Hvad betyder denne uges hændelser i Minneapolis for vores egen retningssans? Hvad vil det sige at være vidne til denne slags erfaring på en sådan geografisk og politisk-strukturel afstand? Der er noget der rammer os som vi ikke er en del af; en begivenhed som vi ikke er de rette til at tale om, men som helt ubetvivleligt stadig angår os.
Vi har følt os medrevet af billeder af plyndring af stormagasiner og hærværk mod politiet. Men kan vi adskille den glæde fra den lurvede nysgerrighed hos voyeuren der nyder andre menneskers overskridelse – af grænser som ikke nødvendigvis er de samme vi dagligt overholder? De billeder der cirkulerer er allerede så prægede af denne cirkulation før de når os, at de ikke længere kan undgå at vække tvivl i os. Derimod byder vi uforbeholdent den fordring velkommen, som den vrede (som billederne blandt andet er billeder af) giver udtryk for, og som en anden har formuleret så ordknapt: "Det politiske ønske om at bringe dette land til fald."
Vi kender til politiets trusler om vold i vores egen færden, men vi har intet kendskab til den slags brutalitet der gør ethvert møde med politiet til en afgørelse om liv og død. Hvor sorthed er lig en dødstrussel – på begge sider af den ligning: både som hundelufteren i Central Park der hævder at være truet på livet ved en sort mands blotte tilstedeværelse; og politiet der manifesterer døden som trussel for de sorte mænd de stopper på gaden.
Med baggrund i understående tekst og i tekster vi tidligere har ladet os vejlede af – i februar, f.eks. – forstår vi at enhver mulig solidaritet med denne slags vold må tage udgangspunkt i den strukturelle umulighed af at dele denne erfaring. På den måde tror vi at vores første møde med denne begivenhed nødvendigvis må være en suspension af vores egen rammesætning. At vi bremser denne impuls til at overskue, klarlægge og gribe ind i det regime af død, vi præsenteres for; at vores egen affektive respons må sættes i bero før vi kan modtage det signal der når os. Vi har tendens til at tro på en anden empati; én som ikke er et forsøg på "at sætte sig selv i den andens sted" men en lydhørhed for det ugenkendelige.
Saidiya V. Hartman: Jeg tror at vi her nærmer os et af de mest grundlæggende spørgsmål/problemer/krisesymptomer for Vesten: Hvilken status forskel og den anden har. Det er som om den anden, for at opnå nogen som helst form for anerkendelse af en fælles menneskelighed, først må assimileres, hvilket i dette tilfælde betyder tvangsflyttet og udraderet: ”Kun hvis jeg kan se mig selv i samme position, kan jeg forstå hvilken krise, den position befinder sig i.” Det er logikken bag de moralske og politiske diskurser vi ser hver dag – at der er brug for et offer, et uskyldigt sort subjekt, før man får øje på racismen i en racistisk stat. Man skal være eksemplarisk i sin godhed, i modsætning til…
Frank Wilderson: [griner] A nigga on the warpath!
IMOD USKYLD
Da jeg forleden læste i lokalavisen, var der en historie der fangede min opmærksomhed. Det var en artikel om en 17-årig dreng fra Baltimore ved navn Isaiah Simmons, der døde i et ungdomsfængsel i 2007, da mellem fem og syv ansatte kvalte ham ved at fastholde ham i timevis. Da han ikke længere svarede på deres kontaktforsøg, dumpede de hans lig i sneen, og ventede mere end 40 minutter med at ringe efter lægehjælp. I slutmarts 2012, blev sagen fuldstændigt afvist, og ingen af de ansatte medvirkende til mordet blev sigtet overhovedet. Den artikel, jeg fandt online om sagen, havde titlen ”Sigtelser frafaldes imod fem i sagen om en ungdomskriminels død”. Ved at fremhæve at det var en ungdomskriminel der var død, fik artiklen hurtigt markeret Isaiah som en forbryder, som for at signalere til læserne at hans død ikke var deres sympati værdig og ikke burde tages op af borgerrettighedsaktivister. Hver eneste kommentar på artiklen var grov og fuld af foragt – den generelle stemning var at hans død ikke var noget stort tab for samfundet. Nyheden om sagen blev forbigået uden videre bemærkning. Der var intet offentligt ramaskrig, ingen indkaldelser til aktioner, ingen diskussion af de mange problemstillinger som gjorde sig gældende i sagen – indespærring af unge, racisme, privatisering af fængsler og arresthuse (han døde i privat forvaring), lægesvigt, statslig vold, osv. (dog skal det siges at der var en kritisk respons, da nyheden første gang blev bragt).
