Vi har kun vores medicin at miste

Til denne uges ugebrev har vi fået lov at bringe et uddrag fra Jakob Jakobsens bog, Ophør oprør. Dagbog fra en indlæggelse, der kom i sidste uge på forlaget Antipyrine. Vi har fået meget at tænke på i ugens løb mens vi har levet med hans bog.

Noget vi har tænkt meget over i det vi har læst, er det individuelle kontra det kollektive i forhold til det med at være syg: Hvordan psykisk lidelse af det her samfund gøres til et personligt problem og en personlig fiasko; en manglende evne til at kunne indgå i det samfund som det forventes man er et produktivt medlem af. Det siger jo også noget om hvad det er for en type samfund vi lever i, hvilke liv og hvilke bidrag der vægtes som vigtige. 

Vi tænkte også på kroppen og det kropslige i forhold til at være psykisk lidende og sårbar. Når man har en form for knas med psyken, så – og det er måske vores egen tese vi hiver lidt op af hatten – gør det også at man har sværere ved at søge fællesskab. Det har vi oplevet på egen hånd, at vi kan have svært ved at opsøge andre og have svært ved at dele med folk. På nogen vis, på de forskellige steder vi færdes, i hjemmet, på arbejdet, afholdes vi fra at se vores nærmeste, folk omkring os i denne forfaldende verden. Det er svært at skabe fællesskab når man har så meget lort at deale med, også selv om folk omkring os har lort på lige fod. Vi lider alle under samme system, men det er så svært at skabe fællesskab omkring dette vilkår. Også derfor er det rammende at Jakob har fundet ud af at dele dette med os fra den position, hvor han ikke skriver sig ud af sin situation, men tættere på sig selv, sin familie, sine venner i hele verden. Vi håber også at vi her ikke taler om Jakob og hans bog, men med den.

Det er netop som om Jakob gestalter et fællesskab nedefra; et nedefra, fra institutionsgangene, fra gaden, fra Nørrebro og Paris; men 'nedefra' er også det kognitive, det nervesystemsmæssige, som når man siger at vi er 'gået nedenom og hjem’. Det har vi også hørt fra terapeuterne, at vi befandt os på et stadie nedenunder fight or flight. Rabundus. Jakobs kollektiv nedefra er et usynligt fællesskab nede fra samfundets bund, samfundssindets underside. De underdrejedes fællesskab, kunne vi måske sige. Det med at 'være nede', det indebærer umuligheden af at have en plads; det er et sted der hverken er indenfor eller udenfor, hverken inkluderet eller ekskluderet.

Det minder os om andre opstande på det sidste, de Gule Veste, f.eks., som danner et mangefacetteret fællesskab, hvor indefra og udefra er uafgjort. Det er ikke nogen løsning, men det er et sted at begynde. Vi har desuden et gammelt problem med en tendens i venstrefløjstænkning, der drømmer om at finde et sted udenfor at kæmpe fra. Hvad hvis det var lige præcis i hjertet af dette system at vi måtte søge forandringen? Det er meget mere på linje med bogens tale. Vi tror måske ikke det helt simpelt handler om at finde en plads; for mange af os forbliver det livet igennem umuligt at finde en plads at være. Det pladsløse som vilkår; hele tiden at måtte forsøge at skabe de rum der ikke findes – netop fordi der ikke er noget sted at flygte hen. Denne pladsløshed som vi taler fra og som Jakob skriver frem, er et sted mellem lidelse og forligning. Jakob insisterer på at nedefra også er et sted at mødes, og at den plads er vores. Det er vi ham taknemmelige for.

Mens det er rigtigt at sige at det er samfundet der gør os syge, og at det således er samfundet selv er sygt, så må vi også anerkende at der er nogen, der bærer denne sygdom mere, og at vi også må spørge hvorfor og hvordan visse mennesker får denne byrde at bære og andre i mindre grad. Vi så gerne at denne differentiering i syge og raske blev radikalt omskrevet, men hvis der fandtes nogen knap der ville fjerne den forskel, den særlighed i os og vores kære, som har gjort os og dem mere udsatte, ville vi ikke trykke på den. Vi insisterer på at vi vil leve det her liv; vi ville bare ønske at vi ikke skulle straffes for det. Tværtimod så påskønner vi når nogen der har det svært finder noget i dem selv at bekræfte, uanset om man kalder sig 'særligt sensitiv' eller går i medicinstrejke eller insisterer på en uforsonlighed, et revolutionært potentiale eller en sandhed at sige. Det er noget at nære en kompromisløshed over eller omsorg for. Det er noget, der skal forsvares.

Det revolutionære blik som Jakob lægger for dagen, gør ham endda i stand til at tale om sin afdeling som en sovende revolutionær celle. 'Celle' kalder han også sit enkeltværelse, og meget, især sidste tredjedel, af bogen handler om søvn; hvor svært det er at falde i søvn med al den medicin i kroppen, og hvor ønskværdig søvnen er som en nulstilling af alt der var for meget ved dagen. For så vidt der er et revolutionært potentiale i fællesskabet mellem de syge, er det altså ét der slumrer.

