største styrke. Vi tøvede selv med at deltage i balladen på gaden – netop denne tøven vil vi gerne granske nærmere – og alligevel har vi ikke kunnet kigge væk.

Vores tøven siger nemlig også noget, måske mest om os selv, men, bilder vi os ind, også noget om det politiskes tilstand i dag. Vi har stadig et behov for at læse en bevægelse før vi deltager, være på sikker grund før vi lærer at svømme. Det betyder jo åbenbart at vi er nogle dårlige blanquister, sådan som vi er blevet forklaret hans ubetingede prioritet af handlingen selv forud for enhver mulig forståelse, i et af de allerførste ugebreve, vi modtog fra en ven. I en tid hvor det politiske felt er gået af led, og det 20. århundredes ideologier begrænser snarere end bestemmer de virkeligt eksisterende politiske former i dag, havner man nødvendigvis i bagtroppen af bevægelserne, hvis man insisterer på at forstå før man handler – eller tænke før man taler, får vi lyst til at sige.

For der vil altid være nogen som har mindre at tabe, som er hurtigere til at skride til handling, og for hvem det ikke er noget problem at sige nej uden at have en bekræftelse hurtigt følgende. Stillet overfor den type spontane energiudladninger, som Men in Blacks demonstrationer syntes at have karakter af, har vi fornemmet, at denne kamp på nogen vis ikke er "vores kamp" at deltage i; måske er vi for tilbageholdende, bange for at få "få jord under neglene". Men er det en kamp, vi kan være solidariske over for? Det absolutte minimum synes at være at ikke stille sig i vejen. Det synes at være et banalt svar, og muligvis utilstrækkeligt. Ikke desto mindre virker det til at være denne form for solidaritet intuitivt nærliggende: undlade at fordømme, ignorere, avantgardisere. Som det var smukt formuleret i et citat fra sidste uges brev: "Det ikke-politiske graver tunneler, som vi ikke må fylde op med jord igen."

Bidrag til det igangværende brud

"Jeg ender jo med at blive kommunist..."
Brigitte Bardot (interview med Le Parisien, 1. december 2018)

"Smuk som en uren opstand"
(graffiti set den 24. november på en husvæg ved Champs-Elysées)

I forfald

Selv om den meget vel kan vise sig at være skrøbelig, har den aktuelle mobilisering stadig som en af sine største fortjenester at have sendt venstrefløjens retorik og aktionsrepertoire fra sidste århundrede på museum samtidig med at den har krævet mere retfærdighed og mere lighed - og den har gjort det den at reproducere efterkrigstidens (ekstremt) højreorienterede reaktion imod finanssektoren. Efter socialdemokraternes sammenbrud, i Frankrig signaleret ved Macrons valgsejr, sker der nu altså et sammenbrud for kommunisterne, de venstreorienterede, anarkisterne, "les (in)soumis,"1 den "yderste venstrefløj" og andre professionelle klassekæmpere eller chicradikale talspersoner: Et flertal iblandt dem rynkede først kræsent på næsen, men begynder nu, efter at de er blevet overvundne, at løbe bagefter bevægelsen med alle deres små klubber, fagforeninger, partier, journalistiske bidrag eller blogindlæg. Velkommen til bagtroppen!

Forsinkelsen er åbenlys, paraden tager sig ud som et begravelsesoptog. Enhver kan forudse at alle disse opråb, kronikker, beslutningsforslag, underskriftsindsamlinger, de faste demoruter fra Place de la République til Bastillen anmeldt forud til myndighederne, demovagter og deres "cortège de tête,"2 deres rundbordssamtaler med koordinering og forhandling imellem repræsentanter fra begge sider, det lille repræsentationsteater mellem lederne eller de delegerede og "baglandet," de små taler til pressen eller til generalforsamlingen - kort sagt, at alle disse sidste rester af velfærdsstaten (eller rettere: af dem der udfordrede velfærdsstaten) er gået op i røg; ikke bare at de er ubrugelig men at de er forældede og latterlige, en mængde termer fra et dødt eller stendødt sprog som vi dog alligevel risikerer at høre blive brugt i lang tid endnu af de spøgelser som hjemsøger dem. Man kan altid regne med bureaukraterne, hvad enten de er amatører eller professionelle, og med den spækkede hær af intethedens organiske intellektuelle. De er altid klar til at bugtale, spille det store partispil, endnu engang forestille sig selv som avantgarde for en bevægelse, hvor de i virkeligheden kun er de triste fejemaskiner bagved.