I ugevis efter jeg havde læst artiklen, funderede jeg over spørgsmålet: Hvad er forskellen på Trayvon Martin og Isaiah Simmons? Hvilke sager ansporer aktivister til handling, og hvilke bliver komplet ignoreret? I kølvandet på Jena Six, Troy Davis, Oscar Grant, Trayvon Martin og andre profilerede sager, har jeg lagt mærke til hvilke mønstre der strukturerer politiske opråb, især den måde uskyld er blevet en nødvendig forudsætning for at antiracistiske politiske kampagner iværksættes. Disse kampagner fokuserer ofte på at retsforfølge og uddele hårde straffe til de individer der er ansvarlige for åbenlyse og specifikke racistiske voldshandlinger, og positionerer således staten og strafferetssystemet som de undertryktes allierede og beskytter. Hvis det sorte offers ”uskyldighed” ikke kan etableres, vil han eller hun ikke blive anset som en passende talsperson for sagen. Hvis du er sort, har en narkorelateret dom, og du forsøger at indgive en klage til ACLU, American Civil Liberties Union, angående politivold, ja, så får du nok ikke noget advokatbistand fra dem eller nogen anden borgerretsorganisation lige foreløbig. En empatisk følelsesstruktur baseret på uskyldsappeller er efterhånden blevet udgangspunktet for antiracistisk politik i dag. Inden for denne forståelse, kan der kun etableres empati når en person lever op til visse standarder for autentisk offerstatus og moralsk renhed, hvilket forudsætter at sorte mennesker, i Frank Wildersons ord, har rystet ”niggerisering” af sig. Social, politisk, kulturel og juridisk anerkendelse finder kun sted når en person er blevet helt igennem hvidvasket, neutraliseret og gjort harmløs. Den slags aktivisme der arbejder med ”talspersoner” (ved at udpege eksemplariske enkelttilfælde) har det også med at fremhæve krænkelsens individuelle, snarere end kollektive karakter. At italesætte undertrykkelse som et produkt af individuelle aktører er en liberal taktik der tjener til at afmontere kollektive modsvar på undertrykkelse og afspore opmærksomheden væk fra det overordnede billede.
At bruge ”uskyldighed” som udgangspunkt for at tale om antisort vold, er en appel til den hvide forestillingsevne, selv om det uden tvivl også er people of color der benytter de argumenter. Når man forlader sig på den diskurs, grundfæster man en logik der kriminaliserer race og fremstiller subjekter som medgørlige. Den liberale anerkendelsespolitik kan kun reproducere det skyld/uskyld-skema som aldrig formår at begribe hvordan der apriorisk associeres fra sorthed til skyld (kriminalitet). Måske er associering for generøst et ord – de to termer smelter slet og ret sammen. Som Frank Wilderson bemærker i Gramsci’s Black Marx, er panserens svar på det sorte subjekts spørgen – hvorfor skød du mig? – en form af tautologien: ”Jeg skød dig fordi du er sort; du er sort fordi jeg skød dig.” I Fanons ord: årsagen er udfaldet. Ikke blot antages det at sorte mænd er skyldige indtil det modsatte er bevist, sorthed selv anses som synonymt med skyld. Autentisk offerstatus, passivitet, moralsk renhed, og en hvidvasket subjektposition er nødvendige for at opnå statens anerkendelse. Når Wilderson citerer N.W.A., er det for at bemærke at ”a nigga on the warpath aldrig kan blive et egentligt subjekt for indlevelse og empati.” Hvis vi efterstræber anerkendelse, tvinges vi til at være allierede med staten, snarere end i fjendskab med den; til at ofre os selv for at leve op til givne standarder for hvad det vil sige at være et offer; til at kaste vores kroppe ud i trafikken for at bevise at bilen kører os ned, i stedet for at kræve at alle motorbilister henrettes. Det er også logikken bag narrativer om ”voldtægtshævn” – kun efter en kvinde er blevet fuldstændigt fornedret, kan vi begynde at tolerere hendes vrede (men uden for film og bøger tolereres voldelige kvinder ikke, selv når de har ”moralske” grunde til at slå igen, hvilket vi ser eksempler på i den høje rate af kvinder der fængsles eller dødsdømmes for mordet eller overfaldet på en partner der mishandlede dem.)