Men der er en knibe i den her position at anskue dem og os der er ramt af sindslidelse som en ’sovende celle’, en avantgarde, et potentiale, lidt samme knibe som vi har set hos Wages for Housework, når de nægtede at reproducere sig selv som husarbejdere, som én der indgår sømløst i samfundet. Det har vi selv tænkt på da vi engang havde hjernerystelse, hvor vi var fuldstændigt uproduktive: jo, man er jo en kæp i hjulet på maskineriet, men hvad nytter det hvis man er fuldstændig kollapset? Vi er nødt til at basere et fællesskab på andet end kollaps. Fællesskabet må også løfte op. Men også en anden knibe, som vi har oplevet i 30’erne, hvor vi havde brugt meget af teenageårene på at være imod samfundet, men nu tænker at vi skal prøve at finde en plads i det, også selvom vi hader det: Om ikke det er mere nyttigt end at stille sig udenfor og råbe ’fuck systemet’? Men hvor meget af én selv giver man afkald på i processen? Klipper man nerveenderne af, alt det der er særligt ved en selv, i sit forsøg på bare at komme lidt ovenpå? Der må findes en måde at komme ’ovenpå’, hvor vi kan være sammen om det!

At være udråbt som avantgarde er at være del af et fællesskab som man samtidigt står udenfor, netop for så vidt som man repræsenterer det. Vi kender det fra organisering i politiske fællesskaber, at nogen føler sig kalder til at tale på vegne af en gruppe, en klasse, som de netop ved at tale for på sin vis holder op med at være en ligestillet del af. I dette tilfælde må vi spørge: Hvis det er kapitalismen der gør os syge, hvorfor er det så ikke, bogstaveligt talt, ”alle” der er syge? Samfundet er beredt på at finde de årsager som gør at vi lider, inde i et biologisk-hormonelt mørkekammer de kalder ”hjernen”; alle mulige forsøg på at finde årsager som ikke peger tilbage på samfundet, og undgå at tale om race og klasse og så videre. 

Nogen oplever det stærkere end andre, nogle af os knækker det. På den måde er der nogen der udgør avantgarden, fortroppen, som kanariefuglen i minen, hvis den ikke bare faldt om og døde, men blev led ved livet, tabte sproget og gerne ville dø, alt imens samfundet bare blev ved at grave minen dybere. Det er ikke en position som nogen ønsker at indtage, men heller ikke noget vi ville ”helbredes” fra, hvis det betød at nogen anden skulle indtage positionen og fællesskabet vandre længere ind i minen. Det er en modstand mod en kur. Vi vil på den måde gerne behandles, tages om hånd, men vi vil ikke kureres.

Det gør et stort indtryk hvordan Jakob skriver igennem medicinen, som han forventes at tage, vægrer at tage, tager alligevel. Hvordan den medicin – som vi også godt selv kender til og har kendt til i mange år – også tvinger os tilbage op på det stadium hvor man skal fungere og gå på arbejde, og så videre. Men al den medicin er en distraktion, en virkelig fjende, ikke kun fordi den afholder os fra at finde egne løsninger, egne måder at have det godt på, men fordi den holder os fra hinanden; den er en ubegribelig vold der afskærer vores mulighed for at finde hinanden, føle kærlighed og nærhed. Alt det sociopolitiske forstummer. Selv fiskene i søerne har SSR i deres kroppe af den psykofarmaka som menneskekroppene udskiller. Og det er så frygteligt svært at holde op med at have brug for det, når der nu mangler alternativer. 

Vi ved ikke præcist hvordan et sådan alternativ må tage sig ud, men vi ved at det også må være vores problem at Jakob, at vi, at I, at andre, er på psykofarmaka – netop fordi vi anerkender det som et overgreb. Det ændrer selvfølgelig ikke på at medicin er absolut nødvendigt for mange af os for at komme igennem dagen, men det gør det ikke i mindre grad til et overgreb. Systemet kræver at vi, de syge, skal i behandling, men samfundet går ikke selv i behandling. Vi tænker på verbet ’recover’ som sigende: re-, altså igen og tilbage, og –cover, en tildækning. ’Dæk dig selv til igen’ er det som om de siger. Vi ønsker ikke nogen 'recovery', hvis det er ensbetydende med en tildækning af det sårbare. Men igen, paradokset, det umulige, ligger naturligvis i at ingen ønsker at være så kede af det at de hele tiden vil dø.

Vi bliver rørt på mange måder af den her bog. Jakob beskriver depression uden at romantisere den. Nøgternt og ofte stenet, fordi det er sådan det er at være dér. Og hvordan kan vi så være dér for hinanden? Dette forsøg må i hvert fald udelukke den vold som psykiatrien altid, på et eller andet niveau, indeholder. Eksempelvis den pacificering og patientgørelse som Jakob så stærkt anfægter. Igennem den psykiatriske undersøgelse gøres et individ til et tilfælde, et tilfælde som på én gang er genstand for nogens viden og samtidigt er et holdepunkt for magt. "Diagnosen" siger mere om systemet end den gør om de enkelte mennesker. Psykiatere er kun psykiatere i kraft af en patient. Det ulige magtforhold skinner igennem bogen.