Her har vi dem som foreslår slagord det ene øjeblik og forfatninger det næste, opstiller kollektive ordensregler for god opførsel, forlanger at styrkeforholdene skal vendes om, nøjeregnende docerer om hvorvidt situationen nu er mere eller mindre prærevolutionær, infiltrerer demonstrationer og møder, opfordrer til samling af kampene, endda til generalstrejke... Disse fremgangsmåder og talemåder fremstod allerede hule og besværgende sidste år ved jernbanearbejdernes og studenternes bevægelser. I dag er de det mere end nogensinde. For gilets jaunes-bevægelsens originalitet, deres stædighed og deres første sejre kaster et nådesløst lys over hele serien af næsten systematiske nederlag i Frankrig i de seneste år, og det udbredte forfald som alle venstrestrømninger - så stolte de ellers måtte være af deres arv og deres særegenhed, så idiotisk helteagtige de stillinger, de måtte indtage - er sunket ned i. Langt fra at være en hindring, er det i virkeligheden den ellers så udskældte ideologiske urenhed i mobiliseringen som indtil nu har virket gavnligt for dens udbredelse og som har marginaliseret alle de frivillige kræfter fra organisationer og fuldtidsaktivister der forsøger at forene bevægelsen. Dem der har gjort karriere på den etablerede venstrefløj eller i opstandens kaos, har gilets jaunes-bevægelsen ikke andet at tilbyde end en invitation til at tage med på tur, til endeligt at deltage frit som hvem som helst, frisat fra alle instituerede grupper og fra fortidens materielle og ideologiske ballast.

På hængslet

Den igangværende mobilisering har ikke brug for at blive pustet op - eller måske rettere, udkonkurreret, hvis man forstår at læse mellem linjerne i de hævngerrige udmeldinger som de små afsatte ledere er kommet med - af eksisterende eller parallelle bevægelser. I rundkørslerne og i gaderne, gennem blokade eller optøjer, har bevægelsen allerede formået at møde og støde sammen med andre slags kræfter, politisk set forskelligartede, endda modstående (om end sociologisk nærliggende). Mere end på etablerede idealer eller på en delt klassebevidsthed, og meget mere end på videoklip eller beskeder udvekslet i de sociale netværk, bygger bevægelsen på lokale kontaktflader, både de urgamle og de dagligdags af slagsen, på ydre bekendtskaber fra arbejdet, fra caféerne, foreningerne, sportsklubberne, boligbyggerierne, kvarteret. Fordi den progressive ideologis trosretning (med dens forslidte myter, dens tomme ritualer) er dem så ekstremt fremmed, har gilets jaunes i de første to uger af bevægelsen ikke foregivet at de bar på nogen vished, nogen færdiglavede fortolkninger af den ulykke, de har til fælles. Rig på smidighed og tilpasningsevne, med risiko for at sprænges eller opløses, har de holdt stand på asfalten eller er vundet frem i gadekrydsene og ved betalingsvejene uden faste fordomme, uden tvungne overbevisninger, befriet fra intellektualisme, de venstreorienteredes patologiske idealisme og deres fantasibilleder om proletariatet, det historiske subjekt og den universelle klasse.