Vi kan måske gøre brug af den slags appeller af strategiske grunde – for at vinde en sag eller få den offentlige stemning på vores side – men det er et problem hvis vores strategier forstærker en forståelsesramme hvor revolution og opstand er politisk ubegribelige. Mit argument er også at enhver politik der baserer sig på uskyldsappeller er anakronistisk fordi den ikke forholder sig til omformningen og omorganisationen af racistiske strategier siden borgerrettighedsbevægelsen. De eneste eksempler som en sådan uskyldspolitik er i stand til at pege på, er individuelle, direkte racistiske voldshandlinger, og dermed tilsløres den angiveligt farveblinde liberalismes racisme der opererer på et strukturelt niveau. Når sagen formuleres som et spørgsmål om personlige fordomme, gentager man den fejlantagelse, det er at se racisme som en individuel hensigt, følelse eller fordom, selv om racismen uden tvivl har en psykologisk og affektiv dimension der rækker ud over individet, formet af sociale normer og fremstilling i medierne. Det liberale, farveblinde racismeparadigme dølger race under en common sense-logik med forbrydelse og straf. Sådan bliver racisme dækket til, for det anses jo ikke som racistisk at være imod forbrydelse. Tilfælde som Troy Davies’, hvor retten kommer i kritisk søgelys for racemæssig partiskhed, legitimerer også den statslige vold ved at behandle sådanne sager som undtagelser. Den politiske respons på mordet på Troy Davies udfordrede ikke den antagelse at der i bykvartererne burde renses ud i gaderne og drives klapjagt på kriminelle, for den antog selv at Davies ikke var en af de frygtede kriminelle, men en uskyldig sort mand. Uskyld er imidlertid bare et kodeord for uskadelig for det hvide civilsamfund. Troy Davies skelnes fra andre sorte mænd – de slemme – og retssystemet siges at være inficeret med racisme, hvilket giver forklædning til den kendsgerning at retssystemet er den grundlæggende mekanisme hvorved den racistiske vold udøves (det bliver kun mere synligt i de illusoriske og desperate appeller om at have ret til en fair retssag – som om det nogensinde var meningen at retssager skulle være fair!). Man forestiller sig at staten er veget fra sin tilsigtede rolle som folkets beskytter, i stedet for at se den som overgrebsmand nummer ét. H. Rap Brown tilbyder os en klarsynet påmindelse om at ”retfærdighed betyder bare-os-hvide.” Der gives ingen oprejsning for de byrder som sorte mennesker lider under i dette land.
[…]
OVERSÆTTELSE
Når racistisk vold finder sted i et hvidt nabolag, som det var tilfældet med Trayvon Martin og Oscar Grant, har vi stadig et problem med oversættelse. Jeg hævder at uskyldspolitikken gør denne vold forståelig på betingelse af at man kan sætte sig selv i samme position. Denne forståelsesramme kræver ofte at et hvidt narrativ (som fremstilles som det neutrale, universelle perspektiv) tvinges ned over de begivenheder der ikke passer ind i dette narrativ. Det forbavsede mig meget da en indkaldelse til en protestmarch for Trayvon Martin, slået op på Occupy Baltimores hjemmeside, skrev at ”Trayvon Martins skæbne er et symbol på krigen mod ungdom i almindelighed og afvaloriseringen af unge mennesker alle vegne.” Jeg tvivler på at George Zimmerman tænkte ved sig selv, den knægt skal jeg skyde, for han er så ung! Indkaldelsen nævner slet ikke race eller anti-sorthed; race er blevet oversat til ungdom, et vilkår som hvide mennesker kan forestille sig selv at være en del af. Ved protestmarchen erklærede talerne at ”Trayvon Martins skæbne er ikke et racespørgsmål – det er et spørgsmål om de 99%!” Som Saidiya Hartman sagde det i sin samtale med Frank Wilderson, ”den anden må assimileres, hvilket i dette tilfælde betyder tvangsflyttet og udraderet.”