Både vores nærmeste og os selv kan vi genkende i Jakob beskrivelser af institutionalisering og udelukkelse. Det ligger rigtig meget lige under huden på mange, indimellem udenpå. Men i denne genkendelse finder vi også en ømhed og en skam. Skam, lad os starte med den, er en meget central del af den vold, den institutionalisering og individualisering der foregår. Skammen er dér hvor systemet eller hvad vi skal kalde det, internaliseres. Vi kan bestemt ikke sige at Jakobs bog er skamløs, men alligevel virker den befriende i den måde den har at skrive det skamfulde ud for at skrive sig ind i et fællesskab. Skammen kan så nemt komme imellem os, og alligevel kan vi ikke gå til kamp imod den, for det ville være at forstærke den, at skamme sig over skammen. At udtale skammen er en af-skamning, og det er en meget stærk gestus.

Vi tænkte også igen på Jakobs manifest for Hospital for Self Medication, det selvskabte og autonome hospital som han etablerer og fortæller om i slutningen af bogen. Manifestets titel, We Are All Sick, kan være nødvendigt at erklære, for i psykiatrien nægtes vi netop den livsvigtige mulighed for at sige ’vi er’ og tillades bare at sige ’syge’. Patienten forstås altid som individ, og skammen er én af de måder vi bliver gjort individer på. Vi kender godt skammen over for udenforstående, over for fremmede, arbejdsgivere, slægtninge, men vi har lagt mærke til at vi føler så meget mindre skam over for dem vi lider sammen med.

Og sådan når vi også frem til at sige noget om ømhed. Vi taler også her fra også et ømt rum. Det tror vi er vigtigt, det er noget der skal til. Vi ved ikke om det har revolutionært potentiale, men vi tror ikke at der er nogen vej udenom ømheden. Det er en åbenhed over for det sårbare i hinanden. Som når Jakob skriver at han har lært mere af de andre patienter end af behandlingen selv. Ømheden er et våben.

DAG 11

Det er begrænset, hvor meget kommunikation jeg har med venner uden for hospitalet. Jeg kan simpelthen ikke overskue det. Jeg mangler ord. Og føler, at det er skamfuldt at være syg. Jeg er i sorg. Hospitalet skærmer mig, og det har jeg brug for lige nu. Det mindste stik kan vælte mig. Hudløs. Det er virkelig bevægende for mig at fornemme støtten og kærligheden fra venner og bekendte. Overvældende. Jeg opfatter indlæggelsen lidt som at gå i skole. Det er en uddannelse. Eller snarere en form for forskning, men en forskning uden et afgrænset genstandsfelt. Alt sejler. Som en del af mine undersøgelser har jeg haft kontakt med en veninde i London. Hun lever med en sindslidelse. Jeg tror, hendes profil er hen mod skizofreni eller borderline. Hun er ret fantastisk, og i perioder har hun skrevet omfattende mails. Hun artikulerer sig igennem sin lidelse, så at sige. Vores relation har været noget ulige, da hun har en afsindig god evne til at formulere sig i forhold til, hvordan hun føler. Måske kunne man endda sige, at hun former sine følelser, idet hun skriver. I sproget. Sprog har altid været en forhindring for mig. Når sygeplejerskerne spørger, hvordan det står til, har jeg ofte ikke ord. Jeg kan simpelthen ikke beskrive, hvordan jeg har det. Så jeg kommunikerer ved at bryde sammen indimellem. Ofte til overraskelse for dem som plejer mig.

Hukommelsestab er også et tab af ord og sætninger. Sophie, som min engelske veninde hedder, skriver en form for skizotekst, der er meget kompakt og strukturel. Hendes måde at reflektere over sin tilstand er meget udvendig. Hendes omgivelser og hendes sind smelter så at sige sammen, når hun skriver, hvilket vel er en skizofren tendens. Hun skriver altid “Jakob Comrad.” Som var vi i krig sammen, eller var en hemmelig sovende celle, klar til kamp. Og det er netop det, hun mener, vi er: revolutionens fortrop. Ligesom proletariatet var den revolutionære kraft hos Marx, ser Sophie i dag en fortrop af sindslidende, landflygtige, fanger, migranter, statsløse, slavegjorte, kort sagt de fordømte her på Jorden.

Kapitalisme er skadelig, og mennesker bliver skadet af at leve kapitalisme. I min hverdag på afdelingen lever vi vores diagnoser hver især, som om det var vores private lille ejendel. Eller snarere en form for individuelt underskud, vi så skal bøde for i forhold til det almindelige liv. Vi er et lille fællesskab af skadede mennesker. Det er ikke alene sindene, der er syge, kroppene er også invaliderede. Enten på grund af sygdommen, men ofte også på grund af den medicin, vi får. Snart vil jeg nok være nødt til at stoppe med at skrive på min telefon, da de Lithium tabletter, jeg får, gør, at jeg ryster på hænderne. Det er ligesom mine fingre ikke lystrer mine nerveimpulser. Hvis jeg prøver at føre fingeren hen på ‘s’ for eksempel, så kommer der en lille spasme, der gør, at jeg rammer ‘a’.