Bevægelsen befinder sig hermed på hængslet mellem to perioder af kapitalismen og dens regeringsformer. I sit indhold mere end i sit form bærer den stadig spor af fortiden, men lader også en mulig fremtid med kampe og opstande komme til syne. Kritikken af beskatning, kravet om omfordeling og udbedring af ulighed henvender sig til en regulerende stat som imidlertid stort set er forsvundet. Bevægelsen ønsker på én gang mindre skat og mere stat. Den har kun et problem med staten for så vidt som den har trukket sig ud af byerne og randområderne. Og hvad angår spørgsmålet om købekraft, har bevægelsen, i hvert fald indtil de sidste par dage, holdt sig fra at tale om lønninger, som for de fleste bestemmer deres købekraft i højere grad end skatterne. Et bemærkelsesværdigt træk ved denne periode: heller ingen i regeringen har tænkt på at skyde skylden for deres lønpolitik på arbejdsgiverne. En sådan taktisk ubegribelig tilbageholdenhed udtrykker bedre end nogen tale hvilke interesser, dette regimes politiske ledere vil forsvare til det sidste.

Fordi den går imod partierne, udtrykker sig uden for fagforeningerne - og, i begyndelsen, endda direkte imod dem - er bevægelsen også gået til angreb på hele det system af interessepræsentation som kom ud af 2. verdenskrig og den Femte Republik - en mængde af mekanismer til beføjelsesoverdragelse knyttet til den keynesianske forvaltning af kapitalismen. Ved at vise venstrefløjen og de venstreorienterede i dag hører til i folkloren, ja, i formalin, har gilets jaunes for nogles vedkommende ført de krav om autonomi til dørs, der er blevet stillet lige siden maj '68. Men netop herved er de også helt på linje med det program som senkapitalismen siden 70'erne har sat i værk for at ødelægge fagforeninger og demokratiske institutioner. Eller rettere: de er den irreducible rest af det, som nogle forudså ville vælde frem. Som perler på snor eller både keynesiansk, libertær og neoliberal på én gang: i sit forhold til staten, økonomien og historien, bærer bevægelsen arrene fra alle disse uddøende politiske idéer og fra en hel tidsalders tvetydighed.

Og ikke desto mindre fremstiller den, omend stadigvæk i en paradoksal form, den første massepolitisering af det økologiske spørgsmål her i landet. Derfor tager man fejl hvis man ønsker at beskrive mobiliseringen udelukkende på baggrund af klasse, status, erhverv, og indfører en alt for simpel modsætning mellem problemerne for enden af måneden og spørgsmålet om enden af verden. Også denne refleks er en rest, der blev tilovers fra det gamle regimes regulering og indsigelsesmekanismer. I gilets jaunes-bevægelsen står arbejdet ikke i centrum; og måske gør købekraften det i virkeligheden heller ikke. Det som bliver tydeligt, ud over de økologiske uretfærdigheder (de rige ødelægger planeten i langt højere grad end de fattige, uanset om de spiser økologisk og sorterer deres affald, mens det uden tvivl er de fattige som skal bære den "grønne overgang"), det er fremfor alt de uhyrlige forskelle i forholdet til cirkulationen, som indtil nu kun har været ganske lidt politiseret eller slet ikke. Snarere end at handle på vegne af en samfundsposition, gør bevægelsen mobilitet (og de forskellige regimer af mobilitet, tvunget eller tilvalgt, splintret eller koncentreret) på én gang til det vigtigste motiv for sine mobiliseringer og, gennem blokadetaktikken, til det primære værktøj i konflikten.

De tre veste

Med hensyn til den konkrete mobilisering, har bevægelsens første fortrin været at opfinde en ny taktik og ny dramaturgi for den sociale kamp. Få og fattige midler som sættes perfekt i værk har vist sig at være nok til at starte en politisk krise af en grad, som man sjældent er nået til i Frankrig i de sidste årtier. Den logik der beskæftiger sig med antal og konvergens, og dermed deler væsen med mobiliseringsformerne i den keynesianske periode, er ikke længere afgørende: der er ikke længere brug for at kunne regne med gymnasieeleverne, de studerende, de langtidsledige, pensionisterne, med deres tilgængelighed og deres tid, heller ikke brug for at håbe at en eller anden central, parisisk, mediekyndig resonanskasse skal komme bevægelsen til hjælp med sin magt og legitimitet. I det mindste for en tid har bevægelsen erstattet strejkens handlingsrepertoire af indstiftede og indøvede figurer med en enestående kombination: udbredelsen af små grupperinger, helt ud til steder der ellers i mere end et halvt århundrede har været blottet for spontant politisk liv; blokadehandlinger; og et selvfølgeligt, naturligt, oprindeligt forhold til optøjer, drevet ind i selve hjertet af de lokale, regionale eller nationale byområder.