I slutningen af 2011 brød der optøjer ud i London og hele Storbritannien efter Mark Duggan, en sort mand, blev myrdet af politiet. Mange venstreorienterede og liberale var ude af stand til at forholde sig til det uregerlige udtryk af vrede der kom fra primært fattige og arbejdsløse people of color, og nægtede at støtte dette udbrud af lidenskab, som de anså for kaotisk og over stregen. Selv venstreorienterede faldt i denne fælde, når de fremstillede staten og ejendomsbesiddere (inklusiv butiksejere) som ofre, og kritiserede optøjerne for at være politisk usammenhængende og opportunistiske. Slavoj Žižek, for eksempel, affejede optøjerne som et ”meningsløst vredesudbrud” i en artikel, han kynisk gav titlen ”Butikstyve i alle lande, foren jer.” Velmenende venstreorienterede som følte sig forpligtet til at støtte optøjerne, gjorde det ofte ved at tvinge dette formløse frembrud ind i et narrativ, der handlede om politisk bevidsthed og kohærens, og omtalte deltagerne som ”proletariatet” (en arbejdsløs er bare en arbejder uden job, fik jeg det engang forklaret) eller som utilfredse forbrugere, hvis tyverier og plyndringer blot var eksempler på kapitalistisk ideologi.
Disse venstreorienterede var hurtige til at udrense og omformulere optøjernes antisociale og forbryderiske elementer i stedet for at integrere dem i deres analyser, når de insisterede på at afbillede optøjssubjektet som en ”suveræn, forsætlig bevidsthed,” for at låne en formulering af Gayatri Chakravorty Spivak.
Efter optøjerne i L.A. i 1992 valgte venstreorienterede kommentatorer ofte at definere hændelserne som et oprør snarere end som optøjer for ligesom at understrege handlingernes politiske karakter. Dette forsøg på at omformulere den offentlige diskurs er båret af ”gode hensigter” (ønsket om at bekæmpe de konservative mediers fremstilling af optøjerne som ”ren kriminalitet”), men det afspejler også en impuls til at indhegne, konsolidere, appropriere og viderebefordre enhver hændelse der ikke passer ind i de politiske modeller der tager udgangspunkt i hvide, europæiske og amerikanske traditioner. Når dagspressen omtaler sociale brud som apolitiske, kriminelle og meningsforladte, svarer venstreorienterede ofte ved at beskrive dem som politisk velovervejede. Sammensmeltningen af politiske og antisociale tendenser i optøjerne eller oprøret bliver her hverken anerkendt eller budt velkommen. Flere af dem der deltog i London-optøjerne, var sikkert bevæbnet med skarpe analyser af strukturel vold og eksplicit politiske budskaber – optøjerne var helt åbenlyst hverken politisk eller demografisk homogene. Men sympatiserende radikale har tendens til at privilegere uddannede og politisk velartikulerede stemmer, fremfor at lytte til dem der allerinderst ved at de er fucked, eller handler uden først at bede om moralsk velsignelse. Visse venstreorienterede og radikale var tilbageholdende med at bekræfte de udelukkende nedbrydende perspektiver, som f.eks. en kvinde fra Hackney udtrykte det: ”Vi er her ikke alle sammen for sagens skyld, vi er her for at rydde Foot Locker.” Eller begejstringen hos to piger der blev opholdt af BBC, mens de drak vin, de havde plyndret. Da de blev spurgt hvad de havde gang i, fortalte de om en overstadig ”galskab”, al det ”griner” de havde, og sagde at de bare viste politiet og de rige at ”vi kan gøre hvad vi vil.” At oversætte optøjer til mere moralsk tiltalende former er en anden måde at appellere til uskyld: optøjer, plyndring, forbrydelse, tyveri og offentlig uro – dem der handler således, er ikke ægte ofre og dermed ikke legitime politiske aktører. Offergørelse med moralsk overhånd er blevet den nødvendige betingelse for hvilke utilfredsheder, vi er villige til at anerkende og tilkende vores støtte.