Det er meget sjældent, at vi taler om vores diagnoser på afdelingen, men ofte taler vi, om den medicin vi får. Specielt når det ikke går så godt. Rosana spørger næsten hver dag om, hvor mange Oxapax jeg har fået. Der er kommet en smule liv tilbage i hendes ansigt. Der er ikke noget forbud, men personalet ser helst ikke, at vi diskuterer vores tilstande. For det meste bliver medicinen delt ud ved måltider. Den medicinansvarlige har en bakke med små rum, hvori medicinen står i en lille plastikkop (uden for hospitalet bliver den slags kaldt et snapseglas). Vores sygdomme er vores personlige kors, og vi lider i stilhed. For det meste.

På den måde reproducerer vi kapitalismen selv i denne mest udsatte position. Sophie ser ødelæggelse overalt. Hun mener ikke, at folk er i stand til at leve kommunisme, når de kun kender kapitalisme. Vi reproducerer kapitalismen hver dag, år ud og år ind. Dette liv uden noget fællesskab, andet end kapitalismens, er det, der gør os syge. Det var netop håbet om kommunisme, som for mig brød helt sammen i forbindelse med opbruddet fra min eks. Jeg ved godt, at ingen kan leve kommunisme i et kapitalistisk samfund, men vi kan stræbe efter det. Jeg sidder med hovedet i mine hænder, det er virkeligt vanskeligt at prøve at formulere det.

DAG 15

Lige nu kan jeg ikke huske, hvad jeg lavede lørdag. Der er simpelthen ingen små lamper, der lyser op i tankedybet. Efter en meget urolig dag, hvor jeg havde et sammenbrud, er glemslen nok et hjælpsomt forsvar. Maria havde fortalt mig, at Nietzsche i sit forfatterskab reflekterer over glems lens nødvendighed for at leve. Der skulle være en passage i Historiens nytte, som ofte er blevet diskuteret inden for rammerne af Memory Studies. Memory Studies er et socialpsykologisk og akademisk felt, der overvejer, hvordan man i samfund forvalter og bearbejder historiske traumer. Et interessant og betændt eksempel er drabene på medlemmer af oppositionen i Chile efter militærkuppet i september 1973. Hvordan skal man bearbejde den slags traumer i et samfund, hvor der er kræfter, som ønsker at benægte de overgreb og drab, der fandt sted? Nietzsche skriver i Historiens nytte, at det er nødvendigt at kunne glemme, hvis man vil leve livet fremad. I Santiago findes der et Memory Museum, som højtidligholder mindet om de omkring 3.500 personer, der blev dræbt, eller forsvandt under militærdiktaturet i 1970’erne og 1980’erne. Dette museum er en kombination af historiografisk museum og mindesmærke. Museets arkitektur giver form til følelserne. I Chile har der ikke været noget retsopgør efter diktaturets fald, og museet blev bygget i en periode med en centrum-venstre regering og ikke en konservativ regering, som ellers er normalen. Så bygningen er relativt ny. Bygningen ligger som en stor sort klods i bylandskabet. Som besøgende kommer man ind i bygningen ved at gå ned ad en meget bred faldende rampe, der næsten er lige så bred som bygningen. Det vil sige, at man, for at komme ind, går ned og ind under den store bygning for at komme op i den. Forløbet inde i museet er som en spiral, hvor man vandrer op gennem udstillingen, der repræsenterer rædslerne, men også modstanden gennem plakater og fotografier. Når man er kommet næsten helt op i bygningen, er der et afsnit, der helt konkret dokumenterer og viser torturen og drabene. Lange lister af navne. Væggene var sorte, og jeg bed mærke i en sektion, der handlede om de børn, der blev tortureret og dræbt under militærdiktaturet. Helt oppe i bygningen åbnede der sig en stor væg med små portrætter af de omkring 3500, der blev dræbt, eller forsvandt i løbet af det fascistiske diktatur. Hele rejsen op gennem dokumentationen af rædslerne endte med, at man kom til en lille platform, hvor man kunne sætte sig og kigge på alle de små billeder med ansigterne. Der var LED stearinlys og dæmpet lys. Nogle af rammerne var tomme, da man åbenbart ikke har kunne finde billeder af de pågældende. Det var på den måde et rigtigt mindesmærke. En måde ikke at glemme på. Jeg havde faktisk håbet på at erindre nogle småting fra lørdag ved at skrive om Memory Museum i Santiago de Chile. Skriveprocessen er en aktiv tilstand, der involverer andet end bare fingrene eller den umiddelbare bevidsthed. Skriveprocessen er meget fysisk, da jeg skriver på min telefon. Når jeg bliver det mindste nervøs, ryster mine hænder, så jeg ikke kan skrive. Når jeg skriver, skriver jeg mig ind i et fællesskab. Det er lidt som at koble sig på et net af skrift. Nettet af skrift gør mig kollektiv. Det kollektive er til stede i mit sind og gør, at der er en lille hær af agenter, som går rundt og åbner døre, for at se om der skulle være noget på den anden side. Det er selvfølgelig disse agenter, der ikke kan finde dørene til gårsdagens hændelser. Men den urolige søgen, som knytter sig til at skrive, lukker undertiden døre op, jeg ikke havde ventet. Nietzsche bruger honningbien som metafor for den ustandselige søgen efter ny viden. Og de små “åndens vingefødte honningsamlere” bringer så nektar tilbage til “erkendelses bikuber.” Billedet af de søgende honningbier, som springer fra blomst til blomst, er et mere muntert billede end mine agenter, som åbner dører med en lidt skummel og fordækt karakter.