Ud over dette fællestræk, er der nu tre praktiske og taktiske tendenser der især synes at opdele bevægelsen og definere dens fremtidsmuligheder. Den første er i al væsentlighed en valgkamp, og marginalt en "borgerbevægelse." Den arbejder allerede på dannelsen af en ny politisk bevægelse, på at opstille lister til det næste EU-valg, og drømmer uden tvivl om en skæbne på linje med Femstjernebevægelsen i Italien, Podemos i Spanien eller Tea Party-bevægelsen i USA. For den handler det om at lægge pres på det etablerede politiske spil ved at opstille repræsentanter med sociale profiler der adskiller sig mindst muligt fra de repræsenterede. De mest radikale i denne lejr vil ikke stille sig tilfreds med de bestående politiske institutioner og kræver først og fremmest at de ændres fra grunden: de ønsker deres egen folkeafstemning eller endda deres egen nuit debout,3 men denne gang på fodboldstadionerne, hvor et nyt deliberativt demokrati ville kunne opfindes og praktiseres.

En anden pol inden for bevægelsen er den der ønsker åben forhandling. Den udtrykte sig sidste søndag i pressen ved at kalde til samtale med regeringen, og før den trak det tilbage, nåede den også at acceptere regeringens invitationer. En mere eller mindre trodsig fraktion af parlamentsmedlemmer og flertalspolitikere, med oppositionsrepræsentanter, fagforeningsfolk, partiledere eller næstformænd, svarede dem ved at opfordre til en kursændring, endda til dybtgående forandringer, en ny generalstænderforsamling4 om finanspolitik, økologi, ulighed og andre brændende emner. Denne pol dominerer i denne tredje uge debatten, men internt i bevægelsen er den stadig stærkt udfordret af dem som ikke ser hvordan en ny Grenelle-aftale,5 især uden fagforeninger eller legitime repræsentanter og formentlig udvandet over tid, skulle kunne dæmpe vreden. Efter en tyvstart er tiden i dag blevet regeringens vigtigste trumfkort, da de håber at kunne kvæle oprøret i nytårsfejringer, og trække diskussionerne i langdrag. Vi ved også at under tidligere omstændigheder var stænderforsamlinger heller ikke nok til at læge bruddet.

Den tredje kerne i bevægelsen er frem for alt "dégagister"6 og, marginalt, insurrektionalister, revolutionære. I weekenden kom den til udtryk i Paris og i præfekturerne og har for øjeblikket intet andet program end kravet om at Macron går af. Den har opnået resultater uden fortilfælde i Frankrig i flere årtier ved at nå ud i hovedstadens vestliggende og rige kvarterer og svare ordensmagten igen med en uhørt entusiasme, på trods af politirepressionen, på trods af de mange der er blevet ofre for volden, fået hænder sprunget af, ansigter smadret. Et par tal kan give en idé om den igangværende vold: på én dag i Paris, den 1. december, affyrede politiet lige så mange granater som i hele 2017 (Libération, 3. december 2018). Konfrontationernes intensitet bruges også til at delegitimere de dele af bevægelsen som starter optøjer. Denne strategi slog fejl i sidste uge. I denne uge bliver den igen brugt som massepropaganda.Uanset hvad der sker, må de bedste udsigter for denne fraktion af bevægelsen minde os om udfaldene af de arabiske revolter i 2011, hvor en meget mangeartet politisk mobilisering, udsprunget af sociale netværk, i høj grad uafhængig af traditionelle politiske organer, fik flere autoritære regimer til at falde, men uden at formå at gå endnu længere og hævde en revolutionær positivitet.

