vi, de dødelige

Vi har haft glæden af at modtage en digtsamling af en ven. Den længsel og træthed og afsky og det blik, der skrives frem i digtene, kan vi mærke. Vi, de dødelige består af i alt tredive digte. Vi bringer fem nedenunder, efterfulgt af nogle fragmenter, som vi har skrevet mens vi læste.

arbejdsfordeling

goddag
er det mit endeligt?
hvilken ære at møde dig
jeg har frygtet dig så længe

men nu står vi her
over for hinanden
det viser sig vi har en form for bånd
en slags fælles humor
balkanmusik og græske myter
du har den smukkeste gyldne manke

ja faktisk har vi nu besluttet at leve sammen
i et slags kollektiv
vi har møde hver mandag
plus det løse
og fordelingen af pligter har hjulpet godt på dynamikken
jeg tager opvasken
du står for miraklerne
jeg ser mine børn i øjnene

når jeg skal sove
stryger du mit hår

hylder

jeg har forsøgt
at gå om den varme grød
sætte følelserne pænt op på hylderne
som psykologen anbefalede

det virker
ikke
super.

har aldrig været god
til at sætte ting pænt
på hylder

måske han
ville have haft glæde
af flere hylder så det hele ikke behøvede flyde
på gulvet
til sidst

den stjålne indkøbsvogn
i stuen
arkæologiske lag
af kropsvæsker

paradis

magten tilhører den der tager patent på
uendeligheden

det er jer
med jeres nålestribede slips
mosbeklædte attachemapper
den fade lugt
af psykofarmaka
ætsende standardspørgskemaprocedurer
der fortærer håbet

overbærende
skræmt latter
I brændte
vores mødre
med
før os

kapitalismen
den største farce i menneskets historie
der overgik selv kristendommen
i løgnen
om uutømmelige ressourcer
uforgængelige kroppe
vedvarende produktion
for egen vinding
løgnen
om paradis
mod fuld underkastelse

pause

jo
måske ved vi hvorfor
selvom dødeligheden er hård
er det ikke den der udgør vores forfald

det er
udødeligheden der er ubærlig

vi har forsøgt at bære for jer gennem generationer
der for længst
er borte

ikke af god vilje
men fordi vi ikke havde noget valg

vi var slaver
af jeres illusioner
alt oprør bliver straffet
med stadig hårdere sanktioner.

de dér!
40 års trældom mere
for at have elsket for meget

og dig!
80 års had
for at have badet nøgen i morgendisen

nu hviler vi vores sjæle
mælkesyresitrende muskler
på kysten
ikke længere utrættelige

solstrålerne
breder en beskeden varme
ud i stenene

vi slikker vores salte sår
drømmer
om revolution

strandfund
..

det starter som små varsler
på kinder
og hænder

ender i en isnende haglbyge
der hamrer
truende mod de blottede blodårer
som I febrilsk forsøger at skærme jer imod

åh plastik
en dårlig kopi af virkeligheden
der flyder på havene
udødelighedens affaldsprodukt
menneskets erobring
skabe noget så holdbart
det vil overleve deres egen forrådnelse
mange gange

for nogle
kommer den tidligere
dødeligheden
i så fald overgår kroppen
blot til havet

nogle dage
er der havblik
andre knejser de stormende bølger
gnistrende søjler

intet andet valg
end overgivelse
om den så knuser
dine knogler

de heldige finder
vildfarne stumper indkapslet
i rav

åh rav
der flyder på havene
denne de udødeliges påmindelse
om at det eneste
uforgængelige
er døden selv

for vi, de dødelige
har den stor betydning
indkapsler
det fineste ved os

små monumenter i perler
vi kan bære
om halsen

og inderst inde
den hemmeligste påmindelse
af dem alle

vi ved
det eneste uforgængelige
er livet selv

om så end
det lagres
i mineraler

vil altid bryde ud
insistere på
at
ånde

Til "Arbejdsdeling"

I den formella relationen mellan oss tvingas jag önska att du ska älska mig fast jag hatar dig. Och jag hatar att du tvingar mig att sakna din kärlek, för att jag genom den ska kunna älska mig själv. När jag så vill bli av med detta destruktiva begär är det alltså en del av mig själv som jag också måste lämna. En relation genom vilken de flesta av mina vakna timmar upptas och genom vilken min vardag blir till din kalkyl, min begränsning till din frihet. Min last, din paus. Du vill att jag njuter av det, att jag saknar det vid dagens slut, att jag ska vilja ha mer. Relationen till arbetsgivaren är ett övergrepp vars gap slukar allt fler möjligheter för att sluta, att bryta upp. Det bryter ner alla föreställningar om andra relationer och till slut även föreställningen om en annan existens än denna. För att slita sig loss krävs ett snitt, inifrån och ut. I morgon ska jag göra slut med mig själv, på jobbet. 