“Ved den mindste og ved den største lykke er det altid det samme, der gør lykken til lykke: evnen til at glemme eller, bedre udtrykt, evnen til, så længe den varer, at føle uhistorisk. Den, der ikke kan glemme alt forgangent og slå sig ned på øjeblikkets tærskel, den, der ikke formår uden svimmelhed og frygt at stå på ét punkt som en sejrsgudinde, han vil aldrig vide, hvad lykke er, og, hvad der er endnu værre: han vil aldrig gøre noget, der gør andre lykkelige. Tænk jer det mest ekstreme eksempel; et menneske, der slet ikke besad kraften til at glemme, der var dømt til overalt at se tilværelsen som en tilblivelse: en sådan tror ikke mere på sin egen eksistens, tror ikke mere på sig selv, ser alt flyde fra hinanden i bevægede punkter og taber sig i denne tilblivelsens strøm: han vil som en ægte elev af Heraklit til sidst næppe mere vove at løfte fingeren. Til al handlen hører glemsel: ligesom der til alt organisk liv hører ikke blot lys, men også mørke. Et menneske, der helt og fuldt kun ville føle historisk, ville ligne den, der blev tvunget til at afholde sig fra søvn, eller det dyr, der udelukkende skulle leve af drøvtygning og stadig gentagen drøvtygning. Altså: det er muligt at leve næsten uden erindring, ja, at leve lykkeligt, som dyret viser; men det er aldeles umuligt overhovedet at leve uden glemsel. Eller, for at udtrykke mig endnu enklere om mit tema: der findes en grad af søvnløshed, af drøvtygning, af historisk sans, der skader det levende og til sidst får det til at gå til grunde, om det nu drejer sig om et menneske, et folk eller en kultur.”

Historiens nytte stod hjemme i min reol, men nu er den her på hospitalet. Velkommen Friedrich Nietzsche. Nietzsche er for mig på flere måder kroppens filosof. Han undersøger begæret, samtidig med at han udfolder det. I Historiens nytte går han op mod det, man inden for filosofien kalder ‘hypermnesia’. Ideen om at en kultur skal huske alt, rub og stub, en tænkning, som går helt tilbage til Platon, og er en del af klassisk europæisk tænkning. Jeg reflekterer over den måde, som glemslen påvirker mig. Eller efter hvilken logik. Men tager udgangspunkt i, at mit sind glemmer for at beskytte mig. Altså, glemslen er ikke nødvendigvis et negativt fænomen, lidt i forlængelse af Nietzsche. Men medicinens glemsel er et problem. Lige nu ryster jeg på fingrene, når jeg skriver, men der er et andet fænomen, som udfolder sig i min affektive skriveproces. Jeg glemmer ord, når jeg skriver. De kommer ligesom ikke op på min indre skærm, når jeg taster på min telefon. Kampen om hukommelsen.

DAG 27

De sidste dage har være meget tunge. Der tales hele tiden om negative tanker. Jeg har ingen negative tanker. Der er ingen dramatiske overskrifter. Der er ingen brokker fra min barndom, som vender tilbage. Intet. Det er mig selv, der er negativ. Min ladning er vendt imod den positive verden af bekræftelse og profit. Jeg er negativ. Mit sind er et sort hul, det suger alt til sig ned i mørket, sproget er væk, tankerne er væk, jeg er væk.

Ved dagens stuegang sagde overlæge Lars: “Vi vil jo ikke ændre din personlighed.” Jeg ved nu snart ikke, hvad for en person jeg er, og hvilken person jeg kunne blive. Men måske har melankolien præget mig over årene som en kilde til utilpassethed og en konstant søgen efter noget andet. Stuegangen foregik på Lars’ kontor, sammen med sygeplejerske Lia og sygeplejestuderende Pia. Maria var der gudskelov også. Hun er min talsmand ved den slags lejligheder. Jeg bliver meget hurtigt utilpas og har lyst til at løbe min vej. I dag skulle vi diskutere, hvilken medicin jeg skal have fremover. Standardbehandlingen af svær depression havde bare gjort mig til et rystende vrag. “Bivirkningerne er uacceptable,” havde Lars konstateret ved et tidligere møde. Medicinen, som jeg har fået siden dag ét, har ikke løftet mig. Så det blev et langt møde, hvor Lars og Maria diskuterede, om medicinen skal være angstdæmpende, eller om den skal booste min energi. Eller måske en kombination. Jeg var mest til det sidste og prøvede løbende at forklare, hvordan jeg har det. Ordene slap hele tiden op. “Min oplevelse af håbløshed er konstant,” sagde jeg. “Hvis vi booster, så nærer vi også angsten,” sagde Lars. “Min angst er ikke knyttet til nogle specifikke bekymringer, det er bare om aftenen, når jeg ikke har mere energi at stå imod med, så flytter spøgelserne ind, og jeg spørger efter Oxapax. Det er mere en general opgiven,” forklarede jeg. Abilify, Seroquel, Zyprexa. Efter mødet gik Maria og jeg ind på mit værelse, og hun forklarede mig, hvad vi havde aftalt. En kombination af to medikamenter. Nyere medicin, som ikke bare anvender håndgranatsmetoden, det vil sige smadrer hele huset for at fixe et mindre problem.