Billedet ville ikke være komplet uden en påmindelse om at et nyfascistisk potentiale gennemløber alle tre lejre. Det yderste højre er til stede i hver eneste af dem. Den identitære og autoritære krampe er også et muligt scenarie for alle tendenserne: gennem alliance (som i Italien) eller indlemmelse blandt tilhængerne af nyvalg; gennem afsky eller antipati, hvis det er forhandlingsbordet, der vinder; ved reaktion og kontrarevolution, hvis enstreputschisterne eller de revolterende sejrer. Det yderste højre ligger i baghold! Skønånderne er nedslåede. Er det virkelig nok til at tilsmudse bevægelsen? Den nyfascistiske mulighed er i virkeligheden indstiftet i Frankrig siden Macron blev valgt: den er dette valgs nødvendige dobbeltgænger, og dets mest sandsynlige udfald. I dag virkeliggøres den overalt som logisk følge af opretholdelsen af den neoliberale økonomiske og politimæssige orden i en social krisetid, hvilket den autoritære vending i et betydeligt antal lande siden 2008 vidner om. Tilstedeværelsen af en sådan trussel er ikke just tiltalende, men det er det åbenlyse bevis på at vi står ved en korsvej, i Frankrig, i Europa, overalt. I krisetider er historien altid usikker, den flyder som lava, og dem der ønsker at holde åndslivet og politikken ren og hygiejnisk, kommer i knibe. Selvom de endnu ikke står helt uden liberalismen, er gilets jaunes allerede antiliberale. Men hvem kan sige at de ikke ønsker nye friheder?

Svage led

Målt efter denne målestok er der endnu ingen af optøjerne der kunne føre til en opstand, selv om de optøjer der fandt sted den 24. november og 1. december i Paris og i andre byer rundt om i landet, opnåede historisk omfang. Man glemmer nogle gange at folk i Frankrig har startet voldsomme opstande, som oftest mod beskatning og magtkoncentration, i næsten fire århundreder. Det er tolerancen over for ødelæggelse og gadevold som er blevet anseeligt mindre inden for de sidste hundrede år. Siden 2016 og den nye, skrøbelige forståelse mellem "cortège de tête" og forsamlingerne er dæmoniseringen af optøjer blevet mindre. Dette træk er blevet forstærket de seneste dage i mødet mellem almindelige borgere og den overvældende politibrutalitet. En taktisk linje kunne være at drage nytte af denne fordel, midlertidig som den måske er, til at vinde frem internt i bevægelsen og øge præcisionen af de valgte mål.

Stormen på Palais de la République vil ikke finde sted. Her står fortsat alle mulige nødløsninger i vejen: regeringens afgang, undtagelsestilstanden, hæren etc. Lad os gennemføre vores sorgproces over det venstreorienterede: selv revolutionen, forstået som begivenhed, er ikke længere nogen nødvendighed eller en absolut horisont. Kampen kan fra nu af kun finde sted ved at holde ved, dvs. også ved at gå til angreb på de svageste dele af den bestående magts strategiske apparat: medierne og politiet, til at begynde med.

Medierne står faktisk splittet over for bevægelsen. Nogle støtter gilets jaunes' modstand mod den førte finanspolitik, fordi det styrker deres ejeres klasseinteresser, også selv om de ængstes ved de folkelige voldsudbrud. Andre, ideologisk set tættere på regeringen og i et vist socialt slægtskab med den figur som Macron inkarnerer, er ikke desto mindre bundet af deres læsere som støtter gilets jaunes, når de da ikke ligefrem tager del. I en krisetid hvor alting flyder, er repræsentation et af de afgørende våben i krigen. Men de sociale netværk og de forskellige oprørssider på nettet retter kun delvist op på de traditionelle audiovisuelle mediers monopol, når de da ikke selv er spundet ind i skamløse falsknerier. Vi kunne godt lide at forestille os at en del af gilets jaunes om kortest mulig tid skulle intervenere i en eller flere radio- eller tv-kanaler, om muligt nationale, sammen med afhoppede journalister, og lade de igangværende historiske forløb komme bedre til orde. Medmindre vi først burde øge maksimalt de midler til kontrainformation, vi allerede råder over.