Når jeg er modvillig til at tvinge sort vrede ind i en hvid forståelsesramme, så er det ikke ensbetydende med at hævde at en politik der udelukkende bygger på nægtelse, skulle være politisk farbar. Hvide anarkister, den yderste venstrefløj, post-marxister og insurrektionister der fetisherer og klynger sig til en position der ”går ind for intet og er imod alting”, er lige så ivrige for at appropriere begivenheder som London-optøjerne i 2011 i deres egen politiske (anti)agenda. De insisterer på en analyse der kun har kapitalismens krise for øje, og underspiller anti-sorthed og ignorerer de former for umotiveret og grænseløs vold som ikke kan tilskrives økonomiske kræfter alene. Ligesom de liberale, munder de antisociales og post-venstrefløjens fortolkningsrammer ud i politiske narrativer der er struktureret af hvide antagelser, hvilket begrænser hvilke spørgsmål der kan stilles og hvilke kategorier der anses for analytisk brugbare. Tiqqun udforsker de måder vi er viklet ind i magten gennem vores identiteter, men har det med at fokusere på de former for vold som virker igennem en investering i liv (det man gerne kalder biopolitik), snarere end det Achillle Mbembe kalder, ”magten og evnen til at beslutte hvem der skal leve og hvem der skal dø” (det man kalder nekropolitik). Denne forståelsesramme er helt og holdent hvid, for den hævder at magt ikke udøves gennem direkte volds- og styrkeforhold, og at kapitalismen reproducerer sig selv ved at tilskynde os til at producere os selv, ved at udtrykke vores identiteter igennem forbrugsvalg, og grunde vores politik i en bekræftelse af vores marginaliserede identiteter. Denne konfiguration af magt, som noget der er udspredt og produktivt, lægger slør over en virkelighed domineret af politikontrol, militarisering af fængselssystemet, terrorisering af people of color, velfærdsstatens og fængselsstatens institutionelle vold, og social død for sorte og indfødte mennesker. Selv om fængsler uden tvivl ”producerer” race, er det at konfigurere magten teoretisk som produktiv – og dermed minimere de direkte tvangsforhold – stadig kun muligt fra en hvid subjektposition. Iblandt tendenserne på den yderste venstrefløj er kommuniseringsteori bemærkelsesværdig for at skue ud over lønforholdet i et forsøg på at forstå senkapitalismens dynamikker. Maya Andrea Gonzalez bemærker, i en kommentar om Théorie Communiste (TC), at "TC fokuserer på reproduktionen af forholdet kapital-arbejde, frem for produktionen af værdi. Dette fokusskift gør det muligt for dem at granske det sæt af forhold som faktisk ligger til grund for socialt liv inden for kapitalismen – hinsides fabrikkens og kontorets mure.” Selv om dette skift måske kan kaste lys på de forhold som gør sig gældende inden for det sociale liv, uden for arbejdspladsen, så kaster det intet lys på den sociale død, for de forhold der er præget af social død, kan ikke reduceres til kapital-arbejde-forholdet.
I stedet for at modstille klasse og race, gør Frank Wilderson os opmærksomme på forskellen mellem at være udbyttet under kapitalismen (som arbejder) og at være markeret som overflødig eller undværlig for kapitalismen (som slave eller fange). Han skriver, ”fraværet af sort subjektivitet fra kernen af radikal diskurs er symptomatisk for en manglende evne til at håndtere den mulighed at kapitalismens formative subjekt, den sorte krop i det 15. og 16. århundrede, og det formative subjekt der løser senkapitalismens overakkumulationskrise, den sorte (indespærrede) krop i det 20. og 21. århundrede, ikke falder ind i de grundlæggende kategorier som strukturerer konflikter i civilsamfundet: kategorierne arbejde og udbytning. Historikeren Orlando Patterson har på samme vis insisteret på at forstå slaveri ud fra social død snarere end ud fra arbejde eller udbytning. Tvangsarbejde er uden tvivl en del af slaveerfaringen, men det er ikke det der definerer slaveforholdet. Økonomisk udbytning forklarer ikke det racialiserede fængselssystem; en kapitalismeanalyse der ikke formår at forholde sig til antisorthed, eller kun forholder sig til det som et kapitalistisk biprodukt, er mangelfuld.
Uddragene her er blot en lille del af Wangs artikel 'Against Innocence: Race, Gender, and the Politics of Safety', der første gang blev bragt i Lies #1 2012, og senere blev inkorporeret i hendes bog Carceral Capitalism, som der går rygter om i disse dage er ved at blive oversat til dansk, as we speak.
På tale om indespærring og solidariet – og ellers ikke apropos – kan vi også nævne at karantæneradioen Radiodråber drypper videre fra tid til anden, senest med en fuldlængdesending af personlige beretninger fra de danske forvaringsanstalter Enner Mark og Jyderup Fængsel. Lyt her.