Selvfølgelig har Lars ret i, at medicinen ikke skal gøre mig til en lalleglad tosse. Men hvad er min personlighed egentlig? Hvem er jeg? En trist forbruger? En skuffende partner? En udmattet far? En fortvivlet kunstner? Måske er der mange gode grunde til at være deprimeret. Melankolien har altid været min ven, men mange gange i mit liv er den løbet over, og jeg er blevet syg. Men sygdommen er ikke noget, der kan findes inden i mig, ligesom min ‘personlighed’ ikke er en form for indre program. Sygdommen ligger i relationen, sygdommen er en del af min familie, sygdommen er en del af min kreds af venner, sygdommen er en del af aktivistscenen på Nørrebro, sygdommen er en del af kunstverdenen. Sygdommen er udenfor.

Her på afdelingen findes der et bogapotek med alle mulige bøger. Jeg kan ikke rigtigt koncentrere mig, men jeg læser rundt i en håndfuld bøger, jeg har lånt fra skabet. En af dem er Europæisk Idéhistorie skrevet af Hans Jørgen Schanz. Det er undertiden rart at læse noget, som jeg ikke skal bruge til noget mere specifikt. Så jeg har læst om de præsokratiske filosoffer, om Platon og Aristoteles, om filosofferne fra den hellenistiske periode og helt op til Romerrigets fald i 500-tallet. Men jeg bed mærke i en bestemt betegnelse, som blev knyttet til skepticismen i den Hellenske periode omkring 300 år f.Kr. Skeptikernes metode var tvivl. Ingen viden var sikker, og der kan sættes spørgsmålstegn ved enhver erkendelse. Schanz skriver, at den tyske filosof Hegel knyttede en betegnelse til skeptikernes metode: ulykkelig bevidsthed. Den betegnelse kendte jeg godt fra tidligere, men bogen mindede mig om den.

Jeg har egentligt altid foretrukket ‘ulykkelig bevidsthed’ frem for melankoli. Melankoli er knyttet til din persons indre. Den sorte galde. Ulykkelig bevidsthed er en relation. Hegel beskriver den ulykkelige bevidsthed som en bevidsthed, der altid er splittet og præget af en oplevet fremmedhed. Betegnelsen udvikles yderligere i Marx’ teori om fremmedgørelsen i det kapitalistiske samfund. I den forstand har jeg en ulykkelig bevidsthed, jeg oplever til stadighed, at mine relationer med andre er præget af kapitalismens iskolde vand.

DAG 29

Fællesskabet på afdelingen ændrer karakter, alt efter hvem der forsvinder, og hvem der ankommer. Der har været en meget stille periode, efter Jim forsvandt. Nu er et par kvinder landet på vores afdeling 19.0. Katrine og Louise. De sætter sig sammen og sludrer løs, mens vi spiser. Lotte og Katja virker lettede over den nye dynamik. Katrine strikker og har måske inspireret Lotte til at begynde at hækle. Når jeg indimellem slår lyden til, og lytter til lidt af, hvad de taler om, er det ofte deres sygdomme, som præger billedet. “Jeg har tinnitus, men den forsvinder, når jeg strikker,” fortalte Katrine ved frokost. Nu har jeg også tinnitus på grund af giftig medicin, så jeg spurgte, om det var en bivirkning. Nej, det var det ikke. Og Lotte havde også tinnitus indimellem. Men sygdom kan åbenbart blive normaliseret på denne meget dagligdags facon. Måske en sund reaktion, jeg ved det ikke. Men vi gør også vores bedste for at udfylde vores roller som patienter. Nogle er bedre end andre. Eller nok snarere: Vi spiller vores roller på forskellige måder.