Politiapparatet er paradoksalt nok det andet svage led i den bestående magt. Det er en slidt, overudnyttet maskine, med rustent udstyr og rustne våben, med menneskelige tandhjul, hvis socioøkonomiske livsbetingelser ikke står langt fra gilets jaunes. Denne nærhed kunne bruges til at skabe splittelse iblandt dem og i deres fagforeninger, ved at trykke på de steder hvor lidelserne har hobet sig op; ved at blødgøre fundamentet. Det kan synes at være en barsk, besværlig, måske umulig opgave, men ingen opstand kan finde sted uden at repressionsapparatet i det mindste delvist bliver vendt mod det selv. Det er en anspændt tidslighed. Vi kan ikke vide os sikre på at indenrigsministerens foranstaltninger denne lørdag ikke skal vise sig at være mere listige, ved at undgå den direkte konflikt for i stedet at gå efter målrettede anholdelse - på tysk manér, så at sige - for at indespærre spændingen lige til vi kvæles. Men vil det være nok, når nu der de sidste to uger er sket en radikalisering af masserne vendt mod politiets almindelige fremgangsmåde? En lille fagforening (Vigi) opfordrer allerede til ubegrænset strejke fra og med lørdag. Andre funktionærfagforeninger (inden for uddannelse, det lokale beredskab, og alle offentlige ydelser) har ytret lignende appeller for de næste dage og den næste uge. De første sprækker viser sig i statsapparatet.

Så tag godt sigte, men frem for alt, hold ved. Paris er i mytteri, men Paris er også lokkemad. Et spektakulært udstillingsvindue. Bevægelsens skala er lokal. Det håber vi at den bliver ved med at være, og at den mangedobler sin tilstedeværelse såvel som de møder, der her finder sted. Det er et skridt i denne retning, når konceptet med lokale "folkelige" forsamlinger, som i Saint-Nazaire eller Commercy, udbredes for at kunne samle andre grupper end de allerede mobiliserede gilets jaunes. Det kræver ressourcer, energi, styrke, og gensidig hjælp. Blokadekasser, materielle såvel som digitale, kunne etableres. Politisk set er det stadig uvist hvilken rolle de ligesindede foreninger og endda de venligt stemte lokale folkevalgte kan spille, såvel som den betydning årsskiftet vil kunne få.

Alle disse perspektiver virker måske allerede overdrevne, men det er intet imod de fremtidige spørgsmål som bevægelsen vil stå overfor, fx spørgsmålene om virksomhederne og økologien, som mestendels er forblevet i udkanten af den nuværende stormflod, også selv om de udgør kernen i alle kravene. Det må vi vende tilbage til. Den 8. december er kun mobiliseringens fjerde akt. Alle gode tragedier har fem.

Nogle destituerede agenter fra det Imaginære Parti.
1. december 2018

1.

“De u-undertrykte”, tilhængere af venstreputinisten Jean-Luc Mélenchon. Her altså: “(u)undertrykte”. O.a

2.

En frisk kamppraksis der har fået vind i sejlene siden 2016: at bringe den konfrontatoriske midte frem forrest i demoen (tête de cortége), at give ubeslutsomme demoer en uregerlig kant. O.a.

3.

Protestbvægelsen i Frankrig i forår-sommer 2016, fremprovokeret af den ny arbejdslovgivning (El Khomri). O.a.

4.

fr. États généraux. Den nationale forsamlinger af stænder blev indkaldt af Louis den 14. i 1789 for at lægge ro på den gryende utilfredshed med rigets finanspolitik (skatter, brødpriser). Kongens plan gav bagslag da tredjestanden erklærede sig for nationalforsamling, en ny "folkelig" politisk institution. O.a.

5.

Navnet på den aftale mellem fransk fagbevægelse og arbejdsgivere/staten, der fik dæmpet kamplysten under Majopstanden '68. O.a.

6.

dégage! = skrid!, henvendt til Macron. O.a.

Udkommet i Lundi Matin nr. 168 , 7. december 2018