Til "Hylder"

Hylder er tilsyneladende en yndet metafor blandt terapeuter. Jeg har selv funderet over disse hylders behjælpelighed. Hvad nu, eksempelvis, hvis det, man har brug for at sætte på hylde, slet ikke hører hjemme på nogen af ens egne hylder? Og hvis nu at der dér, hvor det egentlig hører hjemme, slet ikke findes en sådan hylde, hvor det ville kunne placeres? Hvad da? Man kan jo ikke gå ind hos nogen og begynde at sætte hylder op. At forlange, at de hænger en hylde op i deres hjem, virker heller ikke super. Og så prøver man måske at finde et andet sted, hvor der kunne findes sådan en hylde, hvor det, man har brug for at sætte, muligvis ville kunne rummes. Men hvad hvis der dét sted, hvor man måske troede, at den slags hylde kunne findes, til gengæld ikke findes lyst til at have det, man nu kommer med, stående? Hvad så? Man kan jo heller ikke bare gå ind og sætte ting hos nogen. Og så prøver man, helt udmattet, at se om ikke man så kan få hængt en sådan hylde op hos sig selv. Og man har gipsvægge, og man borer og borer, stadig flere huller i væggen, i forsøg på at finde træskelettet, som jo for fanden må være der et sted, men ikke på dét sted, hvor hylden skal være, det er klart, og så får man fat i nogle gipsplugs, de dér store røde nogle, og de kan holde op til 70 kg. Og man ved ikke, om man skal grine eller græde, og nu skal man også polyfylle sin væg.

Om digtet 'paradis'

Ifølge metafysikken så er tænkningens væsen tankeløshed. Det er tankeløsheden der er anledning til at der tænkes over noget, f.eks. over hvad der er sandt. For poesien er anledningen sproget; det er i kraft af sproget, at ethvert emne kan optages i en artikulation af mening eller ikke-mening. Mens metafysikkens bestemmelse således er negativ, -løsheden, så er poesiens positiv fra første færd: der artikuleres, sætninger gøres, mening leddeles eller opdeles. På en måde er metafysikken altid spekulativ,*) sit eget emne, mens poesien altid er udadvendt og forklarende. Selv ved lyddigte, der vender vrangen ud på konsonant- og vokallyde ved at gøre dem mere konkrete, end de er i de ord, hvori de indgår. De digte, vi udsender denne fredag, er overdådige, helt bogstaveligt: Deres dåd består i at de vover alt, fra den mest banale vending, der får den højeste opgave, nemlig at slette muligheden for falsk trykhed, til den mest kritiske, der rammer plet uden omsvøb: “Magten tilhører den, der tager patent på uendeligheden”. Sådan er det, og kapitalismen kan angribes uden at blive beskyldt for dette eller hint, mens hverdagen dukker op som det, der har fortjent bedre, ja vel egentlig alt: patos og pop, sandhed og udsathed (der ikke bliver til nogen poetisk fælde her, som den så ofte bliver). Er der et digter-selv, der forsvares i disse vers? Måske; men det er kun læsningen der vil kunne yde det retfærdighed.

*) Note: denne måde har en hel filosofi til sin rådighed, der begynder med skematiseringens opgaver i forhold til forestillingen og kommer videre ved at instrumentalisere sproget i et kritisk øjemed. Poesien derimod har en hel virkelighed til sin rådighed, inklusive det uvirkelige, men den kan ikke forgribe sig på den, for da ville den forgribe sig på sig selv.

Om digtet 'pause'

Det er så sandt i disse digte at det netop er dem der kaldes de udødelige, som er så dødsenstrætte at de er ved at dratte om: Det er ikke døden de er bange for, men at livet aldrig skal forbarme sig over dem og give dem fred – de tegner livsforsikringer, ikke dødsforsikringer – mens de dødelige er dem der har formået at give slip på deres egen utrættelighed og finde ro med det, og som forstår at falde i søvn om formiddagen, måske fordi de har forstået at døden ikke er nogen afslutning på det arbejde som livet også er, ikke noget punktum på den sætning der ikke bliver færdig på en enkelt livstid (kun for de dødelige er døden ikke pointen), så vi allerede nu, mens vi endnu er her, må tage os de friheder vi har brug for, ikke "gribe nu'et" (det uendelige) men "tage pause" (der afbryder det endeløse), finde ophold og finde hinanden på bredden, på kysten med udsigt til det store pusterum vi kalder revolution.

Til "strandfund"

Ishagl hamrer ligeledes blodårene gennem himlens blå. Gummistøvler i størrelse 26 plasker gennem lynstrømmen i sjapisfloden. Rillerne legemerne overfladerne vender allesammen på vrangen, spredes aksiomatisk gennem himlen og den havbund, der væves sammen af øjenæbler og senehinde. Randen sejler: trådene, tårerne, tæerne, træerne. Måske deler jeg de udødeliges tvivl og fortrængninger. "Min vej er i sandet der flyder / mellem ral og klit". Hvis det overhovedet giver mening at udpege et sammenhængende subjekt i den forbindelse. Selv finder jeg ikke noget på stranden. Ikke en gang de sten, jeg propper i munden eller røven, de skaller jeg fylder øjnene, ørene og næseborene med, de knogler der maser sig op mod navlen. For hvad er strandfund efterhånden? Efterladt snor... Men digtet begynder med to prikker: Hverken den ellipse, der baner en vej udenom, eller det punktum, der skærer et hul gennem det hele.