Rosana og Susanne er afdelingens veteraner. Rosana kom i februar, forklarede hun mig. Hun stammer fra Rumænien, og hun fortalte, at hun har to børn i tyverne. Jeg spurgte hende, hvad de siger til at deres mor er indlagt. Rosana svarede, at de sagde: “hun skulle tage sig sammen.” Rosana er meget syg, hun har flere gange fortalt mig om de stemmer, hun hører inde i sit hovedet. “Du kan selv gætte på, hvad de stemmer fortæller mig; det er noget meget forfærdeligt.” Vi taler sammen indimellem, når hun tøffer rundt på afdelingen med sin afmattede kropsholdning. Hun spørger næsten hver dag, hvor mange Oxapax jeg tager. Lægerne er meget fedtede med Oxapax, fordi de siger, det er vanedannende. Her til morgen fortalte hun mig, at hun var nede på tre om dagen. Hun fortalte også, at hun havde fortalt sine børn, at hun ikke ville være i stand til at besøge familien i Rumænien i år. Jeg foreslog hende, at det måske var ved at være på tide at hendes børn, der er voksne, flyttede hjemmefra. Sygdommen er altid i familien. Fra mit sidste ophold på afdelingen husker jeg Mohammed, der boede hjemme, med jeg ved ikke hvor mange små søskende. Han var midt i tyverne og kom ind fuldstændig som et spøgelse. Tre uger med antidepressiva og tilbuddet om en lille lejlighed i Tåstrup gjorde ham til et menneske igen. Der var en socialrådgiver tilknyttet afdelingen, og hun havde sørget for, at Mohammed kunne flytte hjemmefra. Jeg tror ikke, Rosana er i stand til ændre sin situation, hverken derhjemme eller her på hospitalet. Hun har brug for hjælp. Som den barmhjertige idiotsamaritaner jeg er, forsøgte jeg at hjælpe Rosana med at komme i kontakt med afdelingens fysioterapeut, så hun kunne få noget massage. Jeg tror det gik i fisk på grund af Rosanas grundlæggende tab af sprog og socialibilitet. Fysioterapeut Inge stod på gangen og sagde: “Kom her Rosana,” men Rosana var forsvundet.

Når Susanne bevæger sig rundt på afdelingen, foregår det med en krykke. Meget ofte sidder Susanne inde i fællesrummet og sover, nogle gange bare på en stol, andre gange ind over bordet. Jeg har talt lidt med hende, men hun er meget inde i sig selv. Hun har fortalt mig om den knude, hun har i maven, som hun håber kan blive undersøgt på hospitalet. Jeg tror faktisk, hun var til undersøgelse for den knude her til morgen. Jeg sidder ikke så ofte inde i fællesrummet, men jeg havde overtalt vores generelt fodboldhadende, lille samfund til at se fodbold i går aftes. Arsenal vs. Napoli. Tommy, afdelingens (uofficielle) IT-mand mente, at vi kunne se kampen på Kanal 6, som skulle være en del af afdelingens tv-pakke. Men først ville Flemming og sygeplejerske Mathias gerne se “Debatten” på DR2, som handlede om den danske udlændingepolitik. Det er første gang, jeg har set tv i meget lang tid (udover fodbold), men det virkede som om den diskussion med Martin Henriksen, ekspert dit og dat, bekymret et og to, bare kørte uafbrudt, lige meget hvornår man tændte tv’et. Martin Henriksen non-stop. Men Flemming og Mathias ville gerne se “Debatten” færdig. Susanne sad i en lænestol til højre for mig og henvendte sig pludselig til mig og spurgte, om jeg ville underskrive et dokument med overskriften ‘Afgivelse af myndighed over økonomiske forhold’. Jeg måtte bede hende gentage den overskrift flere gange, så jeg var nogenlunde sikker på, at jeg forstod hende ret. Måske er formuleringen ikke helt korrekt, men det handlede om, at nogen ville fratage hende myndighed over egen økonomi. Så fortalte hun lidt i halve sætninger, at hun fik nogle penge hver måned, men der var også andre penge, som hun måske ikke ville afgive råderet over. Så spurgte jeg hende, om hun stolede på dem, som skulle stå for hendes økonomi. Hun mumlede lidt om en advokat, men sagde også, at hun stolede på ‘dem’. Jeg foreslog, at hun skulle have en bisidder med til den slags møder, som kunne se sagen fra hendes synspunkt. Jeg foreslog hende også at ringe til afdelingens socialrådgiver, som havde hjulpet mig – og lovede at give hende navn og nummer til morgenmaden. Da jeg kom til morgenmaden, var Susanne der ikke, hun var til undersøgelse på en anden afdeling. Jeg nævnte Susannes historie til en af sygeplejerskerne, som bare sagde, at Susannes familie havde fint styr på Susannes omstændigheder. Men Susanne havde helt klart sin tvivl. Igen et sammenbrud af sprog og kommunikation.

Da det kom til stykket, kunne vi ikke se kampen på tv’et i fællesrummet, så jeg trak mig tilbage til min celle, hvor jeg kunne se den ved hjælp af et ulovligt stream på nettet. Kampen kedede mig lidt.

DAG 42

Her til morgen var morgenbordet meget snakkesaligt. Stort set alle patienter får Abilify, der giver os en masse rastløshed. I går aftes talte jeg med sygeplejerskerne om det og spurgte om Oxapax ville kunne hjælpe med at dæmpe uroen. De sagde, det ikke var en god idé, det ville være en midlertidig løsning, og at Oxapax også har bivirkninger. Så medicinen kan blive et spejlkabinet med virkning, modvirkninger og bivirkningerne. Som jeg ikke kan komme ud af. Ved morgenbordet fandt vi ud af, at vi næsten alle får Abilify. Den anden bivirkning ved Abilify er, at medicinen sætter mæthedsfornemmelsen ud af spil, det vil sige at vi kan spise i det uendelige og tage tilsvarende på. Vi sad og grinede, vi ville blive den ‘fede afdeling’, og vi ville alle være som tønder om 14 dages tid. Selv Rosana grinede. Abilify gruppen er Katrine, Lotte, Rosana og mig. I lystighed fandt vi frem til afdelingens veteran, som jeg først troede var Rosana, der kom i februar, men Susanne rakte hånden op og sagde meget stille, at hun var her, da Rosana kom. Lotte spurgte til den bolig, som afdelingens socialrådgiver var ved at finde til hende. Det tager tid. Flemming tilføjede, at det jo er en langtidsafdeling, og Lotte sagde, at hun ihvertfald ikke havde hørt noget om udskrivning og grinede lidt mere. Jeg har været her længere end Lotte.

Måske er det Abilify, som vil vække vores sovende kommunistiske celle. Oprør opstår oftest ved, at magthaverne kommer til at gå et skridt for langt med deres sociale vold. Om det er brødopstande eller opstande vendt mod politivold eller mod fattigdom. Der er som oftest en enkelt begivenhed, der tænder vreden og bryder roen. Som Black Lives Matter i Ferguson, hvor den sorte, unge mand, Michael Brown, blev skudt og dræbt af en politipatrulje. Eller i Pariserkommunen, der brød ud, da nationalgarden ville hente nogle kanoner inde i Paris. Det er meget sjældent, der står en ideologisk leder i spidsen for opstande og revolutioner. Begivenheden, der førte til Pariserkommunen, skete faktisk mens den politiske leder Blanqui sad i fængsel. Eller de Gule Veste i Frankrig, som konsekvent ikke har talspersoner eller repræsentanter, som Præsident Macron kan forhandle med. “Velkommen til en dejlig uren revolte,” som der stod på en mur i Paris efter en af de faste lørdagsprotester.

Måske kan den udløsende begivenhed for den kommende opstand være det ultrakapitalistiske farmaprodukt, Abilify. Så kan de få al vores rastløshed og deres sindsforvrængende medicin i hovedet igen. Så kan vi vende magthavernes medicin mod dem selv. Vi brænder Gentofte ned. Vores rystende og rastløse hænder vil tænde ild.

Abilifys historie er selvfølgelig mere en fortælling om rettigheder og indtjening end en fortælling om sårbarhed og omsorg (fra Wikipedia): “Abilify blev godkendt til medicinsk brug i USA i 2002. Det er tilgængeligt som en generisk medicin. I 2016 var det den 131. mest brugte medicin i USA med mere end fem millioner recepter. Abilify blev opdaget af forskere hos Otsuka Pharmaceutica, som er en global medicinal virksomhed. Fra 2013 havde Abilify et årligt salg på 7 mia. USD (50 mia. DKR). I 2013 modtog Otsuka og Lundbeck amerikansk og europæisk markedsføringstilladelse for en injicerbar depotformulering af Abilify. Otsukas amerikanske patent på Abilify (aripiprazol) udløb den 20. oktober 2014, men på grund af en pædiatrisk forlængelse blev en generisk version først tilgængelig den 20. april 2015.”

Vi vil ikke gøre oprør på grund af for lidt brød, men på grund af for meget medicin. Vi har kun vores medicin at miste.

DAG 73

Jeg vågnede meget tidligt og listede ud af vores stue for ikke at vække Holger. En ny regel er opstået på afdelingen, sådan lidt ud af det blå. Den betyder, at jeg ikke kan komme ind i kaffestuen før klokken 6.00. “Det ved du godt, Jakob.” Bare en foranstaltning, som yderligere er med til at infantilisere patienterne, så vidt jeg kan se. Jeg ved ikke, om infatilisering bare er en del af omsorg? Det at blive hjulpet og draget omsorg for? Der er jo mange, som skal have hjælp til at gå i bad og en hånd med i hygiejnen. Ligesom jeg skal tørre røven på Teo, når han har skidt. Jeg ved det ikke, men jeg skulle tro, at det ville være muligt at behandle patienterne som almindelige personer, selvom de måske skal have hjælp med at vaske sig.

Generelt er personalet fantastisk, hjælper, lægger ører til, serverer mad for os, passer på os. Hver dag er der en positiv stemning på afdelingen takket være deres egenskaber og kapaciteter. Dog tænker jeg indimellem på, hvordan deres roller og opgaver bliver defineret. Hvem udstikker rammen for deres virke? Hvorfor kan de for eksempel ikke samle os og lave en runde, hvor vi fortæller om vores barndom? Eller om vores hjem? Eller vores familie? Eller om en drøm? Dem jeg har lært mest af her, er mine medpatienter og den måde hvormed de administrerer deres lidelser – på godt og ondt. Det giver indsigt at høre mine medpatienters historie, hvad der skete for dem, hvorfor de er her. Det er ligesom med de skoler, jeg har gået på, hvor jeg altid har lært mest af mine medstuderende.